Endnu en tår af ungdommens kilde

Dagens etape skulle egentlig have ført os fra New Orleans til et sted i Alabama, men det skulle komme til at gå noget anderledes.

Alabama, Sweet Home Alabama

Jeg har kørt gennem denne stat tre gange tidligere, og det hidtil eneste bevis var et billede fra en rasteplads på I-10. Denne gang satte jeg mig derfor for, at nu skulle det blive anderledes. Vi skulle overnatte i Alabama, og jeg ville have billeder. Sådan skulle det dog ikke komme til at gå. Overnatningen blev aflyst og min billedbeholdning blev forøget med tre eller fire billeder, det var alt, hvad det blev til. Til gengæld brugte vi to timer til at køre rundt i den sydøstlige del af staten, hvor der ikke var meget spændende at se.

Hjemmefra havde vi planlagt overnatning i Bayou La Batre i Alabama, fordi vi forudsatte, at vi skulle køre dertil efter sumpturen. Da vi nu havde udvidet opholdet i New Orleansområdet med en dag, kunne vi godt se, at det nok ikke var ideelt, fordi vi ville komme dertil alt for tidligt. I stedet besluttede vi at gøre det til en forlægningsdag, og så køre igennem så langt vi orkede, men dog tage US 90 gennem det sydlige Mississippi. Vi forlod derfor hotellet forholdsvis tidligt, omkring kl. 8.30, og fandt op til I-10, som vi tog mod øst over Twin Span Bridge, som går over den østligste del af Lake Pontchartrain. Herfra er der ikke langt til grænsen til Mississippi, og straks efter grænsen forlod vi motorvejen, for at vende tilbage til US 90, som går langs med Den Mexicanske Golf. Denne vej er både længere og langsommere end motorvejen, men til gengæld er der langt mere at se på, fx den 100 meter brede sandstrand, hvor man skulle lede længe efter strandgæster, også selv om solen skinnede, og det var over 30 graders varme. Vi stoppede et enkelt sted, så Tim kunne få fødderne i golfen, men fortsatte ellers langs kysten og nød denne, og synet de mange kasinoer i nærheden af de større byer, og de mange Waffle Houses der lå med regelmæssige mellemrum langs vejen. Noget før grænsen til Alabama forlod vi 90'eren og vendte tilbage I-10, så vi kunne undgå at skulle ind gennem Mobile. Det betød, at vi kørte helt uden om det kasserede overnatningssted Bayou La Batre. For at kompensere for dette, forlod vi I-10 igen efter Mobile og tog i stedet US 98 mod syd.

Formålet med denne omvej var, at jeg som nævnt ville have billeder fra Alabama. Det lykkedes også at få taget tre i byen Foley, heraf et af en UPS bil! Vejen var dog jævnt set kedelig, og landskaberne lignede mange andre, vi havde set undervejs, så da vi havde kørt i næsten to timer på små og endnu mindre veje i Alabama, vendte vi tilbage til I-10, for nu skulle vi bare derudaf. Vi nåede tilbage til motorvejen i Pensacola efter at have krydset grænsen til Florida, og resten af dagen var motorvejskørsel mod øst. Målet var i første omgang statens hovedstad, Tallahassee. Undervejs stoppede vi kun for at fylde benzin på, spise medbragt mad og skifte chauffør. Da vi nåede Tallahassee, havde vi stadig masser af energi, så vi besluttede at køre 100 miles videre til Lake City, og så lade det blive overnatningssted. Undervejs mellem Pensacola og Tallahassee, mistede vi en time, da vi kørte ind i Eastern Standard Time Zone, og klokken var derfor 19.25 (på uret), da vi nåede frem til Lake City, hvor vi fandt et hotel. Efter at have fået værelse lokaliserede vi en Applebee's, hvor vi endnu engang spiste "2 for 20". Først derefter vendte vi tilbage til hotellet, bar bagagen ind og fik os etableret.

Til Atlanten 

Vores lange køretur dagen før betød, at vi nu kun var 100 miles fra Saint Augustine, dagens mål, hvor vi hjemmefra havde planlagt to overnatninger, men ikke havde bestilt hotel. Tim havde ikke mere, han gerne ville se, end han mente det kunne klares på en eftermiddag, og jeg havde jo været i byen tidligere, så jeg havde heller ikke behov for en ekstra overnatning. Vi besluttede derfor at nøjes med en enkelt overnatning, og så bruge den sparede til et besøg i det østlige Tennessee, en stat der ellers ikke stod på programmet. Vi valgte imidlertid at sove længe og kom først fra hotellet klokken 9. I stedet for at tage I-10 til Jacksonville og derfra køre syd på til Saint Augustine, valgte vi i stedet at køre syd på ad I-75 til Gainesville, og derfra køre øst på til Saint Augustine.

Ved Gainesville forlod vi motorvejen og kørte ind gennem byen, som viste sig at være en forholdsvis stor by. Senere har jeg set på nettet, at der er næsten 125.000 indbyggere i byen, som også er hjemsted for University of Florida, der faktisk er USA's 7. største universitet, målt efter antal studerende. Universitetet er offentligt, ikke privat og har omkring 50.000 studerende. På vej gennem byen kom vi forbi adskillige af universitetets bygninger. En del kendte har tilknytning til dette universitet, fx Faye Dunaway, som har sin teateruddannelse herfra, og musikeren Stephen Stills, fra Crosby, Stills, Nash og Young, som gik på universitetet en kort periode. En af mine yndlingsforfattere, Michael Connelly læste først til bygningskonstruktør fra universitetet, men heldigvis var hans karakterer ikke så gode, så han skiftede linje til journalistik og endte med at blive en fremragende forfatter.

Der skulle være valg i USA, både præsident og lokalvalg (nogle steder var lokalvalgene allerede overstået, men mange steder sker fandt de først sted i efteråret). Derfor var der mange kandidater, der falbød deres kvaliteter til forskellige embeder langs vejen i de forskellige stater, således også i Florida. Tim havde tidligere talt om, at han ville have et billede af en sådan "skiltehob", men det var endnu ikke blevet til noget. Det gjorde det så heller ikke her, men han fik taget et billede af et enkelt skilt, som reklamerede for en kandidat til posten som skatteopkræver! Der er ikke grænser for hvad folk melder sig til frivilligt.

Fra Gainesville kørte vi øst på ad den lille Florida Route 20 og senere 207 og den endnu mindre 206, som rammer US Route1 lige syd for Saint Augustine. I stedet for at køre nord på ad US 1 forsatte vi mod øst over Matanzas River, som Saint Augustine ligger ved. Floden er i virkeligheden ikke en flod, men et æstuarium, men sådan er der så meget. Farvandet adskiller Anastasia Island fra fastlandet, og denne ø kørte vi nu over på. Øen har mange strande og store sommerhuse for de virkeligt velhavende, så det var en spændende tur nord på mod Saint Augustine. Vi gjorde et enkelt stop på øen for at få en kop kaffe (mig), og da vi kom til Saint Augustine, kørte vi tilbage til fastlandet over Bridge of Lions, en bro fra 1927. To såkaldte "mediciløver" af marmor bevogter broen på Saint Augustine siden, deraf navnet.

Kildevand og aftentur

Da vi kom over til fastlandet, fortsatte vi gennem byen tilbage til US 1, som vi tog mod syd til et Walmart med det formål at få købt en taske. Vi havde konstateret, at selv om vi faktisk havde plads nok i vores kuffert/taske, var de for tunge til at komme med hjem uden at vi skulle betale overvægt. Vi måtte hver have 2 gange 23 kg med på turen, men altså ikke over 23 kg pr. enhed, og det havde vi så. Vi investerede derfor i endnu en taske og en kuffertvægt, så vi var sikre på, ikke at have overvægt. Derefter fandt vi et hotel. Da vi lukkede os ind på det tildelte værelse, viste det sig, at det allerede var beboet – der var dog ingen hjemme, men masser af bagage og andre ting. Det viste sig så, at damen i receptionen havde givet os forkerte nøgler. Vi skulle have haft 253, ikke 252, som vi oprindeligt havde fået. Det nye værelse viste sig at være ledigt, så der flyttede vi ind. Vi blev der imidlertid ikke længe. Så snart vi havde båret bagagen hen til det rigtige værelse, tog vi af sted igen. Efter næsten 3 uger af sted, var det på tide at vi blev forfriskede, og hvordan gør man det bedre end med en slurk fra Ungdommens Kilde? Tilfældigvis ligger Ungdommens Kilde netop i Saint Augustin, så der var vi heldige!

Kilden ligger i Fountain of Youth Archaeological Park, som lå lidt nord for vores hotel. Parken er privat, og vi måtte betale $ 12 pr. snude for entreen. Efter at være kommet ind i parken gik vi direkte til kilden og fik en tår af det foryngende vand. Ti år yngre og ganske forfriskede fortsatte vi til stedets planetarium, hvor vi så en film om, hvordan spanierne fandt til Florida, den samme som jeg havde set i 2002. Da den var færdig efter ni minutter, kunne vi lige nå over i en anden bygning og se en anden film af nogenlunde samme varighed som den første. Denne gang om, hvordan europæerne bredte sig over det amerikanske fastland. Da det var overstået, gik vi rundt i parken, og så blandt andet udstillingen om Timucua-indianerne, det folk, der boede i området, da Juan Ponce de Leon, som den første europæer kom til Florida. Også stedet for den første landgang ligger inden for parkens grænser – selv om nyere forskning tyder på, at han i virkeligheden gik i land langt længere mod syd. Den slags detaljer har dog ingen betydning for en turistattraktion.

Vi så en kanon blive affyret – fantastisk oplevelse – så på naturen, som der ikke er pillet ved, gik ud på en mole i marsken, hvorfra vi kunne se ind over byen og – og denne gang er det rigtigt nok – stedet hvor den første spanske missionsstation i det nuværende USA blev anlagt. Til sidst gik vi tilbage til indgangen, hvor vi endnu en gang besøgte kilden, og nød de gode dråber (der lugter lidt i retning af rådne æg, men ikke smager helt så slemt). Derefter besøgte vi souvenirbutikken, hvor vi begge købte kildevand til at tage med hjem til de, som vi mente, havde behov for en foryngelseskur. Efter souvenirbutikken nød jeg en sidste tår af kilden, den tredje. Dertil kommer de to, jeg fik i 2002, så hvis hver slurk fjerner 10 år af ens liv, bliver jeg snart 10 år.

Fra parken kørte vi over på den anden side af hovedvejen, hvorfra vi kunne komme på en trolleytur rundt i byen, så det gjorde vi. Denne tur var noget dyrere end adgangen til Fountain of Youth, nemlig $ 19, så i alt brugte vi 62 dollars på sightseeing den dag, det højeste beløb siden Seattle. Ingen af de to dage, var dog den dyreste turistdag. Den ære tilfaldt ubetinget hvalturen i Anacortes, som vi havde betalt hjemmefra. Den kostede godt 100 dollars for hver af os.

Turen med trolleyen var hop-on hop-off, men vi blev ombord hele turen, hvor vi så fik et hurtigt indtryk af byen eller for mit vedkommende et gensyn. På denne tur hørte vi om byens historie fra den blev grundlagt i 1565 af admiral Pedro Menéndez de Avilés til moderne tid. Hovedvægten var dog på den periode, der kaldes Flagler-æraen efter Henry Flagler, som var en dominerende skikkelse i byen fra omkring 1880 til hans død i 1913. Flagler æraen fortsatte dog frem til omkring 1920. Flagler byggede hoteller, anlagde jernbane, forærede byen et hospital og snød sine konkurrenter, hvis det var muligt. Flagler er ikke særligt kendt i Danmark, men det var ham som sammen med John D. Rockefeller grundlagde Standard Oil, i Danmark kendt som Esso, og nu kendt under navnet Exxon. Flagler stod også bag opførelsen af flere kirker i byen, og mange ting er i dag opkaldt efter ham, blandt andet Flagler College, som ligger i de bygninger, som en gang udgjorde det fashionable Ponce de Leon Hotel. Undervejs på turen fik vi selvfølgelig fortalt spændende anekdoter om det, vi så, og om de mennesker, som havde befolket byen i tidligere tider. Blandt disse historier var historien om millionæren William Warden, som i 1887 byggede sig et "vinterhus" i udkanten af byen til sig selv, sin kone og sine 16 børn. Her kunne de tilbringe vintrene, når det blev for koldt i New York. Huset havde 19 værelser, men kun et badeværelse, og 15 af de seksten børn var piger! Altså 16 kvinder og et badeværelse. Guiden mente, at det var utroligt, at ingen af kvinderne havde myrdet ham, men han overlevede, Believe it or not! Og det er præcis hvad huset er i dag, et Ripley's Believe It Or Not Museum, faktisk det allerførste af slagsen, der åbnede i 1950, et år efter at Robert Ripley var død.

Efter at vi havde spist middag, satte Tim mig af ved Løvebroen, så jeg kunne gå en aftentur i den gamle del af byen, mens han selv kørte tilbage til hotellet for at slappe af. Jeg gik så forbi det gamle spanske fort, Castillo de San Marcos, som desværre var lukket for dagen, gennem resterne af byporten til St. George Street, der er byens gamle gågade, så på domkirken, den gamle skolebygning, og byens, om ikke natteliv, så dog aftenliv inden jeg gik tilbage via St. George Street til hotellet og også fik slappet lidt af indtil sengetid.