Ikke flere statuer

Ikke flere statuer, please!

Næste dag, da vi skulle forlade hovedstaden, var den syge del af familien endelig kommet sig over deres forskellige maveproblemer, og da familiens yngste datter var "bidt af en gal delfin", og hendes eneste drøm på det tidspunkt var at blive delfindomptør, kørte denne del af familien fra DC til Baltimore i Maryland, for at besøge det derværende delfinarium. Resten af selskabet ville hellere se den lille by Harpers Ferry i West Virginia, hvor Dorte og Carl Jørn to år tidligere havde spist kanelsnegle! Dagens slutmål var Gettysburg, Pennsylvania, så vi blev alle enige om at køre hver til sit, og så bare mødes der om eftermiddagen.

Besøg i Harpers Ferry

Tina ved stationen i Harpers Ferry. Frisuren som vagten på Arlingtonkirkegården fandt så interessant, (se artiklen To dage i hovedstaden) skulle faktisk ses bagfra.

Vi kørte nordpå ud af Washington og tog mindre veje gennem Maryland. I den lille by Whites Ferry krydsede vi Potomac River på en lille kabelfærge – en af de få færger, der stadig fragter passagerer over floden. Vel ovre på den anden side fortsatte vi til Harpers Ferry. Hele byen og dens omgivelser er en del af Harpers Ferry National Historic Park. Den lille by Harpers Ferry eller "Shenandoah Falls at Mr. Harper's Ferry", som den oprindeligt hed ligger, hvor floderne Shenandoah og Potomac mødes, og blev grundlagt, da Robert Harper etablerede en færgeforbindelse her i midten af 1700-tallet. Færgefarten sluttede omkring 1800, da der blev bygget broer over floderne, men navnet minder os stadig om fortiden. Byen var fødestedet for amerikansk industri og spillede senere en vigtig rolle i borgerkrigen, da den skiftede hænder mellem nord og syd otte gange og hver gang efter heftige kampe. Et par år før krigen blev slaverimodstanderen John Brown (kendt fra sangen John Brown's Body) og hans mænd taget til fange her af soldater fra det amerikanske marinekorps under kommando af daværende oberst Robert E. Lee.

Den gamle del af byen har kun tre gader, Shenandoah Street, Potomac Street og High Street, men der er meget at se, også i udkanten af den gamle bydel. Vi tilbragte omkring 2-3 timer i en den lille by, og endnu vigtigere, fik os en af de berømte kanelsnegler, som blev serveret varme og med glasuren i et lille bæger ved siden af. Dorte og Carl Jørn havde rost dem til skyerne, og de var faktisk glimrende. I artiklen Slut med kanelsnegle under Rejser 2016, fortæller jeg om et senere - forgæves - forsøg på at gentage oplevelsen.

Et besøg i Gettysburg

Efter besøget i Harpers Ferry fortsatte vi til Gettysburg. Vi havde reserveret værelser på byens ældste hotel, Hotel Gettysburg fra 1797. Hotellet lå og ligger på Lincoln Square, byens centrale plads. Efter at have fået vores værelser gik vi ud for at udforske byen. Uden for hotellet stod forskellige hestevogne, som kørte turister rundt i byen. Tina var og er ret vild med heste, og guiderne på sådanne ture plejer at være gode historiefortællere, så vi købte en tur. "Vi" omfattede på det tidspunkt Dorte, Tina og jeg, da Tim foretrak at blive på hotellet med en bog. Undervejs fortalte kusken os mange interessante historier, nogle sande, andre knap så sande. Blandt de sande historier fortalte hun os historien om de små messingskilte, som man finder på mange af husene i byen, og som bekræfter, at det pågældende hus allerede var bygget før Slaget ved Gettysburg fandt sted i 1863. Desuden fik vi forevist en kanonkugle i væggen i en slikbutik. Mere interessant var historien om Jennie Wade, den eneste civile, som blev dræbt under slaget og de steder i byen, der var knyttet til historien. Sidst på turen kørte vi forbi vi Culp's Farm, en gård, som oprindeligt lå uden for byen nær Culp's Hill, hvor hårde kampe fandt sted under slaget. NB! Det er byen, der er vokset, ikke farmen, der er flyttet J. Her hørte vi historien om Wesley Culp, nevø til farmeren, der ejede gården under borgerkrigen. Du kan læse mere om Jennie Wade, hendes måske forlovede, Jack Skelly og Wesley Culp i artiklen Historien om Jennie Wade, Wesley Culp og Jack Skelly under Historie(r) her på sitet eller i "The Jennie Wade Story" af Cindy L. Small. Da vi kom tilbage til hotellet var delfinfamilien også ankommet, og så fulgtes vi alle 11 ud for at få noget aftensmad. Denne gang spiste vi samme sted og ingen blev syge.

Little Round Top med statue af Brigadegeneral Governeur K. Warren, som sikrede at højen ikke blev indtaget af sydstatstropper.

Næste dag besøgte vi Gettysburg National Battlefield Park, med dens 1.400 statuer, krigsmonumenter, slagmarker osv. Vi startede med at køre ud til parkens besøgscenter. Her købte vi et kort over en selv-guidet tur rundt i parken. Ud over selve kortet medfulgte beskrivelser af, hvad der skete under slaget ved nogle udvalgte stop (18 i alt). Turen havde to ruter, en to timers version og en, der ville vare tre timer. Vi valgte den korteste af de to, men alligevel nåede vi at bruge fire timer undervejs! Der er skrevet mange bøger om slaget, så jeg vil ikke gå i detaljer, men det var et af de mest blodige slag i borgerkrigen med mere end 51.000 ofre på begge sider.

Vi startede vores rundtur med at køre til det første stop ved Herrs Ridge, hvor slaget startede den 1. juli 1863. Derfra fortsatte vi til de næste tre stop, men så nedlagde Tina en protestant. Hun var træt af at se på kanoner, statuer og mere eller mindre rædselsfulde monumenter og ville køres tilbage til hotellet. Da hun insisterede kraftigt, endte det med, at vi bøjede os og kørte hende tilbage til hotellet, hvor hun kunne slutte sig til resten af familien, som ikke vilel foretage sig noget den dag, og som nød livet (og solen) ved svømmepølen. Efter at have sat hende af og tjekket, at hun fandt de andre, kørte Dorte, Tim og jeg tilbage til slagmarksparken og fortsatte turen - heldigvis skulle man ikke betale entre, da de veje, man kører på, er en del af byens almindelige vejnet. Vi passerede eller gjorde holdt ved steder som Little Round Top, Culp's Hill, The Wheat Field, The Peach Orchard, Devil's Den, Slaughter Pen og Valley of Death. Da vi kom tilbage til hotellet led vores hoveder af "monument overload", men hvis du er interesseret i borgerkrigen og er i det sydlige Pennsylvania, er Gettysburg et must. Efter rundturen var det vores tur til at hoppe i poolen for at slappe af og fordøje alle indtrykkene fra den dag. Om aftenen var det tid til en spadseretur rundt i byen, igen afsluttet med en hyggelig fælles middag for os alle 11.

Generaler og præsidenter

Besøget i Gettysburg bragte os til den anden at denne etapes to slagmarker. Den første var selvfølgelig Harpers Ferry. Men nu var det blevet tid til at se på generaler - eller i hvert fald en by, hvor mindst fire af slagsen havde større eller mindre tilknytning til.

Ferien var ved at være forbi, og vi skulle igen sydpå mod Knoxville, hvorfra vi skulle flyve hjem. Turen havde vi delt op i to etaper, hvoraf den første ville bringe os fra Gettysburg og sydpå til Lexington i Virginia. Vi tog af sted efter at have spist morgenmad på Lincoln Diner i Gettysburg. Der er ikke meget at fortælle om turen sydpå. Vi tog Interstate 81 ned gennem Pennsylvania, Maryland, West Virginia og ind i Shenandoah Valley. På grænsen mellem West Virginia og Virginia stoppede vi ved et velkomstcenter for at få kort og brochurer. Vi havde gjort det til en dyd at stoppe ved alle de velkomstcentre, vi stødte på, og forsyne os med turistbrochurer og vejkort, men havde ikke passeret et, da vi kørte nordpå til Virginia nogle dage tidligere, fordi vi ikke kørte på motorvej. Dorte og jeg var så opsatte på at få især kort, men også brochurer, at ungerne begyndte at tænke på, at vi led af "brochuritis". Og på vores næste tur steg vores "velkomstcenterhysteri" til nye niveauer, men den historie fortæller jeg senere, når jeg når frem til at revidere beskrivelserne fra turen i 2002. På vejen sydpå gjorde vi lige et par stop af "biologiske årsager" og for at få noget at spise (hvilket selvfølgelig også er biologisk). Dorte havde insisteret på, at hun mindst én gang inden ferien var slut ville spise på et Waffel House, så da vi mødte et af disse ved frokosttid, besluttede vi at spise frokost der.

Washington and Lee University i Lexington

Vi nåede Lexington hen på eftermiddagen, og fandt hurtigt vores hotel. Det viste sig senere, at hotellet havde en rigtig god restaurant, men det, der mest interesserede størstedelen af selskabet på det tidspunkt, var den dels indendørs, dels udendørs swimmingpool. Dorte og jeg udsatte dog vores besøg i poolen, da vi, som de eneste, hellere ville ind til byen (vi boede på hotel, lige uden for bygrænsen). Ifølge nogle af de brochurer, vi havde fået på velkomstcentret, så det ud til, at Lexington kunne være en meget interessant by at besøge, så vi satte kursen mod centrum.

Vi indledte vores besøg på det lokale Visitor Center. Dette var faktisk en tilfældighed, da stedet lå lige ved siden af den parkeringsplads, hvor vi havde tænkt at efterlade bilen, men det opdagede vi først, da vi begyndte vores spadseretur. Da vi opdagede stedet, måtte vi selvfølgelig derind. Klokken var omkring 17, og stedet var ved at lukke, men da vi kom ind, blev vi modtaget med stor entusiasme af en "vagthavende" dame. Hun spurgte os, hvor vi kom fra, og da vi fortalte hende, at vi kom fra Danmark, blev hun ret begejstret. Hun fortalte os, at vi var de første danskere, der nogensinde havde sat deres ben på stedet. For at bevise dette bragte hun en bog frem, hvori alle udenlandske besøgende blev registreret. Hun virkede så glad for vores besøg, at vi overvejede at tage tilbage til hotellet og sende alle de andre derned i grupper på to! Centerdamen fortalte os, at de guidede vandreture i byen var forbi for dagen, men hun gav os et kort og en skriftlig kopi af de historier, som guiderne normalt fortalte under turen, og så kunne vi selv gå rundt til de steder, vi ville se. Vi takkede hende og forlod stedet igen. Vores første stop blev en bænk lige uden for "butikken", hvor vi studerede kortet og beskrivelserne og lavede en kampplan for det, der var tilbage af eftermiddagen.

Det var på det tidspunkt, vi opdagede, at byen havde en masse historiske berømtheder at byde på. Nu er det meget nemt for en berømthed at blive knyttet til et sted i USA., så det siger i virkeligheden ikke så meget. På en af vores senere ture besøgte vi Statesville, North Carolina. Her "pralede" de af et "Vance House", et museum for Zebulon Vance. Hørt om ham? Måske ikke. Det er der i hvert fald ikke mange danskere, der har. Faktisk var han borgerkrigsguvernør i North Carolina, og han havde opholdt sig en måned i huset i den sidste måned af krigen, da hovedstaden Raleigh var faldet til nordstatstropper. Det var nok til at gøre det til et "Vance House".

Brochuren fra Visitor Centret nævnte nogle berømtheder, som havde større eller mindre tilknytning til byen.

George Washington, general og præsident, havde doneret nogle penge til byens universitet i 1796, som sikrede at universitetet ikke måtte lukke.
Samuel Houston, også general og præsident (i Republikken Texas) blev født lige uden for byen. Houston er indtil videre den eneste person, der har været guvernør i to forskellige amerikanske stater, Tennessee såvel som Texas.
Thomas Jonathan "Stonewall" Jackson, borgerkrigsgeneral underviste på Virginia Military Institure (VMI) i byen i ti år og er begravet i byen.
Robert E. Lee, en anden borgerkrigsgeneral, øverstkommanderende for de konfødererede styrker i de østlige stater var præsident for det lokale universitet fra 1865 til sin død i 1870 og er også begravet i byen. Efter hans død blev institutionen omdøbt til Washington and Lee University, det navn den stadig bærer.
George Marshall, femstjernet general i den amerikanske hær, dimitterede fra Virginia Military Institute i 1901. Han blev senere udenrigsminister og endnu senere forsvarsminister. Det var ham, der stod bag den såkaldte Marshallplan som gav økonomisk støtte fra USA til Europa efter 2. Verdenskrig, og i 1953 modtog han Nobels Fredspris.
Matthew Fontaine Maury var hverken præsident eller general. Maury var astronom, oceanograf og mere til, og han er kendt som "The Pathfinder of the Seas". Han er også kendt som faderen til moderne oceanografi. Desuden beskæftigede han sig med maritim meteorologi og udgav bøger om havvind og strømme. Der er nogle, der endda betragter ham som faderen til al moderne skibsfart. Han underviste også på VMI og blev oprindeligt begravet over for Stonewall Jackson på det, der nu er kendt som Stonewall Jackson Memorial Cemetery, men blev senere flyttet til Richmond, hvor han er begravet mellem præsidenterne Monroe og Tyler.
Endelig en ung mand, senere kaptajn i hæren og guvernør i Louisiana og ind imellem en berømt opdagelsesrejsende ved navn Meriwether Lewis, dimitterede fra Liberty Academy, det senere Washington and Lee University i 1793.

Statue af General Rober E. Lee, der hviler sig på slagmarken I Lee Chapel

Efter at have læst om alle disse berømte, men afdøde mennesker, besluttede vi at tage på vores egen selvguidede rundvisning i byen. Det første sted, vi besøgte, var Stonewall Jacksons hus, som lå lige ved siden af Visitor Centeret. Efter Jacksons død i 1863 blev huset brugt som hospital, men nu er det et Jackson Museum. Derfra gik vi til byens centrum, hvor vi så et par kirker, inklusive kirken, hvor Jackson havde været kirkeværge. Her fandt en af de mere morsomme Jackson-anekdoter sted. Der er mange anekdoter om generalen, men de er ikke alle lige morsomme, men tilbage til den, der var. Lexington var ret afsondret under borgerkrigen, og nyhederne om krigen var sparsomme, så da præsten en dag fik et brev fra general Jackson, var alle i menigheden meget interesserede i at høre, hvad generalen havde at fortælle. Men da præsten åbnede brevet efter gudstjenesten, indeholdt det kun nogle dollarsedler og et kort brev, som blot lød: "Sir, her er mit årlige bidrag til kirkens søndagsskole."

Vi gik op til Washington og Lee University og VMI, som ligger side om side, men da det var sommer, var næsten alt lukket og de studerende på ferie. Men det var et smukt område, og da vi passerede bygningen (Lee Chapel), hvor general Lee er stedt til hvile, var der faktisk åbent, så vi fik set kapellet med en liggende statue af generalen, der hviler sig på slagmarken. Statuen bliver ofte taget for at være generalens grav eller sarkofag, men Lee er faktisk begravet i krypten under kapellet sammen med mange andre medlemmer af Lee-familien, for eksempel Lees far, generalmajor Henry "Light Horse Harry" Lee, hans mor, Anne Hill Carter Lee, Lees søn, general George Washington Custis Lee, hans nevø, general Fitzhugh Lee, og Lees kone, Mary Anna Custis Lee med flere. Mary Anna var oldebarn af George Washingtons kone, Martha. Efter besøget i krypten gik vi ned til byen igen, og så på nogle af de smukke huse. Vi afsluttede vores besøg på Stonewall Jackson Memorial Cemetery, hvor Jackson og hans familie er begravet, og hvor der findes en stående statue af general Jackson.

Til sidst gik vi tilbage til vores bil og kørte "hjem" til hotellet, Inden vi skulle spise nåede også vi lige at dyppe os i poolen, og svømme ind og ud af bygningen. Vi spiste på hotellets restaurant, endnu engang alle 11 sammen. Maden var fremragende, men tjeneren vidste ikke meget om vin og havde særligt problemer med at åbne vinflasker, men den historie har jeg fortalt i min bog "Vejen til Petaluma", så hvis du vil kende den, så køb bogen. Den kan fås i velassorterede netboghandlere. (Lige lidt markedsføring her J).