Tilbage til 50'erne.

Vi er ikke gode til at planlægge. Eller også tænker vi os bare ikke om, når vi planlægger. På den måde vi havde fået planlagt turen, endte det med, at vi kom til at besøge to af USA’s mest populære turistmål, Grand Canyon og Yellowstone i weekender, hvor de var nærmest overfyldte. Men sådan blev det altså.

Dagen i dag var planlagt til kun at være en kort køretur fra Holbrook til Grand Canyon, og den blev da heller ikke så lang, men lidt længere end planlagt. Tim havde på kortet set noget, der hed Sunset Crater nord for Flagstaff, og det ville han gerne besøge. Dorte og jeg havde faktisk været der i 2006, men nu var det jo ”Tims ferie”, så selvfølgelig skulle vi besøge stedet.

Vi kørte fra Holbrook og direkte på I-40 endnu engang, denne gang i vestlig retning tilbage til Flagstaff. Her drejede vi så mod nord ad Route 89 til vi kom til Sunset Crater, som er et National Monument så endnu en gang kunne vi bruge vores årskort. Entreen her var dog kun $ 5, så det var ikke meget vi sparede. Da Dorte og jeg var her tidligere, ville vi ikke betale denne voldsomme entre, så vi nåede kun til Visitor Centeret, men Tim og jeg kørte hele vejen op til parkeringspladsen ved vulkanen. Det er forbudt at kravle op til selve krateret, så det gjorde vi selvfølgelig ikke, men vi gik en tur ad en sti som er anlagt gennem lavastrømmene fra det seneste udbrud, som fandt sted mellem 1080 og 1150. Vulkanen er en ca. 350 meter høj kegle af lava, men da den ligger i 2.100 meters højde på Colorado plateauet står den på kort registreret til at være 2.451 meter over havet.

Undervejs på rundgangen stod der en masse skilte som fortalte om vulkanen, området i øvrigt og de planter, der gror i lavaen. Her lærte vi blandt andet at Sunset Crater er den yngste af ca. 600 vulkaner, der ligger i området mellem Williams og Flagstaff. Der er stor sandsynlighed for at der kommer et nyt udbrud i fremtiden, og at dette vil komme længere mod øst. Det skyldes at udbruddene kommer fra et forholdsvis lille ”hotspot”. Dette ligger stille, men den tektoniske plade som området ligger på, bevæger sig mod vest, og derfor ser det ud som udbruddene bevæger sig længere mod øst. Så ved du det om vulkaner!

Efter besøget her, ville det have været nemmest at fortsætte nordpå ad US 89 og så køre ind i Grand Canyon ad den østlige indgang, men da vi også skulle den vej ud, besluttede vi os for at køre tilbage til Flagstaff, tage I-40 videre mod vest til Williams, hvor Dorte og jeg havde boet i 2006. Herfra ville vi så køre op og tage den sydlige indgang til Nationalparken.

Som sagt så gjort. Vi kørte tilbage mod Williams, og her skulle vi have noget frokost. Da Dorte og jeg boede i Williams i 2006, havde jeg læst om en restaurant/cafe, som fortsat var indrettet som i 50’erne, da Route 66 var på sit højeste. Dengang kom vi ikke ud i den ende af byen, hvor cafeen, ”The Twister” lå, men det rådede vi bod på denne gang. Vi fandt et sted at parkere bilen og så spiste vi frokost på The Twister, som ganske rigtigt var indrettet med rød vinyl og plastic, som man ser i film fra 50’erne. Tim fik sig en burger, mens jeg spiste en jumbohotdog. Det var et stort brød med en pølse på omkring 5-6 kg – sådan så det i hvert fald ud. I virkeligheden var den nok noget mindre og i modsætning til amerikanske pølser, jeg har fået andre steder, smagte den faktisk godt.

Efter maden kørte vi så nord på mod Grand Canyon Nationalparken. Her holdt vi i kø i omkring 40 minutter for at komme ind i nationalparken (det var det med planlægningen). Selv om de havde fem vognbaner åbne, var der så mange, at det altså tog den tid at nå frem til billetboden. Endelig kom vi igennem køen og ind i parken, hvor vi straks satte kursen mod Grand Canyon Village, hvor vores hotel lå. Som nævnt i indledningen, havde vi bestilt værelse med udsigt på Kachina Lodge.

Det er et af de fire hoteller, der ligger helt ude ved randen af kløften. Det største og ældste hotel er El Tovar, som blev bygget af Fred Harvey Company helt tilbage i 1905. Det er faktisk stadig Fred Harvey Company, som driver hotellet, nu under navnet Xanterra – og de driver alle hoteller i Grand Canyon og flere andre nationalparker som fx Yellowstone. Ud over El Tovar og Kachina Lodge ligger der også Thunderbird Lodge og Bright Angel Lodge. Sidstnævnte er også en af de ældste indkvarteringsmuligheder ved kløften. Kachina og Thunderbird har ikke receptioner, så vi skulle tjekke ind på El Tovar. Vi kørte derfor op til dette hotel, og her startede vores problemer. Det var simpelthen ikke til at få en parkeringsplads på trods af at vi kørte rundt og rundt på pladsen. Alle en-dags turisterne, som var ude i naturen sådan en lørdag, fyldte en hel del. Så prøvede vi at køre ned til det hotel, hvor vi skulle bo, men det blev det ikke bedre af. Til sidst måtte vi køre til en parkeringsplads på den anden side af jernbanen, hvor det lykkedes os at finde en plads. Mens Tim ventede i bilen gik jeg de ca. 10 minutter tilbage til El Tovar, bare for at få at vide at vores værelse endnu ikke var klar, men ville være det 1½ time senere. Det gik jeg tilbage og fortalte Tim og så blev vi enige om, at vi ville køre en tur inde i parken. Helt konkret ad den eneste vej, hvor bilkørsel er tilladt, nemlig ud til den østlige indgang (den vi lige havde undgået, fordi vi også skulle den vej ud.)

Vi kørte hele vejen ud til udsigtspunktet Desert View ved den østlige indgang, og her gik vi en tur og nød udsigten – og varmen, og så kørte vi langsomt tilbage mod hotellerne, mens vi stoppede ved næsten alle udsigtspunkter undervejs. Da vi kom tilbage, var der stadig ingen parkeringspladser at få, men denne gang satte Tim mig af, og så lå han og cirklede mens jeg tjekkede ind. Da det var overstået kørte vi ned til vores eget hotel, hvor vi læssede bagagen af, og så kørte Tim ellers bilen til den parkeringsplads hvor vi tidligere havde parkeret, mens jeg slæbte tingene ind.

Værelset viste sig ikke at være specielt stort, men vi kunne være der. Og den udsigt, som vi havde betalt for viste sig at være fremragende. Vi boede på anden etage (den øverste), så vi kunne se lige ud over kløften. Det var imponerende. Da Tim kom tilbage efter at have sat bilen, gik vi ned til Bright Angel Lodge, hvor der var en restaurant, og her spiste vi aftensmad. Derefter gik vi en tur langs kløften op til El Tovar, og tilbage til værelset igen, hvor vi gik tidligt i seng, og satte vækkeuret til kl. 5.00, så vi kunne nå at gøre os klar og komme ud til kløften inden der kom for mange mennesker og inden det blev for varmt.