Trafikkaos og besøg i en spøgelsesby

Hvis I skal køre fra Los Angeles til Las Vegas, så lad være med at gøre det i 4. juli weekenden! Undtagelsesvis havde vi booket et hotel i to på hinanden følgende byer, så vi var ligesom tvunget til at køre til Las Vegas om lørdagen i weekenden op til Independece Day. Allerede fredag aften havde vi hørt i tv, at man regnede med, at ca. 3 millioner mennesker ville forlade Los Angeles området, og at en stor del af disse ville begive sig til Las Vegas. Der blev også vist interviews med mennesker som sad i de lange køer, og havde siddet der i op til 3-4 timer uden at bevæge sig overhovedet. Vi valgte dog at håbe det bedste og satse på, at de fleste skulle af sted om fredagen, så vejene ville være mere fremkommelige næste dag, lørdag, hvor vi skulle af sted. Det skulle dog vise sig, at vi tog grueligt fejlJ.

Vi forlod hotellet i West Hollywood ret tidligt om morgen, og kørte nord på ad Vermont Avenue, da vi ville køre gennem det ret store "naturområde", der kaldes Griffith Park. Her ligger blandt andet Hollywood Reservoir, som er et vandreservoir, som nogle måske kender fra film og bøger. I såvel kriminalfilm som kriminalromaner er det et af de steder, hvor der ofte findes lig, så helten i filmen/romanen har et mord at opklare.  

Vi kørte altså nord på, og kom godt nok også ind i Griffith Park, og kom op til toppen af det bjerg, som parken ligger på. Her endte vejen imidlertid blindt, og vi måtte køre samme vej tilbage. Det er muligt, at der fører en vej gennem parken og ud på den anden side, senere undersøgelser tyder faktisk på, at der i hvert fald fører nogle brandveje gennem parken, men Vermont Avenues forlængelse gjorde i hvert fald ikke, så for en gangs skyld tog vores trofaste Rand McNally Road Atlas altså fejl. Vi måtte derfor vende om og køre tilbage mod byen. Her tog vi Los Feliz Boulevard et kort stykke mod vest til vi mødte I-5. Denne ville vi så tage mod nord til vi mødte California Road 134, som i øvrigt er en motorvej; på trods af det beskedne navnJ. Desværre lavede vi undtagelsesvis en mindre fejlmanøvre, så vi kom til at køre mod syd af I-5 i stedet for mod nord. Her måtte vi så køre nogle miles (omkring 4) indtil vi kunne skifte til California Road 110 mod nordøst. Denne vej kaldes i øvrigt Pasadena Freeway og er også en motorvej. Der, hvor motorvejen hører op, skifter vejen navn, og hedder herefter Old Anaya Parkway. Denne vej er et stykke af den berømte Route 66, som jeg har fortalt om her. 

Til sidst nåede vi dog, trods problemerne, til vores mål, I-210, som vi skulle følge mod øst til vi mødte I-15, der fører til Las Vegas (og i øvrigt videre til den canadiske grænse langt oppe i Montana). På vej ud ad I-210 begyndte trafikken at tage til, og efterhånden gik det ret langsomt, og da vi nåede frem til og skiftede over på I-15, gik det helt i stå. Herefter gik det i sneglefart de næste 15-20 miles (godt halvanden time brugte vi på denne strækning), men efter at I-15 havde forenet sig med I-215 løsnede trafikken op igen, og vi kunne køre i nogenlunde fornuftigt tempo (30-40 miles i timen) gennem San Bernadino National Forest og videre til byen Victorville, hvor vi indtog dagens frokost. Så længe havde det taget at komme gennem Los Angeles!. Vi fortsatte derefter gennem mere og mere ørkenprægede landskaber mod byen Barstow, men omkring 30 km før byen begyndte det igen at gå langsomt, og det gik langsommere og langsommere indtil vi til sidst gik helt i stå omkring 15 km syd for byen. Og når jeg siger gik i stå, så er det præcis hvad jeg mener. Vi holdt i 2 timer uden at bevæge os en tomme. Dorte steg ud af bilen og gik frem i køen for at prøve at finde ud af, hvorfor vi holdt stille, og det var der adskillige andre, der også gjorde. Selv steg jeg ud for fotografere lidt, og da Dorte kom tilbage kunne hun melde, at der var sket et trafikuheld omkring tre kilometer længere fremme, og at de var ved at fjerne tilskadekomne med helikoptere. De implicerede biler, var ryddet af vejen, men man havde spærret hele det nordgående spor på motorvejen, for at give helikopterne plads til at lande. Ganske kort efter så vi da også to helikoptere, der fløj fra stedet, og lidt senere kom de tilbage igen. Temperaturen her var ret høj, så mens vi holdt stille, måtte vi af og til starte motoren, så vi kunne tænde vores airconditionanlæg. Det kunne ikke køre særligt længe med motoren stoppet, da det så ville tappe batteriet. Da vi passerede Barstow efter at de sårede var blevet hentet og spærringen fjernet viste temperaturen i skyggen omkring 40°.  

Kort efter Barstow ligger en spøgelsesby, som vi havde set på vores kort. Den hedder Calico, og den blev vi enige om, at vi måtte se. Det viste sig nu, at det var så som så med spøgelserne – til gengæld var vi ikke de eneste turister, der havde fået den ide. Byen er en tidligere mineby, som blev grundlagt i 1881, da der blev fundet sølv i området. I 1887 var der 500 større eller mindre sølvminer i området, og byen havde 1.200 indbyggere, en Chinatown og et "red light district". Området var et af de rigeste i Californien, selv om det lå midt i Mojaveørkenen. Allerede i 1888 var befolkningstallet mere end halveret, og siden gik det rask ned ad bakke. I 1890, var der kun 80 indbyggere tilbage. I 1892 blev der gjort nye sølvfund og befolkningstallet steg til 300, men da sølvpriserne i 1907 faldt til under halvdelen af, hvad de tidligere havde været lukkede de fleste miner, og byen døde ud. I 1951, var der 10 indbyggere, og de fleste af de gamle huse var forsvundet. Tilbage var kun én af de 22 saloons, der havde været, da der var flest. Desuden kontorerne for et mineselskab, en general store (landhandel), en kontorbygning og Lucy Lanes hus. Lucy Lane, der døde i 1967, kom til byen med sine forældre omkring 1884 og boede der resten af sit liv. Hun er den person, der har boet længst i Calico. I dag er der i øvrigt kun 9 faste indbyggere i byen. I byens levetid blev der udgravet sølv for omkring 86 millioner dollars og for 45 millioner dollars boraks. De største sølvminer var Silver King, Odessa, Waterloo, Garfield, Oriental, Bismarck og Maggie. Maggie Silvermine's bygninger ligger stadig inde i selve byen, og det samme gør selve mineskakten, hvor man kan få en rundvisning. Disse og de øvrige sølvminer gennemborede bjergene omkring byen i deres jagt på sølv, og i dag er der mere end 500 miles minegange i bjergene. Omkring 1951 begyndte Walter Knott, en forretningsmand, at genopbygge byen efter de gamle tegninger, og i dag er den et turistmål, og mange af de gamle huse er indrettet som butikker, der sælger souvenir, musik, lertøj osv., men holdt i den gamle stil. 

Vi gik omkring og så lidt på byens huse, blandt andet så vi Hank's Hotel, og her kan man virkelig tale om luksus! Dorte blev så betaget af dette hotel, at vi tog et billede af det, som nu i forstørrelse har hæderspladsen i den ene af vore stuer. Fra byen, der ligger lidt oppe ad et bjerg, var der i øvrigt en glimrende udsigt over ørkenen nedenfor, hvor vi blandt andet kunne se resterne af en udtørret sø. Inden vi forlod byen igen, tog vi en tur med et lille ombygget minetog, som nu kørte folk rundt i omgivelserne på en ganske kort tur. Her så vi blandt andet nogle af de huse, som del lokale indianere havde boet i, og vi så indgangene til et par af mineskakterne. Blandt disse var indgangen til Silver King Mine, hvor man har estimeret, at der stadig findes sølv for ca. 6 millioner dollars. Desværre vil det koste omkring 10 millioner dollars at udvinde det, så det ligger roligt og venter på at sølvpriserne stiger.  
 

Efter besøget i spøgelsesbyen fortsatte vi ud i Mojave Ørkenen i retning mod Las Vegas. Ved den lille by Baker passerer man en frakørsel til vejen med det meget spændende navn Zzyzx Road. Ved Baker går også California Road 127 mod nord ind i Death Valley, som er et af jordens varmeste steder. Vi havde overvejet at tage et smut derop, men tiden var efterhånden ved at være noget fremskreden, så vi opgav. Vi havde det såmænd også varmt nok. På dette tidspunkt oplevede vi den højeste temperatur på hele turen, 49° i skyggen. Vi har senere fået at vide, at så er temperaturen i solen omkring 60°, og asfalten kan komme op på omkring 85° - 90°. Ved den temperatur kan det faktisk lade sig gøre at spejle æg på jorden, og endnu bedre går det i Death Valley, hvor overfladetemperaturen kan komme op på over 100°. Vi forsøgte os nu ikke med æggene, men ilede videre mod grænsen til Nevada. 50 meter på den anden side af denne, lå også det første kasino! Det besøgte vi nu ikke, men fortsatte uden yderligere stop til Las Vegas, som vi nåede omkring klokken 17.