Vejen til Petaluma

Hvor i alverden ligger Petaluma? Det spørgsmål har jeg ofte stillet mig selv, men dog ikke nok til for alvor at gide at undersøge det – det ville også have været for nemt!  Hvorfor nu dette spørgsmål - og så lige her?

Jeg har altid hold meget af tegneserien Radiserne, og det er i den forbindelse at Petaluma kommer ind i billedet. Omkring 1970 kørte der en serie striber, hvor hunden Nuser (Snoopy) skulle deltage i "Verdensmesterskaberne i Armbrydning". Disse foregik netop i Petaluma og hver gang en af seriens personer nævner navnet, tænker Nuser: "Petaluma?" med et meget stort spørgsmålstegn. Da han endelig drager af sted mod byen, er han udstyret med sin madskål og en globus, som Søren Brun har givet ham i stedet for et kort. Det er ikke noget problem, mener Nuser. Bare han holder sig vest for den 120. længdegrad og syd for den 40. breddegrad, kan det ikke slå fejl, så han drager trygt afsted. Nuser finder dog, at længdegraderne kunne have været afmærket bedre på jorden, men han finder dog frem til Petaluma, på trods af Trines manglende på tiltro til hans evner: "Han kan ikke engang finde vej til et katteslagsmål!". Desværre ender det med, at Nuser vender hjem med uforrettet sag, fordi reglerne for konkurrencen siger: "Deltagerne placeres ansigt til ansigt, griber med højrehånd om modstanderens tommeltot…". Men Nuser diskvalificeres fordi han ikke HAR en tommeltot.

Vores rejse til Petaluma begyndte en tirsdag i 2006 i  byen Napa, Californien, og den var bestemt ikke planlagt så godt som Nusers. Vi skulle køre fra Napa til San Francisco, men Dorte ville gerne se lidt mere til dalen – og måske smage noget vin, og det havde jeg heller ikke noget mod. Så vi valgte at køre nord på gennem dalen. Vi fik også set såvel vinmarker som smagt vin, da vi besøgte Rutherford Hill Winery, men mere om det i et selvstændigt kapitel.  Fra Napa til Calistoga i dalens nordlige ende, kørte vi gennem vinmarker (og forbi wineries i massevis). Calistoga praler af at have såvel en gejser som en forstenet skov, men den dag  var vi ikke rigtigt interesseret i den slags. I Calistoga kørte vi så op i bjergene mod byen Santa Rosa.  Her skulle vi ramme US 101, som vi så ville følge syd på mod San Francisco. Vejen gennem bjergene var smal, meget smal, og snoet, og selv om bjergene ikke var de højeste i verden, var det alligevel noget af en oplevelse, ikke mindst fordi vi jo også skulle nyde den meget smukke natur med vinmarker, appelsin og olivenplantager, bjergskråninger med græs, skov og så videre – og samtidigt skulle vi jo også nå at tale sammen, men til sidst nåede vi så Santa Rosa.

Her kom så den første overraskelse. I byen blev der skiltet med "Woodstock festival". Det viste sig dog, at festivalen i Santa Rosa intet havde med Woodstock musikfestivallen i 1969 at gøre. Det var derimod en festival for fuglen Woodstock! Hvis nogen nu er interesserede i at vide, hvem fuglen Woodstock er, kan jeg fortælle, at han er en fugl, som også forekommer i Radiserne. Han optrådte første gang i serien helt tilbage i 1967, men uden navn. Navnet kom først til meget senere, i begyndelsen af 70'erne, da Woodstock af "Overhunden" (The Head Beagle) blev sendt til Nuser som sekretær. Woodstock bliver efterhånden Nusers bedste ven, selv om han altid flyver med hovedet nedad.

Det var altså denne fugl, man holdt festival for i Santa Rosa. Desværre blev vi der ikke længe nok til at finde ud af præcis, hvad festivalen gik ud på, men jeg nåede da at se, at man blandt andet skulle finde Woodstock figurer rundt omkring i byen. Da vi kom gennem byen og ud på US 101, stod der på et skilt med store bogstaver: San Francisco 52 miles. Men det var slet ikke det, der fangede min opmærksomhed. Det gjorde den tekst, der stod med mindre bogstaver nedenunder: Petaluma 15 miles. På dette tidspunkt var det mig, der var chauffør, så Dorte fik besked på straks at sende en SMS hjem til Tim (der også er Radise-freak). At klokken var hen ad 14.30 i Californien og dermed 23.30 i Danmark, betød ingenting i den sammenhæng. "Skriv", sagde jeg, "Vi er på vej til Petaluma, og vi har ingen globus". Dorte så noget forvirret ud, hun er ikke helt så meget radisefan som Tim og jeg, men hun gjorde dog som beordret. Det varede heller ikke længe, før der kom svar fra Tim. Det var meget kortfattet, men særdeles sigende. Der stod bare: "Petaluma?" Vi kommunikerede lidt mere med Tim i løbet af eftermiddagen, mens vi fortsatte mod Petaluma. Da vi nåede frem, kørte vi uden om; det var jo ikke selve byen der var interessant, selv om det måske kunne have været tilfældet.

Vi fortsatte i stedet ad US-101, til San Francisco. Det havde to fordele – dels lå vores hotel faktisk på 101, om end den på det sted hed Van Ness Avenue, så vi mente at det måtte være nemt af finde – og det var det også. Den anden fordel var, at vi så ville ankomme til San Francisco over Golden Gate Bridge – hvilket var helt korrekt. Desværre kunne vi ikke se en pind, hverken af bro eller by, da det hele var skjult i tåge, der var så tæt, at vi faktisk først så bropillerne, når vi passerede dem. Heldigvis gjorde det ikke så meget, for på hotellet, som var bestilt hjemmefra, havde vi reserveret et luksusværelse med udsigt over broen (mod ekstra betaling selvfølgelig). Så lige så snart tågen lettede, ville vi have en pragtfuld udsigt over Golden Gate. Desværre lettede tågen over broen slet ikke under vores ophold, så vi kunne have sparet luksusværelset. Udsigten var i øvrigt den eneste luksus, men værelset var såmænd godt nok. Senere erfarede vi i øvrigt, at i sommermånederne ()juni, juli og august), er broen i gennemsnit skjult af tåge 20 dage i hver måned. De film, der viser billeder af broen i klart vejr er typisk optaget forår eller efterår.