Vakse vaskegutter

Så blev det den sidste søndag før hjemrejsen, og vi skulle nordvest på til Cherokee, men igen ad en mindre omvej. Formålet med at køre til Cherokee var, at Tim gerne ville besøge Oconaluftee Indian Village. Da vi var i byen senest i 2012, gad han ikke og blev på værelset, mens jeg besøgte landsbyen, og det havde han siden fortrudt. Der var ikke særligt langt fra Florence til Cherokee, så hjemmefra havde vi besluttet, at vi ville se stedet søndag eftermiddag, når vi kom til byen. Den beslutning havde vi imidlertid ændret i løbet af fredagen, da et besøg på nettet afslørede, at landsbyen (som egentlig er et arbejdende museum), slet ikke havde åbent søndag. Vi ville derfor i stedet besøge den mandag formiddag, inden vi fortsatte vores færd. Vi havde planlagt et par andre aktiviteter (i nærheden) senere på turen, og dem ville vi så tage søndag i stedet.

Allerede da jeg besøgte det vestlige North Carolina i november 2015, havde jeg opdaget, at der nær Statesville lå en lille landsby ved navn Hiddenite, og at der i denne lille landsby lå en ædelstensmine, som man både kunne besøge, og få lov til selv at grave i. Den ville jeg gerne have besøgt, men jeg opdagede ved den lejlighed dens eksistens for sent. Nu var chancen der imidlertid. Inden vi forlod Danmark, havde jeg også opdaget, at der stadig eksisterer to overdækkede broer (covered bridge) i North Carolina. Den ene lå ret tæt på minen, så nu kunne vi slå to fluer med et smæk. Jeg har noget med overdækkede broer, og nej, det har intet at gøre med filmen The Bridges of Madison County med Clint Eastwood og Meryl Streep. Dels synes jeg, at det var en kedelig film, og dels foregår den langt væk fra North Carolina i Iowa. Men jeg har altså alligevel haft noget med overdækkede broer, siden jeg i 2004 besøgte min første, Meem's Bottom Covered Bridge, i Virginia. Men først skulle vi altså nord på.

Vi indstillede gps'en til Hiddenite, og den førte os for første gang på en længere forlægning ad mindre veje. Fra Florence ledte den os mod nordvest ad South Carolina Road 151. Denne lille hyggelige vej førte gennem byer som Darlington og McBee, men uden om Hartsville. Også Jefferson kørte vi gennem inden vi nåede Pageland. Uden for landsbyerne kørte vi gennem typisk amerikansk øststatslandbrugsland, med marker, spredte gårde, siloer osv. Fra Pageland var der kun 5 km til statsgrænsen til North Carolina, som vi passerede næsten uden at opdage det. Efter grænsen blev vejen til US Rute 601, og den fulgte vi gennem den noget større by, Monroe, der har over 30.000 indbyggere - og særdeles mange autoforhandlere langs hovedvejen. Vi blev på US 601 til vi nåede Interstate Highway 485, der er en ringmotorvej (beltway), som går rundt om North Carolinas største by, Charlotte. Denne er med sine mere end 800.000 indbyggere nummer 17 på listen over USAs største byer. Metroområdet har over 2 millioner indbyggere, så det er ikke nogen lille by. Den har faktisk nogenlunde samme størrelse som Columbia i South Carolina, som vi netop havde besøgt. Columbia ligger to pladser foran Charlotte på en 15. plads, men Charlotte har ingen zoologisk have og intet akvarium. Faktisk er det det største metroområde i USA uden en zoo. Da vi kom nord for byen, skiftede vi til I-77, som vi har kørt på mange gange, og fulgte denne til Statesville. Her forlod vi motorvejen og kørte igen ud på mindre og små veje mod Hiddenite.

Tim vasker ædelsten i Emerald Hollow Mine

Via North Carolina Route 90 kørte vi ind i de lave bjerge, som findes i området, og som er de yderste udløbere af Blue Ridge Mountains inden disse går over i det såkaldte Piedmontområde, som netop er området mellem bjergene og kystsletten ved Atlanterhavet. Piedmont betyder faktisk "bjergenes fødder". I Hiddenite fandt vi ret hurtigt Emerald Hollow Mine, som lå et stykke nede ad en ikke alt for velholdt grusvej. Men ned kom vi, og vi fik også parkeret bilen. Her i området findes et meget sjældent mineral, hiddenite, der minder om smaragd i farve, men kan være lidt lysere. Ud over North Carolina er hiddenite kun fundet i små mængder i Brasilien, Kina og på Madagaskar. Det er i øvrigt også sjældent i North Carolina, men betragtes kun som en halvædelsten, og er derfor ikke så dyrt som smaragd, safir og rubin. På den anden side er hiddenite heller ikke en billig ædelsten på grund af dens sjældenhed. I øvrigt er det landsbyen, der har navn efter mineralet, ikke omvendt, som man skulle tro. Oprindeligt hed bebyggelsen White Plains, men efter opdagelsen af mineralet, fik den altså sit nuværende navn. I Emerald Hollow Mine kan man som turist lave flere aktiviteter, sluicing, creeking og digging. Prisen varierer afhængig af, hvad man vil. Sluicing og creeking koster hver $ 10 for voksne, men vil man selv grave, koster det $ 25, for så skal man betale for de to andre aktiviteter også. Vil man grave skal man naturligvis bruge en skovl og en spand, og så kan man grave i selve minen, hvor man kan være heldig at finde en åre, som man kan følge - og dermed finde mange sten. Har man ikke selv udstyr med, kan man leje det på stedet, men desværre kan man ikke leje skiftetøj, for man blive møgbeskidt af det. Vi gravede ikke selv, men så nogen, der havde gravet. Men det tror jeg, at jeg vil prøve næste gang, jeg kommer på de kanter. Vil man "creeke" får man udleveret en sigte og en lille skovl. Derefter begiver man sig ned til en bæk, graver mudder op i sigten, og ser, hvad man finder.

Vi slog os imidlertid på "sluicing". Sluicing betyder direkte oversat udskylning eller udvaskning, og det er præcis, hvad det går ud på, men i modsætning til creeking, kan denne sport udøves siddende. Når man betaler, får man udleveret sigte og skovl og en spand jord/grus. Man kan vælge mellem to slags spande, en almindelig og en beriget. I den berigede er der bevidst anbragt en del ædelsten og andre mineraler, men det er lidt snyd, så vi tog bare en almindelig spand, med jord fra bækken, og de sten, der nu var i den. Her kan man sagtens være heldig - eller det modsatte. I 2003 fandt en heldig sluicer den hidtil største smaragd, der er fundet i USA. Den vejede over 1.800 karat. Og alt, hvad man finder, er "finders keepers"; man må altså beholde sine fund. Der er faktisk også et sliberi på stedet, så hvis man finder noget af værdi (og en vis størrelse), kan man få det slebet. Vi vaskede lystigt og fandt da også flere sten, nogle var bare sten, mens andre faktisk var halvædelsten. Da vi havde vasket al jorden, vi havde købt, kunne man købe flere spande, men vi skulle jo videre i teksten, så vi fik en af de tilstedeværende eksperter til at identificere de sten, vi havde fundet. Jeg havde faktisk fundet en smaragd! Desværre var den så lille, at hvis man havde forsøgt at polere den, ville den være forsvundet helt, men den kan dog ses med det blotte øje. Det vi begge fandt mest af, var et mineral, der kaldes "jasper". De fleste var af den almindeligste røde variant, men jeg fandt også en sten, der var sort. Blandt mine fund var det mest interessante et lille stykke ametyst, noget kvarts, en månesten, og en hel del grønne sten, som desværre ikke var smaragder, men dels tourmalin og dels peridot. Endelig var der en anden lille grøn sten, nærmest en flage, som han ikke kunne identificere med det blotte øje, men som han mente kunne være hiddenite. Det vil dog kræve en kemisk analyse at blive sikker, og så ville stenen forsvinde, Større var den ikke. Så jeg tror fuldt og fast på, at det er et stykke hiddenite, der nu ligger i en skål hjemme i stuen. Vi fik en plastikpose til vores fund, og så gik vi tilbage til bilen.

Vores næste mål var Bunker Hill Covered Bridge, der ligger nær byen Claremont, omkring 25 km vest for Statesville. Igen indstillede vi gps'en og den førte os ad små veje mod syd, til vi nåede vores yndlingsmotorvej, I-40. Se mere i artiklen Ture på vores Mother Road på rejsesiden. Vi tog I-40 mod vest nogle få miles til Claremont, hvor vi igen forlod motorvejen for at køre over på US 70. Vi fandt stedet, parkerede bilen og gik ad en lille sti ind i skoven til broen, der førte over en lille bæk. Det var en forholdsvis lille, men nydelig bro, som var bygget efter et princip, som kaldes "Haupt Truss" efter manden som opfandt det. Han hed  sjovt nok Haupt, Hermann Haupt, og var ingeniør, jernbanebygger og nordstatsgeneral under borgerkrigen. Han skrev i øvrigt adskillige bøger om brobygning. "Truss" betyder bare gitterkonstruktion. Vi talte lidt med en yngre dame med en datter, som var nervøs for, om broen kunne holde til, at de gik over. Det var damen, der var nervøs, ikke datteren. "Kom nu mor", sagde den lille (altså på engelsk), men moderen var i tvivl. Så beviste jeg, at den kunne holde, ved selv at gå over. Da jeg kom tilbage, turde de også, og mens de krydsede broen, gik Tim og jeg tilbage til bilen. Vi fandt tilbage til I-40 og satte kursen mod vest. Vi blev på motorvejen gennem (eller rettere uden om) Asheville til Lake Junaluska, hvor vi forlod den. Ad små kanaler strømmen for til vi landede på flådens admiralskontor eller snarere i Cherokee. Og det var måske også snarere ad små veje end små kanaler. Konkret tog vi  US highway 19, der her er en lille, to-spors og meget snoet vej, der fører gennem den for danskere "interessante" skisports by, Maggie Valley. Det var her, massemorderen Peter Lundin myrdede sin mor. Vi fortsatte videre frem ind i Qualla Boundary, det område, som ejes af Eastern Band of Cherokee Indians. Nogle kalder det et reservat, og det står der faktisk også på et skilt, men det er ikke et reservat, da disse ejes af USAs regering. Qualla Boundary eller på dansk Qualla Forvaltningsomådet, ejes af stammen selv, og forvaltes på dennes vegne af Bureau of Indian Affairs. Vi passerede det store, grimme og skæmmende, men for stammen meget indbringende Harrah's Cherokee Casino, og tog hovedgaden op til vores hotel - det samme som vi boede på sidst, vi var i byen, og som jeg boede på i 2013. Her havde vi bestilt værelse hjemmefra, så det gik som en leg at få nøgler udleveret, og bagagen slæbt op.

Souvenirbutik i Cherokee

Aftensmaden blev indtaget på den nærliggende Paul's Family Restaurant, hvor vi også havde spist i 2012. Maden var god, men det gik helt galt for den stakkels servitrice. Ikke noget hun kunne gøre for, men det var hende, der stod med problemerne. Først var sodavandsfontænen gået i stykker, så vi ikke kunne få det, vi havde bestilt. I stedet kom hun med to store glas isvand. Da maskinen virkede igen, kom hun med vores sodavand, men nu var det opvaskeren, der var for langsom, så de havde ikke flere glas. Vores sodavand blev derfor serveret i take-away bægre, men smagen fejlede jo ikke noget. Jeg havde bestilt salat uden ost, men i køkkenet havde de alligevel kommet ost på, og da salat med ost, er en af de ting, jeg simpelthen ikke kan lide, måtte hun ud med den igen for at få den byttet. Da forretten kom, var det ikke det, vi havde bestilt, for det var der ikke mere af. I stedet havde kokken tillempet en anden forret, så den mindede lidt om det vi havde bestilt, men det var nu ikke det samme. For hver fejl beklagede hun dybt, men det var jo ikke hendes skyld. Hovedretten var rigtig, og den var også fremragende. Så da vi betalte gav vi hende gode, nok også lidt for gode, drikkepenge for anstrengelserne. Det så ikke ud til, at hun havde ventet at få nogen overhovedet, men vi er jo så flinke, og vi fik da også et stort smil. De er nu så kønne, når de smiler, de små indianerpiger ;-). Efter maden kørte vi ned til centrum og besøgte et par de mange souvenirbutikker, der ligger der, for at købe nogle gaver til dem derhjemme, inden vi returnerede til hotellet.