Tom Dooley

Tom Dooley hed i virkeligheden Thomas C. Dula. Hvad bogstavet 'C' står for er uklart, det fremgår ikke af nogen tilgængelig kilde, men adskillige i Dula slægten hed Carson, så det har Tom måske også heddet. Ændringen af navnet Dula til Dooley opstod, fordi man lokalt udtalte Dula som Dooley, og da historierne om Tom Dooley i begyndelsen spredte sig mundtligt, og først senere blev nedskrevet, blev dette altså det navn som Thomas Dula blev kendt under i hele verden. Der er i øvrigt i dag flere grene af familien. En der staver navnet som Dooley, en der skriver Duley, og så en, der anvender den oprindelige stavemåde, Dula.  Muligvis er slægten Duly også en gren af familien,

Thomas C. Dula blev født den 20. juni 1844. Nogle kilder siger 1845 (blandt andre den sten, der ligger på hans grav), og Findagrave.com siger 1848. Jeg har også set et enkelt sted, hvor året 1843 var anført. Oplysningen om 1844 som fødselsår kan ikke findes i mange af de tilgængelige kilder, men den stammer fra hans mors vidneudsagn i forbindelse med retssagen, så det er formodentlig den, der er den rigtige.

Han var søn af Thomas P. Dula og Mary Keaton Dula, og han havde to noget ældre brødre, John født 1834 og Lenny, født 1838 og en søster, Eliza. Familien Dula havde en ret stor farm i forhold til den jord, mange af de øvrige bjergboere i området ejede, men meget af jorden var skovdækket og stenet, og kun en meget lille del af den kunne dyrkes.

Faderen, Thomas P., var død i 1854, og de to brødre var døde under borgerkrigen. Man ved i dag ikke om de blev dræbt i slag, eller om de døde af sygdom, men de kom i hvert fald aldrig hjem fra krigen, og deres dødsår angives normalt til 1862. Søsteren, Eliza, boede hjemme på tidspunktet for mordet, og bliver omtalt under retssagen, men aflagde tilsyneladende ikke vidneudsagn..  

Thomas Dooley selv var noget af en skørtejæger. Han og Ann Foster Melton havde et forhold allerede før borgerkrigen startede. Ann Meltona mor, Carlotta Foster vidnede ved retssagen om, at hun havde overrasket Thomas og Ann i seng sammen allerede to år før krigen brød ud, altså i 1859.  På det tidspunkt var Thomas 14 (eller måske 15 år) og Ann var omkring et år ældre. Der er intet, der tyder på, at det tilfælde Anns mor vidnede om, var første gang, Ann og Tom var i seng med hinanden, og det skulle vise sig, at det heller ikke blev sidste. 

Da Tom meldte sig til sydstaternes hær i marts 1862, var han kun 17 år gammel, og han måtte lyve sig nogle måneder ældre. Han blev optaget i hæren som menig i 42. Carolina Infanteriregiment, Kompagni K, og blev hurtigt forfremmet til regimentsmusiker (trommeslager). Under krigen kæmpede Tom tilsyneladende tappert indtil han blev taget til fange i marts 1865. Han blev derefter indsat i krigsfangelejren på Point Lookout i Maryland, hvorfra han blev frigivet den 11. juni 1865 efter at have erklæret sin loyalitet overfor unionen. Som analfabet måtte han underskrive sin troskabserklæring med et kryds.

Hans soldaterkammerater respekterede ham for hans mod og kampvilje, men alligevel gik der historier om, at han skulle have slået en mand ihjel, fordi denne overraskede Tom sammen med konen, og ved hans henrettelse, hvor flere af soldaterkammeraterne var til stede, var der nogle af disse, der udtalte sig om, at det ikke undrede dem, at han skulle ende sådan. Under retssagen, blev det også nævnt, at Tom og Ann havde haft et skænderi om hans forhold til en Caroline Barnes, og det kom ligeledes frem, at han havde forhold til Laura Foster, Pauline Foster og Ann Melton på samme tid.

Som det fremgår af papirerne fra retssagen, var Tom smittet med syfilis, og havde søgt hjælp for sygdommen hos den lokale læge, Dr. George Carter. I sange og legender omtales ofte, at han spillede banjo, men dette instrument nævnes ingen steder i de officielle papirer. Derimod nævnes det flere gange, at han underholdt på sin violin.

Tilbage til Personer...