Mere vin og så hjem

Efter gårsdagens besøg i Napa Valley ville vi gentage succesen på vej mod San Fransisco. Vi ville tilbage til Napa Valley og besøge et eller to vinerier mere inden vi skulle hjem, så vi kørte tilbage ad CA-12, som vi var kommet af dagen før. Denne gang dog i sydlig retning. Nær byen Glen Ellen forlod vi CA-12 og kørte over på en endnu mindre vej. Faktisk var den så lille, at den ikke havde nummer, kun et navn, eller rettere flere, for vejen skiftede navn flere gange fra Trinity Road til Dry Creek Road og endelig til Oakville Grade Road. Den førte ud til CA-29 i Napa Valley ved byen Oakville. Herfra kørte vi mod syd til den nordlige udkant af Napa by, hvor vi kørte mod øst, op i bakkerne. Igen var det på små veje uden numre. Formålet var at komme ud på Silverado Trail, hvor der ligger en del vingårde. Her fandt vi én, der så spændende ud, Pine Ridge Winery, så her gik vi ind. Vinen her kommer fra det AVA, som kaldes Stag Leap og er en del af Napa AVA.

Det viste sig at betjeningen i smagerummet var flere klasser over Sutter Home, som vi havde besøgt dagen før. Selv om der var lige så mange mennesker som på Sutter Home, gjorde indretningen, at det ikke føltes sådan. Vi havde dårligt stillet os, før en nydelig ung dame førte os hen til en skranke, og præsenterede os for en ”vinmenu”. Her kunne man vælge mellem to forskellige smagninger. Den ene var en sauvignon smagning, og den anden var ”blandet”. Jeg valgte den blandede smagning, som omfattede fem vine. Inden vi gik i gang med "menuen", mente den unge dame dog, at jeg (Tim deltog ikke i smagningen, men smagte lidt med hos mig) skulle starte med en hvidvin, som ikke var en del af pakken. Det var en blanding af chenin blanc og viognier og den var fremragende, frisk og syrlig.

Så gik vi i gang med menuen, som bestod af Chardonnay fra 2007, Merlot fra 2007, Cabernet Franc fra 2006, en blandingsvin fra 2006 og endelig en ren Malbec fra 2007. Alle vinene var gode, ikke mindst merlot’en og min favorit Cabernet Franc, men desværre var der grænser for, hvad vi kunne få plads til i kufferten. Det endte derfor med at jeg kun købte den hvidvin, som vi havde startet med. Under smagningen havde vi talt med pigen om, hvor vi kom fra og så videre, så hun mente, at hun nok skulle emballere flasken i en stødsikker indpakning, så det gjorde hun. På det tidspunkt havde jeg endnu ikke spurgt, hvad den kostede. Det viste sig, at det var smagningens billigste vin til kun $13,50, hvor mange af de øvrige var betydeligt dyrere. Fx kostede cabernet franc’en $ 42, Malbec’en, der hed Onyx, $ 60, chardonnayen $ 65, og den blandede kostede $ 110. Efter besøget i stedets tasting room, gik vi uden for. Lige uden for bygningen var der plantet et flot rosenbed, og desuden nogle ”demonstrationsrækker”, korte rækker med forskellige druesorter og skilte, der fortalte om de enkelte sorter. Besøget var meget spændende, og kommer jeg nogensinde til Napa igen, er det givetvis et af de vinerier, som jeg gerne vil gense.

Fra vineriet fortsatte vi lidt nord på ad Silverado Trail, inden vi igen kørte øst på til Rutherford. Her stoppede vi kort, så jeg kunne fotografere Rubicon Estates, eller i hvert fald indgangen til stedet. Vineriet hed tidligere Inglenook og blev grundlagt allerede i 1879 af en finsk skibskaptajn, Gustav Niebaum, som gik i land og gav sig til at dyrke vin. I 1975 solgte familien området til filminstruktøren Francis Ford Coppola, som netop havde tjent en masse penge på sin film Godfather. Selve brandet Inglenook blev solgt til et vinkonsortium, som brugte det til at markedsføre anden klasses vin produceret uden for Napa Valley. Coppola omdøbte derfor selve vineriet til Rubicon Estate.

Herfra kørte vi videre mod syd gennem Napa’s udkant, hvor vi igen svingede vest på til Petaluma (Hvor Nuser ikke kom til verdensmesterskaberne i armbrydning, fordi han ikke havde nogen tommelfinger! Byen var faktisk vært for de årlige verdensmesterskaber i armbrydning mellem 1952 og 2003. Hver sommer er byen også vært for konkurrencen om ”Verdens grimmeste hund”.) Vi stoppede ikke i byen, men fortsatte ud på U.S. Route 101, som vi tog mod syd. Uden for Sausalito, nær Golden Gate Bridge stoppede vi for at få os lidt frokost. Det blev på et australsk inspireret Outback Steakhouse. Lige ved siden af restauranten lå et butikscenter, så her besøgte jeg en tøjbutik og købte et bælte til afløsning for det, som var gået i stykker dagen før.

Vi krydsede Golden Gate Bridge, og i modsætning til første gang, vi var her, var den nu – helt traditionelt –  dækket af tåge. Vi fortsatte direkte til hotellet, hvor bilen blev kørt væk, mens vi indkvarterede os. Vi blev på værelset et par timer, hvor vi ompakkede vores bagage, så der blev plads til det hele, inklusive mine fire flasker vin og adskillige bøger, foruden de gaver, jeg havde købt. Derefter slappede vi begge af med en bog, indtil vi blev sultne igen. Efter maden på en restaurant på Fishermans Wharf, gik vi ad Embarcadero og nød folkelivet inden vi vendte tilbage til hotellet.

Dagen efter skulle vi så tilbage til Danmark. Vi skulle forlade hotellet senest kl. 11.00, men skulle først flyve kl. 18.50 med indcheckning kl. 16.50, så vi havde en dag at gøre godt med. Vi besluttede at bruge tiden til at se yderligere et par ting i San Francisco inden vi skulle køre ud til lufthavnen.

Ca. klokken 10 forlod vi hotellet, og efter at have fået bilen udleveret kørte vi mod downtown. Vi ville se Mission Dolores, den ældste bygning i San Francisco fra 1776. Vi fandt også uden problemer Mission Street, men så kom vi desværre ikke længere, fordi alle gader omkring missionen var spærret af politi. Det viste sig, at der var én eller anden slags motionsløb i gang i området, og stort set lige meget hvad vej, vi prøvede at køre, kunne vi kun komme et ganske kort stykke inden vi igen måtte dreje af. På et tidspunkt kom vi endda til at holde i en kø, der var gået helt og aldeles i stå, så Tim, der kørte på dette tidspunkt, vendte bilen i en port, og så måtte vi tilbage samme vej, som vi var kommet. Det nærmeste vi kom, var en gade væk fra missionen, hvor vi kun kunne se (og fotografere) den basilika, som ligger lige ved siden af missionsstationen, men selv om den er pæn, er den fra 1918 og ikke nær så interessant som selve missionsstationen. I stedet besluttede vi så, at vi ville køre ud til Golden Gate Park for at besøge den japanske tehave, som vi havde sprunget over på busturen. Vi kørte derfor tilbage til Van Ness, som er gennemgående og videre ad Lombard til The Presidio, som vi ville køre igennem til parken.

Desværre må vores forenede hukommelse have svigtet, for da vi kom ud i den anden ende af Presidio, var vi end ikke i nærheden af parken. Så den anden ende var den forkerte ende, eller hvordan jeg nu skal sige det. Vi kørte så lidt rundt ad større og især mindre gader, hvor vi blandt andet så flere victorianske huse, masser af el-ledninger, kirker og meget andet. Blandt andet kom vi forbi Temple Emanu-El, som er en rimelig stor bygning og synagoge for den reformerte jødiske menighed i Bay Area (San Francisco med omliggende områder). Langt om længe fandt vi frem til Fulton Street, som går parallelt med parken nord for denne, og som har flere indkørsler til parken. Desværre kørte vi i vestlig retning, og det skal man ikke. Det betyder nemlig, at man har parken på venstre hånd, og det viste sig hurtigt, at der var venstresving forbudt ved alle indkørslerne. Vi måtte derfor køre ned af en sidevej til højre i et forsøg på at komme rundt og tilbage til Fulton Street i østgående retning, men på denne sidevej, var der desværre venstresving forbudt ved alle sideveje – og der var kun sideveje til venstre! Til sidst lykkedes det os dog at komme rundt i et U-sving og samme vej tilbage, og så kom vi fint ind i parken. Jeg skal lige sige, at vi selvfølgelig kunne have gjort det nemmere, ved at tænde vores gps – men der er også grænser for, hvor nemt, det skal være.

Nu er parken imidlertid forholdsvis stor med en del veje, og hverken Tim eller jeg kunne huske præcis hvad vej, bussen havde kørt, så vi navigerede rundt på må og få – og så var vi ude af parken igen, denne gang på den sydlige side af denne. Her fik vi imidlertid forholdsvis hurtigt vendt omkring, og så kørte vi ind i parken igen og fandt også sidevejen, som førte ned til tehaven. Der stod simpelthen et skilt! Denne gang gik det helt fint med at finde hen til De Young museet og tehaven, men til gengæld havde vi ikke overvejet, at det var søndag. Det betød, at mange andre mennesker havde fået samme ide som os, og der var ikke en eneste parkeringsplads at finde. Heller ikke langs vejsiden. På dette tidspunkt besluttede vi os for også at opgive dette besøg. I stedet ville vi stille og roligt køre ud til lufthavnen og undervejs finde et sted at spise frokost.

Vi tog nok ikke den nærmeste vej gennem byen, men benyttede lejligheden til bare at køre rundt. Vi kørte ud af en af de sydlige udkørsler fra parken og kørte øst på til parken sluttede. Her kørte vi så nord på til parkens nordlige side igen. Vi kørte imidlertid væk fra parken og ind i det kvarter, der kaldes Haight-Ashbury, efter de to gader Haight Street og Ashbury Street, der krydser hinanden i kvarteret. Det var her i kvarteret at hippie bevægelsen begyndte i midten af 60’erne, og det var i dette område at ”Summer of Love” i 1967, havde sit ”åndelige” centrum. Det lykkedes mig endda at få taget billeder af begge gadeskilte. Vi tog Hayes Street op til Alamo Square, og så på The Painted Ladies endnu engang, dog kun udefra ved denne lejlighed. Vi fortsatte ad Hayes til Van Ness, som vi så tog mod syd ud ad byen. Van Ness, der her også er U. S. Route 101, blev til motorvej lige efter at vi var begyndt at køre mod syd, og så gik det i raskt tempo mod lufthavnen.

Her fandt vi uden problemer en frakørsel med et skilt mod ”returnering af udlejningsbiler”, men der var lige et par ting, vi skulle have klaret først. Dels skulle vi have tanket bilen op, da den skulle returneres optanket, og dels skulle vi have tanket os selv op med lidt frokost. Vi fortsatte derfor til den næste frakørsel, hvor vi regnede med, at der nok ville være et sted at spise, og da der ikke var noget lige ved frakørslen, kørte vi mod nord parallelt med motorvejen. Her fandt vi først en tank, hvor jeg fyldte bilen op – troede jeg, for da jeg kom tilbage efter at have betalt, fortalte Tim, at benzinmåleren slet ikke var i top. Der måtte derfor fyldes mere på, så det gjorde vi på den næste tank, vi kom forbi. Det er i øvrigt ikke helt rigtigt, at der ikke var et sted at spise. Vi fandt en restaurant, som var åben, men igen var det umuligt at finde parkeringsplads. Vi fortsatte derfor nord på gennem forstaden San Bruno. Egentlig er San Bruno en selvstændig by med 40.000 indbyggere, men hele området omkring San Francisco er helt vokset sammen til en stor by.

Vejen, vi kørte på var El Camino Real. Det er den gamle spanske ”Kongevej”. Den var engang næsten 1.000 km lang og gik fra Sonoma i nord til San Diego i syd, og forbandt de spanske missionsstationer og bebyggelser langs Californiens kyst. Fra San Diego fortsatte vejen ind i Mexico og sluttede ved et andet San Bruno et sted nede på den californiske halvø. Der var imidlertid ikke meget ”kongeligt” ved den strækning af vejen, som vi kørte på. Som allerede nævnt havde vi tidligere kørt på en anden del af vejen, da vi kørte fra Santa Maria til Solvang og retur. Både ved den lejlighed og denne gang, observerede vi de ”historiske markører” i form af ”hyrdestave” med et skilt og en klokke, som står hele vejen langs den historiske vej. Mission Street i San Francisco er også en del af den oprindelige El Camino Real, men her er ingen ”historical markers”.

Et stykke oppe ad El Camino Real, faktisk så langt op, at vi lige så godt kunne have taget frakørslen ved bilreturneringen, lå San Bruno Town Center, et meget stort shopping center. Overfor lå en kaserne for et regiment af U. S. Marine Corps. Dem besøgte vi dog ikke, men nøjedes med at køre forbi. Vi valgte at stoppe ved en del af bycenteret, som hed ”The Shops at Tanforan”. Her lå der en Hooters, og en sådan havde vi ikke besøgt på denne tur – og jeg faktisk ikke siden New Orleans i 2004, Tim i 2005. Det mente vi derfor ville være en passende afslutning på turen. For de uindviede skal jeg måske lige forklare, at Hooters er en restaurationskæde, som dels er kendt for sit ”uglelogo”. ”Hooter” er et kælenavn for en ugle. ”Hooter” er også en ”lydgiver”, fx et horn (anvendes ofte som slang for en stor næse), og ikke mindst er ”hooters” i flertal slang for bryster.

Det er nok denne brug, som ligger skjult i navnet, for i hvert fald er servitricerne som regel påfaldende storbarmede, eller udstyret med en god push-up under stramme, nedringede bluser og lige så stramme orangefarvde shorts. Da vi kom ind på stedet, sad der nogle få kunder oppe ved baren, og så sad der en enkelt pige, der var ved at spise noget salat ved et bord. Det viste sig senere at hun kendte alle pigerne, så vi blev enige med os selv om, at hun enten var en tidligere ansat, eller en nuværende, der holdt fri. Til gengæld var der mindst 10 servitricer, som bare ventede på at få noget at lave. Pigen, der kom hen til vores bord, hed Dolores, og hos hende bestilte vi nogle marinerede kyllingestykker til forret og en burger som hovedret. Selv om vi prøvede at trække den lidt, og nød udsigten J, blev vi færdige med at spise. Der var stadig god tid til at komme til lufthavnen, så selv om vi ikke skulle købe flere bøger, gik vi alligevel ind i den Barnes and Noble, som lå lige ved siden af Hooters. Her gik vi omkring i 40-45 minutter, og det endte faktisk med at jeg købte endnu en bog.

Så kørte vi til lufthavnen - eller rettere til bilafleveringen, hvor vi med noget besvær fik afleveret Camaroen, som havde fået 7.000 miles (godt 11.000 km) mere på kilometertælleren, end da vi hentede den 25 dage tidligere. Vi tog det samme lille tog tilbage til terminalen, som vi var kommet med. Måske ikke det samme tog, men i hvert fald den samme ”bane”. Da vi kom, var indcheckningsskrankerne allerede åbne, så vi gik direkte derhen. Der havde heller ikke været meget andet at lave, da amerikanske lufthavne er særdeles kedelige og ikke har mange publikumsfaciliteter. Da det blev vores tur, smed jeg min kuffert på væggen og det samme gjorde Tim. I min kuffert var der 6 kg overvægt, mens Tim havde rigeligt plads. Manden i skranken foreslog, at vi flyttede noget af bagagen, så jeg flyttede vinen fra min kuffert til Tims taske, og det var nok til, at vi begge kom igennem uden problemer. Heldigvis var der ingen bag os i køen, mens vi foretog denne operation, så der var ingen, der blev sure over den ekstra ventetid. Vi fortsatte gennem security, som gik forholdsvis nemt. I selve afgangshallen sker der ikke meget, men vi fandt en lille cafe, hvor vi fik en sodavand. Derefter satte vi os ud ved gaten, og hyggede os med at læse, indtil der var afgang. Undervejs besøgte jeg en lille (den eneste) butik, hvor jeg købte en æske chokolade med hjem.

Så var der knap 10 timers kedelig flyvetur til London. Vi så film og læste og forsøgte at sove, men uden held for mit vedkommende. Jeg er ikke god til at sove i fly. Undervejs blev der serveret aftensmad og senere (som morgenmad) en ganske tør bolle, men ellers er servicen hos British Airways ganske god. I London havde vi 1½ time, til der var afgang mod København og det var fra samme terminal, så det mente vi nok, at vi kunne nå. Da vi var landet, fik vi imidlertid at vide, at på grund af travlhed kunne vi ikke taxie ind til terminalen, men skulle hentes i bus, så der ville gå ca. 10 minutter. Da de var gået, blev der sagt i højttalerne, at på grund af travlheden, var der ingen busser, så der ville gå yderligere 15-20 minutter, før vi kunne komme videre. Da de var gået, kom der én bus med plads til måske 75 mennesker, og det er jo ikke meget til en Boeing 747, så der var gået næsten 50 minutter fra vi var landet, før vi faktisk var inde i terminalen. Vi skulle nu gennem paskontrol og endnu en gang security, og så gik vi ellers i rask tempo mod den gate, hvor flyet til Danmark skulle flyve fra. Her var afgangen til gengæld forsinket, så vi nåede det alligevel uden problemer. To timer efter afgang var vi i Kastrup, efter endnu en fantastisk ferie.