To dage i Boston

Efter besøget i Mystic Seaport kørte vi videre mod nordøst gennem Connecticut og ind i Rhode Island, USA's mindste stat, som vi ikke gjorde ophold i. Inden vi fik set os om, var vi derfor i Massachusetts. Her blev vi på motorvejen med kurs mod Boston. Motorvejen går rundt om Boston som en ringvej, og kommer ikke helt ind i byen, så da vi mødte I-90, skiftede vi til denne, for at køre det sidste stykke vej ind til byen.

Vi fandt det hjemmefra bestilte hotel uden større problemer. Hotellet lå i Cambridge, nord for Charles River (med udsigt over floden), og ca. 12 km fra Bostons centrum. Da vi var blevet indkvarteret på værelset, spurgte vi i receptionen, hvordan man nemmest kom ind til byen. Her anbefalede de os at tage en taxi, så det gjorde vi. Vi tog en taxi ind til Boston Common for 13 dollars, hvilket vi syntes var billigt, i hvert fald sammenlignet med taxipriser i Danmark. Det viste sig i øvrigt senere, at det var endnu billigere at køre hjem fra byen, fordi Boston taxierne kørte til en lavere takst end Cambridge taxierne, så vi kunne køre hjem for ca. 9 dollar.

Boston Common er en offentlig park og den ligger ret centralt i Boston. Grunden til at vi ville køres dertil var,  at herfra udgår "The Freedom Trail". Det er en spadseretur gennem det historiske Boston, som fører forbi en række historiske bygninger, kirkegårde mm., og den tur havde vi tænkt os at gå. Ruten er markeret i fortovet med to rækker røde mursten (af og til erstattet af en malet rød stribe).  I  et hjørne af Boston Common ligger et informations center, og her købte vi en folder, der fortalte om Freedom Trail. Vi startede med at se det "nye" State House fra 1795, og så gik det ellers slag i slag. Mest spændende var efter min mening Granary Burying Ground (som vi først så nærmere på dagen efter, da tiden den første dag var knap). Det er en gammel kirkegård, som har været i brug siden 1660. Her ligger blandt andre Benjamin Franklins forældre og alle hans søskende begravet. Desuden er James Otis, John Hancock, Samuel Adams, Peter Faneuil og Paul Revere begravet her. Alle mænd, der havde stor betydning op til og under USA's frihedskrig.

Fra kirkegården fortsatte vi til en anden kirkegård, King's Chapel Burying Ground. Det er Bostons ældste kirkegård, taget i brug i 1630. Her ligger ikke så mange kendte, men man finder da et familiegravsted for John Winthrop, den første guvernør over "Massachusetts Bugt Kolonien", som dækkede hele det nuværende New England og lidt til. Blandt andre interessante steder, vi kom forbi, var Old South Meeting Hall, som oprindeligt var en kirke. I dag er bygningen museum. Old South Meeting Hall var i mange år den største bygning i byen, og det var her, at de indianerudklædte kolonister samledes inden "Boston Tea Party". I et hus ved siden af denne bygning blev Benjamin Franklin født i 1706, men huset er for længst brændt ned, så i dag findes der bare en mindeplade. Derimod finder man stadig "Old State House" fra 1713, og dermed den ældste offentlige bygning i Boston. Her holdt James Otis en berømt tale mod kolonistyret i 1761, og fra balkonen på denne bygning, blev den amerikanske uafhængighedserklæring for første gang læst op for befolkningen den 18. juli 1776. Bygningen  kaldes "Huset hvor uafhængigheden blev født". Også Old State House er i dag museum. Lige neden for  balkonen fandt Boston massakren sted i 1770, da engelske soldater - kraftigt provokeret og truet af en folkemængde – skød ind i mængden og dræbte fem bostonianere. Det nøjagtige sted er i dag markeret med en cirkel af brosten.

Vi fortsatte forbi Faneuil Hall med dens markedsplads (Quincy Market), og videre til den nordlige del af Boston, The North End, som i dag er et typisk italiensk kvarter med masser af italienske restauranter. Her så vi Paul Reveres hus, eller rettere det hus han boede i, for huset er langt ældre, nemlig fra 1680 (og dermed Bostons ældste bygning). Paul Revere købte huset i 1770 sammen med sin kone og sine den gang fem børn. Senere fik han endnu 11 børn – en produktiv herre. Ikke så langt fra huset lå Old North Church, hvor Paul Revere, som et af sine mange job, var ringer. Det var her han fik hejst to lanterner op i forbindelse med sit berømte ridt til Lexington.

Fra North End ville vi gå over Charlestown Bridge for at se USS Constitution og Bunker Hill, de to punkter på Freedom Trail, der lå på den anden side af floden. På vej over broen kom der imidlertid en tordenbyge af de værre, så vi var nødt til at skynde os over broen og finde et sted, hvor vi kunne stå i læ. Da bygen var ovre, og vi kunne gå videre, blev vi enige om, at vi hellere ville gå tilbage til North End og finde et sted at spise. Vi valgte at spise på The Green Dragon Tavern, som af nogle historikere blev kaldt "Revolutionens Hovedkvarter". Her mødtes de sammensvorne fra Sons of Liberty, North End Caucus (med blandt andre John Hancock og Samuel Adams blandt sine medlemmer) og Boston Committee of Correspondence  og lagde de planer, som senere førte til den amerikanske revolution. Paul Revere skrev senere i sin dagbog: “Omkring 30 personer, mest håndværkere fra North End, var blevet enige om at observere de engelske soldaters og loyalisternes bevægelser, så de  kunne forudse, hvornår disse ville slå til mod Concord. Disse patrioter mødtes i Green Dragon Tavern". Det var også efter et møde i kroen, at Dr. Warren sendte Revere ud på sit berømte ridt til Lexington. I 1788 var det også i denne kro, at man mødtes og blev enige om, at Massachusetts skulle ratificere USA's forfatning. Bygningen er dog skiftet ud undervejs, så selve lokalerne er ikke fra revolutionens tid, men det var nu spændende alligevel.  Fra restauranten gik vi lidt videre rundt i byen, og tog så en taxa tilbage til hotellet. Det var den lejlighed, at vi opdagede, at det var billigere at køre hjem fra byen end det modsatte.
 

Næste dag tog vi igen en taxa ind til boston Commons. I det informationscenter, hvor vi dagen før havde købt folderen om Freedom Trail, havde vi nemlig set, at man også kunne købe billetter til en bustur rundt i byen, og det ville vi prøve i dag. Portieren på vores hotel, havde fortalt, at parken Public Gardens, som lå lige ved siden af Boston Commons, var meget smukkere end sidstnævnte, så inden busturen gik vi en tur i denne park, og den var da også ganske køn, med en lille sø, hvor man kunne sejle en tur med et lille skib. Efter besøget her, gik vi til informationskontoret i Boston Common og købte billet til en af de fire forskellige busture rundt i Boston.

Vi fik at vide, at bussen ville vi kunne tage oppe ad bakken ved New State House, så vi spadserede op ad bakken til dette sted, og afventede en bus. Bussen havde åben øverste etage, så der placerede vi os, da vejret var rigtigt godt. Turen var udmærket. Vi så en del af de steder, vi havde set dagen før, men også nogle nye ting, blandt andet Business District, en del af havnen, herunder det sted, hvor The Boston Tea Party fandt sted i 1773. Vi kom også over til Charlestown og fik set USS Constitution eller "Old Ironsides", som skibet også kaldes på trods af, at det er bygget helt af træ. Skibet er stadig under kommando og indgår i den amerikanske flåde – mest af tradition. Dermed er det USA's og formodentlig verdens ældste "aktive" krigsskib. Skibet, der er en fregat, er bygget i 1797. Det er bygget af stedsegrøn eg, der regnes for at være 5 gange så stærkt som almindeligt egetræ. Når skibe skød på Constitution prellede kanonkuglerne af, og faldt tilbage i vandet, hvilket gav skibet dets tilnavn.

Undervejs kørte vi forbi to af Bostons mange kendte uddannelsessteder, Boston University, syd for floden, og Massachusetts Institute of Technology (MIT), nord for floden. Sidstnævnte er nok verdens mest kendte, mest prestigefyldte og måske bedste tekniske uddannelsesinstitution. Ikke mindre end 15 nobelpristagere har deres eksamen fra MIT. Desuden er der pt. ansat 8 nobelpristagere, og endnu flere kandidater er ansat som undervisere på instituttet. Her har hovedparten af bygningerne numre, ikke navne, som guiden forklarede: "fordi MIT har flere verdensberømte forskere, end de har bygninger at give navne." Hvis man vil have sit navn på en bygning på MIT, skal man opfylde to betingelser. Man skal være student fra stedet – og man skal betale for opførelse og indretning af bygningen.

Da busturen var slut, skulle vi lige handle et par småting og vi fik set lidt nærmere på Granary Burying Grounds. Efter at det var overstået, gik fandt vi hen til Faneuil Market, hvor vi også havde været dagen før. I bygningens stueetage er der forretninger, og i de øverste etager er det mødelokaler. Sådan har det været lige siden Peter Faneuil (eller Funal, som de kalder ham på stedet) opførte bygningen som gave til byen i 1742.  Det var nu ikke her vi ville ind, men bag Faneuil Market lå Quincy Market, en lav bygning, der udelukkende indeholdt spisesteder. På hver side af denne bygning lå yderligere en bygning som så indeholdt forretninger og mellem bygningerne lå diverse fortovsrestauranter. Og en sådan ville vi gerne spise på, da klokken var blevet 13.30.

Inden vi tog af sted havde vores udmærkede tandlæge, Johanne, fortalt Dorte, at når vi kom til Boston skulle hun besøge Filene's Basement. Det ville lige være noget for hende. Her kunne hun være heldig at finde Gucci tasker, Dior tøj og andre mærkevarer på tilbud. Da jeg er lidt bange for tandlæger, og har stor respekt for Johanne efter 25 års bekendtskab, måtte vi selvfølgelig adlyde og finde denne butik. Desværre viste den sig at være lukket! Hele huset var lukket og var enten under nedrivning eller muligvis ombygning, det var ikke helt klart, men den ene halvdel manglede i hvert fald. Der stod dog et skilt om, at man ville åbne igen med endnu bedre forhold for publikum, men desværre stod der ikke noget om hvornår, og på en graffiti stod der "Goodbye forever Filene".  Vi måtte altså gå med uforrettet sag og gik tilbage til Boston Common. Her fandt vi en taxi, og så kørte vi ud til Harvard Square i Cambridge. NB! I 2014 var der fortsat ikke åbnet, og i mellemtiden er firmaet bag gået konkurs, så det er nok goodbye forever.

Her ligger USA's ældste universitet, grundlagt i 1636, da en gruppe borgere bevilgede 400 £ til at bygge et teologisk  universitet for. 200 £ med det samme, og 200 £, når arbejdet var færdigt! Pundets værdi var nok større dengang end det er i dag :-) Senere skød John Harvard flere penge i foretagendet, og i 1638 blev universitetet så omdøbt til Harvard University og samme år blev stedet, hvor det var bygget omdøbt fra Newetowne til Cambridge. Vi gik omkring og så på bygningerne et stykke tid. Selv om det var sommerferie, var der masser af mennesker, både studerende og turister. Efter besøget på Harvard, spadserede vi nogle kilometer ud til det tidligere Radcliffe College, hvor kvinderne kunne studere i den tid, hvor Harvard kun var for mænd. Kvinder blev først optaget på Harvard i 1975, og i 1977 blev Radcliffe officielt slået sammen med Harvard. Først i 1999 blev det dog helt nedlagt som selvstændigt College. I dag er Radcliffe et forskningscenter under Harvard, og nogle af bygningerne anvendes som logi for de studerende. På Radcliffe var vi stort set alene, så her gider turisterne åbenbart ikke bevæge sig ud, og der er da også et godt stykke at gå, men turen er ganske interessant. Blandt andet kommer man forbi den ældste kirkebygning (i træ) i Cambridge, Christ Church fra 1760. Da vi havde set nok, gik vi tilbage til en af de store veje, hvor vi mente at kunne finde en taxi, Massachusetts Avenue eller "Massav" som de lokale kalder den. Det lykkedes os også at finde én og vi kørte tilbage til hotellet for at hvile vores trætte og ømme fødder.