Universets centrum og en flod igen igen

Dette skulle være den første lange, eller i hvert fald forholdsvis lange, køretur, og som Tim udtrykte det, havde vi godt nok været på ferie i en uge, men det var først nu at vores roadtrip virkeligt ville begynde. Planen var, at dagens tur skulle byde på et besøg i en sølvmine, et bordelmuseum og så et besøg ved universets centrum. Sådan skulle det nu ikke gå, men til gengæld fik vi set en sydbayersk alpeby! Turen skulle gå fra Seattle til Wallace i Idaho, og den hurtigste rute ville uden tvivl være at tage Interstate Highway 90 hele vejen, da både Seattle og Wallace ligger ved denne interstate. Det ville imidlertid være for kedeligt, så det gjorde vi ikke. I stedet kørte vi nord på fra Seattle til byen Everett. Her mødes Interstate Highway 5 med US Highway 2, og det var den, vi havde besluttet os for at tage mod øst til Spokane, få miles fra grænsen til Idaho. Vi var sikre på, at denne vej ville være kønnere og sjovere end motorvejen, og det var den da også. Vejen snor sig noget mere, og hvor I-90 går syd om de højeste bjerge i Cascade Range, går US 2 mellem disse.

Bayersk stemning

Det første stykke af vejen var der nu ikke bjerge, men i stedet landbrugsland, men efterhånden som vi kom længere øst på begyndte det at gå op ad. Ved Stevens Pass når vejen sit højeste punkt, 1.238 meter, men der var nu ikke meget at se, så vi fortsatte bare ned på den anden side af bjergene mod en by ved navn Wenatchee. Undervejs ned fra bjergene kørte vi langs med Wenatchee River, som havde en del whitewater med mange små og større strømfald, og vi stoppede et par gange, for at tage billeder. Ca. halvvejs nede ad bjerget holdt vi pause i byen Leavenworth for at spise frokost.

Leavenworth er en interessant by. Den har under 2.000 indbyggere, men virker større. En del af byen er bevidst opbygget som en bayersk alpelandsby og ved indkørslen til byen står der Wilkommen in Leavenworth, ikke Welcome to Leavenworth. Dirndl og tyrolerbukser er obligatorisk påklædning for alle! Nej, så slemt er det dog ikke, men slemt nok, når man er i USA og ikke i Tyskland, og man holder også bayersk "oktoberfest" i byen, som i øvrigt er hjemsted for et nøddeknækkermuseum med mere end 5.000 forskellige nøddeknækkere. Det undlod vi dog at besøge, og da vi havde tygget af munden, fortsatte vi øst på til Wenatchee og videre af Route 2 mod Spokane.

Resten af vejen til Spokane var vejen egentlig ikke særligt spændende, så vi fortsatte med god fart og kun få pauser, fx i Coulee City, hvor vi passerede en dæmning og en særdeles aflang sø. Ved Spokane, den største by i det østlige Washington (godt 200.000 indbyggere), skiftede vi til I-90, som vi så tog de sidste få miles til grænsen til Idaho, men trods det at vi passerede grænsen på en Interstate, stoppede vi ikke ved Idahos Welcome Center, men kørte forbi dette. Vi hold faktisk ikke flere pauser før vi nåede Wallace. Her fandt vi et motel, Stardust, som undtagelsesvis på denne tur, ikke tilhørte en af de store motelkæder. Det samme gjaldt for motellerne i Anacortes og Forks og senere i West Glacier, men herefter stod der "kædemotel" på det hele, bortset fra i Santa Fe.

Besøg ved Universets centrum 

Wallace er en lille by med under 800 indbyggere. 784 stod der på byskiltet, da vi kørte ind. Til gengæld sætter de ikke deres lys under en skæppe, og kalder sig "verdens sølvhovedstad". Lidt er der om snakken. Byen var den centrale by i det, der kaldes "Coeur d'Alene sølvdistriktet", som var det mest produktive sølvområde i USA, og et af de steder i verden, hvor mest sølv er hentet op af jorden. Det historiske downtown ligner stadig til dels en mineby fra 1800-tallet og alle bygninger i downtown står i National Register of Historic Places og dermed erklæret bevaringsværdige. Vi ville have været på en tur i Sierra Silver Mine, men desværre var vi for sent på den, og turene startede først igen kl. 10.30 næste dag, og der ville vi allerede været taget af sted, så vi måtte opgive sølvminen. Også bordelmuseet havde lukket, men vi fik da taget nogle billeder ude fra. I stedet gik vi ned til hovedgaden for at se lidt på den, og for at få noget aftensmad.

Hvis nogen har set filmen Dante's Peak med Pierce Brosnan og Linda Hamilton, kender de hovedgaden i Wallace, idet filmen er optaget i denne by, og hovedgaden forekommer i flere scener. Da vi havde spist gik vi ud på hovedgaden igen, faktisk ud i midten af det gadekryds, som den restaurant, vi havde spist på, ligger ved. Dette er nemlig universets centrum, og det ville vi jo gerne se. Faktisk er det ikke midten af krydset, der er centrum for hele det kendte og ukendte univers, men et kloakdæksel, som ligger noget forskudt for centrum. Dette kloakdæksel har været universets centrum siden den 15. september 2004, hvor borgmesteren i byen besluttede, at sådan var det! Kloakken fik et nyt dæksel, hvoraf titlen fremgår og dette måtte jeg naturligvis fotografere, selv om jeg måtte ud og ind fra gaden nogle gange, for at få taget billedet uden at blive kørt ned. Den kendte, men nu afdøde skuespiller, Lana Turner, var født i Wallace, men hun er så også den eneste berømthed, som byen kan prale af. Faktisk er hun noget nær hele Idahos eneste internationale berømthed. Efter at have set kloakdækslet gik vi lidt mere rundt i byen og så på de gamle huse, inden vi gik tilbage til hotellet.

Floden, der gik igen

Efter besøget i Wallace skulle vi videre til turens næste nationalpark, nemlig Glacier i Montana og Going-to-the-Sun Road, som i hvert fald af nogle mennesker, regnes for verdens smukkeste vej. Den skulle vi nu godt nok først se søndag, men først skulle vi dertil.

Vi fortsatte ad I-90 mod grænsen til Montana – og lidt længere, faktisk til Missoula. På vej fra Idaho til Montana går motorvejen gennem Lookout Pass, et pas gennem Bitteroot Mountains, som er en udløber af Rocky Mountains. Bjergpasset ligger i 1.436 meters højde, og når man passerer det højeste punkt, passerer man også statsgrænsen mellem Idaho og Montana. Her skulle vi stille vores ure frem, da vi samtidigt skiftede fra Pacific tid til Mountain tid.

I 2006, da Dorte og jeg kørte den modsatte vej fra Missoula til Idaho, havde vi lagt mærke til floden Clark Fork, som motorvejen jævnligt passerede eller omvendt. Man blev faktisk helt ulykkelig, da passagerne holdt op. Denne gang havde jeg derfor sat mig for at tælle, hvor mange gange vi egentlig krydsede floden. Fra grænsen til Missoula krydsede Tim og jeg floden 12 gange, og da Dorte og jeg var kommet ad I-90 fra østlig retning havde vi formodentlig krydset floden et tilsvarende antal gange, fra den møder motorvejen ved Deer Lodge og til Missoula. Imidlertid skulle Tim og jeg ikke længere end til Missoula, som var ca. halvvejs på den tur, som Dorte og jeg havde kørt. Ved Missoula skulle vi køre nord på og vi valgte i første omgang US Route 93, som går gennem Flathead Indian Reservation. I byen Polson forlod vi US 93 for at køre øst om Lake Flathead, en ret stor sø. Montana Road 35, som fører øst om søen, skulle være en såkaldt Scenic Byway og det var da også en ganske nydelig tur langs søen, hvor vi stoppede et par gange og tog billeder. Nord for søen mødte vi US 2, som vi allerede havde kørt på i Washington, og den tog vi resten af vejen til dagens overnatningssted i den meget lille by West Glacier. West Glacier ligger 965 meter over havet og er så lille, at dens befolkningstal ikke opgøres selvstændigt i folketællingerne. Vi fandt nemt vores hotel, da det netop lå på US 2, hvilket alt andet også gjorde, idet hovedvejen også er den eneste vej i byen, bortset fra den, der fører op til Glacier National Park.

Da vi nåede vores motel i dagens mål, West Glacier, var klokken kun 13.45, så vi kørte en kort tur ind i nationalparken (ca. 30 km) inden vi vendte om ved byen (eller snarere bebyggelsen) Avalanche. På vejen fik vi taget nogle billeder af såvel en sø (Lake McDonald) som en rivende flod (McDonald Creek). Når vi ikke så mere ved den lejlighed, skyldtes det, af vi næste dag skulle køre gennem hele parken (på tværs).