Lavt at flyve

Så var dagen kommet, hvor vi skulle ud på turens dyreste turistaktivitet. Faktisk var det ikke bare turens dyreste, men den dyreste turistaktivitet, jeg nogensinde har ofret på mig selv (og andre) på alle mine ture til USA. Ca. 2.250 kr. pr. næse havde vi betalt for et besøg i Nationalparken Dry Tortugas. Hvis nogen undrer sig over, hvordan det kan være så dyrt at besøge en nationalpark i USA, som ellers topper omkring $ 25 for en uges adgang, må jeg tilstå at adgangen til parken kostede sølle 70 kr. Resten var for transporten til stedet.

For de uindviede må jeg hellere forklare, at Dry Tortugas National Park ligger på en lille øgruppe ca. 110 km vest for Key West i Den mexicanske Golf. Der er to måder at komme derud på. Man kan sejle eller flyve. Hvis man vil sejle derud, tager turen en hel dag, hvis man vil flyve, kan man gøre det på en halv. Til gengæld er prisen for en flyvetur næsten dobbelt så høj som for sejlturen. Allerede hjemmefra, da vi talte om at besøge parken, besluttede vi os for, at vi ville flyve. Vi havde derfor købt billetterne på nettet, og et par dage før vi skulle af sted, fik jeg en mail om, at vi skulle med den første afgang, hvilket var kl. 8 om morgenen. Vi skulle møde i lufthavnen 30 minutter før afgang, og der var også en vejledning til, hvordan vi fandt stedet. Det sidste var nu ikke svært, da vi boede lige ved siden af lufthavnen. For at være sikre på at kunne nå alle morgenritualer og alligevel være i lufthavnen til tiden havde vi sat uret til at vække kl. 5.00.

Udsigt fra flyet. Vores hotel var bygningerne længst til højre, lige før vej (og ø) svinger.

Vi fandt uden problemer selskabets kontor lige ved lufthavnens kontroltårn, og vi viste vores mail og blev tjekket ind. Det viste sig, at der skulle flyve to maskiner, og vi skulle med piloten John, så vi skulle bare vente, til der blev kaldt på os. Med i prisen var udlån af snorkeludstyr til de, der ville snorkle, men det ville vi ikke, så vi sagde nej tak. Vi fik udleveret en køleboks, og blev spurgt om, hvad vi ville have i den af drikkevarer. Der er ikke ferskvand på øerne, deraf navnet DRY Tortugas. Sidste del af navnet (tortugas er spansk for skildpadde) hentyder til de mange havskildpadder, der holdt til på øerne, da de blev opdaget af spanske søfolk i 1600-tallet.  Nu er de fleste imidlertid forsvundet. Man kan heller ikke købe hverken drikkevarer eller noget at spise, så man skal selv have det hele med. Da vi kun var på halvdagstur, havde vi ikke mad med, så badetøj, håndklæde og en ekstra skjorte, var det eneste vi havde i rygsækken foruden solbriller og solcreme. Kort før kl. 8, kom en langhåret, langskægget herre i T-shirt, badeshorts og badetøfler og præsenterede sig som John. Vi (Tim og jeg) og de otte andre passagerer, der skulle med hans maskine fulgte med ham ud til flyet. Det viste sig at være en De Havilland Otter (også kaldet DHC 3), der som piloten forklarede, var et af de mest sikre amfibiefly. Det havde hjul, som blev brugt under start og landing i lufthavnen, og når man var i luften blev hjulene trukket op i pontonerne, som så blev brugt til landing og start ude fra øerne. Flyet havde plads til 10 passagerer, fem i hver side, så alle havde vinduesplads. Pladsen var lidt snæver, men flyveturen var heller ikke så lang.

Inden vi gik ombord, skulle vi lige have stuvet vores bagage af vejen bag i flyet, og så gik det ellers derudad. Vi startede med en lille rundflyvning over Key West, hvilket gav nogle rimelige billeder gennem de ikke alt for rene ruder. Jeg fik blandt andet taget et nydeligt luftfoto af vores hotel. Derefter satte vi kursen vest på. Turen foregår i forholdsvis lav højde, så man har gode muligheder for at nyde udsigten til vand, koralrev, øer og det dyreliv, som udspiller sig. I hvert fald dyr af en vis størrelse, som er synlige fra luften. Vi så såvel rokker som hajer, delfiner og skildpadder. Desværre magede vejret det sådan, at det var højt, klart solskin, hvilket bevirkede, at lyset reflekterede fra bølgerne, så alle de billeder, vi forsøgte at tage af dyreliv, bare ligner solplettet vand. Dyrene kan man ikke se på billederne, selv om vi ved, at de var der. Til gengæld så vi undervandsklitter, dybe kanaler, blå huller (en slags jordfaldshuller, men under havet), men især store områder med ganske lavt vand. Vi passerede også et par skibsvrag undervejs, og dem kan man se på billederne! Efter 45 minutters flyvetur, hvor piloten fortale om alt det, vi passerede, lagde han an til landing ved Garden Island, som er den eneste af de syv øer, hvor man må komme i land.

Garden Island er hjemsted for Fort Jefferson, et fort fra 1840'erne, som er den største murstensbygning på den vestlige halvkugle, selv om fortet aldrig blev gjort færdigt, og aldrig har været brugt til sit formål. 16 millioner mursten består det af. På et tidspunkt var der udstationeret mere end 1.700 soldater på fortet, men de kom aldrig i aktion. Både mad og drikkevand måtte sejles til fortet, og det, der skulle ud, røg direkte i havet. Senere blev fortet brugt som fængsel for omkring 500 fanger. I den periode var der kun omkring et tilsvarende antal soldater og civile til at holde styr på fangerne. Blandt de mest berømte fanger var Samuel Mudd, Edmund Spangler, Samuel Arnold, og Michael O'Laughlen, som alle blev dømt for medvirken til mordet på præsident Lincoln i 1865. Man kan endda se den celle, hvor Dr. Mudd sad. Hans brøde var, at han efter mordet satte John Wilkes Boothes ben sammen, efter at han havde brækket det under flugten. Efter at være landet, var fortet vores første mål. Vi placerede køleboks og rygsæk på et bord. Det kunne vi sagtens gøre, da der ikke var andre på øen end os, og de ti passagerer, der kom med et andet fly. Nåh ja, og så de 8 park rangers, der bor på øen, og holder styr på nationalparken. Senere efterlod vi såvel briller som pung mm (i rygsækken), da vi skulle bade, og alt var der stadig, da vi kom tilbage. Vi gik op af trapperne til taget på fortet og gik en tur rundt på dette, hvilket var ret varmt (vi havde først smurt os ind i sololie). Temperaturen på dette tidspunkt - ca. kl. 9 var allerede oppe på 35 C i skyggen, som der ingen var af på toppen af fortet. Der var til gengæld en fremragende udsigt over såvel den lille del af øen, som ikke er optaget af fortet, som af de øvrige øer i øgruppen. På en af disse stod et fyr, som havde afløst et ældre fyr, som var en del af fortet. En lille del af øen er udlagt som fuglereservat, og her må man ikke komme, men vi kunne se en del fugle flyve omkring, og vi fik taget billeder af såvel fregatfugle (pragtfregatfugle faktisk), som pelikaner og skarver foruden forskellige måger. Fregatfuglene er interessante fordi de aldrig lander på hverken jorden eller havet. Så kan de nemlig ikke lette igen. De lander kun på højt beliggende steder, som fx fortet, klipper (som der ikke var nogen af på øen) eller træer, hvor de kan "kaste sig ud i luften".

Efter besøget på fortet ville vi i vandet. Vi udnyttede derfor det herreomklædningsrum, der fandtes, og tog vores badebukser på. Derefter gik vi de ca. 150 m til den badestrand, som piloten havde udpeget for os. Det var også her, at de anbefalede begyndersnorklere at gå i vandet. Der var to andre steder, som blev anbefalet til henholdsvis øvede og avancerede snorklere. Da vi kom ned til stranden, var der allerede nogle få i vandet. Nogle snorklede og nogle badede, men alle havde tøj på overkroppen, for at undgå at blive solskoldede, når solcremen blev skyllet af af saltvandet. Vi beholdt da også vores T-shirt på, da vi jo havde tørt tøj i rygsækken. Vi gik i vandet på skift og fik svømmet lidt. Det var fantastisk vand, lavt med sandbund, men dybt nok til at man kunne svømme tæt ved stranden. Vandet var noget salt, men det kunne vi jo skylle af igen, når vi kom tilbage til hotellet (saltet altså). Det fortæller noget om lufttemperaturen, at vandet, som et opslag fortalte var 82 F (28 C), føltes køligt, når man kom i. Da vi begge havde været i vandet et par gange, gik vi tilbage til vores bord. Her sad vi lidt og tørrede, inden vi gik tilbage til omklædningsrummet og skiftede tilbage til vores "normale" tøj. Så sad vi og nød skyggen af det træ, bordet stod under, mens vi drak det vand, og den cola, vi havde fået med af flyselskabet. Mens vi sad der, kom færgen ind. Den kom ca. en halv time før vi skulle tilbage, så vi var ret glade for, at vi havde valgt den dyre løsning med at flyve. Også flyene kom tilbage med en ny ladning passagerer, og piloten havde varer med til parkrangerne. På dette tidspunkt skinnede solen om muligt endnu mere, så vores pilot, som stadig var iført badeshorts og badetøfler, havde skiftet sin T-shirt ud med en med lange ærmer. På hovedet havde han en baseball cap, og ansigtet var skjult bag et partisantørklæde. Havde vi ikke vidst bedre ville vi have troet, at han var terrorist, der havde kidnappet et fly med indhold. Mens vi ventede på, at alle skulle komme, fortalte piloten, at rangerne havde fortalt ham, at der ved et af snorkleområderne var blevet observeret en 6 fod (1,8m ) lang hammerhaj , men den havde tilsyneladende bare været nysgerrig og ikke gjort noget.

Poolen set fra poolbaren.

Klokken 11 gik vi igen ombord, og satte kursen tilbage mod Key West. Allerede på vej ud, var vi blevet indskærpet, at det var vigtigt at vi sad på samme pladser ud og hjem, for så kunne vi se alt det, vi ikke havde set på vejen ud, da vi nu havde udsigt til modsatte side, så det gjorde vi selvfølgelig. Denne gang så vi en hel flok skildpadder, men med lige så lidt held med at få dem fotograferet. Efter landingen i Key West fik piloten sine obligatoriske drikkepenge, som selvfølgelig skal lægges til prisen :-). Vi besluttede at køre tilbage til hotellet og slappe lidt af på værelset, men da vi kom tilbage, var de ikke færdige med at gøre rent. I stedet for kørte vi derfor tilbage til "centrum", hvor vi så lidt mere på byen. Da vi kom tilbage igen, var de stadig ikke færdige, så vi slog os ned ved poolen. Ikke for at gå i den, men for at sidde ved baren. Allerede hjemmefra havde Tim set, at de havde en poolbar og besluttet, at den skulle vi besøge. Mens vi sad og nød en drink (en margarita for mit vedkommende), nød vi også synet af en ret stor leguan, som dog forsvandt før vi fik den fotograferet, samt af en ibis, der villigt lod os tage billeder. Tim nåede at få to drinks (drukmås), mens jeg holdt mig til en. Disse drinks fik vi bare skrevet på værelset, men kom faktisk aldrig til at betale for dem. Da vi var færdige med at drikke, blev vi enige om, at nu ville vi gå tilbage til værelset uanset om der var gjort rent eller ej. Dels trængte vi til at få skyllet saltet af, dels var vi overophedede og havde brug for aircondition. Det viste sig imidlertid, at værelset var klart, så vi blev enige om, at slappe af resten af eftermiddagen indtil det blev madtid.

Af en eller anden grund, måske var det varmen, var ingen af os særligt sultne på trods af, at vi slet ikke havde spist hele dagen, så vi blev enige om at nøjes med en sandwich på en Subway, som vi havde set nær det hotel, hvor Henrik og Merete boede. Da vi kom ud fra værelset styrtregnede det, men det var stadig meget varmt. Mens vi gik over til bilen kom en brud i brudekjole og badetøfler ud fra hotellet, og sammen med nogle mennesker, hvoraf en tydeligvis var hendes far, ilede hun ned til en anden bil, hvor en ung mand allerede havde åbnet døren. Vi gik ud fra, at hun næppe skulle giftes i badetøfler, så det måtte være en foranstaltning, der skulle forhindre at hendes brudesko, blev ødelagt på vejen. Da de var kørt, kørte vi også.  Vi fandt vores Subway, hvor vi spiste en sandwich og drak en sodavand. Det var ret hurtigt overstået, og så gik vi ind i en nærliggende drugstore, hvor vi købte frugt til at tage med hjem til hotellet. Tim havde sat sig selv på ration, så han ikke måtte spise vandmelon hver dag. Det gjorde jeg heller ikke, men til gengæld spiste jeg temmelig mange nektariner på turen.