Skibsforliset, der udløste en borgerkrig!

Denne artikel er anderledes end de andre på denne side. Det kan ses på linket på indholdssiden, der er rødt - ikke blåt, som normalt. Den er anderledes på flere felter. Dels foregår den ikke i USA som hidtil alle andre historier på disse sider. Dels foregår den ikke i 17-1800 tallet, som de øvrige. Stedet for denne historie er England (og til dels Frankrig) og tiden er begyndelsen af 1100-tallet. Når man taler om Den engelske Borgerkrig, tænker man normalt på de militære konflikter som foregik i midten af det 17. århundrede (1642-1651), hvor parlamentet var i strid med kongen, og hvor kong Charles I blev henrettet efter ordre fra Parlamentet, og hvor Oliver Cromwell blev udnævnt til Lord Protector. Cromwell døde i 1658 af blodforgiftning efter en urinvejsinfektion, og blev begravet i Westminster Abbey. Efter hans død blev kongedømmet genindført i England. På 12-årsdagen for henrettelsen af kongen, blev Cromwells lig gravet op, og udsat for en "posthum" henrettelse, hvorefter kroppen blev hængt op i kæder ved Tyburn (ved nuværende Marble Arch), mens hovedet blev sat op på en stage uden for Westminster Hall, hvor det forblev frem til 1685. Senere er der rejst tvivl om, hvorvidt det faktisk var Cromwells lig, som blev maltrakteret, og der opstod rygter om, at han i virkeligheden var begravet et helt andet sted. Ikke desto mindre blev hans grav i Westminster Abbey senere brugt til begravelsesplads for illegitime efterkommer af Charles II.  Dette er imidlertid ikke den eneste borgerkrig i Englands historie, så tilbage til den egentlige historie.

Først lidt baggrund

I 1066 blev England erobret af normanniske tropper under ledelse af Hertugen af Normandiet, Wiliame II, den såkaldte Norman Conquest. Wiliame blev derefter engelsk konge under navnet William I eller William The Conquerer (dansk: Vilhelm Erobreren). Nogle kaldte ham William Bastarden, men nok kun når han ikke hørte det! Det skyldtes at hans far Robert I, Hertug af Normandiet var ugift, og William var søn af en af faderens elskerinder. Allerede i 1050'erne havde Wiliame lagt billet ind på den engelske trone, som på det tidspunkt blev besiddet af Wiliames barnløse fætter Edward Bekenderen. Der var dog flere andre, der også gerne ville have tronen, og da Edward døde i 1066 gik tronen til Harold  Godvinson, Jarl af Wessex, fætter til den danske konge, Svend Estridsen, og den mægtigste mand i England næst efter kongen- Jarledømmet Wessex omfattede mere end en tredjedel af hele England. Harold blev kronet den 5. januar 1066, men fik ikke fred længe, da han blev angrebet fra nord af vikinger under den norske konge, Harald Hårderåde. Det lykkedes dog for Harold at besejre Harald ved Stamford Bridge den 25. september, hvilket betragtes som slutningen på vikingetiden, og Harald Hårderåde regnes som den sidste vikingekonge.

Mens Harold sloges med vikinger mod nord (ved York), mistede Wiliame tålmodigheden og gik i land med sine normannere på Englands sydkyst. Efter sejren over vikingerne ilede Harold mod syd med sin hær. Det afgørende slag stod den 14. oktober 1066 ved Hastings, og her blev Harold Godvinson dræbt. Harold blev den sidste angelsaksiske konge over England. Juledag 1066 blev Wiliame kronet som Kong William af England. Historien om erobringen er England er afbildet på det berømte Bayeux-tapet.

Desværre måtte William bruge mange ressourcer på dels at sikre sig magten i hele England, dels at bevare magten hjemme i Normandiet. Desuden havde han problemer med sin ældste søn, Robert, som gik i ledtog med den franske konge om at tage magten i Normandiet. I 1086 vendte William hjem til Normandiet, hvor han døde i 1087 efter en rideulykke. Willam efterlod sig tre sønner, Robert, William og Henry (en fjerde søn, Richard var død allerede i 1075) og fem døtre. Efter hans død blev riget delt, så Robert (kaldet "Kortstrømpe", Curthose" på grund af sin ringe højde) fik Normandiet og William, kaldet Rufus eller Den Røde på grund af sin rødmossde ansigtskulør, fik England, mens Henry fik en sum penge. Robert og William kom hurtigt op og strides om, hvem der skulle have magten i England. Disse stridigheder fortsatte efter Williams død ved et vådeskud på en jagt (muligvis myrdet af en af sine egne mænd) i 1100. Hans lillebror overtog den engelske trone, men måtte nu kæmpe med sin storebror. Stridighederne endte omkring 1106, da Henry tog Robert til fange. Robert sad fanget på Cardiff Castle til sin død i 1134. Englands trone var sikker for Henry, men til gengæld havde familien mistet det meste af sin indflydelse i Normandiet. Og så er vi ved at være fremme ved historien, eller i hvert fald dens begyndelse.

Henry I

Henry var født omkring 1068, altså kort efter hans fars erobring af England og altså omkring 32, da han blev konge. Han var til stede da hans bror blev dræbt, og der har været spekulationer om, hvorvidt han var involveret i dødsfaldet. Samme år som han blev konge giftede han sig med Matilda, datter af Malcom III af Skotland. Hun var ca. 10 år yngre end han var, og brylluppet var nok mest politisk, selv  om senere historikere mener at det de to faktisk havde varme følelser for hinanden. Matilda nedstammede fra Alfred den Store (Konge af Wessex og senere England) og hun var oldebarn af Kong Edmund Jernside og niece af Edgar Ætheling, den sidste saksiske konge, som dog aldrig regerede grundet normannernes erobring. Ægteskabet forenede således det gamle angelsaksiske kongehus med det nye normanniske. Trods ægteskabet fortsatte han med at dyrke mange elskerinder, og han blev far til et stort men ukendt antal illegitime børn. Man kender dog til mindst ni sønner og tretten døtre, som han anerkendte og hjalp. Det var dengang helt normalt at normanniske adelsmænd havde elskerinder både før og efter deres ægteskab, og forholdene blev ikke holdt hemmelige.

Med Matilda fik Henry tre børn, sønnen Richard, der døde ung, datteren Matilda, som blev født i 1102, og endnu en søn, William Adelin, født i 1103. Mens Henry rejste meget omkring både i England og Normandiet, foretrak Matilda  at blive i Westminster, hvor kongens hof holdt til. Henrys regeringstid var præget af oprør og krige, blandt andet med Kong Louis VI af Frankrig. I 1118 døde Matilda mens Henry førte krig i Normandiet, og krigens udvikling betød, at han ikke kunne rejse hjem for at være med til hendes begravelse. I 1119 fik Henry overtalt en af Kong Louis' allierede, Fulk, greve af Anjou og senere Konge af Jerusalem, til at skifte side ved at love af hans søn William skulle giftes med Fulk's datter, som også hed Matilda. Desuden fik Fulk en stor pose penge for ulejligheden, men det har sikkert kun spillet en mindre rolle! Til gengæld stod en af Henrys illegitime døtre, Juliana, på Louis's side og hun forsøgte at myrde sin far med en pil, men uden held. I Slaget ved Bremule slog Henry den franske hær og  derefter ebbede krigen langsomt ud.  I 1120 blev der sluttet fred, og Louis ankerkendte Henry's søn, William Adelin som retmæssig Hertug af Normandiet mod at William anerkendte Louis som sin overherre.

Skibsforlis

Den 25. november 1120 skulle Henry I vende tilbage til England fra Normandiet. Thomas FitzStephen, der var søn af Vilhelm Erobrerens gamle kaptajn Stephen FitzAirard, tilbød kongen at denne kunne rejse på hans skib, The White Ship, men kongen havde dog allerede lavet andre rejseplaner. Kongen tillod dog at mange af hans ledsagere, heriblandt sønnen William Adelin og de uægte børn Richard af Lincoln og Matilda, Grevinde af Perch (der er frygteligt mange Matilda'er i denne historie; navnet som betyder "stærk i kamp", var meget populært dengang, som det er igen i hvert fald i Danmark), foruden adskillige andre adelige. I alt var der omkring 300 mennesker ombord på White Ship, da det forlod Barfleur i Normandiet. Besætningen og de fleste af passagerne var stort set alle stangdrukne, da William Adelin i rigt mål havde imødekommet deres ønsker om "noget at drikke".

Skibet var forholdsvis nybygget, hurtigt og forsynet med tidens mest moderne udstyr, så da William Adelin beordrede dem til at indhente kongens skib (han var afsejlet nogle timer forinden), vart man overbevist om, at man kunne nå til England først.  Desværre nåede man ikke særligt langt fra havnen før skibet stødte på en undersøisk klippe og rev bagbords side op, hvorefter det kuldsejlede. Mandskabets fuldskab spillede formodentlig en vis rolle i begivenhederne. William Adelin reddede sig ombord i en lille jolle, men da han hørte sin halvsøster Matildas, råb om hjælp, beordrede han jollens mandskab til at vende tilbage til skibet for at redde hende. Da de kom tilbage blev jollen bestormet af passagerer, der ville redde sig selv; så mange at båden gik ned og alle, herunder William Adelin druknede. Kaptajnen, Thomas FitzStephen, gik ned med skibet, men fik sig kæmpet op til overfladen. Da han her hørte at William Adelin var død, lod han sig synke igen, og komme ikke mere op. Han ville tilsyneladende hellere dø end at stå ansigt til ansigt med kongen.

Kun to, en slagter fra Rouen og en adelsmand, Geoffrey de l'Aigle,  som senere fortalte historien videre, overlevede forliset ved hele natten at klynge sig til den klippe, som skibet havde ramt . Alle de øvrige 300 passagerer druknede. Senere gik der rygter om at forliset var Guds straf, fordi man ikke havde tilladt at nogle præster kom om bord for at velsigne skibet og rejsen, som det ellers var kutyme i den tid. Moderne historikere hælder dog mere til teorien om beruselse, kombineret med overmod i forsøget på at indhente kongens skib.

Arvefølgen

Efter William Adelin's død havde Henry ikke flere legitime mandlige efterkommer, og dermed ingen arving til tronen. Henry giftede sig i 1121 med den 35 år yngre Adeliza af Lovain i håbet om at få en ny arving, men de to fik ingen børn. Henrys mål var primært politisk, mens Adeliza tilsyneladende holdt af sin mand og ledsagede ham på hans rejser. Da det efterhånden gik op for kongen, at han ikke ville få flere børn, forsøgte han at køre en arving i stilling. Han forsøgte først med sin eneste legitime efterkommer, datteren Matilda. Som otteårig var hun blevet gift med Kejser Henry V af Det Hellige Romerske Kejserrige, og i 1125, efter 15 års barnløst ægteskab blev hun enke i en alder af 23, da kejseren døde. Matilda blev kaldt hjem til Normandiet meget mod sin vilje, da Henry ville gøre hende til sin arving. Han fik alle sine baroner til at aflægge ed på, at de ville støtte Matilda. Henry besluttede af politiske årsager, at Matilda skulle giftes med den 14-årige Geoffrey Plantagenet, greve af Anjou, hvilket var meget mod Matildas vilje, da hun betragtede ham som værende dels alt for ung, dels lang under hendes niveau. På grund af ægtemandens alder blev brylluppet udsat til 1128, hvor Geoffrey var blevet noget ældre, men det gjorde ikke bruden mere venligt stemt overfor sin ægtemand. Kort efter brylluppet forlod Matilda sin mand, men i 1131 vendte hun, efter et stormøde i England, tilbage til ham, og ægteskabet blev en succes, i hvert fald  for Kong Henry, da hun og Geoffrey fik to sønner, så der nu var arvinger til tronen af hans egen slægt. Desværre for Henry havde England aldrig haft en kvindelig regent, og Matilda var ikke populær i England, netop på grund af ægteskabet med Geoffrey af Anjou, der traditionelt var fjende af England, så vejen til tronen lå ikke helt åben hverken for Matilda ellers hendes sønner.

Henry begyndte derfor at overveje andre arvinger, bandt andre Stephen af Blois, hans nevø - søn af Henrys søster Adele, en vis Theobald af Blois, foruden hans egen uægte søn, Robert af Gloucester og flere andre. Senere satsede han dog igen på Matilda.

Borgerkrigen

Henry døde i 1135 uden at arvefølgen var blevet afklaret og det indledte en periode, der senere er blevet kaldt Anarkiet.. Stephen af Blois, der var barnebarn af Vilhelm Erobreren (gennem, spindesiden) tog magten i England med hjælp fra sin bror, Henry af Winchester. Han måtte dog føre hårde kampe mod engelske baroner, oprørske walisiske ledere og skotske invasioner. Matilda følte sig betydeligt mere berettiget til tronen end Stephen idet hun jo dels var sin fars kandidat, dels nedstammede fra Vilhelms mandlige linje, og hun besluttede sig for at gøre noget ved sagen. Efter et alvorligt oprør blandt baronerne i det sydvestlige England i 1139 benyttede Matilda sig af lejligheden til at invadere landet med sine normanniske tropper og med hjælp fra sin halvbror, Robert af Gloucester. Ingen af parterne formåede at få overtaget i krigen, og efterhånden fik Matilda magten i det sydvestlige England, mens Stephen havde den i den sydøstlige del af landet. Krigen tog efterhånden form af en udmattelseskrig, hvor begge parter forsøgte at trætte fjenden gennem belejringer af byer og borge samt mindre småslag. I 1141 blev Stephen taget til fange efter Slaget ved Lincoln, og Matilda gjorde klar til at lade sig krone til dronning i London, men blev fordrevet fra byen af vrede menneskemasser inden kroningen kunne finde sted. I Slaget ved Winchester i 1142 blev Robert af Gloucester fanget af Stephens hær under ledelse af hans hustru, som også hed Matilda og William af Ypres. Gloucester blev derefter udvekslet med Stephen, som gav sig til at belejre Oxford, hvor Matilda opholdt sig. Det lykkedes dog for hende at flygte ved at gå over den tilfrosne Themsflod.

Krigen fortsatte i mange år, uden at nogen af parterne kunne få overtaget. I 1148 vendte Matilda tilbage til Normandiet, som hendes mand i mellemtiden havde erobret, og krigen i England blev fortsat af Matildas 15-årige søn, Henry FitzEmpress. Stephen forsøgte at få sin søn, Eustace, ankerkendt af kirken som den næste konge af England, men uden held. Heller ikke Henry havde held med sig, og han måtte vende tilbage til Normandiet i 1151 og Stephen fik magten for et kort bemærkning, men sikkert sad han ikke på tronen. I 1153 invaderede Henry England med en ny og frisk hær, men ingen af parterne var i virkeligheden interesserede i at kæmpe mere. Samme sommer blev derfor indgået en aftale, The Treaty of Wallingford, hvor Stephen anerkendte Henry som sin arving. 18 års anarki og borgerkrig var forbi, selv om Stephens anden søn, William forsøgte at snigmyrde Henry. Næste år døde Stephen og Henry blev kronet som Henry II, og han begyndte nu en lang rekonstruktionsperiode. Undervejs måtte han dog kæmpe med sin yngre bror, Geoffrey, og selv om Matilda fik gemytterne beroliget, varede det kun kort, så gjorde Geoffrey oprør igen. Han døde dog pludseligt i 1158 (måske havde Henry en finger med i spillet?), og Henry fik fred. Den yngste bror William var tilsyneladende tilfreds med de titler og landområder, som han fik af Henry.

Henry II regerede England frem til sin død i 1189. Undervejs fik han otte legitime børn med sin hustru Eleanor, og lige som sin morfar og navnefælle tillige et stort antal illegitime. Mest kendt var den 3. søn, Richard, der senere blev Richard I Løvehjerte og den femte, John, kendt af Robin Hood læsre som Prins John, eller Johan uden Land som blev konge efter sin brors død. De øvrige tre sønner døde inden Henry selv. Den ældste datter, Matilda (igen igen) blev hertuginde af Saksen, den mellemste Eleanor blev Dronning af Castillien og den yngste, Joan blev dronning af Sicilien. To af de illegitime sønner, blev også ret kendt. Det var Geoffrey, som blev ærkebiskop af York og William ,som blev jarl af Salisbury.

Matilde selv vendte aldrig tilbage til England. I Henrys fravær regerede hun Normandiet fra sit hof i Rouen. Selv om hun aldrig blev dronning af England, havde hun været meget populær som kejserinde i Det Hellige Romerske Kejserige, og det var sjældent at man omtalte Henry, uden af nævne hans mor. Da hun døde i 1167 blev hun begravet i klosteret i Le Bec-Hellouin i Normandiet, et kloster som hendes bedstefar havde understøttet. I 1847 blev hendes kiste overført til katedralen i Rouen, hvor hun stadig ligger. På hendes gravsten står indskriften: "Stor ved fødslen, større gennem ægteskab, størst ved sit afkom. Her ligger Matilda, datter, hustru og moder til Henry."

18 års borgerkrig blev altså resultatet af et simpelt skibsforlis i en brandert, men uden dette var Richard Løvehjerte formodentlig aldrig blevet konge, og hvor trist havde det så ikke set ud for både Robin Hood og Ivanhoe?