Et overraskende interview

Atter en dag med møder med spændende mennesker stod på programmet, men først nød jeg Loris gode morgenmad på Clichy Inn, og så gjorde jeg mig klar til dagens program. Charlotte og Bill havde arrangeret et møde med andre, der interesserer sig for Dooley-historien, og dette møde skulle foregå hos Steve Hill i Statesville Historical Collection, en fantastisk udstilling i byens centrum. Det var dejligt vejr, solskin og ikke alt for varmt, så jeg gik de 800 meter, der var fra kroen til "samlingen". Det vil sige, da jeg var i lidt god tid, gik jeg lidt omkring i byens centrum og så et par steder, som jeg måske nok havde set før, men ikke studeret nærmere. Da klokken nærmede sig 11, det aftalte tidspunkt, gik jeg så ned til N. Center Street, hvor udstillingen har til huse, og da jeg var den første, der ankom, slog jeg mig ned på en bænk uden for, men ganske kort efter kom så Steve, som har grundlagt samlingen, og som fortsat driver den sammen med en række frivillige fra organisationen Preservation Statesville, hvor min værtinde fra Clichy Inn i øvrigt sidder i bestyrelsen.

Den lærde Tom Dooley forsamling i Statesville Historical Collection. Fra venstre David, Karen, Cathy, Rob, jeg selv, Steve, Bill, Charlotte og Tom.

Vi havde kun sludret sammen i kort tid før Charlotte og Bill ankom De var kørt hjem til Matthews dagen før, og var nu kørt nord på igen. Der er ca. 80 km fra Matthews til Statesville, så det er ikke lige om hjørnet. Snart efter myldrede det ind med mennesker, som skulle være med til vores møde. De, der endte med at deltage, var Karen Reynolds, forfatter til det stykke, vi havde overværet dagen før, og selv skuespiller (ikke i det stykke) men i film og tv-serier, hendes mand David, Rob McHale, sanger, sangskriver og musiker, som jeg havde mødt året før, Cathy Cash, leder af den lokale countrymusik radiostation og formand for The Tom Dooley Project, en organisation som laver forskellige arrangementer omkring Tom Dooley i Statesville, og endelig Tom Poston, som er en af de frivillige, der hjælper med at køre samlingen. Tom er 97, så det er ret imponerende, at han stadig kan være med, men det kan han altså. Undervejs gennem vores seance dukkede andre op, som mest lyttede, blandt andre nogle af de andre frivillige fra samlingen, men også en journalist fra den lokale avis, Statesville Record and Landmark, som Steve havde inviteret. Om der kom en artikel ud af det, ved jeg faktisk ikke, men han var der i hvert fald og tog notater og stillede spørgsmål undervejs. Vi talte sammen i omkring tre timer, og jeg nåede at få givet alle de deltagerne et eksemplar af min bog om Western North Carolina. Det har nu ikke ændret bemærkelsesværdigt ved salgstallene, så der bliver nok ikke solgt mere end de to eksemplarer, der allerede var solgt inden jeg tog af sted; men det vat sjovt at skrive den og se sig selv på tryk.

Folk begyndte efterhånden at bryde op, da de jo selvfølgelig havde andet at lave. Cathy skulle tilbage og passe sin radiostation, Karen og David skulle tilbage til Fort Hamby Park og gøre klar til aftenens forestilling, Steve havde arbejde i udstillingen og Tom skulle hjælpe ham med det, og det samme gjaldt et par andre frivillige, som var dukket op undervejs. De eneste, som ikke skulle noget var Charlotte, Bill, jeg og Rob McHale, så vi fire besluttede os for at besøge nogle forskellige steder i byen. Det første sted var Depot Hill, hvor Tom Dooley i sin tid blev hængt. Jeg har ved tidligere lejligheder selv forsøgt at finde stedet, med tre forskellige resultater, hvilket Tom Dooley siderne på min hjemmeside har afspejlet, men nu med kyndig vejledning, fik jeg altså besøgt det sted, hvor det er mest sandsynligt at hængningen fandt sted. 100 procent sikkert ved man det faktisk ikke. Det viste sig at være nogenlunde der, hvor jeg havde min anden tanke om, hvor det kunne have været, og både mit første og mit tredje og seneste gæt var derfor forkerte, og jeg må se at få rettet den artikel, hvor jeg skriver om stedet :-). Da vi havde set det formodede hængningsted, kørte vi tilbage til centrum, for at besøge en kirkegård, Thiord Street Cemetery, hvor Bill havde fundet ud af, at den mand, som havde haft jobbet som arrestforvarer, da Tom Dooley sad i byens fængsel, var begravet. Og da jeg jo har noget med gamle kirkegårde, syntes jeg også at det var en god ide.

Politimand Tony, tv. med alt det udstyr, som en amerikansk cykelpatruljebetjent nu skal have med, og kirkegårdsspecialisten Scott, th.)

Vi fandt hurtigt arrestforvarerens grav, som er forsynet med en gravsten udsmykket med en "lænke". Om det skulle symbolisere hans job eller om det havde en anden betydning, skal jeg ikke kunne sige. Vi opdagede så tilfældigvis en anden grav, hvor en vis Dr. Campbell var begravet. Det var den læge, som erklærede Tom død efter henrettelsen, så der var altså to, der havde med sagen at gøre, som var begravede på denne lille kirkegård. Mens vi gik omkring kom to herrer gående. Det var en politimand som Charlotte og Bill kendte, og så en langskægget herre, som de ikke kendte. Dem sludrede vi lidt med. Tony, politimanden var på cykelpatrulje i byens centrum, men der skete ikke så meget på sådan en fredag eftermiddag, så han havde god tid. Den langskæggede herre hed Scott, og jeg ved ikke hvad han lavede, men han vidste alt, eller i hvert fald næsten alt, om kirkegården, da han ud fra nogle gamle optegnelser, havde lavet en fortegnelse over de enkelte grave, med supplerende bemærkninger om de afdøde, som han havde kunnet finde ud af noget om, så han og Bill fik en længere snak, og vi kunne så fortælle at Dr. Campbell altså havde været til stede ved Tom Dooleys henrettelse, hvilket Scott ikke vidste, så det blev behørigt noteret i hans oversigt. Scott viste os også nogle andre interessant grave , blandt andet den ældste grav på kirkegården, der var helt tilbage til 1751, og han kunne fortælle en meget interesseret Bill, at der i ugen efter skulle laves en undersøgelse af kirkegårdsområdet med jordradar, blandt andet for at finde ud af kirkegårdens nøjagtige udstrækning, idet man mente at noget af den måske lå under de moderne gader, der omgiver den på alle sider. Efterhånden blev det dog tid til at sige farvel, da Charlotte og Bill havde aftalt med Cathy Cash at vi skulle ned på radiostationen og overvære en optagelse af en af deres udsendelser, så vi sagde farvel til Scott. Tony var gået tidligere, da han jo havde et job at passe.

Vi kørte derfor ned til radiostationen, og her sagde vi farvel til Rob McHale, som havde parkeret sin bil et sted i nærheden. Vi andre gik indenfor og hilste på Cathy, og så gik vi ind i studiet, hvor et par gutter, der kalder sig ChillBillies (når de er på radio), var ved lave en udsendelse med et par lokale countrymusikere, hvis navn, jeg desværre har glemt. I udsendelsen blev de to musikere interviewet og ind i mellem spillede de selvfølgelig noget af deres musik. Af og til var der en pause, hvor der blev spillet musik fra stationens playliste, og så fik vi talt med såvel studieværter som musikere. Efter en sådan pause, skulle jeg pludselig interviewes. Det var åbenbart noget Charlotte og Bill havde aftalt, så jeg blev kaldt op til mikrofonen, og så blev jeg ellers udspurgt om, hvad jeg lavede i Statesville og hvorfor, så jeg brugte endnu engang chancen for at reklamere for min bog. Jeg fik også lov til at vælge en sang, en countrysang selvfølgelig. Her burde jeg nok have valgt The Ballad of Sally Ann med Country Sisters, som lige nu er min favorit i den genre, men jeg havde en fornemmelse af, at de nok ikke lå inde med megen tjekkisk country, så i stedet valgte jeg The Wreck of the Old 97 som de havde i en udgave med med Johnny Cash. Men det var en sjov - og overraskende - oplevelse. Så nu har jeg altså været i avisen, lavet podcast og også været i radioen i North Carolina, sådan Jan! Da udsendelsen var færdig, gik Charlotte, Bill og jeg ind på Risto's Place, en italiensk restaurant, der er nabo til radiostationen, og en af dennes sponsorer, og her fik vi et fremragende, men lidt dyrt, aftensmåltid, hvortil jeg drak en glimrende, lokal æblecider. Altså en rigtig æblecider på 6,7 %, ikke en "sodavandscider på 0,5 %, som vi ofte ser i Danmark. Efter dette blev jeg kørt hjem til Clichy Inn, hvor Charlotte og Bill lige var med inde for at hilse på Lori, som de også kendte. Det var faktisk Charlotte, der havde anbefalet stedet til mig, og tak for det! Så sagde jeg farvel til Charlotte og Bill for denne gang, og de kørte tilbage til deres hjem. Jeg glæder mig allerede til at komme tilbage til North Carolina næste år, og møde nogle af alle disse skønne mennesker igen. 8 eller 9 nye Facebook forbindelser er det blevet til, så jeg holder stadig kontakt med de fleste. Det var i øvrigt den eneste dag på hele turen, hvoer bilen slet ikke blev rørt, så ingen km fra i dag.