Og det var så det!

Så er det vist tid til at gøre status over årets ferie. Med afgang fra København den 2. juli og hjemkomst den 23. juli, var vi i alt væk i 22 dage. Heraf gik omkring et halvt døgn i hver ende med at flyve til og fra USA. På de 20 dage, vi kørte rundt i USA, besøgte eller passerede vi gennem 14 stater, heraf nogle flere gange, blandt andre Mississippi, Alabama og West Virginia. Længst sammenhængende tid tilbragte vi i Florida, hvor vi ankom til staten den 8. juli og forlod den igen den 15. Det er det længste, vi har tilbragt i sammenhæng i nogen stat på vores rundture. Både på mine ture i 2013 og 2015 og på Tims i 2016 tilbragte vi hver især længere tid i en enkelt stat, men der kørte vi heller ikke rundt. Faktisk havde Tim slet ikke bil på sin tur.

Over Sjælland på vej hjem

I alt fik vi kørt 5.795 miles eller 9.326 km, hvilket er mindre end på turen i 2012, men mere end i 2014. Begge gange kørte vi på tværs af USA, men alligevel blev det kun til 8.830 km i 2014. Faktisk er det kun på turene i 2010 og 2012 med henholdsvis godt 11.000 og godt 12.000 km, at vi har kørt længere. Den længste dagsmarch var på 834, hvilket ikke er meget i forhold til tidligere ture. Det var turen fra Key West til Gainesville i Florida. Syv gange kørte vi mere end 600 km på en dag, herunder den lille udflugt til Avery Island mellem sumpturene i Louisiana. Den korteste forlægningstur var de 219 km fra Harrisonburg til Dulles International Airport via Harpers Ferry på turens sidste dag. Kun én dag, nemlig i Miami, brugte vi slet ikke bilen, og den dag, hvor vi besøgte Dry Tortugas, sneg distancen sig op på 24 km. Det betyder, at jeg netop rundede 100.000 km på USA's motor-, hoved-, lande- og grusveje. 100.900 km faktisk.

Turen gav os begge en ny stat, nemlig Ohio, men regnvejret betød, at vi ikke så så meget til den, som vi kunne have ønsket, men nu er Delaware den eneste af de østlige stater, jeg mangler og den kommer nok en dag.

På trods af at vi på denne tur havde den dyreste turistudgift, vi nogensinde har haft, nemlig flyveturen til Dry Tortugas, som kostede os næsten 4.300 kr. til sammen, og til trods for vi endnu engang fløj business class, og at vi betalte ekstra for at opgradere bilen til en med gps, blev turen alligevel langt billigere end for to år siden i 2014. Dengang kom det til at stå os i omkring 96.000, mens vi denne gang slap med godt 78.000. En væsentlig årsag var, at flybilletterne i år var langt billigere end for to år siden, selv om det var samme selskab, samme klasse, samme periode og stort set samme afgange. I 2014 kostede flybilletterne os omkring 39.000, mens vi denne gang slap med 23.000, fordi vi bestilte tidligere. Regnskabet ser således ud, sammenlignet med 2014

  2016 2014
Flybilletter 23178 38664
Billeje 9010 9949
Benzin 2792 3786
Hotel 17105 25215
Mad inkl. drikkepenge 8078 8283
Turistaktiviteter, entre mm 7233 4244
Ta' med hjem 3736 1849
Tøj   613
Gaver   451
Diverse, fx frugt, is mm 6940 3191
     
I alt 78072 96245

Udover flybilletterne har vi sparet temmelig meget på hoteller, hvilket primært skyldes at vi denne gang kun havde et enkelt dyrt storbyhotel, mod adskillige i 14.


Også benzinen har vi sparet på, selv om vi kørte flere kilometer. Det skyldes naturligvis at benzinpriserne var faldet temmelig meget, for bilen i år var slet ikke så økonomisk i drift som den, vi lejede i 2014. Når billejen er blevet billigere til trods for, at vi denne gang lejede bil på østkysten, hvor det normalt er dyrere end på vestkysten, skyldes det, at vi i 2014 betalte omkring 3.000 kr., for at aflevere bilen i den anden ende af landet. Stigningen i turistudgifter stammer primært fra flyveturen fra Key West. Når diverseposten er steget så meget, skyldes det, at vi denne gang har bogført såvel gaver som tøj under denne post, og at i hvert fald jeg, købte noget mere tøj end jeg plejer. Generelt vil jeg sige, at turen som sædvanligt var alle pengene værd.

Og så til sidst vores lille lastbil-leg. Den blev vundet klart af Swift Transportation med 183 foran Schneider National med 149. Men de er også to af USAs absolut største trucking firmaer. På de næste pladser kom Werner Enterprises med 113 og J. B. Hunt Transport Services med 101. Noget længere tilbage kom Knight Transportation med 67, mens C. R. England Trucking Company sluttede sidst med sølle 26. To nye firmaer er under overvejelse til vores næste tur, Saia og Estes, men nu får vi se.