Møde med en bjørn (eller to)

Da vi havde en masse vi gerne ville se i Yellowstone National Park, stod vi tidligt op og tog af sted efter en hurtig omgang morgenmad.

Vi spiste morgenmad på Yellowstone Mine Restaurant lige ved siden af hotellet, og allerede før klokken 8 kørte vi ind i parken, i første omgang til Mammoth Hot Springs Village. Herfra tog vi den nordøstlige gren af Grand Loop Road, modsat den gren vi var kommet ad dagen før. Vejen fører gennem skov og over bjerge, og der burde være gode chancer for at se dyr. Der var da også flere steder, hvor der var sammenstimling af mennesker, som mente at have set bjørne (det er det mest interessante dyr på denne strækning), men ingen kunne vise os dyrene og vi fik ikke selv øje på nogen. Til gengæld fik vi taget nogle fine billeder af den alpine natur oppe i højderne. Turen går via Tower Junction, hvor vejen fører ud mod den nordøstlige indgang til parken. På strækningen mellem Tower Junction og Canyon Village kommer man over det højeste punkt på vejen, Dunraven Pass i 2.700 meters højde. I nabolaget starter en vandresti til toppen af Mount Washburn i 3.122 meters højde, hvis man har lyst. Det havde vi ikke.

Når man kører i Yellowstone, må man hele tiden være forberedt på at skulle stoppe, også selv om det ikke er tilladt på det pågældende sted. Ser nogle af de forankørende et dyr – eller tror at de ser dem, så stopper de, og da man de fleste steder ikke kan overhale/køre uden om, så er alle nødt til at stoppe. Ved et sådant tilfældigt stop, stod vi ud af bilen for at se, hvad de andre så – en mulhjort. Da vi satte os ind i bilen revnede Tims shorts i bagdelen – meget! Vi kunne så vælge at køre tilbage til hotellet og hente et par andre eller fortsætte og håbe, at han kunne finde nogen i en af butikkerne i Canyon Village. Vi valgte denne løsning og fortsatte mod ”landsbyen”. Den første butik, vi kom ind i, var en general store, og her havde de masser af tøj af forskellig slags, men desværre ikke shorts – bortset fra badeshorts, og det var ikke netop det, Tim var på udkig efter. Heldigvis for ham, lå der også en jagt- og sportsforretning, som ikke bare havde shorts. De havde dem også i hans størrelse, og de var oven i købet nedsat. Han betalte og gik så ind i prøverummet og skiftede, og så var vi klar til at fortsætte.

Vi kørte først til Upper Falls of the Yellowstone River. Her havde jeg aldrig været før, så det var ret spændende at se på, ikke mindst fordi, man her kan komme forholdsvis tæt på faldene uden den store vandretur. Derefter fortsatte vi over på den anden side af kløften, Grand Canyon of the Yellowstone, for at se på det nedre fald, som er klart det højeste. De øvre fald er 33 meter høje, mens det nederste fald har en højde på 94 meter. Vandet falder her ned i Grand Canyon, og man skal ud på en længere vandretur (nogle timer) for at komme helt tæt på. Vi valgte derfor at se faldet lidt på afstand fra udsigtspunktet Artist Point.

Efter dette syn fortsatte vi mod syd ad Grand Loops sydøstlige gren. Her kører man gennem Hayden Valley, som Yellowstone River løber gennem, og hvor der er et rigt dyreliv. Vi blev da heller ikke skuffede, da vi så nogle bisoner i det fjerne. Den dyretæthed, som vi oplevede i 2006, var der imidlertid ikke, men det skulle komme senere. Lidt længere mod syd, da vi passerede Alun Creek, en lille biflod til Yellowstone, stoppede vi ved et pull-out ved vejen, for at jeg kunne komme til at tage billeder af nogle canadagæs, der ”græssede” ved floden. Her gik der også enkelte bisoner forholdsvis tæt på. Da jeg kom tilbage til bilen, var Tim faldet i snak med en mand med en stor kikkert. Han kunne fortælle, og Tim, som havde fået lov til at se i kikkerten, kunne bekræfte, at der oppe på en bakkekam et par kilometer væk, gik en grizzlybjørn med to unger. Jeg prøvede at tage et par billeder med min kraftigste zoom, og fik da også fanget dyret, men selv med den zoom, ligner det mest af alt bare en sort klat. Forstørrer jeg billedet kraftigt, kan man dog godt – gennem ”grynene i billedet” – ane såvel mor som unger.

Næste stop var Sulphur Caldron, men undervejs fik jeg taget et portrætfoto af en bisontyr, som lå ved vejsiden. Sulphur Caldron er en varm svovlkilde, og det lugtes tydelig. Trods surhedsgraden på kun 1,2 (som akkumulatorsyre) og temperaturen (ca. 90°), lever der mikroorganismer i kilden. Da vores lugtesans var ved at være forsvundet, gik vi over på den anden side af vejen, hvor der også ligger nogle kilder. Her gik vi en forholdsvis kort tur og så på Mud Volcano, som slet ikke er en vulkan og Dragons Mouth, som ikke er en drage. Herefter gik vi tilbage til bilen og kørte videre mod syd. Her kørte vi et stykke langs med Yellowstone Lake ned til bebyggelsen West Thumb. Vi stoppede et par gange undervejsfor at fotografere. Jeg så blandt andet et par pelikaner, og noget jeg mente var en hvidhovedet havørn, USA’s nationalfugl, men inden Tim (det var ham, der kørte) fandt ud af at stoppe, var de desværre fløjet bort. Efter besøget ved søen kørte vi mod vest til vores næste mål, nationalparkens mest berømte gejser, Old Faithful. På vejen kørte vi forbi det, der var tilbage efter en nylig skovbrand. Ikke en stor en som i 1989, der udslettede, næsten halvdelen af parkens træer, men en forholdsvis lille. Til gengæld var den så ny, at der slet ikke var begyndt at komme ny bevoksning. I Yellowstone betragtes skovbrande som en del af naturens orden, og hvis de opstår, får de lov til at brænde ud på naturlig vis, med mindre de truer bygninger i parken. Asken danner så grobund for ny bevoksning.

Ved Old Faithful fik vi for alvor bekræftet, at det var en dårlig idé at være i Yellowstone en weekend. Der var simpelthen fyldt med biler på den store parkeringsplads, så vi måtte køre et par runder, før vi fandt et sted at sætte vores egen (lejede) bil. Da vi havde fået parkeret bilen, bevægede vi os til Visitor Centeret. Her kan man på opslag se, hvornår såvel Old Faithful som et par af de andre regelmæssige gejsere i parken springer. Det ikke specielt store visitor center var i øvrigt ved at lukke, da et nyt og meget større skulle åbne i august. Da vi kom derop, kunne vi se, at det næste udbrud var forudsagt til kl. 14.40, og da den kun var 13.30, besluttede vi os for at besøgte den lokale general store, som er ganske stor. Her købte vi lidt vand og jeg købte en sandwich og noget frugt, og så spadserede vi over til gejseren, hvor der er sat bænke op det meste af vejen rundt. Vi fandt en god plads – der var endnu ikke kommet så mange – og der sad vi så og ventede på showet, mens jeg spiste min sandwich og læste i en af de brochurer om Old Faithful området, som jeg havde taget på visitor centeret.

Mens vi sad og ventede, kom en park ranger, som stillede sig op næsten lige foran os, og hun fortalte om gejsere i almindelighed, hvordan de virker – de fire elementer, som skal til – og hvorfor der netop var så mange gejsere i Yellowstone. Parken har over 10.000 geotermiske forekomster, hvoraf omkring 500 er gejsere. Det er godt halvdelen af alle gejsere i verden. De fleste af dem er små, og kun 6 springer til mere end 30 meters højde. En af dem er Old Faithful som springer med mellem 45 og 100 minutters mellemrum. Udbruddene kan forudsiges ret præcist med ±10 minutters sikkerhed. For at en gejser kan fungere skal der være vand (i Yellowstone kommer dette fra regn og ikke mindst fra vinterens sne), og varme, som kommer fra det hotspot, som ligger under parken. Desuden skal der være et ”rørsystem”, og det er der også i Yellowstone i form af de mange sprækker, der er i den vulkanske klippe, som ligger overalt i parken. Endelig skal der være forekomster af mineralet geyserit, et vandopløseligt silikat, som også findes i rige mængder i Yellowstone. Dette mineral afsættes inde i rørene og danner en forsnævring, som er med til at skabe overtryk inde i gejseren. Rangeren fortalte, at man havde undersøgt netop Old Faithful med et kamera og andet udstyr, og her havde man konstateret, at 8 meter under overfladen snævrede røret ind til kun ca. 10 cm i diameter. Til gengæld var temperaturen i 22 meters dybde 118°. Når vandet når overfladen er det ”kun” 93°, hvilket er vandets kogepunkt i 2.100 meters højde.

Efterhånden kom der flere og flere tilskuere, så alle bænkepladser og ståpladserne bag bænkene var besat. Tim og jeg talte om, at der var flere tilskuere til denne forestilling end til Lyngbys kampe i Superligaen derhjemme. Præcis klokken 14.45, kun 5 minutter senere end forudsagt, startede showet, og gejseren gjorde det godt. Masser af damp og masser af vand, som desværre var svært at fotografere, fordi der netop i den vinkel vi sad, var hvide skyer i samme farve som dampen, lige bag gejseren. Fem minutter varede det, inden det hele var slut igen, og på lige så langt tid, blev området faktisk tømt for publikum. Tim og jeg besluttede at gå en tur på Geyser Hill, en bakke med adskillige kilder og gejsere på den anden side af Firehole River ved Old Faithful. Her var der to stier, så vi delte os og gik hver sin vej og tog billeder af de gejsere, vi nu mødte indtil stierne mødtes igen, så vi kunne følges ad tilbage til Old Faithful. Her så vi ting som Anemone Geyser, Teakettle Spring, Pump Geyser, Doublet Pool, Lion Geyser Group, Castle Geyser og mange andre. Til sidst gik vi tilbage til bilen, som ikke var blevet vasket mens vi holdt på parkeringspladsen, hvilket også skulle fremgå af et af de billeder, jeg tog.

Fra Old Faithful, som ligger i det, der hedder Upper Geyser Basin, kørte vi videre til Black Sand Basin, som er en del af samme område. Navnet stammer fra det sorte, vulkanske sand, som findes i det meste af området. Også her gik vi en tur og så på de forskellige gejsere, men jeg vil ikke remse dem alle op her. Da vi havde set alting i det forholdsvis lille bassin, kørte vi op til Midway Geyser Basin, hvor Dorte og jeg mødte Jens og Annette ved et tilfælde fire år tidligere. Også her gik vi en tur og så blandt andet Grand Prismatic Spring, og jeg fik taget det billede af udløbet fra Excelsior Geyser til Firehole River, som jeg ikke fik taget i 2006, men Tim var ved at være lidt træt af varme kilder og mente, at de efterhånden begyndte at ligne hinanden, så vi blev der ikke længe.

Vi blev enige om, at vi ville køre tilbage til hotellet for at spise aftensmad, og så køre tilbage til parken for at se, om der var nogen dyr at se ved solnedgangstid. Den korteste rute var ad den nordvestlige gren af Grand Loop Road, som vi også havde taget dagen før, så vi kørte rask mod Madison Junction. Her kørte vi selvfølgelig ind i samme vejarbejde som dagen før, og denne gang var ventetiden 30 minutter, så da vi var igennem vejarbejdet og nåede op til Norris var klokken allerede 17.45. Vi blev derfor enige om at skippe hotellet. I stedet kørte vi tilbage til Canyon Village, hvor vi så ville spise. Vi gik ind på restauranten, hvor det viste sig at alt var optaget. Til gengæld var der rigelig plads på cafeteriet ved siden af. Her kunne man vælge mellem buffet! Prisen afhang af størrelsen på den tallerken, man tog, så jeg valgte en mellem. Udvalget på selve buffet’en var OK, men så heller ikke mere. Jeg tog mest salat og så nogle kødbolleagtige ting og lidt fisk. Til gengæld stod der en markant grøn, klar gele som dessert. Det kostede ekstra, men jeg måtte smage. Det var simpelthen for sært til at blive sprunget over. Det viste sig i øvrigt at være fuldstændigt og aldeles smagsløst, og det gjorde i hvert fald ingen skade.

Da vi var færdige med at spise, var klokken hen ad 19, og solnedgangen skulle komme omkring 20.30, så vi rullede stille og roligt tilbage mod nord af den nordøstlige gren af ottetallet. På vej mod Tower Junction gik trafikken fuldstændigt i stå, og vi overvejede, om der var sket et trafikuheld, for tidligere på dagen havde der i hvert fald ikke været vejarbejde på den strækning. Først efter en halv time kom der skub i foretagendet. Det viste sig, at nogen havde set en sort bjørn lige ved vejsiden, og som allerede nævnt er der ikke noget som dyr til at få trafikken til at gå i stå i Yellowstone. Da vi nærmede os stedet, hvor bjørnen var, kunne vi se, at folk steg ud af deres biler med kameraer, mens en park ranger prøvede at forklare dem, at de skulle gå tilbage til bilerne igen. Parkens regler siger, at man ikke må komme nærmere end 100 meter til en bjørn, men det har folk absolut ikke forståelse for. Da vi kom helt hen til stedet, var bjørnen ved at gå. Jeg ville have Tim, som kørte, til at stoppe, men her kom hans chaufføropdragelse desværre op i ham, og han nægtede, for han ville ikke genere dem, der kom bag ved. Det betød desværre, at jeg kun fik taget et meget rystet billede af bjørnen, der var på vej væk, men med lidt god vilje, kan man da godt se, at det var en bjørn. Og jeg VILLE have en papirkopi.

Da vi endeligt nåede Tower Junction var klokken 19.45, men vi kørte alligevel øst på ad vejen til den nordøstlige indgang. Denne vej fører gennem Lamar Valley, der kaldes Nordamerikas Serengeti på grund af det rige dyreliv. Her kan man, hvis man er heldig, se wapitihjorte, som er Nordamerikas svar på kronhjorten, bare større, bisoner i flokke, mulhjorte (med deres meget lange ører), sorte bjørne og grizzlybjørne, og, hvis man er ekstremt meget heldig, også ulve (især om vinteren). Desuden selvfølgelig også de mere almindelige dyr som prærieulve, egern, jordegern, harer osv. Og så kan man af og til se gaffelbukke. Denne antilope er det hurtigste landlevende dyr på de to amerikanske kontinenter. Den kan løbe med hastigheder over 85 km i timen. Den regnes faktisk for verdens næsthurtigste pattedyr kun overgået af geparden. Til gengæld kan den holde sin fart meget længere end en gepard. Biologer regner faktisk med, at gaffelbukken må have udviklet sin fart på et tidspunkt i evolutionen, hvor der levede geparder i Nordamerika (for omkring 1,8 millioner år siden). Ellers var der ingen grundt til, at den skulle have udviklet så høj en hastighed.

Nå, men alt dette er teori. I praksis kørte vi ud gennem bjergene mod Lamar Valley uden at se et eneste dyr. Dette ændrede sig dog, da vi kom ind i dalen, for pludselig gik bilen foran os næsten i stå, så vi måtte også sætte farten ned til skridtgang. Det skyldtes en bisontyr, som var ude at gå aftentur. Den gik midt på vejen og fulgte stort set den gule midterstribe, og at der var biler både foran den og bag den, og at biler også kom fra den modsatte side, interesserede ikke dyret. Den var givetvis klar over, at den havde ”forkørselsret”, så den blev midt på vejen i næsten 10 minutter inden den gik ind på en eng, hvor den traf nogle artsfæller, som den åbenbart skulle besøge. Senere så vi større flokke af bisoner i dalen på den anden side af Lamar River, og et par hjorte blev det også til, og vi fik faktisk også set en bjørn i et skovbryn omkring 3-4 km væk, så det billede blev heller ikke godt. Da vi nærmede os enden på dalen, parkerede vi på et pull-out og ventede på bjørnene og ulvene, og for at lokke dem til steg vi endda ud af bilen, men lige lidt hjalp det. De eneste dyr, som blev lokket til, var myg, som kom i endnu større tal end aftenen før. Og jeg må være specielt tiltrækkende, for de overfaldt mig og var ved at bære mig væk, hvis jeg ikke have nået at kaste mig ind i bilen igen. Vi besluttede så at vende om, og køre roligt tilbage til hotellet. På vejen så vi endnu en bjørn på en bjergskråning i det fjerne, men da var det blevet så mørkt, at man ikke kunne se andet end mørke på billedet. Til gengæld fik vi taget nogle OK solnedgangsbilleder, selv om solen på dette tidspunkt var skjult bag skyerne.

Da vi kom tilbage til Mammoth Hot Springs, besluttede vi, at nu gad vi ikke mere, så nu kørte vi tilbage til hotellet. På vejen kører man langs Gardiner River, en biflod til Yellowstone, og her så vi en masse mennesker, der var ude for at aftenbade.