2004-del 8

Vi møder de indfødte

Vi nærmer os Atlanta, Georgia

Den 8. juli 2004 kunne vi fejre vores 27 års bryllupsdag. Vi ville dog ikke gøre så meget ud af det, da det ville blive en ret lang dag i bilen. Vi havde intet fast mål, da vi forlod New Orleans, bortset fra at vi ville overnatte et eller andet sted i Georgia. Dagen blev faktisk ret kedelig, da vi kørte på Interstate hele dagen. Men det lykkedes os at besøge to velkomstcentre, hvoraf det ene var lukket, da vi kom dertil. Fra New Orleans tog vi I-10 til Slidell og derefter I-59 nordpå til Meridian, hvor vi skiftede til I-20 til Birmingham, Alabama. Ved grænsen mellem Missippi og Alabama besøgte vi velkomstcentret. Vi kørte ikke ind i Birmingham, men blev på motorvejen og satte kursen mod Atlanta, Georgia. Da vi passerede grænsen mellem Alabama og Georgia, var klokken blevet over seks om aftenen, og velkomstcentret var lukket, så vi fortsatte til og gennem Atlanta stadig på I-20. Selvom trafikken var ret tæt, lykkedes det os (Dorte, som kørte, mens jeg navigerede), at skifte til I-85, uden at køre forkert en eneste gang. Vi fortsatte på I-85 og forlod Atlanta igen, nu mod nordøst.

Vi nåede den lille by Suwanee omkring kl. 20.00 og besluttede, at det var nok for den dag. Vi havde været på vejen i mere eller mindre 12 timer og havde kørt langt over 500 miles. Vi fandt os et hotel, og gik så ud for at få noget aftensmad. Vi ville ikke bevæge os for langt fra hotellet, så vi spiste vores bryllupsdagsmiddag på et Outback Steakhouse, hvor vi nød en god bøf og en iskold australsk øl. Dette var faktisk den første øl, vi havde drukket siden St. Louis mere end 10 dage tidligere.

Han troede vi var englændere

Næste dag fortsatte vi på I-85 ind i South Carolina og besøgte således denne stat for tredje gang. Vi krydsede grænsen uden at besøge velkomstcentret og fortsatte til Greenville, før vi gjorde vores første stop. Det var her, vi fejrede vores sølvbryllup to år tidligere. Vi kom forbi hotellet, hvor vi boede dengang, og også restauranten, hvor vi dengang havde spist vores sølvbryllupsmiddag, men stoppede kun ved en tankstation for at fylde bilen (med benzin) og køleboksen (med is). På tankstationen gik vi begge ind i butikken og gik rundt og kiggede på lækkerierne, inden vi gik hen til kassen med en kop kaffe til mig og en latte til Dorte. Fyren bag disken var en ung mand, som må have hørt os tale med hinanden, mens vi gik rundt i butikken. Af en eller anden grund stillede han ikke det sædvanlige spørgsmål: "Hvor kommer I fra??" Nej, hans spørgsmål var af en anden art, selvom hensigten var den samme. Han spurgte bare, om vi var englændere! Vi måtte forklare ham, at det ikke var tilfældet, og at vi var fra Danmark. Dorte gik i sin geografiske quizz-mode og spurgte ham, om han vidste, hvor Danmark var - hvilket han ikke gjorde. Vi fortalte ham, at det var omkring en times flyvning øst for England, men det hjalp ikke meget, da han heller ikke vidste, hvor England befandt sig. Efter nogen tid, hvor vi brugte forskellige lande som referencer, opgav vi forklaringen og fortalte ham bare, at Danmark var en del af Skandinavien. Han nikkede til dette, som om han vidste det, men hans ansigtsudtryk viste tydeligt, at det ikke sagde ham noget som helst. Vi kunne ikke få det over vores samvittighed at fortælle ham, at det sprog, der blev talt i England, var meget tæt på hans eget, så vi lod det bare ligge. Jeg ved, at George Bernard Shaw engang sagde, at "England og Amerika er to lande adskilt af et fælles sprog", men alligevel...!

Det var første og hidtil eneste gang, vi blev antaget for at være englændere i USA. Vi er dog ofte blevet forvekslet med tyskere eller hollændere. Faktisk blev vi på et tidspunkt endda genstand for et væddemål mellem to lokale om, hvorvidt vi var det ene eller det andet. Dette foregik i øvrigt også i South Carolina, hvor to ekspedienter i en peanutbutik på Market Street i Charleston havde væddet; den ene påstod, at vi var tyskere, den anden, at vi var hollændere. Desværre måtte vi skuffe dem begge, så hvordan de afgjorde deres væddemål, ved jeg ikke. At dansk lyder næsten som hollandsk for amerikanere, har vi hørt ved flere lejligheder, og hvis jeg ikke vidste, hvordan hollandsk lyder, ville jeg måske begynde at tro på det. Men ud fra de mange gange, jeg har besøgt Holland og den flamsktalende del af Belgien, er jeg blevet bekræftet i min tro på, at hollandsk er det eneste sprog i verden, der tales lige godt af mennesker og søløver. Undskyld hollændere; jeg holder meget af både jer og jeres smukke land - jeg kunne bare ikke lade være :-).

Den gamle jernbanestation i Statesville. Da artiklen oprindeligt blev skrevet, var dette Statesville Velkomst- og Informationcenter. I dag er det hovedkvarter for Statesville Police Patrol Division.

Efter oplevelsen på tankstationen fortsatte vi mod grænsen til North Carolina. Du gættede rigtigt, vi benyttede lejligheden til at besøge et velkomstcenter. Ved Charlotte, North Carolinas største by, skiftede vi til Interstate Highway 77 mod nord. Det var omkring frokosttid, og vi var lidt sultne, men ingen af de spisesteder, vi kom forbi, tiltalte os rigtigt. Da vi nåede frem til byen Statesville, plagede sulten os dog alvorligt, så på dette tidspunkt var vi ikke så kræsne. Vi forlod interstaten og fandt - af alle steder - et Waffle House. Turister var tilsyneladende ret usædvanlige her, og de to servitricer havde travlt med at chatte med nogle lokale, og det tog noget tid, før de fandt tid til at betjene os. Da vi kun bestilte en salat, så de på os, som om vi var flygtet fra et sindssygehospital. Tilsyneladende spiste ingen der nogensinde frokost uden at bestille kød. Men til sidst fik vi begge en rigtig dejlig salat, og vi fik en hyggelig snak med servitricerne, da de lokale forlod stedet. Desværre forstod vi ikke meget af deres sydstatsdialekt (jeg har senere vænnet mig til den), og de forstod heller ikke meget af, hvad vi sagde, men vi smilede alle sammen en masse :-).

Enhver, der har læst disse sider, vil have opdaget, at jeg har en svaghed for Tom Dooley-historien. Og hvis du ikke vidste det før, vil du vide fra mine Dooley-sider, at Tom blev dømt og henrettet i Statesville, North Carolina. Jeg kunne derfor godt tænke mig at besøge byens Visitor Center for at se, om jeg kunne lære mere om den historie, som jeg på dette tidspunkt lige var begyndt at dykke dybere ned i. Besøgscentret viste sig at ligge i den gamle, nu nedlagte jernbanestation fra 1906. På dette tidspunkt vidste jeg, at Tom Dooley var blevet hængt på en mark i nærheden af stationen, og den flinke dame i Visitor Centeret fortalte mig, at den gamle station og marken havde ligget på den anden side af sporene, og hun udpegede med fornøjelse stedet, hvor galgen havde stået. (Jeg er dog senere blever klogere - og meget mere forvirret, men det kan man læse om i min bog, Who Killed Laura Foster.)

Jeg tog nogle billeder af henrettelsesstedet og den nye (gamle) station, men da jeg stadig ikke havde vænnet mig helt til det nye kamera, som jeg købte i New Orleans, blev billederne ret dårlige, så billederne her på siden er fra andre besøg i området. Fra Statesville fortsatte vi nordpå til Union Grove, hvor vi havde booket et værelse på et B&B ved navn Madelyn's in the Grove. Da vi ankom, var klokken blevet knap og nap 15, og vores værelse ville ikke være klar før kl. 16. Vi besluttede derfor at køre til Wilkesboro, hvor Tom Dooley sad fængslet kort efter sin anholdelse. Det gamle fængsel fra 1850'erne eksisterer stadig og er nu et museum, som jeg gerne ville besøge. Desværre fandt vi det ikke på det tidspunkt, så vi kørte tilbage til Union Grove.

Venlige vinavlere i Swan Creek

Da vi var tilbage ved vores B&B lige før klokken 16, blev vi mødt af Madelyn selv, som lagde ud med at beklage, at vi desværre ikke kunne få det værelse, vi havde bestilt hjemmefra, da klimaanlægget var gået i stykker. Til gengæld havde hun et andet værelse, som hun ville vise os, og det var bestemt også hyggeligt, så det fik vi i stedet for. Men inden vi kom længere, spurgte hun os, hvad vi ville lave resten af dagen? Vi havde planlagt at slappe af på værelset et par timer, men da hun foreslog, at vi skulle tage på "vintur", takkede vi ja til det med det samme. Madelyn mente, at de fleste af de lokale vingårde nok lukkede omkring kl. 17, men at vi nok kunne nå at besøge tre. Hun tegnede et kort og forklarede den hurtigste vej til den første vingård, herfra til den næste og derfra til den tredje. Lige inden vi tog afsted, spurgte hun, hvor vi skulle spise aftensmad? Da vi ikke kendte byen eller omegnen og dermed ikke spisemulighederne, havde vi ikke rigtig overvejet et sted at spise på forhånd. Union Grove har omkring 2.000 indbyggere, så det er ikke en storby, så jeg havde en idé om, at vi nok skulle til enten Statesville eller Wilkesboro forat få aftensmad. Madelyn fortalte os dog, at hvis vi kunne tænke os at prøve god sydstatskost, så kendte hun lige stedet. Da vi bekræftede dette, skrev hun anvisninger fra den sidste vingård til dette meget fremragende sted, som hun udtrykte det.

Laurel Gray Vineyards uden for Hamptonville i Yadkin County.

Uden at pakke bilen ud tog vi afsted, og ved hjælp af et kort og Madelyns håndskrevne ruteplan fandt vi den første vingård uden alt for mange problemer. Windy Gap var navnet. En ung dame tog imod os i smagerummet, og da vi fortalte hende, at Madelyn havde sendt os, og at vi gerne ville smage deres vine, men ikke havde så meget tid, da vi skulle besøge to steder mere inden kl. 17. "Tænk ikke på det", sagde hun og greb telefonen og ringede til de to andre vingårde, som Madelyn havde anbefalet. Kort efter kunne hun fortælle, at begge steder nu var klar over, at vi ville komme, så de ville blot holde åbent, indtil vi kom. Se, det er det, jeg kalder service.

Vi smagte nogle rigtig gode vine og købte os en flaske viognier til at tage med hjem (sådan skulle det dog ikke gå, da vi fik drukket både denne og det meste anden vin, vi havde købt, da vi kom tilbage til Jens og Annette). Fra Windy Gap skyndte vi os så videre mod den næste vingård, Raffaldini. Desværre er Windy Gap lukket siden vores besøg - og længe før covid-19 pandemien, så den skal ikke have skyld for det. Både Windy Gap, Raffaldini og den sidste vingård, vi besøgte, ligger i et område af Yadkin River Valley, som er kendt som Swan Creek, og vinen her siges at være noget anderledes end resten af dalen. Efter vores besøg, men måske ikke på grund af det, er Swan Creek blevet sit eget amerikanske vinområde (AVA).

Madelyn havde fortalt os, at stedet, hvor Raffaldinis lå, havde en udsigt, der lignede Italien, og hun havde ganske ret. Det ser faktisk ud til at ligne noget fra Toscana. Raffaldini-familien var af italiensk afstamning og kom oprindeligt fra Lombardiet, hvor de havde dyrket og lavet vin siden 1348, ifølge den flyer, vi fik udleveret. Vi snakkede et stykke tid med ejeren, og inden vi tog afsted, fik han vores e-mailadresse. Siden har vi modtaget deres månedlige nyhedsbrev, ofte med invitation til koncerter eller lignende. Vi har dog endnu ikke haft mulighed for at deltage i nogen af disse arrangementer, selv om jeg besøgte stedet igen i 2015.

Da vi havde et sted mere at besøge, måtte vi sige farvel til Raffaldinierne. Vi beundrede udsigten endnu en gang og så fortsatte vi til Laurel Gray, som skulle være sidste stop på dagens vintur. Hvis folk var søde på Windy Gap og Raffaldini, var de uovertrufne hos Laurel Gray. Ejeren, Kim Myers, ventede på os. Klokken var nu næsten 18.30, så de skulle have lukket halvanden time tidligere, men alligevel blev vi mødt, som om vi var for længst fortabt familie, som kom på besøg. Vi smagte vinen, og Kim fortalte om sig selv og sin familie, der havde boet i området i 10 generationer. Hun havde været i reklamebranchen og hendes mand i tobaksindustrien, men nu lavede de altså vin – og en fremragende vin også. Vingården er opkaldt efter hendes to børn, hendes datter Laurel og hendes søn Gray, og har eksisteret siden 2000, så den var ret ny, da vi besøgte dem i 2004. Her købte vi en Viognier og en sød rødvin, som jeg har glemt hvad hed. Men den var fremragende som aperitif. Kim solgte også hjemmebagt brød, men da det ville være svært at holde det friskt, indtil vi nåede Danmark, købte vi ikke noget.

Efter smagningen blev vi præsenteret for Kims mand, Benny, hendes søster og en veninde, der var på besøg, og mens vi sludrede med dem, kom en nabo forbi, og så snakkede vi med dem alle sammen. Alt i alt en rigtig fin vingård, som jeg vil anbefale til alle der kommer forbi området. Vi lovede også at komme tilbage en dag, og det løfte har jeg opfyldt hver gang, jeg siden har besøgt North Carolina (15-16 gange indtil videre). Og så var det blevet tid til aftensmad.

Middag med de lokale

Stedet, vi ledte efter, hed Gaby's Diner (i dag Farmer's Kitchen), og det var midt ude i ingenting ifølge Madelyn, og det kunne være ret svært at lokalisere og genkende, når vi kom til stedet. Madelyn havde advaret os om, at vi sagtens kunne passere stedet uden at bemærke, at det var en diner. Og hun havde helt ret; hendes anvisninger førte os til stedet uden problemer overhovedet, men alligevel var vi ved at overse det. Da vi fandt det, stod 10 eller 12 pick-up trucks, et par SUV'er og en lille sportsvogn parkeret udenfor. Alle havde North Carolina-nummerplader, så det tydede ikke på, at stedet var overrendt af turister. Vores bil havde Virginia-plader, så vi var så at sige helt uden for nummer. Vi var lidt usikre på om stedet var noget for os, men til sidst valgte vi trods alt at gå inden for, og det skulle vi ikke komme til at fortryde. Da vi kom ind fandt vi ud af, at stedet ikke var meget større inde, end det så ud udefra. 8-10 borde med plads til fire ved hvert bord og et lidt større bord med plads til 8. Alle borde var tilsyneladende optaget, og da vi bad værtinden om et bord, kiggede hun desperat rundt i lokalet efter et sted at placere os. En fyr ved et bord lige ved siden af det større bord, sad alene med en ung mand, og manden råbte til servitricen, at vi var velkomne til at sidde ved deres bord. Servitricen spurgte, om vi ville det, og det sagde vi ja tak til

Gaby's Diner

På vej til bordet bemærkede vi, at den foretrukne påklædning for både mænd og kvinder var jeans, cowboystøvler, T-shirts og baseball-kasketter (ligesom os bortset fra støvlerne og kasketterne). Nogle havde dog overalls på, og fyren, der inviterede os ned til bordet, var klædt i en skovmandsskjorte, ikke en T-shirt. Ved det større bord var gæsterne lidt finere klædt på. Ved dette bord lagde vi også mærke til det eneste barn i restauranten, en pige på omkring 10 år. Da vi havde sat os, spurgte en af kvinderne fra det større bord os, om vi var fra Skandinavien, hvilket vi kunne bekræfte. Damen, hvis navn vi aldrig fik, fortalte, at de havde besøg fra Sverige - faktisk den ene af de andre kvinder og den lille pige. Det betød selvfølgelig, at vi fik en hyggelig snak med dem. Primært på engelsk, men den lille pige var så glad for, at der endelig var nogen, der kunne forstå hende, så vi snakkede lidt dansk/svensk med hende. Da servitricen gav os menuen, diskuterede vi, hvad vi skulle spise, og da kvinden, der først havde henvendt sig til os, hørte, at vi ville bestille catfish (malle), advarede hun os om, at den ikke var særlig god den dag, så hun foreslog, at vi bestilte flounders (fladfisk) i stedet, hvilket vi så gjorde.

Da maden kom, havde vi fundet ud af, at gæsterne ved nabobordet var metodister. Hvert år arrangeres tilsyneladende en fælles skandinavisk/amerikansk lejr for unge metodister. Den veksler mellem at blive afholdt i USA og i Skandinavien, og i år var det altså i North Carolina. Den svenske dame var leder af de svenske børn i lejren, og hun boede privat hos den kvinde, der havde startet samtalen med os, indtil lejren faktisk åbnede. Den aften skulle de til en bluegrass festival i Union Grove, på den anden side af vejen fra Madelyn's, hvor vi boede. Da vores mad ankom, skulle de af sted til festivalen.

Da servitricen bragte vores mad, var det ret store tallerkener. På hver lå der to meget store stykker fisk, nogle pommes frites, nogle kogte grøntsager, inklusive bønner og majskolber, og så nogle mærkelige, tilsyneladende friturestegte "kanonkugler", på størrelse med en bordtennisbold. Vi spekulerede på, hvad det var, da manden, der oprindeligt havde inviteret os til at sidde ved bordet, spurgte os, om vi aldrig havde set hush-puppies før? Da vi fortalte ham, at det havde vi ikke, forklarede han, at det var friturestegte kugler af en dej af majsmel med forskellige krydderier. Oprindeligt blev de lavet til hundene som en billig godbid, men nu var det blevet en sydstatsspecialitet, som ofte blev serveret til fisk.

Snakken om hush-puppies havde skabt kontakt til manden ved bordet, som præsenterede sig som Chris. Og ligeledes præsenterede vi os selv. Chris fortalte os, at den unge mand ved bordet var hans nevø, men jeg kan ikke huske hans navn. Chris spurgte, om vi ville besøge ham og spise med ham næste dag? Så ville han servere friturestegte strimler af "rødfisk" og kalkun tilberedt cajun-style. Desværre måtte vi takke nej, da vi næste dag skulle nordpå, så vi aftalte, at det måtte vente til næste gang, vi passerede gennem denne afsidesliggende del af North Carolina. Jeg har været der flere gange siden, men har aldrig mødt Chris igen. Chris fortalte os, at han var ansat hos bilfirmaet Freightliner, som fremstiller lastbiler. Desuden tog han sig af sin gård, og i sin fritid var han frivillig brandmand og det samme var hans nevø. Chris fortalte, at hans knap så snakkesalige nevø lige havde fået sit jagttegn, hvilket førte til en lang snak om naturen i almindelighed og jagt i særdeleshed, og han ville vide, om vi gik på jagt i Danmark. Vi måtte skuffe ham, at nogle gjorde, men ikke os. Han fortalte så, at hvor HAN kom fra, gik alle på jagt. Desuden var der ingen, der ikke ejede mindst ét skydevåben. Vi forklarede lidt om våbenloven i Danmark, der forhindrede folk generelt i at eje et våben. Han forstod ikke helt, at vi ikke måtte have et haglgevær til noget skydetræning og skeet eller noget? Først da vi fortalte ham, at Dorte havde skudt med pistol i nogle år i en skytteklub, holdt han op med at se nervøst på de to ekstremt mærkelige udlændinge. Så fortsatte vores chat om mere uskyldige emner, såsom de fantastiske smukke Blue Ridge Mountains, hvor han ville vise os et fantastisk sted, med den mest fantastiske udsigt, men ligesom med middagen, måtte vi takke nej.

Til sidst snakkede vi lidt om biler, og vi fortalte, at derhjemme kun havde en enkelt bil, og hvad vi havde betalt for den. Hvis vores mangel på skydevåben ikke havde rystet ham, var han bestemt rystet nu, og han fortalte os, at da han mest brugte sin Harley Davidson motorcykel, havde han kun to biler. Det viste sig, at han brugte ordet biler om netop det, ikke om køretøjer generelt, for han fortsatte med at nævne, at han også ejede en lastbil og en traktor. Og så to 4-hjulstrækkere og en pickup truck, som han brugte af og til. Desuden fik vi at vide, at han ingen børn havde, men at han tilbragte meget tid med sin nevø. Til sidst måtte vi sige farvel for at vende tilbage til Madelyn's på trods af det hyggelige selskab, så vi udvekslede adresser, og lige da vi skulle afsted, kom Chris' søster og far ind i restauranten, og så vi skulle også møde dem. I modsætning til mange andre vidste hans søster faktisk, hvor Danmark var. Vi snakkede lidt med dem, og vi lovede at besøge dem næste gang vi kom forbi. Et løfte vi endnu ikke har kunnet holde. Da vi endelig forlod Gaby's Diner, sagde mange af kunderne farvel til os, for de fleste havde fulgt vores snak med både metodisterne og med Chris og hans nevø. Endelig lykkedes det os at få sagt farvel til alle og betale for vores mad, som i alt var lige under 20 dollars inklusive drikkepenge. Maden var måske ikke en gastronomisk udfordring, men der var rigeligt, og det smagte godt, og til en særdeles rimelig pris. Dette var langt de mest interessante og underholdende møder med de indfødte vi havde haft på i USA på det tidspunkt.

Da vi kom tilbage til Madelyn's, bar vi vores bagage fra bilen til værelset, og så gik jeg en tur for at se på omgivelserne, og i den forbindelse passerede jeg stedet, hvor bluegrass festivalen fandt sted, men jeg kom ikke ind. Imens slappede Dorte af og fordøjede dagens indtryk på en seng så fyldt med puder, dyner og madrasser, at hun lignede prinsessen i "Prinsessen på ærten" fra det gamle HC Andersen-eventyr - bare uden ært.

Farvel til Madelyn's

Det nu hedengangne, men tidligere fremragende, Bed and Breakfast, Madelyn's in the Grove i Union Grove.

Næste dag skulle vi nordpå til Virginia, men lad mig dvæle lidt mere ved vores ophold på Madelyn's.

Madelyn's lå i et meget flot hus, bygget i 1934, og havde fem gæsteværelser. Hjemmefra havde vi booket The Garden Room, ikke fordi vi havde nogle særlige præferencer, men billedet på internettet så meget flot ud, men desværre var airconditionanlægget altså gået i stykker som nævnt ovenfor, så vi kunne ikke få det værelse. I stedet fik vi "Tante Propst Room", som bestemt ikke var mindre hyggeligt. Værelset var opkaldt efter Madelyns grandtante, Clarissa. Hvordan navnet "Tante Propst" kom ind i billedet, fandt vi aldrig ud af, men et billede af damen hang på væggen ved siden af sengen, hvorfra hun holdt øje med, hvad vi lavede om natten. Hvilket vi gjorde :-).

Da vi vendte tilbage fra efter vores lille rundvisning til de lokale seværdigheder, spurgte Madelyn os, hvornår vi gerne ville have morgenmad, og vi besluttede os for at det ville vi gerne kl. 08.30. Så vi vågnede omkring 7, og efter bad osv. bar vi vores bagage ud i bilen, så vi var klar til at tage afsted lige efter morgenmaden. Vi skulle køre omkring 400 miles, og vi vil gerne se et par ting undervejs. Morgenmaden viste sig at være endnu bedre, end vi havde forventet. Faktisk var det ret overvældende i forhold til det, vi havde fået på de forskellige hoteller og moteller. Vi startede med forskellig frisk frugt med sorbet is. Så fulgte røræg og stegt pølse med hash browns, muffins og til sidst friskbagte vafler med banan og marmelade. Desuden masser af kaffe, juice og isvand, så vi blev enige om, at vi nok ikke behøvede frokost. Mens vi spiste, fik vi en hyggelig snak med Madelyn og hendes mand, John, om Danmark, USA, immigranter, kriminalitet i landdistrikter kontra byer, vores og deres børn osv. Det var rigtig hyggeligt, og klokken var 11.00 før vi endelig forlod stedet.