To dage for fuld skrue

De næste to dage, skulle jeg komme til at møde en mase søde og rare og ikke mindst vidende mennesker, som delte min interesse for Dooley-sagen, og som vidste en del om denne, og ikke mindst om personerne i sagen og i periferien af denne.

Alle de søde mennesker

Så var det blevet dagen, hvor jeg for første gang skulle møde Charlotte og Bill Barnes. Hidtil havde jeg kun kendt dem fra vores mail korrespondance. Vi havde aftalt at vi skulle mødes ved indgangen til Whippoorwill Academy and Village i Ferguson k. 9.30. Det betød at jeg ikke kunne nå morgenmaden på kroen i Winston-Salem, da den først blev serveret fra kl 8, og da skulle jeg helst være af sted. Google Maps estimerede køretiden til 1 time og 10 minutter, men det var morgen, og der ville være myldretid indtil jeg var ude af byen, så det turde jeg ikke stole på. Jeg slæbte derfor bagagen ud i bilen, tjekkede ud af kroen og tog af sted. Her behøvede jeg ikke at bruge gps'en da jeg vidste præcis, hvad vej jeg skulle, så jeg rullede op ad Main Street og ud af det historiske distrikt. Kort efter passerede jeg I-40 Business, som jeg skulle bruge det første stykke . Her var der ingen tilkørsel til motorvejen, men det vidste jeg fra dagen før. For at komme på denne, skulle jeg dreje til venstre ad 1st Street. Det kunne jeg bare ikke - øv bøv - da den var spærret af vejarbejde. 2nd Street var ensrettet i den forkerte retning. 3rd Street var ensrettet i den rigtige retning, men var spærret af en stor lastbil, der læssede varer af. 4th Street var igen ensrettet i den forkerte retning, men ved 5th Street lykkedes det for mig at komme til venstre. Ved det andet trafiklys skulle jeg så til venstre igen, for at komme tilbage til motorvejen. Eller rettere sagt, det troede jeg, at jeg skulle. For da jeg nåede motorvejen var der heller ingen tilkørsel her. Jeg valgte derfor at vende om, og forsøge med den næste vej. 1st Street var også spærret på denne strækning, hvor 2nd og 4th Street stadig var ensrettede i den forkerte retning, og 3rd Street sluttede ved denne gade, så jeg måtte helt tilbage til 5th Street igen. Til venstre ad denne, til venstre ved første stoplys og ned mod motorvejen endnu en gang. Og denne gang lykkedes det. Der var faktisk en tilkørsel til I-40 i Business i vestlig retning. Da jeg senere studerede et kort, kunne jeg se, at jeg kunne være kommet på motorvejen nemmere, hvis jeg var drejet til venstre ved det første stoplys på 5th Street, men det er jo nemt at være bagklog. Herfra gik det så nemt.

Bill Barnes, Charlotte Barnes og Zelotese Walsh

Jeg fulgte I-40 Business nogle miles. Undervejs blev den også til US 421, og så var jeg på hjemmebane. Den skulle jeg bare følge de næste 55 miles, så det gjorde jeg. Og ca. en time senere var jeg i Wilkesboro. Derfra var der kun ca. 12 miles ud til museet i Ferguson ad NC 268, og jeg var der kl. 9.25, så det var godt, at jeg ikke havde spist morgenmad før jeg kørte, for så havde jeg ikke nået det. Jeg havde fortalt Charlotte og Bill, at jeg kørte i en Chevrolet Malibu og de havde til gengæld fortalt mig, at de kom i en Toyota Prius. Og jeg havde da heller ikke ventet længe, før en sådan rullede op ved siden af mig. På det tidspunkt var det begyndt at regne, men alligevel steg vi ud af vores respektive biler og fik sagt pænt goddag. Charlotte og Bill havde planlagt at jeg skulle møde en masse mennesker denne fredag. Den første var en herre ved navn Zelotese Walsh, som boede i Ferguson og som vidste en masse om familierne i området. Med Charlotte og Bill forrest og mig som det tynde øl bagest, kørte vi nogle få hundrede meter tilbage mod Wilkesboro og op ad Beaver Creek Road, hvor Zelotese Walsh holdt til. Zelotese viste sig at være en ældre mand i ternet skjorte og overalls, som han meget undskyldte, men det skyldtes at han havde arbejdet i haven en times tid inden vi kom. Vi gik ind i huset og op til hans arbejdsværelse på første sal, hvor væggene var tapetserede med ringbind. Undervej havde vi på vej gennem stuen sagt goddag til hans handicappede kone, som sad sammen med en hjælper. Det gjorde hun hver formiddag, og om eftermiddagen tog han sig så selv af hende, fortalte han. Derfor passede det ham bedst at have besøg om formiddagen.

Da vi var blevet bænket oppe i arbejdsværelset fortalte Zelotese lidt om sig selv og sit arbejde med indsamling af famliedata - han havde i øvrigt kun en arm, og en kunstig højre arm. Han fortalte blandt andet at han var 93 år! og at han og konen havde været gift i næsten 70 år. Under 2. Verdenskrig havde han været i US Marines i Stillehavet, uden at han dog direkte kom ind på, hvor han havde gjort tjeneste. Men, som han fortalte, havde han gjort tjeneste der i 2 år, og var kommet hjem uden en skramme, hvorefter han fik armen i en høstmaskine og mistede den. Jeg fik hans visitkort, hvoraf det fremgik at han var "Gatherer and Keeper of Family History", ikke slægtsforsker. Han havde ingen computer, for det brugte han ikke. Alle hans notater osv. var skrevet i hånden. Han viste os så, hvordan han kunne sætte en blyant fast i krogen på den kunstige arm, og så skrive med den. Imponerede! Alle ringbindene på de mange hylder, indeholdt data om hans familie og forgreninger af den. Af disse data fremgik at han stort set var beslægtet med alle i Ferguson og omegn, men også mange andre steder i USA og Europa. Sådan går det, når familierne i et begrænset område gifter sig ind i hinanden på kryds og tværs. Vi talte om min interesse for Tom Dooley og hans familie, og han fortalte en del om, hvordan han havde hjulpet andre med at finde forbindelser mellem deres og andre familier, herunder Dooley (eller rettere Dula) familien. Han lovede mig, at når jeg kom tilbage til området igen i slutningen af ferien, ville han gerne vise mig rundt til de steder, hvor begivenhederne havde fundet sted. Desværre skulle det ikke gå sådan, da jeg ikke fik kontakt med ham, da jeg prøvede at ringe for at lave en aftale. Men jeg har hans visitkort til mit næste besøg. Efter ca. 1½ time måtte vi sige farvel, da Charlotte og Bill havde mere i posen til mig. Jeg sagde farvel med stor respekt; jeg havde mødt et særdeles spændende menneske, men en fortælleglæde ud over det sædvanlige. Efter besøget kørte vi tilbage NC 268. På hjørnet af Beaver Creek Road lå en kirke og på den anden side af hovedvejen den tilhørende kirkegård. Det var her min bekendt (og Charlottes gode veninde), Edith Marie Ferguson Carter lå begravet og Charlotte og Bill havde lovet at vise mig graven. Jeg stod ved gravstenen nogle minutter og tænkte på de gode samtaler jeg havde haft med Edith Carter, de gange jeg havde besøgt det lille museum. som hun havde grundlagt og drevet i mange år.

Fra kirkegården kørte vi tilbage til Whippoorwill Academy, hvor vi skulle møde to søstre. Anderson søstrene kaldte Charlotte dem, for selv om ingen af dem hed Anderson, nedstammede de fra den Anderson familie, som også talte Tom Dooleys ven, George Washington Anderson. Faktisk var de efterkommere af George W's bror, William H. Da vi nåede tilbage til museet holdt søstrene parkeret på marken, der bruges som parkeringsplads, og der stillede vi også bilerne. En dame, som jeg på det tidspunkt ikke kendte, men som viste sig at være Edith Carters datter. Museet havde ikke åbent om fredagen, men hun havde lovet Charlotte at lukke os ind i Tom Dooley hytten. Selv var hun travlt optaget af at arrangere en familiesammenkomst for familien Ferguson, hvoraf hun skulle være vært for ca. 80 familiemedlemmer i weekenden, men jeg fik talt mere med hende en uges tid senere. Vi så lidt på hytten, der rummer Tom Dooley samlingen, og så satte vi os ellers ned og snakkede hyggeligt. De to søstre viste sig at hedde Carolyn Keller og Faye Bell, og var ganske rigtigt efterkommere af William Henry Anderson, bror til George Washington Anderson, Eliza Anderson og deres andre søskende. De to søstre boede sammen på familiens gård i Granite Falls syd for Lenoir. Faye viste mig en bog om familiens historie, som søstrenes onkel havde skrevet, men som aldrig var blevet udgivet. Udover en masse beskrivelser af familien Anderson indeholdt bogen også mange interessante billeder. Jeg fik senere en kopi af bogen fra en anden kilde, men det vender jeg tilbage til i en senere artikel. Vi talte en times tid inden vi skulle videre. Charlotte og Bill havde aftalt med John Hawkins, som jeg havde mødt nogle dage tidligere, at vi skulle spise frokost sammen i Lenoir. Også Carolyn og Faye skulle med, så vi kørte i  en kortege på tre biler mod denne by.

Bill og jeg talte senere om, at den vej, som Bill's gps viste os, ikke var den vi selv vlle have valgt  Bill havde aldrig kørt ad den rutr før, men det havde jeg. Vi kørte nemlig ad Grandin Road fra NC 268 til NC 18, en vej, jeg jævnligt havde kørt ad. Vi fandt nemt restauranten som faktisk lå på NC 18 lidt uden for byens centrum. Her blev vi mødt af John Hawkins og Sam Mask, som Charlotte og Bill også havde inviteret. Sam er efterkommer af Tom Dooleys fætter Carson Dula, og han vidste også en masse om sagen, og den viden, vil jeg gerne trække på, men jeg har desværre endnu ikke haft tid til at vende tilbage til ham - også fordi jeg faktisk ikke har haft tid til at pleje min interesse for Dooley sagen. Forhåbentlig vil det ændre sig inden for det næste par uger. Endnu engang en meget hyggelig frokost, hvor vi udvekslede viden, og hvor jeg nok lærte mere end jeg gav videre, men lidt kunne jeg dog fortælle, som i hvert fald ikke alle vidste på forhånd. Efter frokost sagde jeg farvel til endnu en flok søde og rare mennesker, som jeg er særdeles glad for at have truffet. Jeg har altid hævdet at folk i denne del af North Carolina er meget imødekommende, og det blev til fulde bekræftet af dette møde.

Jeg havde aftalt med Charlotte og Bill at jeg skulle bo hos dem et par nætter i deres hjem i Matthews, en by lige sydøst for Charlotte, så nu satte vi kursen i den retning. Fra Lenoir gik det mod sydøst ad US 321 gennem et par af de byer, som jeg har beskrevet i den guide til området, som ligger her på rejsesiden, nemlig Hickory og Lincolnton. Kort før Gastonia nåede vi I-85 og så tog vi den mod øst til I-485,en ringmotorvej rundt om Charlotte, som vi så tog til Matthews. Hjemme hos Charlotte og Bill fik jeg et værelse med eget bad og bar kufferten ind, og så sad vi og sludrede lidt inden vi kørte ud for at få noget at spise. Jeg havde lovet at give mad, og det gjorde jeg på den lokale Ruby Tuesday. Tilbage igen sludrede vi videre til sengetid, som ikke var særligt sent, da i hvert fald jeg var træt efter mange oplevelser og de mange indtryk fra dagen.

Min bedste ven i Statesville!

Dag to med Charlotte og Bill, stod der Statesville på programmet. Om aftenen skulle Charlotte fortælle om sin bog i Statesville Old Jail, der nu er kulturhus, og her skulle musikeren Rob McHale optræde med sit band, som blandt andet har udgivet en EP med titlen Tom Dooley and Friends. Det er et "dobbeltshow", som de to ofte optræder med. Charlotte med sin viden om Tom Dooley og Rob med sin musik. Men det var altså først om aftenen.

Steve Hill i lokalet, der indeholder samlingen. I baggrunden Charlotte Barnes og O.C. Stonestreet

Dagen startede med Charlottes fremragende morgenmad. Jeg havde dagen før overrakt mine gaver til dem, hvori blandt andet indgik en pakke Læsø Sydesalt, og dette var allerede kommet på bordet, så der var noget at komme på røræggene. Desuden bacon, brød, frisk frugt og meget mere. Vi fik igen sludret en del mens vi spiste morgenmad, og så pakkede Bill bilen med alt det, der skulle bruges til aftenens forestilling i form af plancher, lydanlæg (til Charlottes foredrag), eksemplarer af hendes bog, "The Tom Dooley Files", hvis der nu skulle være friske købere til stede og flere andre ting, som jeg har glemt. Igen skulle vi følges ad, selv om jeg nok kunne have fundet til Statesville uden hjælp, og denne gang kørte Charlotte med mig, så vi fik talt en del om sagen på den time, som turen varede. Vi parkerede i North Center Street, en gade jeg ofte har kørt gennem, faktisk så sent som ved mit besøg i byen to dage tidligere, men jeg havde aldrig lagt mærke til, hvad jeg kørte forbi. Bygningen, vi holdt ud for, rummede Statesville Historical Collection, og her havde Charlotte og Bill aftalt, at jeg skulle møde indehaveren/bestyreren Steve Hill. Stedet er en samling af memorabilia fra Statesville og omegns fortid. Samlingen har åbent mellem 12 og 17 på alle hverdage, og der er gratis adgang. Men kan altid prøve døren, hvis man kommer uden for åbningstid, og er den åben er man velkommen til at komme indenfor. Samlingen blev startet af Steve Hill, da han var 15 år, og han samlede i mange år, og i dag er samlingen er altså blevet åbnet for offentligheden. Steve driver i dag stedet med hjælp fra en frivillig organisation, Preservation Statesville, så ud over Steve, er der også andre, der kan "passe biksen".

Selv om klokken kun var 10.30 havde vi en aftale, og da vi kom inden for, var der allerede to mennesker, som jeg blev introduceret til. Den ene var Steve Hill selv og den anden var pensioneret historielærer, freelance journalist og forfatter O.C. Stonestreet. Inden jeg forlod stedet havde jeg købt hans bog, "Tales of Iredell County", som fortæller spændende og interessante historier, hvoraf en del er ukendte, selv for folk fra området. Steve viste mig rundt i lokalet, hvor han blandt andet har en stor samling, der handler om Tom Dooley, som jo blev hængt i byen. Blandt andet havde han en gammel pladespiller og 46 forskellige plader med forskellige versioner af "Balladen om Tom Dooley", heriblandt også versionen med danske Four Jacks fra 1958. Vi lyttede til et par stykker af dem, ud over den danske også en tysk version. Steve har bedt mennesker, der er i besiddelse af noget der har forbindelse til sagen, om at sende det til ham, hvis de vil af med det, og på den måde har han fået mange ting, hvoraf nogle hører til i den kuriøse kategori. Blandt andet havde han fra en bar i Colorado fået tilsendt et reb, som nok havde hængt i baren i nogle år. Det skulle efter sigende være "rebet, der blev brugt til at hænge Tom Dooleys hest". Ja, hvad gør en bar ikke, for at trække kunder til :-). Mens vi talte og så på udstillingen, var det blevet hen ad frokosttid, og mens Steve blev tilbage for at passe udstillingen, gik jeg, Charlotte, Bill og O.C. Stonestreet over på den anden side af gaden for at spise frokost på restauranten Twisted Oak, som jeg aldrig havde prøvet før, men som viste sig at være udmærket.

Efter frokost vendte vi tilbage til Steve, hvor der nu var kommet "kunder i butikken". Nogle få mennesker gik omkring og så på udstillingen. De havde åbenbart opdaget, at der var åbent selv om det var lørdag. Steve gik rundt med dem og svarede på spørgsmål i begyndelsen, men kom senere tilbage, og vi talte mere sammen. Han viste mig en T-shirt han solgte med teksten "Hang around Statesville - Tom Dooley did" og i h'et en tegning af en mand i en galge. Jeg blev hurtigt enig med mig selv om at en sådan måtte jeg eje. Desværre havde Steve kun eksemplarer i Medium tilbage, og det er lidt i underkanten for en mand af mit volumen. Steve, der lignede mig lidt, når det kom til korpus, fortalte at han skulle bestille flere hjem til sig selv i 3XL, samme størrelse som mig, og når de kom, ville han sende en til mig i Danmark. Da jeg ville betale for den ville han ikke have penge. Det var en gave til hans "bedste ven i Danmark", som han sagde. Det var jeg selvfølgelig meget taknemmelig for, og jeg udnævnte ham øjeblikkeligt til "min bedste ven i Statesville". Få dage efter at jeg var kommet hjem, lå der da også en pakke med T-shirten i min postkasse. Jeg glæder mig allerede til at møde Steve igen, når jeg forhåbentlig kommer tilbage til byen til næste sommer. Inden vi skulle videre, viste Steve mig et par gamle luftfotos af området omkring byens station, hvor man kunne se, hvor den havde ligget før den blev flyttet. Her kunne han også udpege nogenlunde det sted, hvor Tom Dooley faktisk blev hængt, et sted som jeg har forsøgt at identificere ved flere lejligheder. Så var det blevet tid til at tage afsked, og fortsætte vores færd.

I første omgang viste Charlotte og Bill mig rundt i Statesville til steder, som jeg ikke havde set før. Første stop var Sharpe House. Her havde Oberst Silas A. Sharpe i sin tid boet. Han blev i 1867 efter borgerkrigen valgt som Statesvilles første borgmester . Stedet er normalt åbent, men netop den dag  var der et arrangement i huset. Den unge mand, der stod for arrangementet, og som Charolotte og Bill åbenbart kendte, kom ud og talte med os, men ind kom vi ikke :-). Næste stop var Vance House. Her boede borgerkrigsguvernør Zebulon Vance i en måneds tid efter at nordstatstropper havde indtaget statshovedstaden Raleigh i foråret 1865, og i den periode var Statesville faktisk hovedstad og Vance House var "regeringsbygning".  I april blev Vance arresteret af nordstatstropper i forbindelse med det, der kaldes "Stoneman's Raid" (slå det selv op), og så var det slut med Statesvilles tid som "hovedstad". Huset, der er blevet flyttet fra sin oprindelige placering, ligger i dag på en lille stille villavej, faktisk den samme som Sharpe House ligger på. Også dette hus, som kunne trænge til en gang maling, er museum, men da det var lørdag og klokken efterhånden var blevet mange, var der lukket, så vi nøjedes med at se huset udefra. Næste stop var Mitchell Community College, et lokalt universitet som blev åbnet af den presbyterianske kirke i 1852 som et rent kvindeuniversitet. Dengang hed det Concord Presbyterian Female College, men i 1917 fik det sit nuværende navn, og i 1932 fik også mænd adgang. Det var nu kun bygningerne, vi så på, og de var da nydelige, men lignede mange andre universitetsbygninger, jeg har set andre steder i USA, og historien er faktisk mere spændende, men sjovt at se stedet selv. Så var det tilbage til centrum af byen, hvor jeg så "urtårnet", et tårn med et ur på (ikke en klokke) på en bygning som oprindelig var en bank, men som i dag indeholder et apotek. Det sidste sted, vi så var et hus hvor forsikringsselskabet Edward Jones havde en filial. Ikke at bygningen var særligt interessant, men den ligger der, hvor i sin tid det fængsel, hvor Tom Dooley sad fængslet fra oktober 1866 til henrettelsen i maj 1868.

Rob McHale og band i Statesville Old Jail. Foto venligst stillet til rådighed af Bill Barnes.

Under besøget på Historical Collection havde Steve og O.C. Stonestreet fortalt Bill, hvor han kunne finde det hus, som William F. Wasson, sheriffen der i sin tid hængte Tom Dooley, havde boet et stykke nord for byen. Her havde han haft sit eget lille "lokale" fængsel, men hvorfor blev jeg aldrig rigtigt klar over. Måske fordi han ikke fandt fængslet i Statesville sikkert nok? Det var trods alt kun en bygning af træ. Desuden ville Bill også gerne se, om han kunne lokalisere Wassons grav. Her vidste han hvilken kirkegård, der var tale om, og han havde tidligere funder Wassons fars grav. Vi forlod derfor byen i nordlig retning mod den lille bebyggelse Harmony. Her fandt vi nemt Snow Creek Methodist Cemetery, nemt for Bill og Charlotte havde jo været der før. Bill vidste hvor faderen, William J.'s grav var, og mente at William F.'s grav måtte være i nærheden. Det var den også. Faktisk var stenen lige mellem moderens og faderens, men indskriften var meget forvitret og vanskelig at læse. Første gang, de havde været der, havde det været højt klar solskin, og det havde betydet at han ikke kunne læse indskriften ved den lejlighed. Denne gang kan man ikke just sige, at det var højt klar solskin. Faktisk var meget mørke skyer begyndt at trække sammen. På vej tilbage mod Statesville, fandt vi også det hus, hvor sheriffen havde boet. Og de mørke skyer udviklede sig til en voldsom tordenbyge - selv om byge er en underdrivelse, for det regnede faktisk i næsten 5 timer Vi satte kursen tilbage mod Statesville og The Old Jail. Da vi kom tilbage var Rob McHale og hans band allerede ved at stille deres udstyr op, og jeg hjalp Bill og Charlotte med at bære deres udstyr ind i bygningen. Undervejs blev jeg præsenteret for Rob og bandet, og inden aftenen var gået, havde jeg fået to cd'er af Rob, heriblandt den omtalte Tom Dooley and Friends.

Forestillingen begyndte kl. 19.30 og Charlotte præsenterede historien om Tom Dooley, sine undersøgelser og sin bog for det eksklusive publikum på 12 betalende gæster foruden bandets familie, undertegnede og Steve Hill, som havde sluttet sig til selskabet igen. Efter Charlottes indlæg kom Rob og band så på scenen og gav en god times tid med deres fremragende musik. Senere fortalte Bill, at musikken kun er en hobby for Rob, og at han til hverdag er luftkaptajn hos American Airways. Efter forestillingen pakkede vi det hele sammen igen - Charlotte havde desværre ikke fået solgt nogle af sine bøger, men sådan kan det jo gå. Da vi havde pakket færdigt, satte vi igen kursen mod Matthews, som vi nåede omkring kl. 23.00. Vi havde ikke fået aftensmad, men blev enige om, at det behøvede vi ikke, så efter at have fået et glas vand og yderligere en snak, var det blevet sengetid. I hvert fald for mig, for jeg skulle jo videre næste dag.