Et lille rådhus, en park og en vild hund.

Rådhuset i Waldo, lige nord for Gainsville. Det ligner mere et ishus end et rådhus.

Dette skulle blive den eneste dag, hvor vi lavede en egentlig ændring af vores forhåndsplanlægning. Hjemmefra havde vi besluttet at køre fra Tampa til Atlanta, så Tim kunne få set UPS' hovedkvarter i Atlantaforstaden Sandy Springs, men allerede dagen før havde vi ændret denne plan, og var fortsat fra Tampa til Gainesville i det nordlige Florida. Til gengæld ville vi nu springe Atlanta helt over, og i stedet køre gennem Georgia uden stop, og fortsætte til South Carolinas statshovedstad, Columbia.

Vi kørte fra Gainesville ad Florida Road 24 mod nordøst. Det var en ikke så stor og ret hyggelig vej, som førte gennem mange små landsbyer, som fx Waldo, Starke, Lawtey og Baldwin. Starke er faktisk ikke nogen helt lille by, med sine 5.000 indbyggere, og vi passerede en del historiske bygninger, blandt andet byens gamle domhus. Waldo med sine 1.000 indbyggere havde til gengæld et meget interessant ishus - nåh nej Rådhus, men det var faktisk mindre end den Borden's Icecream Shop, vi havde set i Lafayette i Louisiana i 2014. Vi fik desværre ikke selv taget et billede, så her har jeg snydt, og lånt et fra Wikimedia. Fotografen kender jeg kun som ebyabe, men han/hun hedder sikkert noget andet. Ved Baldwin mødte vi I-10, og så var det slut med at køre på mindre veje for den dag. Herefter var det motorvejskørsel resten af dagen.

I første omgang tog vi I-10 mod øst til Jacksonville. Derefter ringmotorvejen rundt om byen, som da vi kom til Florida, men denne gang den nordlige del af ringen til vi mødte I-95, og den blev vi så på, til vi var ude af Florida og inde i Georgia. Vores 7 dage i Florida er det længste, vi nogensinde har tilbragt i samme stat i sammenhæng. Vi holdt en pause på Georgias velkomstcenter og skiftede chauffør, og så fortsatte vi nord på gennem staten. Den strækning, som I-95 har gennem Georgia, er 180 km lang, og efter besøget på velkomstcenteret gjorde vi ikke flere ophold i staten. Vi overvejede på et tidspunkt, om vi skulle tage en afstikker til Savannah, men lod det blive ved tanken. Kort efter Savannah krydser motorvejen Savannah River og da statsgrænsen går midt i floddalen, er man i South Carolina, når man har krydset floden. Jeg kunne huske fra sidst, at der lå en interessant bro lige ved siden af motorvejsbroen, og da det var Tim, der var chauffør, fik jeg også taget et billede af broen. Knap 150 km efter statsgrænsen møder I-95 I-26, som går mod nordvest til blandt andet Columbia, så den tog vi det sidste stykke. Vi fandt endnu engang et Quality Inn hotel. Vi boede rigtigt meget på Quality Inn på denne tur, ikke mindst fordi de viste sig at have rigtige gode internetforbindelser, og så kunne man bo der, uden at blive ruineret. Selv her i statshovedstaden gav vi kun $ 79 (535) alt inklusive for et dobbeltværelse.

Afløb for overskudsvand fra Columbia Historic Canal

Da vi havde slappet af en times tid, forlod vi hotellet igen. Hjemmefra havde vi på internettet set billeder fra en park, som vi begge syntes så interessant ud, og den ville vi gerne besøge. Vi havde valgt at bo i den nordøstlige udkant af byen, da det var den vej, vi skulle næste dag, og parken lå omkring 13 km fra hotellet i nærheden af centrum. Det vil sige 13 km i luftlinje, så det blev til lidt mere, når vi skulle følge vejene, men gps'en guidede os fint på vej. Det hotel, vi havde slået os ned på, lå faktisk på US 1, som vi havde kørt på nede i Florida, selv om indkørslen var fra en sidevej. Vi blev guidet ad netop US 1, indtil vi var helt inde i byen, og først der skulle vi over på mindre veje. På det tidspunkt var det mig, der var den kørende kraft, og jeg fandt en parkeringsplads uden for parken, River Front Park, eller som stedet egentlig hedder Columbia Historic Canal and Riverfront Park. Kanalen var Columbia Canal, og den er vandforsyning til et vandkraftværk fra 1891, som ligger ved kanalens sydlige ende, og som stadig producerer elektricitet. Det er South Carolinas ældste vandkraftværk. Floden var Broad River, som her i Columbia møder Saluda River og bliver til Congaree River. Men her ved parken hedder den altså Broad River.

Stien fra parkeringspladsen gennem parken til floden går langs med et nydeligt malet spildevandsrensninsganlæg, så det er en del af oplevelsen. Vi gik ned mod kanalen og floden, mens vi beundrede de skulpturer, der var opstillet. Parken er meget brugt af motionister, og vi blev da også overhalet af flere, både på cykel og til løbs. Lige før vi nåede kanalen, var der indrettet en udendørs torturplads, eller fitnessområde, og minsandten om ikke Tim besteg et motionsapparat. Inden jeg nåede at få kameraet gjort klar, var han dog steget af igen, så jeg måtte bede ham om at stige på en gang til, så jeg kunne få et billede, der også var velegnet til at chokere vores hjemlige followers. Da Tim var træt af motion - efter ca. 30 sekunder på apparatet - fortsatte vi ned til kanalen. Via en fodgængerbro krydsede vi denne, og gik ned ad en lille sti, til vi mødte en lukket låge. Den spærrede vejen ud på en anden bro, og vi var nok kommet lige sent nok, for på vej over den bro, vi faktisk krydsede, mødte vi nogle park rangers, der var på vej den anden vej, så vi blev enige om, at de nok havde været nede og lukke for dagen. I stedet gik vi ned ad en trappe, hvorfra vi kunne se det, vi egentlig var kommet for at se, nemlig en såkaldt "spillway", hvor overskudsvand fra kanalen bliver ledt uden om kraftværket og ned i floden. Det var det, vi hjemmefra var faldet for, og det så da også nydeligt ud i virkeligheden. Her fik vi taget en del billeder, der vil kunne ses på min South Carolina billedside, når jeg engang får dem lagt op på nettet. På vej tilbage mod broen var vi inde i et gammel pumpehus.  Der, hvor parken ligger nu, lå oprindeligt et vandværk, og her lå også verdens første tekstilfabrik, drevet af elektricitet. Pumpehuset hørte i sin tid til vandværket. Parken rummer også et amfiteater, hvor der holdes koncerter, og forskellige festivaler. Noget sådan var der dog ikke under vores besøg, som faktisk kom til at vare næsten 1½ time, og så stor var parken heller ikke. Men interessant var den. På vej tilbage til bilen beså vi en statue af Christopher Columbus, som stod på en piedestal. Det er Columbus, der har givet navn til byen.

Vi satte nu kursen mod South Carolinas regeringsbygning. Man kan jo ikke besøge en statshovedstad uden at tage et billede af denne institution. Vi havde lidt bøvl med at finde et god sted at fotografere fra, men til sidst kørte Tim, der var chauffør på vejen tilbage, simpelt bare meget langsomt forbi bygningen, så jeg kunne fotografere ud af vinduet. Det var simpelthen ikke muligt at finde et sted at parkere i nærheden. Efter billedet skulle vi så hjem til hotellet, eller i hvert fald i retning af hotellet. Desværre fik vi ikke drejet, hvor vi skulle, så vi måtte forsætte et stykke, før vi kunne lave en U-vending og komme tilbage til den rigtige vej. Det lykkedes dog, og så var det bare lige ud hele vejen. Inden vi nåede hotellet, spiste vi dog aftensmad på en Hooter's, hvor maden er god og servitricerne bedre - eller kønnere i  hvert fald. Det var her, jeg lærte, at man skal nærlæse spisekortet, inden man bestiller. Vi bestilte "som sædvanligt" boneless chickenwings som forret, og da servitricen spurgte hvilken sauce, vi ville have på, så jeg at de havde en med hvidløg, så den bestilte jeg. Hvad, jeg ikke have lagt mærke til, var, at den var markeret med seks chilifrugter, hvilket indikerede, at det var den stærkeste wing sauce, de havde. Den var også stærk, men smagte faktisk rigtigt godt, og burgeren , som vi fik bagefter blev ikke ringere af den oplevelse. Vel hjemme på hotellet slappede vi igen af med internet, læsning og baseball i tv.

At spise brasiliansk ved stranden

Så var dagen kommet, hvor vi skulle køre den korteste planlagte forlægningstur. Vi skulle til Florence for at besøge Tims venner April og Brian, som bor der i byen. I marts besøgte Tim dem i 12 dage, hvor han boede hos dem, men denne gang skulle vi bo på hotel, og bare besøge dem for en kortere bemærkning. Fra Columbia til Florence er der ca. 75 miles (120 km), og det var stort set alt, hvad vi havde planlagt at køre den dag, men det skulle som så ofte før blive til en hel del mere. Tim havde aftalt, at vi ville ankomme mellem 13 og 14, så vi havde masser af tid at slå ihjel.  Vi besluttede derfor (eller rettere, vi havde dagen før besluttet) at besøge Columbias zoologiske have, Riverbank Zoo and Botanical Gardens, som ligesom Riverfront Park lå ved Broad River. Den zoologiske have lå på den modsatte side af floden i forhold til parken, men ellers ret tæt på denne. Vi havde fundet ud af, at de åbnede kl. 9, så vi var der lige omkring det tidspunkt. Vi parkerede bilen og begav os til billetkontoret, hvor vi formedelst $ 16 pr. næse købte billet. Derefter gik vi ind i haven, som havde en noget kortere kø ved indgangen, end vi er vant lige ved åbningstid i Københavns Zoo. Der var nu alligevel en hel del mennesker, og der kom en del flere i de ca. 2½ time vi var der. Haven er ikke så stor i udstrækning, men er meget spændende og samtidigt overskuelig, så man hurtigt kan danne sig et overblik. Det kort vi havde fået ved indgangen spillede nok også en rolle i den henseende.

Der er nu noget majestætisk over en kongepingvin.

Vi gik som nævnt rundt i godt og vel et par timer og så på havens dyr. Løver, tigre, elefanter og giraffer, har man næsten alle steder. Søløver og pingviner ses også i de fleste haver. Her var det så varmt, at pingvinerne, som de faktisk havde tre forskelllige slags af, gik rundt inden for i et afkølet "rum". Blandt pingvinerne, var de ret karakteristiske kongepingviner, og som jeg skrev i min fotobog fra turen. "Et besøg i en zoologisk have, hvor man ikke ser pingviner, er ikke et besøg i en zoologisk have." Både Tim og jeg er meget glade for pingviner, og mennesker der ikke er det, bør tænke sig grundigt om... Gorillaer og andre aber så vi også, samt koalaer, heraf en mor med unge. De ligner helt præcis den udstoppede koalamodel, som min søfarende farfar havde med hjem fra Australien omkring 1960. Modellen var dog lavet af kænguruskind og var ikke en udstoppet koala. I haven var der i øvrigt flere modeller af kænguruer, fra små wallabyer til røde kæmpekænguruer. I et lille akvarium/terrarium havde de forskellige fisk, små skildpadder, slanger, blandt andet en 10 m lang grøn anaconda. Der var også et fuglehus, med forskellige eksotiske fugle i bur, og så havde de et hus med fritflyvende papegøjer, men her var det kun mig, der gik ind, mens Tim nøjedes med at fotografere udefra. Ude igen, så vi flere skildpadder, blandt andet nogle store galapagosskildpadder, og når jeg siger store, mener jeg store. 4-500 kg vejer sådan en krabat. Da vi havde været hele haven rundt, gik vi mod udgangen. Vi kunne også have besøgt den botaniske have, men det undlod vi. I stedet besøgte vi den lokale souvenirbutik, hvor vi dels købte en gave til at tage med hjem til Clara, og hvor Tim købte en gave (fra os begge) til April.

Vi kørte ud på I-20 og satte kursen mod øst mod Florence. Her var vi fremme efter godt en time, og fandt os et hotel, denne gang et Quality Inn & Suites. Det var lidt dyrere end hotellet i Columbia, men stadig rimeligt. Desværre kunne vi ikke få værelse med det samme, men Tim reserverede et, og så kørte vi til en nærliggende Barnes & Noble boghandel hvor vi brugte knap en time til at gå rundt, og vi fik faktisk også købt nogle bøger. Tim, der allerede kendte byen, guidede os til April og Brians lejlighed uden problemer. Vi ankom kl. 13.15 og blev modtaget af Aprils søn Justin, og mens han var ved at lukke os ind, kom April og Brian tilbage efter at have været på indkøb. Vi sludrede nogle timer, og Tim viste billeder fra den første del af turen. Tim havde aftalt, at vi kunne få vasket vores tøj hos April, så det gjorde hun for os, mens vi sludrede. Undervejs blev både Tim og jeg ædt af deres vildhund, en lille, tre måneder gammel tæppetisser af en gravhund, som de af ukendte årsager har valgt at kalde "Tank". Den var meget sød, men som alle hvalpe var den meget interesserede i at bide i alt, fra sko til fødder, hænder og næser (når man sad med den på skødet).

Tim havde lovet, at han ville give middag på en restaurant, hvis navn, jeg har glemt, og det gør heller ikke så meget, da vi ikke spiste på den alligevel. En af de foregående dage havde han aftalt med familien, at vi i stedet skulle spise på en brasiliansk restaurant ved navn Rioz. Denne lå imidlertid ikke i Florence, men ca. 70 miles (110 km) væk i Myrtle Beach, så omkring kl. 17.00 begav vi os af sted, efter at have kommet tøjet i tørretumbleren. April, Brian og Justin kørte direkte, mens vi lige skulle runde vores hotel, for at bekræfte, at vi stadig ønskede værelset. Derefter satte vi også kursen mod Myrtle Beach. Hele vejen ad US 501, som er den vej, der fører mellem de to byer, stod der med ca. 50 meters mellemrum reklameskilte for en restaurant med show i Myrtle Beach, Pirates Voyage. Det var lige før, jeg følte mig forpligtet til at besøge stedet. Lige før Myrtle Beach rendte vi ind i en trafikprop, hvor det hele gik næsten i stå, men det vidste sig, at køen var opstået på grund af et par ikke synkroniserede stoplys. Ca. kl. 18.15 var vi fremme ved restauranten, hvor Justin, April og Brian stod udenfor i varmen og ventede.

Vi venter i baren. Fra højre i skygge Tim, April og Brian. Justin er skjult bag Brian.

Da vi kom ind, fik vi at vide at der ville være 45 minutters ventetid på et bord. Vi slog os derfor ned i baren og fik en enkelt drink (kun et glas hvidvin i mit tilfælde, for jeg skulle køre hjem), mens vi ventede på at vi skulle blive "råbt op". Selv det var et meget stort lokale med mange borde, gik der faktisk halvanden time, før der var et bord ledigt til os. Men det var ventetiden værd. Tim (og vennerne) havde været der før, så han havde fortalt mig om konceptet. Der var en fast pris for maden, som stammer fra det sydlige Brasilien. Dertil kommer så drikkevarer og -penge. Undervejs havde jeg lovet at medfinansiere udskejelserne. Når man har betalt, er der adgang til en stor tilbehørsbuffet, med adskillige slags tilbehør, og den sad vi lige ved siden af. På bordene ligger en brik ved hver plads. Den har en rød side, og en grøn side. Vender den grønne op, vil man gerne have mad, vender den røde op, vil man gerne holde en pause. Mens man sidder ved bordet går tjenere så rundt med grillet kød af mange forskellige slags, som de har på spid. Ønsker man så noget at det pågældende, skærer de skiver af, og lægger på tallerkenen. Pas på brikken. Ved sit første besøg havde Tim ikke fået vendt brikken, da han forlod bordet et øjeblik, og da han kom tilbage lå der flere skålpund kød på hans tallerken! Helt så galt gik det ikke denne gang, hvor i hvert fald min mave blev mæt længe før øjnene. Blandt det, man kunne vælge mellem, var flanksteak, oksefilet, okseribben, svinekød med parmesan, kyllingelår, oksemørbrad pakket ind i bacon, lammekølle, filet mignon, krydrede pølser og flere andre slags. Her gælder det om at kunne beherske sig, hvis man ikke skal spise sig syg. Det var svært, mens det gik. Alle drak sodavand, så det belastede ikke budgettet voldsomt. Alt dette for fem mennesker inklusive drikkepenge kom til at stå os i $ 255 eller godt 1,700 kr. Mindre end hvad vi hver især havde betalt for flyvebilletten til Dry Tortugas. Vi havde næppe fået det samme for den pris i Danmark.

Da vi var færdige, satte vi kursen tilbage mod Florence. Denne gang kørte vi først, og da Brian var ved at falde i søvn bag rattet, måtte de gøre et længere ophold, så han kunne blive frisk igen, da April ikke så godt kan køre i mørke. Det betød, at vi kom langt foran dem. Jeg aftalte derfor med Tim, at jeg ville køre tilbage til hotellet, og så kunne han tage bilen og køre ud til familien og få en sidste sludder med dem, det er jo trods alt hans venner, og så kunne han tage vasketøjet med hjem. På vej hjem så vi nogle lysglimt i det fjerne, som vi først troede var fyrværkeri, men som vi senere fandt ud af var lyn, og da vi kom tættere på Florence kunne vi også høre torden, og samtidigt begyndte det da også til en afveksling at regne. Heldigvis havde det været fint vejr resten af dagen, og solskin og meget varmt da vi var i Zoo. På vej hjem mod hotellet fyldte vi benzin på bilen til $ 1,79 pr. gallon, turens hidtil billigste benzin. Da vi nåede hotellet, gik jeg op på værelset, hvorefter Tim kørte væk med bilen. Desværre for mig, havde jeg glemt at tage koldt vand i køleboksen, så indtil han kom tilbage måtte jeg nøjes med lunkent vand fra hanen, og selv om det regnede, var temperaturen her omkring kl. 23 stadig langt over 30 C.  Tim var tilbage omkring kl. 1, og så kunne jeg endelig få koldt vand, inden vi begge lagde os til at sove.