Buler og revner - og så var det forbi

Da jeg vågnede og havde fået klaret "morgenregnøringen", var jeg klar til at tage af sted, eftersom jeg havde pakket alt dagen før, så jeg bar kufferter og rygsæk ud i bilen, afleverede værelsesnøglen og allerede kl. 7.30 var jeg undervejs. Det vil sige, da jeg kom ud og skulle sætte rygsækken ind på bagsædet, opdagede jeg, at der var en lille bule i den venstre bagdør, tydeligvis fordi nogen havde lukket en bildør op i min bil, men på det tidspunkt holdt der ingen biler ved siden af min, så det må have været nogen, der var kørt endnu tidligere end mig. Jeg kiggede lidt på skaden, men blev enig med mig selv om, at det måtte være en sag for forsikringen.

I-77 møder I-81, så her skulle jeg skifte motorvej. Læg mærke til, at hvis jeg ikke havde skullet holde til højre, kunne jeg have fortsat nord på ad I-77, samtidigt med at jeg kørte syd på ad I-81; et interessant fænomen.

Det er ret nemt at komme til Washington Dulles fra Wilkesboro. Først et par og tyve miles mod øst ad US Highway 421 til Interstate Highway 77. Så 65 miles mod nord ad denne til den møder I-81 i Virginia. Så 218 miles videre mod nordøst ad denne interstate til den møder I-66. 52 miles stik øst ad I-66 og endelig knap 10 miles ad Virginia Road 28 til lufthavnen. Alt i alt en strækning på knap 600 km. Uden stop vil turen tage omkring 5½ time, men helt uden stop havde jeg ikke planlagt det. Det første stop kom, mens jeg var på vej nord på ad I-77. Ved udfletningen med I-74 forlod jeg motorvejen for en stund, dels for at fylde benzin på bilen, dels for at fylde kaffe og en sandwich på mig selv da jeg ikke havde spist morgenmad på hotellet, før jeg kørte. Derefter tog jeg endnu en pause af biologiske årsager inden jeg følte at det var blevet tid til frokost. Denne blev indtaget på en Denny's nær Staunton i Virginia, og pausen kom til at vare lidt længere end beregnet, da jeg kom til at følge med i en hjemlig fodboldkamp via internetforbindelsen på min telefon, og lige skulle have den gjort færdig inden jeg kunne køre videre. På et tidspunkt begyndte min mave at rumle, og det føltes ikke godt, så da jeg nærmede mig Va 28 kørte jeg fra motorvejen for at finde et apotek. Jeg ville gerne have nogle stoppiller, for 8 timer i et fly med dårlig mave er ikke lige min ide om en behagelig flyvetur. Jeg fandt også et apotek og fik købt nogle ganske almindelige Immodium, som vi kender herhjemmefra. Dog var det kapsler og ikke piller, og indpakningen anderledes. Heldigvis gik maveproblemerne i sig selv igen, for det lykkedes aldrig for mig at få så meget som en eneste kapsel ud af indpakningen. Det var ellers oplagt at pillerne - som herhjemme - skulle trykkes ud af den "lomme" de individuelt var pakket i. Det kunne man bare ikke, øv bøv. Der skulle have været brugt hammer og mejsel, og selv da jeg kom hjem, lykkedes det ikke for mig, at komme ind til pillerne, hverken ved hjælp af saks eller kniv, og til sidst valgte jeg at kassere dem. Jeg er sikker på, at der må være et trick som amerikanerne kender, men jeg gjorde altså ikke.

Det sidste stop var på en benzintank nær lufthavnen, hvor benzinen selvfølgelig er noget dyrere end andre steder, fordi de ved, at mange skal aflevere deres udlejningsbil med fuld tank, og det skulle jeg så også. Da jeg nåede frem til Avis afleveringen, startede jeg med at forklare damen, der skannede bilens stregkode ved ankomst, om bulen, og spurgte om jeg skulle gå ind på kontoret, men hun mente, at den var så lille, at der ikke skulle gøres noget, og så slap jeg for at bruge tid på det. Til gengæld fortalte jeg hende om dæktrykproblemerne, jeg havde oplevet, se artiklen Stædighed betaler sig, og hun beklagede det meget og lovede at gøre værkstedet, der klargør bilerne inden udlejning, opmærksom på det. Så hankede jeg op i min bagage og tog Avis-bussen til afgangshallen, hvor jeg var omkring kl. 16. Da der var en rum tid til jeg skulle flyve, regnede jeg ikke med, at der ville være nogen hos British Airways, men der var allerede åbent i indtjekningen, og med fast track gennem security, tog det ikke længe før jeg sad i loungen, og bare skulle vente på afgang. Flyet, jeg skulle med, var en såkaldt "sleeper", hvor der ikke bliver serveret mad, bortset fra en sandwich lige inden landing, så man skal spise i lufthavnen, hvis man vil have mad. Det ønskede jeg ikke af hensyn til maven - så jeg nøjedes med noget at drikke.

British Ariways loungen i Dulles International Airport er lang og smal. Spiseområdet, der kun er åbent under servering, ligger bag åbningen til højre ca. midt i billedet.

Da jeg afleverede bilen havde jeg naturligvis noteret hvor mange miles, det var blevet til den dag, og jeg havde også noteret, hvor mange lastbiler (af de kendte typer) jeg havde set, og det ville jeg nu taste ind på min tablet sammen med mine turdagbøger for resten af ferien. Hvis man har læst mine rejsebeskrivelser for de tidligere år, vil man måske erindre, at jeg typisk fortæller hver dag, hvor langt jeg har kørt og hvordan vejret har været, men det har jeg ikke gjort denne gang. Da jeg tændte min tablet for at taste, opdagede jeg, at den ikke længere var trykfølsom! Lige meget hvad jeg gjorde, virkede skærmen ikke. Da jeg undersøgte det nærmere, opdagede jeg, at der var en lang, næsten usynlig revne i skærmen. Jeg blev enig med mig selv om, at rengøringsdamen måske var kommet til at vælte tabletten på gulvet under rengøringen dagen og før havde samlet den op igen, uden at opdage noget. Revnen var da også meget vanskelig at få øje på, da den kun var synlig, når man holdt skærmen i en bestemt vinkel i forhold til lyset. Efter at være kommet hjem forsøgte jeg at få tabletten repareret, men ingen af de fire værksteder, hvor jeg henvendte mig, kunne hjælpe, da de alle påstod ikke at kunne skaffe reservedele, og det selv om det kun var godt 2 år siden, jeg havde købt den. Godt 2 år, selvfølgelig, så garantien var lige akkurat udløbet, men heldigvis har jeg en udvidet elektronikforsikring, der dækker den slags. Jeg kunne derfor købe en ny tablet, men dataene var for evigt tabt, hvilket ikke mindst skyldtes, at jeg havde brugt et program, som lagrede alting internt i programmet, altså ikke som selvstændige filer, der kunne have været uploadet til "skyen" eller reddet ud af maskinen. Så det gør jeg ikke en anden gang! Alle årets artikler er derfor skrevet efter hukommelsen, så der er sikkert smuttet en del, som burde have været med, men sådan kan det gå.

Flyveturen er der ikke meget at sige til. Den var kedelig som sædvanligt. Jeg havde et par timer i London, hvor jeg nåede at spise morgenmad i loungen inden jeg fortatte til Kastrup. Her var begge mine kufferter til en afveksling med flyet, så jeg kunne tage en taxi hjem, og så var den ferie slut. Her er det så, jeg plejer at komme med de statiske oplysninger om, hvad ferien har kostet, hvor langt jeg har kørt, hvor mange lastbiler, jeg har spottet, se artiklen Om at tælle lastbiler og så videre, men da alle disse oplysninger altså er gået tabt, må I undvære. Jeg kan dog sige, at turen kostede som forventet, og at jeg lagde omkring 5.000 km til de, jeg allerede har kørt i USA.  Swift vandt lastbiltællekonkurrencen foran J. B. Hunt, men jeg kan ikke sige med hvor meget. På trods af disse genvordigheden var det en forrygende tur, og jeg glæder mig allerede til næste år.