Tre dage i Dooley-land

Vi har kørt på den meget smukke Blue Ridge Parkway ved flere lejligheder. Vejen begynder i Cherokee og går i en bue mod syd til Asheville. Herfra fortsætter den mod nord gennem North Carolina og Virginia. Denne gang ville vi imidlertid prøve noget andet, nemlig en lille vej, der går parallelt med Blue Ridge Parkway og krydser denne flere steder. Men først skulle vi lige finde den.

Vildveje 

Vi forlod hotellet i Cherokee og kørte mod Asheville, hvilket gik ganske let. Turen går gennem byer som Maggie Valley og Lake Junaluska. Det var først, da vi nåede Asheville, at vi fik problemer. Det var mig, som kørte, og da vi skulle på motorvej for at køre et stykke ad denne, endte jeg på den forkerte motorvej. Da jeg så ville køre fra denne, tog jeg den forkerte frakørsel, så vi måtte køre et stykke tilbage og forsøge igen. Men da det først lykkedes at forlade motgorvejen, gik det bedre – et stykke tid. Så sluttede den vej vi kørte på – eller rettere den var spærret på grund af vejarbejde, og vi blev gelejdet ud på en omkørsel. Det gik da også fint i begyndelsen, men de havde åbenbart ikke stillet omkørselsskilte op alle vegne, for efterhånden kom vi længere og længere ud på landet, og Tim, der sad med kort og en GPS, som var begyndt at svigte på dette tidspunkt, blev mere og mere fortvivlet, fordi han faktisk ikke anede hvor vi var. Det gjorde jeg heller ikke. Den vej, vi skulle køre på hed US Highway 19, eller rettere 19E, men omkørslen havde ført os ud på en vej, som jeg senere fandt ud af, hed North Carolina Road 80, og som ikke var vist på vores kort. Denne vej var faktisk så smal, at på visse strækninger var lastbiler forbudt, ved andre lejligheder, var de tilladt, men med en hastighedsgrænse på 15 miles. Vi havde ellers været rimeligt alene på vejen, men netop på denne strækning kom vi til at køre bag adskillige lastbiler, som kørte meget langsomt, og som ikke kunne overhales. Langt om længe mødte vi et skilt, som introducerede NC Road 226 og Tim kunne se på kortet, at den kunne føre os til US Highway 221, som var den vi ledte efter, da det var den, som gik parallelt med Blue Ridge Parkway. Den tog vi så mod syd – da det viste sig at vi kommet ret langt ud af kurs mod nord. Undervejs krydsede vi igen 19E, og så fandt vi endelig 221.

Denne vej fører blandt andet forbi Grandfather Mountain, som vi valgte at springe over - eller rettere køre uden om, da det er for højt til at springe over. Et bjerg med en forlystelsespark på toppen kunne vi begge godt undvære. Vi kom også forbi indgangen til Linville Caverns, som Dorte og jeg havde besøgt i 2002, men denne gang havde vi fået huler nok i Carlsbad, så også her fortsatte vi forbi. Tim nåede dog at vise et par mennesker vej til stedet, da vi gjorde holdt på en benzintank for at få noget kaffe mm. Vi fortsatte ad U.S. 221 til dagens første mål i byen Blowing Rock. Her ligger en klippe af samme navn, og den ville vi besøge, hvis det ikke var for dyrt. På vej dertil havde jeg erklæret, at jeg kun gik derind, hvis det kostede $ 5 eller mindre, men lige inden vi ankom, ændrede jeg det til $ 8, og da det viste sig at prisen var $ 6, hang jeg på den. Klippen er i sig selv ikke noget særligt at se på, men der er en fin udsigt over Blue Ridge Mountains fra stedet. Det særlige ved klippen er, at vinden altid blæser op ad nede fra klippens fod. Det siges, men vi så det selvsagt ikke, at om vinteren kan man se at snefnug her "falder opad". De lokale indianere har en historie om, hvorfor det blæser opad, og som i mange af den slags handler det om kærlighed. Jeg orker ikke at fortælle det hele, men kort fortalt sprang eller faldt en cherokee kriger ud over klippen, hvorefter en vind blæste ham tilbage til den elskede på klippetoppen, og siden har vinden blæst opad her.

Ind i Dooley-land

Fra Blowing Rock fortsatte vi til dagens endelige mål i Wilkesboro, men ad enkelte omveje. Vi kunne havde taget US 421 lige til byen, men det ville have været for nemt. I stedet tog vi US 321 mod syd i retning af byen Lenoir, og kort før denne by skiftede vi til NC Road 268 mod Wilkesboro. Grunden til denne omvej var også grunden til, at vi overhovedet var i dette område af North Carolina. Dooley-sagen er (som det fremgår andetsteds på hjemmesiden) en af mine store interesser, og de fleste af sagens begivenheder udspillede sig i nærheden af det, der i dag er NC 268, og alle sagens personer, boede i området. Turen var mest tænkt som en slags orientering inden næste dag, som faktisk var reserveret til Tom Dooley mm. Vi gjorde derfor ingen stop, men fandt stedet, hvor Laura Foster, offeret i sagen, ligger begravet, noget Dorte og jeg opgav i 2004. Vi så også hvor Whippoorwill Academy lå, et frilandsmuseum med en Tom Dooley samling. Vi fortsatte til Wilkesboro, hvor vi fandt vores hotel og fik et værelse, som vi dog fik byttet, fordi der sad et "Vil ikke forstyrres" skilt i låsemekanismen, og så ville vi ikke gå derind. Senere viste det sig dog, at værelset faktisk havde været tomt, men at rengøringen havde glemt at fjerne skiltet.

Da var blevet færdig med værelsesbytte og indkvartering, kørte vi til Statesville, den by, hvor Tom Dooley blev dømt og senere hængt i foråret 1868. Domhuset, hvor sagen kørte, er for længst forsvundet, og det samme gælder fængslet, hvor Tom Dooley sad fængslet fra oktober 1866 til 1. maj 1868, mens stedet hvor han blev hængt naturligvis stadig eksisterer. Ingen ved helt præcis, hvor galgen stod, men man har en formodning om det. Det var på en mark, kaldet "cirkuspladsen" ved siden af datidens jernbanestation, og den ved man nogenlunde hvor lå.

Vi fik taget nogle billeder af marken, hvor der nu er en fabrik på noget af området, mens der er jernbanespor og nogle træer på resten. Jeg ville besøge byens Visitor Center i stationsbygningen fra 1906, som på den anden side af sporene i forhold til den oprindelige station, for at høre om de kunne fortælle mere, men det viste sig at stedet var flyttet. Bygningen var der, og der stod godt nok stadig Visitor Information Center på døren, men damen, som passede det kontor, som nu var der, var ikke stemt for at informere. Og dog! Hun var åbenbart vant til problemet, for hun trak fluks en kørselsvejledning til det nye informationskontor op af en skuffe, og rakte mig. Jeg kunne derfor gå ud til Tim i bilen og forklare situationen, hvorefter vi stævnede ud mod det nye mål. Da vi endelig fandt det, havde kontoret imidlertid lukket tidligt den dag på grund af personalemangel!

Vi fyldte i stedet benzin på og kørte så tilbage mod Wilkesboro gennem den lille by Union Grove, hvor Dorte og jeg boede i 2004, og vi fik taget et billede af huset, som desværre ikke længere er Bed & Breakfast. Tilbage i Wilkesboro så vi det gamle fængsel og domhuset udefra. Begge dele er i dag museum, men de havde lukket for dagen, så vi besluttede at vende tilbage næste dag. Vi tog dog billeder af begge dele ude fra, inden vi kørte tilbage til hotellet og slappede af, indtil vi skulle have aftensmad. Den indtog vi som så mange gange før på en Applebee's, som vi fandt i den anden ende af byen.

Da vi tidligere på dagen havde kørt forbi Whippoorwill Academy and Village i Ferguson, var der lukket. Det vidste vi faktisk godt hjemmefra. Museet har kun åbent lørdag og søndag mellem 15 og 17, og så efter aftale. Vi havde undervejs prøvet at ringe til "bestyreren", men det virkede ikke fra vores mobiltelefon. I det hele taget havde vi problemer med at ringe til amerikanske numre fra mobilerne. Tim ringede derfor på min opfordring fra telefonen på værelset (gratis) til Mrs. Edith Carter, som ejer og driver stedet. Hun skulle desværre lige til at køre, hvorhen ved jeg ikke, men hun skulle besøge sin datter, og hun ville også være væk hele næste dag, så de to muligheder, vi havde for at besøge stedet (tirsdag eftermiddag eller hele onsdagen) var begge udelukkede. Hun ville dog meget gerne vise os stedet, så hvis vi kunne komme torsdag lidt før 9, ville hun gerne vise os rundt, inden vi skulle køre videre mod nord. Det tilbud tog vi imod, da vi ikke mente at have specielt travlt, og det skulle vise sig at være med til at skabe en interessant torsdag – på mange måder.

Elkville og omegn

Det er ikke alle veje i USA, der har numre, men de fleste har. Det er heller ikke alle de nummererede veje, der har skilte med nummeret. Nogle veje har navne i stedet for numre. Nogle veje har både nummer og navn, men skilter kun med en af tingene. Så længe man holder sig til hovedveje og andre større veje går det som regel nemt, men selv de, der på papiret går for at være hovedveje, kan være meget små. Ikke mindst fordi "highway", kan betyde meget forskelligt, fra en 20-sporet motorvej til en meget smal to- eller endog en-sporet grusvej. Highways eksister som "Interstate", US og State Higways, men også de enkelte amter, kalder nogle af deres veje for highways, mens andre, større veje af og til kun kaldes for "roads". På min Tom Dooley-side har jeg fortalt om, hvordan man via North Carolina Highway 268 og sideveje til denne, kan komme rundt til de interessante steder i Dooley sagen, og i dag ville vi selv afprøve denne forklaring, hvilket endte med endnu en gang at give problemer med at finde en vej.

Da vi ikke skulle køre særligt langt i dag, og ikke havde travlt, forlod vi først hotellet klokken 10. Den "Dooley-ting", som ligger længst vest for Wilkesboro, er Laura Fosters grav. Den ville vi derfor besøge først, og så arbejde os mod øst derfra. Vi tog derfor NC 268 mod vest fra Wilkesboro, til det sted, hvor vi dagen før havde spottet graven. På den modsatte side af vejen overfor graven, var en lille plads, hvor der var opsat en mindeplade for Laura, og den blev behørigt fotograferet. Graven ligger altså på den anden side af vejen (venstre side, når man kommer fra Wilkesboro). Den ligger et godt stykke inde på en mark, og kan være svær at få øje på, når man kommer fra den forkerte retning, som vi gjorde. I 2004 lykkedes det da også for Dorte og jeg at undgå at finde stedet. Marken er desværre privat og indhegnet med elektrisk hegn, og der går køer, så man kan normalt ikke komme helt tæt på graven, men med en god zoom går det:-). Vi fik taget billeder af graven, og så kørte vi videre mod øst. Her kørte vi rundt i området og så blandt andet King's Creek, hvor Tom Dooleys nemesis, James Isbell boede. På vej tilbage fra King's Creek ville vi have kørt ad Tom Dula Road også kendt som State Road 1164. Imidlertid kunne vi ikke finde vejen, der ikke havde nogen form for skilt, når man kommer fra vest. Vi passerede et par små grusveje, men var ikke sikre på, om det var nogen af dem og i givet fald hvilken.

Derefter fortsatte vi tilbage til og videre mod øst ad NC 268 til vi nåede byen Ferguson. Her kunne vi køre ind på Tom Dula Road fra den ende, hvor den er skiltet, så det gjorde vi, men hans grav kunne vi ikke finde. Da vi opgav, ville jeg tilbage og prøve igen, men Tim ville fortsætte ud ad vejen, så vi kunne finde ud af, hvordan den mundede ud i Grandin Road, hvor vi jo ikke kunne finde den tidligere. Det viste sig, at da vi kom ind i Caldwell County, blev vejens asfalt erstattet af grus, og da vi endelig nåede Grandin Road, var det den nordligste af de to grusveje, vi havde set før. I stedet kørte vi tilbage til NC 268, og kørte til Elk Creek, floden, der i gamle dage dannede grænsen mellem Wilkes County og Caldwell County. Her lå der en benzintank, og her stoppede vi, fordi jeg trængte. Og så oplevede jeg noget, som jeg ikke har oplevet tidligere på syv ferier og efter mere end 60.000 kilometers kørsel på USA's veje. Der var intet toilet på tanken! Hverken inde eller ude. Til gengæld solgte de alt fra slik til havetraktorer – en rigtig blandet landhandel, som i øvrigt også på sin vis er knyttet til Tom Dooley historien, eller rettere, stedet hvor den ligger, er knyttet til historien, for her lå i sin tid den butik, hvortil man bragte Lauras lig, da det langt om længe blev fundet.

I stedet for toiletbesøg fik jeg fotograferet Elk Creek og et lille beskedent skilt, hvor der stod Elkville. Jeg fik også klaret, hvad jeg skulle, ude i naturen, inden vi kørte videre op ad Elk Creek Darby Road, hvor vi kom forbi den lokale kirkegård, hvor blandt andet Ann Meltons ældste datter er begravet, og vi fortsatte op til stederne, hvor vi mente at Tom Dooley og Ann Melton m.fl. havde boet, stedet hvor mordet formodentlig blev begået mm. Helt sikre var vi ikke, og det havde været bedre at have en stedkendt guide med. Heldigvis blev vi klogere næste dag. På et tidspunkt undervejs stoppede vi på en vej, tæt ved det sted, hvor Lotty Foster, en af sagens personer boede. Her blev Tim med bilen, mens jeg gik op ad en anden vej for at tage billeder. Kort efter kørte en bil ud fra et hus, på den lille vej, hvor Tim holdt, så han bakkede ud ad vejen og kørte lidt væk for at give plads. Bilen kørte ud fra huset og op til, hvor jeg gik. Her stoppede den ældre mand i bilen, rullede vinduet ned, og spurgte noget surt, om hvad jeg lavede der. Jeg forklarede, at jeg var turist og at jeg tog billeder. Det tilfredsstillede ham åbenbart, for han vendte bilen og kørte tilbage til huset. Jeg ved ikke, om han regnede med, at vi var terrorister, der var ude for at planlægge et attentat på det lokale hønsehus? Tim samlede mig op, og vi fortsatte færden rundt i området, indtil jeg mente, at jeg havde set nok.

I Tom Dooleys celle 

Det viste sig senere, at jeg slet ikke havde set nok, men i denne omgang kørte vi tilbage til Wilkesboro og museet, som havde været lukket dagen før. Det var det ikke nu. Vi gik indenfor, hvor vi mødte vi en ung pige, der tilsyneladende var den eneste tilstedeværende. På et skilt stod, at der ville være rundvisning i det gamle fængsel kl. 13, og da det netop var det, jeg var kommet for at se, og klokken var ca. 12.40 spurgte jeg om turen faktisk fandt sted – og det gjorde den, så snart Jack kom tilbage fra frokost! Vi betalte hver fem dollars for at se museet (og fængslet) og så sludrede vi med pigen, mens vi så os om i souvenirbutikken. Kort efter kom så Jack, som præsenterede sig som Jack Steele. Han var en ældre mand, omkring 75 efter mit gæt, men sikker er jeg ikke. Han førte os over i fængslet, hvor vi først så "arrestforvarerens bolig, hvor han havde to-tre rum, som han delte med sin familie. Fangerne i fængslet spiste godt i modsætning til mange andre fængsler, fordi man simpelthen serverede det samme for dem, som familien selv spiste. Vi så også et underligt apparat. En stang med et bræt med otte store huller, og Jack spurgte om vi vidste, hvad det var. Jeg foreslog at det var en dims, som man kunne bevæge vasketøj op og ned i en vaskekedel med, men det var det ikke. Det havde dog med rengøring at gøre, idet det var en kost. I hullerne stak man blade fra majsplanten, og dem brugte man så til at feje med.

Fængslet havde tre celler (måske har der oprindeligt været fire, men i givet fald er den ene ombygget til lagerplads). I cellen i stueetagen sad de knap så farlige fanger eller de med mindst lyst til at bryde ud. På første sal var der to celler, en til kvinder og en til mænd. Der kunne dog sidde mænd i kvindecellen, hvis der ikke var indsat nogen kvinder. Cellerne var pænt store, men der kunne også sidde op til fire-fem personer i dem ad gangen, og der må have været frygteligt varmt på en sommerdag uden aircondition. Der må også have været en frygtelig stank, da cellerne havde "lokum" med spand, som ikke blev tømt hver dag. Vi så kvindecellen, hvor Ann Melton havde siddet i en måneds tid inden hun blev overført til Statesville, men denne er næsten helt rekonstrueret. I cellen ved siden af sad Tom Dooley fra juli til oktober 1866, og her var vægge, lofter og gulve originale foruden en bænk, og så det famøse lokum – nu dog uden spand. Uden for cellen var en lille samling Tom Dooley memorabilia, og mens vi så på dem, fik vi en snak med Jack om sagen, som han selvfølgelig, som alle andre i området tror jeg, havde en mening om. Jeg fortalte ham om min teori, som han aldrig havde hørt om, men som han fandt spændende. Nej, jeg gennemgår den ikke her, jeg har allerede skrevet en del om Tom Dooley i dagbøgerne fra 2000 og 2004, og det meste af det vrøvl. Heldigvis kan man blive klogere, så læs mere på min hjemmeside under www.kronsell.net/tomdooleymp.htm. Her vil hele min teori efterhånden blive offentliggjort. Det var Jack, der fortalte, at da Tom sad i fængslet, havde han siddet alene, og man havde forstærket tremmerne for vinduet med et svejset gitter, som sidder der endnu. Jeg er ikke sikker på at historien holder, men tremmerne foran vinduerne på den celle, som Tom sad i, ER markant forstærkede, og det er da en god historie.

Vin og sauce

Efter besøget i fængslet besøgte vi et mindre hus fra midten af 1700-tallet, som havde været beboet af en familie Cleveland, som havde en masse børn, som alle – sammen med mor og far – havde delt det kun to rum store hus. Også det var spændende, men ikke helt så spændende som fængslet. Da rundvisningen var færdig, ville jeg give Jack nogle drikkepenge, men det ville han ikke tage imod – men jeg måtte gerne give pengene som en donation til museet, så det gjorde jeg.

Da vi var færdige på museet, kørte vi øst på fra Wilkesboro, til Laurel Gray Winery, hvor Dorte og jeg var blevet så pænt behandlet i 2004. Det blev vi også denne gang, og vi fik smagt en del forskellige vine, og det endte da også med, at vi begge købte både vin og en fantastisk god barbecuesauce, som de også solgte. Sidst blev vi betjent af ejeren, Kim Myers, og vi sludrede også med hendes mand, men nu var stedet vokset, så det var en ansat, der håndterede vinsmagningen. Vi fik dog hilst på Kim Myers selv, som kom ind i rummet, men uvist hvorfor, tror jeg faktisk ikke at hun genkendte mig. Der var da trods alt kun gået otte år siden sidst, og vi havde da sludret i en times tid ved den lejlighed.

Fra Laurel Gray kørte vi videre ad små veje til Korner Kitchen som i 2004 hed Gaby's Diner. På denne strækning kørte vi ind i North Carolinas amish-country, noget jeg ikke anede at de havde. Vi havde tidligere set nogle mennesker i de traditionelle dragter, men havde ikke reflekteret over, at de boede i området. Også Union Grove, hvor vi boede i 2004 ligger i amish-country. Det skulle Dorte bare have vidst, hun vil så gerne se en amish. Vi blev på skilte advaret om hestevogne på vejen, men desværre møde vi ikke en eneste.

Det var på Gaby's Diner, Dorte og jeg nær var blevet adopterede, og her overvejede Tim og jeg også at spise, men det var lidt for tidligt endnu. I stedet ville vi køre tilbage til hotellet, og så køre tilbage og spise senere, men da vi først kom tilbage til hotellet, opgav vi igen. Det var trods alt en tur på godt 50 km hver vej. Inden vi kørte tilbage til hotellet, kørte vi mod vest ad US 421, for at finde det udendørs teater, hvor Wilkes Playmakers opfører et stykke om Tom Dooley. Vi fandt det også, men man kunne tilsyneladende ikke købe billet ved indgangen, så vi kørte hjem til hotellet for at tjekke på internettet. Det viste sig imidlertid, at man ikke kunne købe billet til samme dag, så jeg måtte opgive projektet og gemme det til næste gang, jeg er på de kanter. I stedet slappede vi af et par timer, inden vi kørte til en nærliggende Ruby Tuesday restaurant og spiste aftensmad. Derefter tilbage til hotellet og stille vækkeuret til 6.00 næste morgen. Vi skulle jo være ved Whippoorwill Academy lidt før ni som aftalt med Mrs. Carter.

Den søde Mrs. Edith Carter

Allerede kl. 7.30 havde vi pakket og forlod hotellet, for endnu engang at køre øst på til Dooley-land. Da vi kunne se at vi var i rigelig god tid, tog vi en afstikker til W. Scott-Kerr Dam, en dæmning, som opdæmmer Yadkin River og danner W. Scott-Kerr Reservoir. Man kunne køre over dæmningen, så det gjorde Tim, som var chauffør. Da vi nåede halvvejs ud på dæmningen, var vejen spærret af en flok gæs. De var absolut ikke meget for at flytte sig, og når de gjorde det, gik de lige så gerne på tværs af vejen som ind til siden. Tim måtte zigzagge sig igennem flokken med stor forsigtighed. På den anden side endte vejen blindt ved en vendeplads, så Tim vendte og kørte på samme forsigtige måde gennem gåseflokken endnu en gang. Efter denne enerverende oplevelse, forsatte vi direkte til Whippoorwill Academy, hvor vi var allerede kl. 8.15, men det er jo også "før ni".

Mrs. Carter var allerede på stedet trods det tidlige tidspunkt. Hun kom kørende på en lille golfvogn og anbefalede os at flytte bilen. Der var for fugtigt, der hvor vi havde parkeret. Det ville være meget bedre at køre ind på hendes veltrimmede græsplæne, hvor der var mere fast, så det gjorde vi. Derefter hilste vi rigtigt på Mrs. Carter, som viste sig et være en dame, som jeg bedømte til at være omkring 80 (jeg har senere fundet ud af, at hun faktisk var 82), men særdeles lebendig. Hun viste os personligt rundt i de enkelte bygninger, hvortil hun selv kørte i golfvognen. I hver bygning fortalte hun om den, både om dens oprindelse, og hvad hun nu brugte den til. Fx Chapel of Peace, som nu blev brugt som kirke, ikke mindst til bryllupper, havde oprindeligt bare været en hytte, men var blevet ombygget. I en anden hytte havde hun indrettet en tavern, fordi en ægte sådan havde hun ikke kunnet finde, og hun ville gerne vise, hvordan den kro, som Daniel Boone drev, mens han boede i området, havde set ud. På området findes også en kopi af Daniel Boone's hytte (skorstenen er den originale), hvor han boede med sin kone og 10 børn. Der var faktisk 11 børn i husstanden, men den ene var ikke hans. Da han engang i 1771 kom hjem fra en 2 år lang ekspedition, havde hans kone en nyfødt! Da han spurgte hende, om hvordan det kunne lade sig gøre – han har nok haft en mistanke – forklarede hun, at han havde været væk så længe uden at give lyd fra sig, at hun troede at han var død. Barnet havde hun fået med hans bror, forklarede hun, hvortil Boone kommenterede: "Så længe det bare var en Boone." Og så levede de lykkeligt sammen til hun døde i 1813.

Vi brugte mest tid på Tom Dooley Art Museum, som rummer over 40 akvareller, oliemalerier og tegninger, der genfortæller legenden om Tom Dooley. Alle er tegnet af Mrs. Edith Ferguson Carter, som har ejet og drevet Whippoorwill Academy and Village i 27 år. Hun passer stedet selv med hjælp fra et par frivillige, som kommer en gang eller to om ugen, for at slå græs mm. Hun har stadig et vågent øje for gamle bygninger, som står og forfalder et sted i lokalområdet. Hun havde netop erhvervet et gammelt vaskehus, som var blevet sat i stand, og som nu var åbent for publikum. På Tom Dooley museet fik vi lov til at være alene, mens vi så en videofilm, med Mrs. Carters billeder, hvor hun genfortæller den version af Tom Dooley legenden, som hun kender. Den video så Dorte og jeg ikke, da vi besøgte stedet i 2004. Da de 20 minutter, som videoen varede, var gået, kom hun tilbage, og så sludrede vi lidt om Tom Dooley-sagen.

Jeg fik lidt, men ikke meget at vide, som jeg ikke vidste i forvejen, og vi snakkede om de romaner, som er skrevet om sagen. Det var meget klart at Mrs. Carter ikke kunne lide Sharyn McCrumbs version "The Ballad of Tom Dooley". "Ja, hun var her en gang", sagde hun, og det var helt underforstået, at det besøg ikke var gået godt. Sharyn McCrumb faldt helt sikker ikke i Mrs. Carters smag, og hendes idé om, at Laura Foster ville stikke af med en tidligere slave, var tilsyneladende helt hen i vejret, ikke mindst fordi den frigivne allerede var gift! Ikke at ægteskab forhindrede en affære mellem Tom og Ann. Langt mere sympati havde Mrs. Carter for Karen Wheeling Reynolds "Tom Dooley – The Story Behind the Ballad", men Mrs. Reynolds er også lokal, det er Mrs. McCrumb ikke! Efter min mening er ingen af bøgerne stor litteratur, selv om de er spændende nok, hvis man interesserer sig for historien. Sharyn McCrumbs bog er dog klart den af de to romaner, der er mest baseret på fakta, mens Karen Reynolds hovedsageligt er baseret på legenderne – men det er jo også dem Mrs. Carter kender. Hun var i øvrigt sikker på, at Tom Dooley ikke var morderen (det er jeg også), og var overbevist om, at det var Ann Melton (det tror jeg så ikke). Hun fortalte dog også, at selv om de fleste i lokalområdet, var af samme overbevisning, som hende selv, så mente Ann Meltons efterkommere ikke, at deres 'formoder' havde haft noget med mordet at gøre.

Lidt nyt lærte jeg dog, som jeg har kunnet bruge på min hjemmeside om Tom Dooley. Da vi ikke kunne tale mere om Tom Dooley fortsatte vi til den sidste bygning, som vi nåede at se, The Old General Store, hvor Mrs. Carter faktisk driver en lille forretning. Her købte jeg en bog med flere af Mrs. Carters malerier om sagen. Den kostede den formidable sum af $ 10, så jeg gav hende 20 som tak for snak og rundvisning, men det var ikke nødvendigt. Da jeg insisterede, gav hun sig til sidst. Da Tim ville købe en lille ring til et par dollars, til sit gudbarn, fik han at vide, at den "var betalt". Så skulle vi lige smage hendes syltede bambusringe, som var en meget stor delikatesse. De smagte mest af lage, selve bambussen var ret smagsløs, men alt i alt var det såmænd OK. Herefter snakkede vi lidt videre om Tom Dooley, og hun fortalte, at hendes nu afdøde mand, George, havde været oldebarn af Dr. Carter, som var den læge, der var involveret i Dooley-sagen og at hendes egen tipoldemor havde været faster til offeret, Laura Foster. Jeg fik spurgt, om jeg måtte bruge, de billeder, jeg havde taget af hendes billeder og i øvrigt på museet som illustrationer på min hjemmeside, og det måtte jeg meget gerne. 

Til sidst var vi nødt til at tage af sted, og hun spurgte os, om vi havde set Tom, Ann og Laura's grave? Vi fortalte at vi havde set Lauras grav, men at vi ikke kunne finde Tom's og at jeg troede, at Anns grav var umærket. Hun fortalte så, at efterkommerne af familien Melton for nyligt havde sat en sten på hendes grav. Derefter fremdrog hun et kort, som viste hvor de forskellige ting lå, og hun skrev en forklaring på, hvordan man fandt Tom Dooleys grav. Hvor Ann lå, hvor Lotty og Meltons havde boet mm., nøjedes hun med at forklare mundtligt. Denne forklaring betød selvfølgelig, at vi måtte tage endnu en tur rundt i området, så vi sagde farvel og mange tak, og så forlod vi Whippoorwill Academy og Mrs. Carter for denne gang. Klokken var blevet 10, så det var på tide at komme af sted. Jeg håber at jeg får mulighed for at vende tilbage til området, og besøge Mrs. Carter igen, for hun var særdeles interessant - og utroligt rar. NB! Jeg nåede at besøge Mrs. Carter endnu en gang i efteråret 2013, men det blev også sidste, da hun døde i maj 2014. I dag drives museet videre af hendes børn.

Vi kørte lidt tilbage ad NC 268 til Tom Dula Road, som er fint markeret med skilte i denne ende. Her fik jeg taget billeder af såvel Yadkin River, som et skilt, der fortæller om Tom. Derefter fortsatte vi til det sted, hvor Mrs. Carter havde fortalt, at der var en sti, som førte til graven. Det viste sig at være helt korrekt, og vi parkerede bilen og gik derudad. Desværre viste det sig, at efterhånden som vi kom frem, blev stien mere og mere tilgroet og til sidst var den helt ufremkommelig. Vi måtte derfor opgive og vendte tilbage til bilen, så graven fik jeg aldrig set. Senere har jeg opdaget via Google Earth, at vi måske kunne have set den, hvis vi var kravlet op af en skrænt lidt længere fremme, men det er jo nemt at være bagklog. Vi forsatte til Ann Meltons grav, som vi til gengæld fandt uden problemer. Hun er begravet på en familiekirkegård for familien Melton, som det var helt almindeligt at have på privat jord på de kanter dengang. Også Tom Dooley ligger sammen med andre medlemmer af Dula familien, hans grav er bare den eneste, der er sten på. På Meltongravpladsen havde både Ann og James Meltons søster Sarah, sten på deres grave. Men ellers ligger der mindst 19 andre, som ingen sten har. Forklaringen havde vi fået af Mrs. Carter. Når man begravede folk i midten af 1800-tallet, lagde man en sten på deres grav, men det var bare en sten man fandt i naturen, og helt uden inskription af nogen art. Familien vidste jo godt, hvem der lå hvor. Disse sten havde det imidlertid med at forsvinde med tiden og derfor de mange umærkede grave på familiegravpladser. Både Tom Dooleys og Ann Meltons oprindelige sten findes på Tom Dooley Art Museum og er ret ubemærkelsesværdige. Anns sten er kommet til museet for forholdsvis nyligt, som en gave fra hendes oldebørn, da de satte en rigtig gravsten på graven.

Efter rundturen var det på tide at komme nord på, for vi havde fortsat langt at køre den dag.