Vampyrer og varulve

Dagen efter hvalturen skulle vi videre til nye oplevelser. Stillehavskysten og en af verdens få tempererede regnskove stod på de kommende dages program. Vi skulle ikke køre specielt langt, men vi skulle til gengæld nå en færge, som vi havde bestilt hjemmefra! Færgen fra Coupeville på Whidbey Island syd for Anacortes, hvor vi havde overnattet, til Port Townsend på Den Olympiske Halvø. Fidalgo Island hvor Anacortes ligger og Whidbey Island er forbundet med en bro, så her kunne vi komme over uden at sejle.

På vej mod syd mod Whidbey Island tog vi en af Fidalgo Islands større veje, Washington State Route 20, mod Deception Pass. Dette er ikke et bjergpas men sundet mellem Fidalgo Island og Whidbey Island. I mange år mente man, at det var en fjord, men til sidst fandt man ud af, at det var et stræde, hvor man altså kunne sejle hele vejen igennem, og derfor fik det navnet Deception Pass (deception = bedrag). Kort før broen over sundet gjorde vi et kort ophold for at tage nogle billeder, inden vi fortsatte mod syd ned ad Whidbey Island. Selv om færgen formelt hedder Coupeville – Port Townsend Ferry, sejler den faktisk ikke fra Coupeville, som ligger et stykke fra kysten, men derimod fra et lille færgeleje noget fra byen. Dette fandt vi uden problemer, og da vi ankom til billetkontoret, skulle vi betale et mindre tillæg til det, vi allerede havde betalt hjemmefra, fordi vores bil var længere end det, vi havde opgivet, men da vi betalte online vidste vi endnu ikke hvilken bil vi fik, så vi havde bare gættet på længden. Ekstrabetalingen var nu ikke overvældende. Med det vi havde betalt hjemmefra plus tillægget blev den samlede pris knap $14. Med en gennemsnitskurs for hele turen på ca. 6,05 kr. for en dollar, var det lidt under 85 kr. Kursen steg jævnt hen over vores besøg fra ca. 5,85 til ca. 6,20, så vi brugte 6,05 som "standardkurs".

Den færge, vi skulle med, gik kl. 10.15, og man skulle være der mellem 45 minutter og 30 minutter før afgang. Kom man for tidligt ville man blive sendt bort igen, og kom man for sent ville reservationen blive slettet, og man ville så ende i køen for biler uden reservation. Det lykkedes os nu at time det fint, og vi var på stedet 40 minutter før afgang. Efter ca. 15 minutters ventetid kom færgen fra den anden side, og endnu 15 minutter senere var den tømt, og vi kunne køre ombord, og færgen afgik præcis 10.15. Færgeruten er en del af Washington State Department of Traffics færgesystem. Washington har USA's mest udbyggede færgesystem og det næstmest udbyggede i verden, kun overgået af færgesystemet i British Columbia i Canada, lige nord for Washington. Selve turen varede omkring 30 minutter, og vi gik op på færgen, men bortset fra den obligatoriske kiosk, som vi ikke benyttede os af, var der ikke meget at se. På grund af dis kunne vi heller ikke rigtigt se noget udenfor, så vi sad bare i et par flystole og sludrede.

Vel i land i Port Townsend skulle vi finde en gammel bekendt, nemlig USA's eneste 2-cifrede US Highway, der har tre cifre. Hvis man gætter på Route 101, har man helt ret. Den havde Dorte og jeg kørt på i Washington, Oregon og Californien i 2006 og Tim og jeg i Oregon og Californien i 2010. Nu skulle vi så prøve den nordligste del af denne lidt specielle vej. Det specielle er egentlig ikke vejen, men dens skiltning. De fleste større veje i USA skiltes med deres hovedretning fx West, selv om vejen på en given strækning faktisk går mere nord og så videre, men der er undtagelser, og US 101 i Washington er en af dem. Vejen starter i Olympia og går mod nord til Juan de Fuca Strædet og på denne strækning er den skiltet 101 North. Den følger nu strædet mod vest til byen Beaver, og på denne strækning er den skiltet 101 West. I Beaver drejer hovedvejen mod syd, og fortsætter hele vejen mod syd til Los Angeles i Californien. Vejen burde egentlig være markeret som US 101 South hele vejen fra Olympia til Los Angeles, men er altså en undtagelse fra hovedreglen. 

Vi havde egentlig regnet med, at når vi passerede fiskerlejet Dungenes,s ville vi gøre et stop, så vi kunne spise Dungeness krabber på oprindelsesstedet, men da vi kom dertil, var det alt for tidligt til frokost. Vi fortsatte derfor mod vest uden stop. Et stykke efter at have passeret byen Port Angeles forlod vi hovedvejen for en kort stund. Vi kørte ad en mindre vej i retning af, men ikke helt ind i Olympic National Park. Et stykke inde ad vejen gjorde vi holdt, og gik en kort tur på 250 meter hver vej til et lille vandfald, Madison Creek Falls. Desuden så vi lidt til en flod, Elwha River, som også var "nydelig". Da vi havde set området og taget billeder, kørte vi tilbage til hovedvejen og fortsatte til dagens mål, Forks.

Forks er en lille by på den vestlige del af Den Olympiske Halvø. Den kalder ubeskedent sig selv for "Verdens tømmerhovedstad", og indtil for få år siden var den ret ukendt bortset fra i lokalområdet og blandt regnskovsentusiaster, men i 2005 udkom Stephenie Meyers roman Twilight, som skulle blive den første i en serie på fire romaner, som senere blev lavet til film. Bøgerne handler om en ung pige, der bliver forelsket i en vampyr! Jeg kendte hverken bøger eller film, men det gjorde min søn, og det var ikke hans kop te, så han var forudindtaget mod byen på forhånd. Selv fik jeg først aversion mod den, efter at være kommer dertil. På det hotel, vi boede på, kunne vi få Twilight værelser hold i sort, rødt og guld (men vi nøjedes med at helt almindeligt værelse). I byen var der restauranter, som serverede en Twilight menu, og der var adskillige butikker, som hed noget med Twilight, og som solgte Twilight memorabilia. Godt nok foregår romanerne i byen,men store dele af filmene er optaget andre steder. Alligevel skal jeg da lige hilse at sige, at byen er gået i Twilight mode. Vi kunne sågar købe Twilight brænde, lovede et skilt.

Ingen af os var til al den Twilight, så vi besøgte byens informationskontor og fik et kort over området, og så kørte vi ud til Rialto Beach ved Stillehavet. Undervejs kører man ind i Quileute-indianernes reservat, og desværre er også denne stamme blevet offer for Twilight forbandelsen, idet nogle af stammens medlemmer i romaner og film er varulve, som åbenbart er fjender af vampyrerne, så selv her slap vi ikke for at blive mindet om sagen. Vi nåede dog i god behold frem til Stillehavet og stranden Rialto Beach. Her ville vi gå ud til en klippe med navnet Hole in the Rock, en tur på ca. 3 km hver vej, men da vi havde gået omkring 2 km, besluttede jeg at vende om. Jeg var træt af at tømme grus og sten ud af mine sandaler, hver gang jeg havde gået 20 meter. Det gik lidt nemmere for Tim, som havde rigtige sko på, og det var lidt trist, at det var mig, der måtte opgive før ham :-). Samtidigt var gruset vådt og man sank langt ned, så da vi kom tilbage til bilen efter at have gået de fire kilometer, føltes det som otte, og næste dag var vi da også begge ret ømme i lår - og lægmuskler. Vi kørte derfor tilbage til Forks og forsøgte at undgå at møde såvel varulve som vampyrer, og det lykkedes helt fint. Ikke mindst fordi vi indtog aftensmaden på en restaurant lige ved siden af hotellet, og den havde ingen Twilight retter på menuen.