Hvor Svensson gjorde holdt for natten!

Denne søndag skulle vi have kørt én af korteste dagsmarcher, men den blev alligevel noget længere end planlagt. Mere om det, når vi når så langt. Dagens tur var planlagt til at skulle gå fra Gardiner lige nord for Yellowstone til Jackson lige syd for nationalparken, så der ville være god tid til at se det, vi manglede i Yellowstone og også til at kigge lidt på Grand Teton Nationalparken, som ligger mellem Yellowstone og Jackson.

Allerede inden vi kørte ind i nationalparken, var Tim og jeg imidlertid blevet enige om, at der faktisk ikke var så meget, som vi ikke havde set langs ruten gennem parken, så vi kørte stort set lige igennem, bortset fra korte ophold for at fotografere. Da vi jo ikke havde travlt, kørte vi først fra hotellet klokken 9.30, og valgte igen at tage de østlige grene af Grand Loop Road. Da vi kørte gennem Hayden Valley, var de bisonflokke, som vi havde efterlyst dagen før, kommet tilbage, så her tog vi et par billeder. Ved landsbyen West Thumb drejede vi så mod syd mod den sydlige udgang fra parken. På vej ned mod udgangen gjorde vi et kort ophold ved Lewis Falls for at fotografere, inden vi kørte videre.

Nord for parken og igen syd for denne kører man på U.S. Route 89 og det er egentlig samme vej, som går gennem parken, men hovedvejsnummereringen er bare suspenderet på denne strækning. Det var altså denne vej, som vi også havde kørt på ved flere lejligheder både i Arizona og Utah, som vi tog mod syd.

Ganske kort efter, at vi var kørt ud af Yellowstone National Park, forlod vi hovedvejen igen for at få noget frokost. Da vi nåede det udvalgte spisested, Flagg Ranch, var klokken hen ad 13, så på trods af, at vi stort set havde kørt lige igennem parken, havde det alligevel taget 3½ time. Da vi havde spist, kørte vi tilbage til hovedvejen og fortsatte mod syd til Grand Teton nationalparken. Her stoppede vi ganske kort et par steder for at tage billeder, men fortsatte ellers til en parkeringsplads ved Jenny Lake, hvor Dorte og jeg også havde været fire år før, og hvor der var en fremragende udsigt til såvel søen, som bjergene på den anden side. Da vi var der dengang, var vi stort set helt alene, men nu var det søndag, og det var vi altså ikke denne gang. Faktisk var pladsen næsten helt fyldt op med biler, og selv om vi fik en plads til vores bil, var det næsten ikke til at komme til ved udsigtspunktet. Vi fik dog taget nogle få billeder, og selv om det ikke, som jeg havde håbet på, var vindstille, så jeg kunne få et billede af bjergene, der spejlede sig i søen, fik vi da i hvert fald billeder af bjergene. De mange mennesker gjorde, at vi ikke blev længe, men fortsatte til dagens overnatningssted i Jackson, en af de byer hvor vi havde bestilt hotel hjemmefra.

Klokken 14 nåede vi Jackson, hvor vi uden problemer fandt The Lodge, hvor vi skulle bo. Inden vi gik ind for at få værelse, ringede jeg hjem. Vi havde ikke haft mobildækning siden vi kørte fra Gardiner om morgenen, og da Tina skulle opereres næste morgen eller formiddag, dansk tid (om natten hos os), skulle jeg lige høre hvordan det stod til. Da vi var færdige med at tale og vi havde fået vores værelse, var klokken kun omkring 14.45. Vi blev så enige om, at vi ville køre syd på til den lille by Afton, for at glæde Dorte. Sidst vi var her, havde hun udviklet en teori om, hvordan byen havde fået sit navn. Dorte var overbevist om, at byen var navngivet af en svensker ved navn Svensson, der i følge hende havde sagt, "Vi er trætte, vi overnatter her i afton". Nu mente hun så, at Tim ville have glæde af at se byen.

Fra Jackson var der omkring 70 miles (112 km) til Jackson, og det samme tilbage, men hvad gør man ikke for at glæde sin mor? Vi kørte syd på ad Route 89 til byen Alpine, hvor de tre floder, Snake River, Salt River og Grey's River mødes. Her kører man ind i Salt River Valley eller som den også kaldes, Star Valley. Vejen går syd på gennem ret flad, græsdækket dal med bjerge på begge sider, og undervejs mod syd passerer man en masse små byer. Etna har 123 indbyggere, Freedom, som er den ældste bebyggelse i dalen har 471, Bedford har 169, Thayne har 341, Grover har 137 og Auburn har 276, så når man kommer til Afton, med dens 1.818 indbyggere, er det nærmest som at komme til en hel metropol. Afton er mest kendt for sin periodiske kilde, der forsyner byen med ferskvand. Denne kilde er den ene (og største) af kun tre periodiske kilder i verden. At kilden er periodisk betyder, at vandet løbet ud af kilden i ca. 15 - 20 minutter, derefter er der 15 – 20 minutters pause og så fremdeles. Kilden producerer ca. 1.000 liter vand i sekundet, og det kan forsyne det meste af byen med vand. En anden af byens attraktioner er verdens største ”bro” af wapitigevirer. Denne går over byens hovedgade. Den er 23 meter lang og består af 3.011 gevirer med en samlet vægt på 15 ton. Da der ikke rigtigt var mere at se i byen, kørte vi samme vej tilbage.

Både på vej til og fra Afton, var det tydeligt at lokalvalgene i USA nærmede sig. Vi så alle mulige valgplakater til alle mulige og umulige embeder. Der var folk, der bad om at blive valgt til senatet, kongressen, den lokale statskongres, byrådsmedlem, distriktsanklager, fredsdommer, ligsynsmand og meget andet. Da vi kom tilbage til Jackson, kørte vi ned til byens centrum og gik en tur her, men det var slet ikke noget for Tim. Her var alt for ”turistet” efter hans smag, så vi blev her kun i 15 minutter før vi kørte tilbage til hotellet. Her parkerede vi bilen og så gik vi ud for at få noget mad.

Vi havde på forhånd bestemt os til at spise på samme restaurant, som Dorte og jeg spiste på, da vi var her i 2006. Den lå lige ved siden af hotellet, og efter lidt tvivl om, hvorvidt den eksisterede endnu, fandt vi den gemt bagved en byggeplads, hvor de var ved at opføre en ny bank. Restauranten, der hedder Gun Barrel, er holdt i western stil med geværer på væggene, strategisk placeret mellem hoveder af bisoner, elge osv. Sidst vi var her, måtte vi vente godt en time på at få bord, men denne gang kom vi noget tidligere, og fik bord med det samme, men allerede inden vi havde fået vores mad, var alle borde fyldt op, og der sad nogle og ventede.

Jeg startede måltidet med en margarita, mens Tim nøjedes med Sprite. Restauranten er kendt for sit ”vildt menukort”, med bison, antilope, kronhjort osv. Vi lagde begge to ud med hickory røget bison carpaccio til forret, og de tynde, kolde skiver bisonkød var helt perfekte. Tim fortsatte med bison prime rib serveret med vilde ris, mens jeg delikaterede mig med en cheyenne steak med stegte rødløg og bagt hvidløgskartoffelmos. Til maden drak vi en lokal øl, som jeg ikke kan huske, hvad hed, men den smagte godt!

Efter maden fik jeg kaffe, og så opdagede vi på drinkkortet, at de havde Tims yndlingswhisky, Laphroaig, så sådan en måtte vi have. Det gav så anledning til visse problemer. Vi bestilte selvfølgelig whiskyen hos servitricen, som gik op til baren med vores ordre, men kort efter kom hun ned igen. Hun skulle vide om vi ville have den med vand eller ”on the rocks”. Vi forklarede hende, at vi gerne ville have den straight, altså bare whisky uden hverken vand eller is. Så gik hun tilbage til baren, og der gik en rum tid, mens hun åbenbart parlamenterede med bartenderne. Efter 10 minutter kom en af bartenderne så ned til bordet for at spørge om vi ville have den med vand eller ”on the rocks”. Han stolede åbenbart ikke på, at den unge dame havde hørt rigtigt. Så måtte vi også forklare ham, hvad vi gerne ville have, og så lykkedes det da også til sidst. Det endte med at blive turens dyreste måltid, ca. 900 kr. for os begge to, alt inklusive, men det var bestemt alle pengene værd.

Efter maden gik vi tilbage til hotellet, hvor jeg gik tidligt i seng, da jeg jo regnede med, at skulle vækkes i løbet af natten, men jeg spekulerede alligevel så meget på, hvordan det gik derhjemme, at jeg først faldt i søvn ved totiden. Ved halv firetiden ringede Dorte så og fortalte, at Tina nu var kommet ud fra operationen, én nyre lettere, og at alt var gået godt, hvilket selvfølgelig var en stor lettelse at høre. Klokken halv seks ringede hun så igen, for at fortælle at patienten nu var vågnet, og at hun havde det godt. Det var en endnu større lettelse. Efter det sidste opkald kunne jeg sove igennem til halv syv, hvor uret vækkede, så vi kunne komme ud af røret i ordentlig tid.