Tsali, en cherokee folkehelt.

I 1830 vedtog den amerikanske kongres "The Indian Removal Act". Det var en lov, som bemyndigede præsidenten til at indlede forhandlinger med alle de stammer, der boede øst for Mississippi floden, om at de skulle flytte til et område vest for floden. Nærmere bestemt et område i det nuværende Oklahoma.  Blandt de stammer, som blev ramt af denne lovgivning, var de såkaldt "Fem civiliserede stammer". Det var seminolerne, creek'erne, choctaw'erne, chickasaw'erne og cherokee'erne. Alle disse stammers territorier var i forvejen blevet indskrænket voldsomt af en lang række traktater, dels indgået med englænderne før den amerikanske frihedskrig, og dels med amerikanerne efter denne.

Cherokee'erne havde oprindeligt kontrolleret et område på omkring 350.000 km². Dette område lå i dele af  staterne Virginia, North Carolina, South Carolina, Georgia, Alabama, Tennessee og Kentucky, men i midten af 1830'erne var området mere end halveret. I 1833 havde en lille del af stammen underskrevet en traktat om at opgive hele stammens område og flytte til det nye indianerterritorium. Af stammens dengang omkring 18.000 medlemmer, var det dog kun ca. 1.000 der støttede traktatunderskriverne, mens resten var i mod såvel traktat som flytning. Dette førte senere til en blodig borgerkrig mellem de to cherokeefraktioner. Men i 1837 besluttede den amerikanske regering og præsidenten, Andrew Jackson, sig for, at den underskrevne traktat skulle føre ud i livet. Cherokee'erne skulle flyttes til Oklahoma, og de, der ikke flyttede frivilligt, skulle tvinges til det.

Rundt omkring i cherokeernes område opførte man fangelejre bestående af telte omgivet af palisader, og i sommeren 1838 blev hæren under ledelse af general Winfield Scott sat til at "indfange" cherokeerne og anbringe dem i disse lejre indtil de kunne flyttes. De fleste indianere fulgte med soldaterne, modvilligt men uden at kæmpe imod, og disse ca. 17.000 indianere blev nu tvunget ud på en vandring til Oklahoma, på det, der senere blev kaldt Trail of Tears. Om cherokee'ernes historie kan fx læses mere her, og du finder en beskrivelse af Trail of Tears her.

Ca. 1.000 indianere undslap i første omgang flytningen. Nogle flygtede ud i bjergene, mens andre boede på områder, der ikke tilhørte stammen. Blandt disse var de såkaldte Quallatown cherokee'er. Disse boede på jord, der tilhørte hvide mænd, ikke mindst Will Thomas, der var adopteret af Quallatown høvdingen, Drowning Bear, og som skulle blive den eneste hvide høvding, som stammen nogensinde har anerkendt. Men også andre cherokee'er boede rundt omkring, ikke mindst i North Carolina. Blandt disse var bonden Tsali og hans familie.

Tsali havde aldrig deltaget i de mange debatter for og imod flytningen, han passede bare sin jord og sin familie, men lige som så mange andre af de cherokee’er, der boede i det pågældende område, var udviklingen stort set gået ham forbi. Cherokee’erne havde i vid udstrækning havde tilpasset sig den hvide mands levevis, men det gjaldt specielt de grupper, der levede i South Carolina, Georgia, Alabama og Tennessee, mens de, der levede i North Carolina, levede på den traditionelle måde. Efter tilfangetagelsen af de øvrige indianere blev denne traditionelle levevis endnu mere udpræget. De cherokee'er der blev flyttet til indianerterritoriet kom endnu mere i kontakt med både hvide og andre stammer, mens de, der flygtede til bjergene, blev endnu mere isolerede, og dermed udsat for færre påvirkninger udefra, hvorfor de i vid udstrækning bevarede de gamle traditioner. 

Da Tsali – fra sin bror – fik nyheden om, at alle cherokee’er skulle flytte til Oklahoma, forstod han ikke årsagen. Han fortsatte bare med at dyrke sine marker og i øvrigt passe sig selv. Den lokale tradition fortæller at Tsali nu begyndte at drømme om, hvordan hans folk kunne forblive i deres hjemstavn, men det er formodentlig kun en legende.

Faktum er, at på et tidspunkt kom soldaterne også til Tsalis gård, og fortalte ham, at han og hans familie skulle tage til ”fangelejren” ved Bushnell ved Little Tennesee River, hvor de skulle afvente rejsen til Oklahoma. Tsali forstod stadig ikke hvorfor, han ikke kunne blive på det sted, hvor han altid havde boet, men han gjorde ikke modstand. Sammen med sin kone og sine børn og sin svogers familie tog de af sted til Bushnell. De blev eskorteret af fire soldater og medbragte kun nogle bundter med ganske få af deres ejendele.  Efter hvad der senere blev fortalt (af svogerens familie) skete der det, at undervejs var der en af soldaterne, der prikkede Tsalis kone med en bajonet for at få hende til at sætte farten op. Tsali bad de andre indianere (på cherokee, som soldaterne ikke talte) om at være klar til at tage soldaternes våben, når han lid som om han faldt. Derefter skulle de stikke af ind i bjergene, og skjule sig der. Under den tumult der opstod, var der en af soldaterne, hvis riffel gik af, og ramte ham selv i hovedet. Derefter stak indianerne af, og gemte sig i en hule i bjergene.

Hærens historie er noget anderledes. Ifølge den havde Løjtnant Andrew J. Smith og tre soldater fanget Tsali og hans familie og var nu på vej med gruppen på 5 mænd, 7 kvinder og nogle børn mod Bushnell. Da de en dag havde bygget lejr, var der en af mændene, der havde skjult en økse på sin person, og denne huggede han nu i hovedet på en af soldaterne. En anden soldat blev også dræbt, og en tredje såret. Smiths hest stak af, med ham på ryggen, og derfor reddede han livet. Indianerne stak af, mens Smith fortsatte til Bushnell og hentede de indianere, der allerede var samlet her, og førte dem til Fort Cass.

Hvem der har ret, bliver sikkert aldrig afgjort. Smith nævnte i sin rapport om sagen intet om, at en soldat skulle have stukket Tsalis kone med sin bajonet, men det betyder jo ikke, at der ikke var en der gjorde det. Det ville næppe være blevet rapporteret, hvis det var tilfældet. Der er også de, der tvivler på at fire soldater med klargjorte rifler, heraf en til hest, skulle lade sig overrumple af en mand, med en økse, der var så lille at han kunne skjule den i sit tøj uden at den blev opdaget. Under alle omstændigheder sendte General Scott en Oberst William Foster ud for at ”jage og skyde morderne”. De andre flygtninge (de, der ikke var mordere) skulle indfanges, så de kunne komme med på ”rejsen” til Oklahoma. Høvding Drowning Bear og hans hvide adoptivsøn, Will Thomas, blev engageret som spejdere og stifindere. Drowning Bear var høvding for Quallatown cherokee’erne, som ikke skulle flyttes i henhold til loven, da de boede på jord, der blev ejet af Will Thomas. Oberst Foster drog ind i bjergene med ni kompagnier af 4th US Infantry. Et tiende kompagni tog med Thomas til Ocanaluftee i udkanten af Great Smoky Mountains (eller Sha-ko-na-gee, som indianerne kaldte bjergene – ”Stedet med den blå røg”), hvor Quallatown cherokee’erne holdt til. Will Thomas formåede at overtale Quallatown cherokee’erne til ikke at skjule nogle af flygtningene, hvis de skulle forsøge at skjule sig i Quallatown området.

De ti kompagnier forsøgte længe at finde Tsali, men uden held. Man bad nu Quallatown cherokee’erne om at deltage aktivt i eftersøgningen. Som ”betaling” for at fange Tsali og hans ledsagere, ville Quallatown cherokee’erne få lov til at blive i området i stedet for at blive flyttet til Oklahoma. De var faktisk en ret, de allerede havde, men de hvide var ikke kendt for at respektere de traktater, de havde indgået. Cherokee'erne fra Quallatown sendte så en styrke på 60 mand ind i området, og kort tid efter kunne de overbringe Tsalis svoger og hans ældste søn til oberst Foster. Foster påstod, at svogeren, Natantayalee George, og sønnen, Natantayalee Jake, var hovedmændene i mordet. Også Tsali’s kone, og svogerens kone og lille datter blev fanget, og den 24. november meddelte Foster, at nu var 11 af de 12, der var til stede ved mordet, blevet fanget. Kun Tsali selv manglede man.  Tre af de fangne mænd blev henrettet ved skydning. Kun Tsalis yngste søn blev sparet. Dagen efter overgav Tsali sig til en anden gruppe cherokee’er og dagen efter blev han bundet til et træ og skudt. Alle henrettelserne blev udført af cherokee’erne selv. I løbet af kort tid blev Tsali en helt, og der blev fortalt historier om, hvordan han frivilligt havde ofret sig, for at sikre at Quallatown cherokee’erne kunne blive i deres oprindelige hjemstavn.

I Oberst Fosters rapport til General Scott roste han Drowning Bear for indsatsen og en af grupperne af flygtninge, som havde hjulpet i jagten på Tsali blev ligeledes rosende omtalt og Foster anmodede om, at de to grupper fik lov til at blive i deres hjemstavn. Denne tilladelse blev officielt givet i januar 1839, og de to grupper samt de flygtninge, som ikke blev fanget, udgør grundlaget for The Eastern Band of Cherokees, som i dag lever i Qualla reservatet.

 De østlige cherokee’er i dag

I dag udgør Qualla-reservatet (Qualla er i øvrigt en cherokee tilnærmelse til navnet Polly.  Polly var navnet på en nybygger, som engang boede i området.) ca. 245 kvadratkilometer i det sydvestlige North Carolina på grænsen til Tennessee, og lige op til Great Smoky Mountains National Park. Ikke noget stort areal, når man tænker på, at det oprindelige område var 350.000 kvadratkilometer. Her bor ca. 6.400 indianere. Knap 4.000 andre medlemmer af Eastern Band of Cherokees bor uden for reservatet. Hele reservatet ligger i North Carolina, og allerede i 1889 accepterede cherokee’erne North Carolina’s love. Den væsentligste indkomst kommer i dag fra turisme (og casinodrift). Byen Cherokee, der er hovedby i reservatet er en typisk turistby, hvor besøgende kan blive fotograferet sammen med ”høvdinge” med store fjerprydelser – som cherokee’erne i øvrigt aldrig har brugt, de hørte til hos prærieindianerne. Desuden findes der masser af hoteller, restauranter og selvfølgelig souvenir butikker foruden altså et stort casino ”Museumsbyen” Ocanaluftee Indian Village er nok et besøg værd.  Her kan man se, hvordan en typisk cherokee landsby så ud, og hvordan indianerne levede omkring 1750, inden de første traktater begyndte at skære i området. Specielt synes jeg, at fortællerne er helt fantastiske, men det vil jeg overlade til den enkelte at vurdere. Også cherokee museet er værd at besøge. Her kan man blandt andet se plancher om traktaterne, læse historien om Tsali, og se en holografisk ”medicinmand” der fortæller om, hvordan indianerne lærte at lave medicin af planterne. Hver aften om sommeren opføres friluftsforestillingen ”Unto These Hills”, der fortæller cherokee’ernes historie fra de Soto’s ankomst til området i 1540 frem til og med Trail of Tears. Kommer man på de kanter, er byen og reservatet et besøg værd. Og holder man af natur, er naturen i Great Smoky Mountains nok værd at tage med.

Man kan besøge efterkommerne af de cherorkee'er der blev forflyttet i vore dages Oklahoma. Her lever de fleste af Cherokee Nations ca. 175.000 indianere, og desuden en lille gruppe på ca. 10.000, der tilhører United Keetoowah Band of Cherokee Indians. Disse sidste nedstammer fra en gruppe, der kom til Oklahoma allerede i 1820'erne, og de betragter sig selv om den mest traditionelle af de tre grupper.