Våde fødder

Tre af verdens få tempererede regnskove ligger på Den olympiske Halvø i staten Washington i USA, hvilket var den væsentligste grund til, at jeg gerne ville besøge stedet, og vi havde valgt at besøgte Hoh Regnskoven, som ligger langs med Hoh-floden. Indkørslen til regnskoven starter omkring 19-20 km syd for Forks ad US Route 101, og fra hovedvejen er der ca. 30 km ind til stedets Visitor Center. Hoh Regnskoven er en del af Olympic National Park, så da vi kørte ind i parken, benyttede vi lejligheden til at købe et årskort til alle USA nationalparker, nationale monumenter mm. for $ 80. Inden købet havde vi haft lange drøftelser om, hvorvidt vi skulle investere i det eller ej. I 2010 besøgte vi rigtigt mange nationalparker, og dengang var den en rigtigt god ide. Denne gang forventede vi at skulle besøge knap så mange, så vi var i tvivl om, hvorvidt det kunne betale sig. Til sidst blev vi dog enige om at foretage investeringen, og så håbe at det kunne betale sig.  Det endte da også med at blive en helt god forretning. Vi skulle formodentlig have brugt over $ 100, hvis vi skulle have betalt entre alle de steder, hvor vi nu sparede den. Fra parkindgangen fortsatte vi til Visitor Centret. Her viste det sig, at der var to forholdsvis korte ture, man kunne gå, og så en længere. Den længere var 17 miles hver vej til toppen af et bjerg, og den fordrede overnatning i telt undervejs, så den opgav vi med det samme. Til gengæld besluttede vi os for at tage begge de korte ruter.

Vi lagde ud med den rute, der hedder Hall of Mosses, og jeg skal da love for, at der var mos på træerne. Regnskoven er ikke som en tropisk jungle. Træerne er mest gran, fyr, vestamerikansk hemlock og andre nåletræer, men der er også løvtræer, og de er alle mere eller mindre dækket af mos. Turen var meget spændende, og selv om det ikke regnede, mens vi var der, kunne man sagtens føle fugten – og der var grønt. Der var meget grønt i hele området. Selv de billeder vi tog, ser overdrevent grønne ud for de flestes vedkommende. Mosset selv var dog grågult, så visse steder, hvor mosset helt havde overgroet træerne, forsvandt den grønne farve og blev afløst af vissengrå. På vores spadseretur rundt mødte vi en del andre mennesker, blandt andre nogle, som tydeligvis kom fra en fotoklub, og som slæbte rundt på flere kufferter med udstyr. De så ud til at have så travlt med at tage billeder, at de slet ikke så regnskoven. Vi så også en enkelt vaskebjørn på en træstamme, men den stod ikke stille længe nok til at lade sig fotografere af mit mere beskedne udstyr, og vi så et dyr, som viste sig i et så kort glimt, at det end ikke lod sig identificere med sikkerhed, men det lignede en los.

Da vi kom tilbage til hovedstien, tog vi straks den næste vandresti, som kaldtes Spruce Nature Trail. Den var en del længere end den første, vi havde taget, så i alt fik vi gået ca. 6 km ude i regnskoven. Heldigvis var det ikke så varmt den dag, men til gengæld var der særdeles fugtigt. Også langs denne sti var der mosgroede træer, men ikke i helt så høj grad som langs den første. Til gengæld var der mange, store, endda meget store grantræer, og jeg fik taget et billede af Tim ved siden af en sitkagran, som også gror i Danmark. Her bliver de typisk mellem 30 og 40 meter høje, når de er højest, mens dette bette træ var over 80 meter og omkring 3 meter i diameter. Ikke netop et juletræ til dagligstuen. Nogle af verdens højeste sitka- og douglasgraner gror i dette område. Ser du en dag et bord eller en stol lavet af "Oregon Pine", så er det møbelindustriens navn for douglasgran. Amerikanerne kalder træerne for Douglasfyr, selv om de hverken hører til fyrretræerne eller granerne. I virkeligheden er det ligegyldigt, hvad træerne hedder, men de er høje. Faktisk kan de blive helt op til 120 m høje, hvilket kun overgås af californiske redwoods. Så høje er de dog ikke her i regnskoven, men må "nøjes" med højder på mellem 80 og 95 meter. De 450 cm regn, der falder hvert år giver god næring til træerne.

På den sidste sti kom vi også ned forbi Hoh-floden, som på denne årstid flød stille og roligt, men som på andre årstider er en rivende strøm, der oversvømmer store områder af regnskoven, og dermed også er med til at give næring til denne. Da vi også havde gået hele denne tur, besluttede vi os for at forlade regnskoven og køre til stranden igen. Dagen før havde jeg fået vådtet fødderne i Stillehavet, men da Tim havde haft sko og strømper på, opnåede han ikke denne oplevelse, og det ville vi nu råde bod på. Vi ville dog finde en anden strand end den, vi havde været på dagen før.

Vi skulle nogenlunde samme vej, så vi kørte tilbage mod Forks og gennem byen og mod vest ud mod Stillehavet. Denne gang kørte vi dog ikke til Rialto Beach som dagen før, men til den meget lille by La Push. Denne lille bebyggelse er hovedby i Quileute indianerreservatet. 371 af stammens ca. 2.000 medlemmer bor i reservatet, og langt de fleste bor i La Push men der bor også nogle få andre steder, fx i den endnu mindre bebyggelse, Mora. Reservatet er kun 4 km² stort, men alligvel er der tre separate strandområder inden for reservatets grænser, og for at gøre det nemt, hedder de First Beach, Second Beach og Third Beach. First Beach ligger i selve La Push, og er den nemmeste at komme til, så det var den vi havde valgt at besøge. Det var på vej hertil, at vi, i netop Mora, mødte et skilt med teksten: "Ingen vampyrer efter dette punkt". Også dette er en reminder om Twilight serien, hvor quileuteindianerne kan skifte form og tage skikkelse af ulve. De er fjender af vampyrerne inde i Forks, som derfor ikke må komme ind i reservatet. De lokale indianere, som vi mødte, benyttede sig desværre ikke af denne evne, mens vi var der; det ville ellers have været en spændende oplevelse, at se et menneske blive til en ulv, og måske kunne jeg have fået gode billeder!

Desværre tilfredsstillede stranden ikke Tim, selv om den havde imponerende mange døde træer, der var skyllet op som drivtømmer, både på selve stranden og langs Quileute-floden. Stranden ligger inde i en bugt, og i følge Tim var der ikke brænding nok! Vi blev derfor nødt til at forlade stedet og alligevel vende tilbage til Rialto Beach, hvor brændingen i langt højere grad tilfredsstillede Tim – og medførte ikke bare våde fødder, men også våde shorts.  Da Tim var blevet tilpas våd, kørte vi tilbage til byen, hvor vi kørte rundt, så han kunne tage billeder af ting, der stod Twilight på. Her i Twilight Zone, ikke langt fra flere indianerreservater valgte vi at spise aftensmad på turens eneste restaurant af anden etnisk oprindelse -k inesisk!