Til Miami og hjem

Morgensol ved Flagler Beach, da jeg skulle afhente Tim

Så var dagen kommet, hvor vi skulle sige farvel til det nordlige Florida, og til Lexie og hendes forældre. Da Lexie alligevel ikke kunne komme med til Danmark, og først endte med at komme 14 dage senere, var det kun Tim og jeg, der tog turen til Miami, hvorfra vi skulle flyve hjem. Jeg hentede Tim ved nitiden og omkring klokken 9.30 satte vi kursen mod syd. Vi skulle aflevere bilen hos Avis inden 16, men da der kun er omkring 4½ times kørsel ville det ikke være et problem, og det blev det da heller ikke. Fra huset ved stranden satte vi kursen den nærmeste vej til motorvejen, og så blev vi ellers på I-95 hele vejen til Miami, og gjorde kun et par biologiske ophold undervejs. Der er faktisk ikke meget at sige om turen. Det mest spændende kom, da vi nærmede os Miami. Her er der mange HOV baner, altså kørebaner, hvor man skal være mindst to i bilen, og selv om vi faktisk var to i bilen, ville vi gerne undgå dem. Det skyldtes, at alle disse baner er betalingsbaner, og man betaler med en elektronisk dims, som i Florida går under betegnelsen SunPass. Har man ikke en sådan, bliver nummerpladerne fotograferet, og så sendes regningen til bilens ejer, i dette tilfælde altså Avis. Det havde vi oplevet i 2016, hvor vi fire gange kørte på betalingsvej i Florida. Det er sådan set nemt nok, og betalingen er rimelig. I 2016 stod de fire besøg på betalingsvej i et samlet beløb af lidt under 5 dollars, men Avis (og de andre udlejningsselskaber) beregner sig et klækkeligt gebyr for at håndtere betalingen. Således kom de $4,70 i 2016 til at stå os i næsten 35 dollars, da vi havde betalt gebyr (et pr. gang, vi var blevet fotograferet), og det ville vi gerne undgå denne gang. I den bil, vi havde lejet, var der faktisk en dingenot, som skulle kunne fungere som betaling uanset om betalingsveje skulle betales med SunPass, E-ZPass eller andre elektroniske betalingssystemer, som de bruger i andre stater. Hvis vi havde brugt den, ville gebyret have været $2,50 for dagen, men her var der også en indbygget fælde, for hvis man brugte denne dims, skulle man betale $2,50 for hver dag, man havde lejet bilen, uanset om man havde brugt dimsen eller ej. De ved godt hvordan de skal få penge ud af folk. I 2016 oplevede vi jo også, at vi blev tilbudt et leje en gps for $15 pr. dag, vi havde bilen. Ved den tur havde jeg glemt at tage min egen med, men det havde jeg husket i år. Alternativet vil være at købe en, hvilket er meget billigere end at leje, hvis man er på en tur, der varer 14 dage eller mere.

Da vi nåede Miami kørte vi direkte til vores hotel, Conrad by Hilton, hvor vi også boede i 2016. Det ligger i selve Miami, ikke ude på Miami Beach, og faktisk ligger det i byens finanskvarter, og det er et godt, men ikke helt billigt hotel, uden at man dog bliver ruineret af at bo der en eller to nætter. Fordelen ved hotellet er, at det ligger lige ved endestationen for den gratis monorail, som kører i Miami, og som er en hurtig måde at komme frem og tilbage til centrum på. Hotellet har "valet parking", altså folk, som mod et beskedent vederlag, på ca. 30 dollars pr. døgn (+ drikkepenge) parkerer bilen, som, når man afleverer den, bliver kørt væk til et ukendt sted, hvorfra man så kan rekvirere den igen. Vi spurgte dog, om den ikke kunne blive stående, da vi kun skulle op og tjekke ind (og transportere bagagen til værelset), og det fik vi lov til uden beregning. En lidt ældre herre af afroamerikansk herkomst og i en fin uniform (jo, det er et fint hotel) satte vores bagage på en bagagevogn og drog af med den. Vi tog elevatoren op til 25. etage, hvor hotellobbyen er. Her ventede manden med bagagen, og da vi havde fået tildelt vores værelse på 16. etage med udsigt over bugten, tog han med os ned i en anden elevator. Den man kører op med fra gaden til lobbyen standser ikke på værelsesetagerne, som ligger fra 16. til 24. etage. Han fik selvfølgelig passende drikkepenge, og så pakkede vi lige lidt ud inden vi kørte op for at køre ned. Vel nede opdagede vi, at vores bil var kørt lidt ned af "gaden", eller hotel indkørslen for ikke at stå i vejen for nye ankommende gæster, og så fik bilpasseren også en skilling.

Vi nærmer os Miami på ad Interstate Highway 95

Da jeg lejede bilen, var jeg blevet enig med rejsekonsulenten hos FDM om, at vi lige så godt kunne spare en dags leje, og så aflevere bilen den dag, vi kom til Miami i stedet for at vente til dagen efter. Det ville derfor være nemmere at aflevere den på bykontoret, i stedet for på kontoret ude i lufthavnen, så vi satte kursen mod dette kontor, som lå ret tæt på havnefronten. Det var bare ikke så let at komme til, da mange gader var spærrede på grund af vejarbejde, så vi måtte ud på nogle mindre omveje. Det lykkedes dog til sidst, og da manden på kontoret havde besigtiget bilen for kilometerstand og eventuelle skader, som vi heldigvis ikke havde lavet nogen af, fik vi en kvittering for at have afleveret - og en regning på $500 for at aflevere i Miami og ikke i Los Angeles, hvor vi havde lejet bilen. Denne afgift kan man nemlig ikke betale hjemmefra i modsætning til billejen, den skal altid afregnes lokalt. Vi gik til den nærmeste monorailstation, ca. 300 m fra udlejningskontoret og kørte tilbage til hotellet. På vej tilbage blev vi enige om, at vi nok ville spise aftensmad på Baire's Argentinian Grill, hvor vi også havde spist to år tidligere, og som lå inden for gåafstand. Først skulle vi dog lige slappe af et par timer. Da vi havde gjort det, gik vi ned til det område, hvor restauranten ligger, og på vejen talte vi om, at vi jo også kunne spise et andet sted. Der ligger nemlig temmelig mange restauranter i det område, og vi så da også på et par stykker, men endte trods alt med igen at spise argentinsk. Det er nok ikke byens billigste restaurant, men bestemt heller ikke den dyreste, og da maden er god og betjeningen glimrende, er det penge, der er givet godt ud. Som to år tidligere indledte vi med en af turens få drinks, en mojito, og så spiste vi både forret og hovedret og fik også lidt drikkevarer til maden, men vi stod over på dessert. Det hele stod i 130 dollars inklusive drikkepenge, hvilket svarer til 870 kroner, og selv om det er dyrt i forhold til hvad vi plejer at spise for i USA, kunne vi ikke have fået et tilsvarende måltid for de samme penge herhjemme.  På vej tilbage til hotellet besøgte vi en CVS for lige at købe noget vand og frugt til at tage med op på værelset. Man  skal nemlig være opmærksom på, at hotellet godt ved, hvad de vil have for det vand, der er stillet frem på værelset når man kommer. Vores køleboks havde vi efterladt hos familien i Flagler Beach, hvilket var et fremskridt fra tidligere, hvor vi bare har stillet den uden for vores hotel/motelværelse i håb om at nogen kunne bruge den.

Resten af aftenen slappede vi af på værelset. Det vil sige, vi foretog et par mindre omrokeringer af bagagen, da jeg havde et par flasker, som fik min kuffert til at veje mere end de tilladte 23 kg, mens Tim havde en del at give af, så han fik flaskerne og et par andre småting, og så var vi faktisk klar til at tage af sted næste dag. Inden vi afleverede bilen havde jeg for sidste gang aflæst kilometertælleren og kunne konstatere, at vi havde kørt 304 miles (489 km) denne sidste køredag.

Bytur i Miami og så hjem

Så var dagen kommet, da vi skulle returnere til Danmark efter endnu en fantastisk USA tur. Vi skulle imidlertid først flyve kl. 18 så vi havde god tid. Vi skulle være i lufthavnen kl. 16, så vi havde besluttet at tage monorailen (eller Metromover, som er det korrekte navn) ned til downtown, hvor vi så ville gå lidt rundt i området omkring Bayfront Park. Da vi havde pakket alting, kørte vi op til lobbyen, hvor vi henvendte os til deres concierge, som vi dels spurgte om, de kunne opbevare vores bagage, og det var der ingen problemer med. Vi skulle bare bede om den 15 minutter, før vi skulle af sted. Dernæst ville vi gerne bestille transport ud til lufthavnen, og det klarede han også og vi blev enige om, at det nok ville være en god ide at vi blev hentet kl. 14, da man aldrig vidste, hvor meget trafik, der ville være gennem byen. Således parate spadserede vi til stationen på den anden side af gaden og kørte ind til den station, som ligger tættest på Bayfront Park, og dette er også stationens navn sjovt nok. Turen fra Financial District til Bayfront Park er ni stationer, og tager omkring 15 minutter. Vi burde have noget tilsvarende i København, men højbaner er vist ikke i høj kurs herhjemme.

Højhuse ved havnen i Miami - og en lille lystyacht.

Vi gik en tur rundt i parken og så på forskellige monumenter, et springvand, som der ikke var vand i ved denne lejlighed, selv der havde været det to år tidligere, et amfiteater, hvor man var ved at gøre klar til en forestilling af en eller anden art, og så så vi også lidt på selve havnefronten, i hvert fald den del der ligger ved Bayfront Park. Her lå der en ganske stor - for at sige det mildt - yacht - nogenlunde på størrelse med et mindre krydstogtsskib, men det var det ikke, for krydstogtsskibene er trods alt lidt større, og de lægger til ved en ø i havnen, kaldet Dodge Island, og her lå der ganske mange. Efterhånden fik vi bevæget os ned til den ende af parken hvor de forskellige hop on-hop off busser afgår fra. Dem havde vi kørt med på tre forskellige ruter i 2016, så det sprang vi over i denne gang. Her ligger der imidlertid også et lille indkøbs/restaurationscenter. Stedet hedder Bayside Marketplace og det strækker sig i en bue rundt om den lokale marina, hvor der også ligger nogle ganske fornuftige "småbåde". Her gik vi ind og så på nogle af butikkerne, og vi var blandt andet inde i en Disney butik, hvor jeg ville se, om jeg kunne finde noget til Clara, men det, de havde, som var interessant, var alt for dyrt efter min mening, så hun måtte nøjes med det, jeg allerede havde købt tidligere på turen, men vi var også inde andre steder, blandt andet i en butik, hvor Tim så på computerspil, men heller ikke han købte noget. Desuden besøgte vi et par andre souvenirbutikkker, stadig uden at købe noget. Mens vi gik rundt i centret, blev jeg pludselig svimmel, og jeg mente at jeg måske var ved at blive dehydreret. Vejret havde vist sig fra sin halvpæne side med en næsten skyfri himmel, og en temperatur, der ikke nåede ørkenhøjder, men alligevel var godt over 35. Og luftfugtigheden var, som den havde været under hele besøget i Florida, særdeles høj. Vi fandt derfor en lille biks, hvor man kunne få noget at spise og drikke, og her købte jeg så en flaske vand. Der er borde rundt omkring, og vi slog os ned ved et af disse, og så snart jeg havde drukket vandet, gik det helt fint igen, så jeg havde nok ret i antagelsen om dehydrering. Da jeg var blevet fit igen, fortsatte vi rundturen, og så blev vi enige om, at afslutte vores tur med at spise frokost på den Hard Rock Cafe, der ligger lige uden for det lille center, så der gik vi over, og vi kom lige som  de åbnede. Jeg har senere fundet ud af, at der i den del af centeret, som vi ikke nåede rundt i, ligger såvel en Hooter's som en Bubba Gump Shrimp Co., men dem må vi så have til gode til en anden gang.

Også  i Miami spiser man udmærket på Hard Rock, hvis man altså kan lide den slags mad, de serverer, og hvis man synes om høj rockmusik til maden. Det eneste problem med Hard Rock Café er faktisk prisen, som er lidt i den høje ende. Vi fik nu spist, og jeg fik den eneste kop kaffe på en restaurant på hele turen. Derefter gik vi tilbage til stationen for at køre tilbage til hotellet. Her må jeg lige tage en afstikker og forklare lidt om Metromover. Banen har tre ruter. En mørkeblå rute, som starter i den nordlige ende af byen, og som kører ind til centrum, hvor den kører i et loop inden den returnerer til udgangspunktet. En gul rute (vores), som starter ude i Financial District, kører ind til centrum og rundt i samme loop som den blå inden den returnerer til Financial District. Endelig er der er lyseblå rute, som bare looper rundt og rundt inde i centrum i modsat retning af de to andre ruter. (Farverne har jeg snuppet fra rutekortene; alle tog ser ens ud, så man skal holde øje med skiltene på perronerne. Det hurtigste havde været at tage denne lyseblå rute en enkelt station fra Bayfront Park til Knight Center, hvor den gule rute forlader sit loop for at køre mod syd, men det gjorde vi ikke. Vi ventede til der kom en "gul" og så tog vi med den, for så fik vi hele loopet med, og fik altså set noget af downtown undervejs, selv om det ses fra første sals højde. Da vi nåede hotellet, var der stadig masser af tid, til vi blev hentet, så vi kørte op til 25. etage og slog os ned i lobbyen, hvor vi så hyggede os med for mit vedkommende en bog, for Tims vist mest hans iPad. Da tiden nærmede sig, gik jeg hen til conciergen og meddelte, at nu ville vi gerne have vores bagage, og fik besked på, at vi bare skulle køre ned til udgangen, så ville vi få den der, og det gjorde vi. Den samme herre, som havde kørt den op dagen før, kom trækkende med en bagagevogn og så fik han drikkepenge en gang til.

På vej ind over Sjælland, halvøen Reersø med de haleløse katte midt i billedet til venstre.

Da vores limousine kom, var det en eller anden form for SUV/MPV, og den var ganske stor, så vi kunne godt have væet fire eller fem, selv med bagage. Chaufføren var hispanic, sikkert af cubansk afstamning, da der er mange cubanere i Miami. Han hjalp med at få bagagen ind i bilen og så rullede vi af sted, men vi havde ikke kørt ret langt, før han fik en opringning, som viste sig at være fra hans chef, som gerne ville tale med mig. Da jeg havde bestilt transporten havde jeg opgivet mit kreditkortnummer, men nu forklarede chefen mig på et ganske spanskklingende engelsk, at han havde problemer med kortet. Det virkede ikke, efter hans udsagn. Så læste han nummeret højt for mig, og det var helt rigtigt, mens det viste sig at han havde fået udløbsdatoen forkert, og så snart jeg havde givet ham den rigtige, var alt idel lykke, og vi kunne fortsætte vores færd. Det tog kun knap en time at komme ud til lufthavnen, så vi var i god tid, og da såvel indtjekning som security også gik hurtigt havde vi en del tid at slå ihjel. Den tilbragte vi i British Airways loungen, hvor vi også fik lidt til ganen inden vi skulle flyve. Selve turen over Atlanten er der ikke meget at sige om. Den var lige så kedelig, som de plejer at være, men jeg fik da sovet nogle timer undervejs. I London havde vi omkring tre timer at slå ihjel, så igen måtte loungen holde for, og vi benyttede os af lejligheden til at spiae noget morgenmad. Uden for loungen står en hest med en lampeskærm, som Tim havde foreviget på udturen, og nu skulle den foreviges igen,og denne gang skulle han selv med på billedet.  Det første billede havde han tweetet til sine venner og også til Heathrow Airport, og her havde han skrevet noget om, at han ikke helt vidste, hvad han skulle kalde tingesten, og lufthavnen havde tweetet tilbage med en oplysende kommentar: "Vi kalder den Hest med Lampeskærm". Sig så ikke at englændere ikke har humor. Også resten af turen til København over Nordsøen gik stille og roligt, med en klar himmel uden skyer, som gav en fin udsigt, da vi fløj ind over Sjælland fra Storebælt.

Da vi nåede København var al vores bagage med, og vi kom som sædvanligt gennem tolden uden problemer, men vi havde heller ikke noget at deklarere. Vi gik ud og tog en taxa og 15 minutter senere var vi hjemme. Endnu en ferie var forbi, og vi var allerede så småt begyndt at planlægge den næste. Vi vil nemlig gerne tilbage til Texas, og Shaggy og Addy vil gerne se os igen, så uanset, hvad det ellers bliver til, skal Bonham, Texas indgå. Da jeg havde pakket ud, kørte jeg over for at sige hej til mine forældre inden jeg kørte hjem for at slappe af.

Status

Og så er det vist på tide at gøre status over årets tur. Vi havde været af sted 22 dage (fordi man først er tilbage i København dagen efter at man flyver fra USA, i hvert fald når man flyver fra USA om aftenen. Vejret havde været varmt på hele turen (og det havde det så også i Danmark i samme periode), men selv om det af og til havde regnet, også rigtig meget regn ind i mellem, havde havde der ikke været en eneste dag, hvor temperaturen ikke nåede op på mindst 28° celsius, og på min vandretur i Riparian Preserve at Gilbert Water Ranch i Arizona oplevede jeg den højeste temperatur, jeg nogensinde har oplevet i USA med 49,5 °. Luften var tør på den første del af turen, hvor vi jo var i ørkenområder, og fugtig i den sidste del, da vi kom øst på.

Ud af de 21 dage, vi havde haft bilen, havde den været ude at køre kortere eller længere distancer de tyve. Kun en dag havde den holdt stille. Det var i Statesville, hvor jeg dels gik og dels kørte med Charlotte og Bill Barnes. Fem af disse tyve dage havde vi kørt mere end 600 km, fire af disse fem ture nåede over 800 km og  ved to lejligheder satte vi ny rekord for kørsel på en dag i USA. Første gang var på turen fra New Iberia til Lake City, hvor det blev til 1.006 km, og dagen efter, hvor vi kørte fra Lake City til Flagler Beach, og hvor jeg så fortsatte til Hendersonville i North Carolina, blev det til 1.013 km, hvoraf jeg kørte præcis 500 miles (804) km alene. Også de 808 km, jeg kørte fra Statesville tilbage til Flagler Beach, kørte jeg alene, og det er den hidtil længste soloetape, jeg har kørt. I alt bød turen på 7.233 miles eller 11.640 km. Det er den næstlængste tur målt i afstand, vi endnu har kørt. Kun på turen i 2012, hvor vi kørte 12.665 km, har vi kørt længere men altså ikke længere etaper - og ved den lejlighed var vi af sted i fire uger, ikke kun tre som i år. Men på trods af de mange kilometer har vi set en masse, og også haft tid til at slappe af og besøge venner og bekendte. Og oven i dette kommer de kilometer, som Tim tilbagelagde, men han var alene, men dem har hverken han eller jeg styr på.

Som de tidligere ferier siden 2010 talte vi lastbiler, og denne gang tilføjede vi to nye selskaber, som ikke havde været med før, nemlig Estes og Saia, som er såkaldte LTL selskaber. LTL betyder Less Than Truckload. Det vil sige at en enkelt kunde ikke behøver at fylde en hel lastbil. I lighed med pakketransportfirmaer, som fx UPS, DHL og FedEx, har LTL firmaerne terminaler eller centre, hvor godset bliver samlet inden det så på større biler køres til destinationer andre steder i USA. Men i modsætning til pakketransportfirmaerne er det her storgods, der køres med. Og sensation! For første gang i de år, vi har talt lastbiler, var det ikke selskabet Swift, der vandt. Det gjorde derimod Schneider. Læs mere om de firmaer, vi tæller i artiklen Om at tælle lastbiler på Rejsesiden. Årets resultat blev:

Selskab nummer to i en overhaling af nummer fire.

Også i år så vi  to selskaber, som måske skal med i konkurrencen næste år. Det var Mesilla Valley Transportation og Caroll Fulmer Logistics Corporation, men nu får vi se om de kan kvalificerer sig.

Og til sidst lidt om årets økonomi. Da Tim og jeg var sammen i ca. halvdelen af tiden, og hverken jeg eller Tim selv, har styr på,hvad han brugte, mens han var alene og til hvad, dækker regnskabet altså kun de dage, vi var sammen og så den tid, jeg var alene. Så i virkeligheden skal der altså lægges noget til (Tims udgifter) for at få et sandt billede, men her er altså kun vist de udgifter, som jeg havde en større eller mindre andel i.

Clichy Inn Bed & Breakfast i Statesville, North Carolina

Som det fremgår var turen i år langt billigere end i 2016. Dette skyldes selvfølgelig dels, at de udgifter Tim har afholdt mens vi ikke var sammen, ikke er med. I den periode havde han ingen udgifter til overnatning, fordi han boede privat (og gratis), hvilket ellers kunne have forøget det samlede beløb. Flybilletter og billeje er steget en del og også benzinudgiften er steget, hvilket dels skyldtes at vi kørte længere end i 2016, hvor vi kun kørte omkring 9.800 km, men det skyldes også at benzinpriserne i USA er steget en del. Når vi har spist billigere er det selvfølgelig fordi jeg spiste alene på ca. halvdelen af turen. Og så har vi ikke mindst sparet på diversekontoen, men hvad det er, vi har sparet på, skal jeg ikke kunne sige.

Af de knap 65.000 kr. stod jeg for 40.000, mens Tim stod for ca. 25.000 plus det han selv har brugt. En medvirkende årsag til min store andel er, at jeg står også for næsten tre fjerdedele af de samlede udgifter til overnatning, hvilket ikke mindst skyldtes, at jeg valgt at bo på B&B på nær to nætter, hvor jeg boede på hotel/motel. Og B&B er ikke billige i USA!

Men alt i alt en betydeligt billigere tur end i 2016 og betydeligt billigere end i 2014, hvor det sneg sig op på næsten 100.000, hvilket især skyldtes at flybilletterne kostede 50 % mere end i år, hvilket ikke mindst skyldtes at i 2016 fløj vi både ud og hjem fra Washington DC, mens vi denne gang fløj ud til Los Angeles og hjem fra Miami, og det er alt andet dyrere, når man ikke skal have en "almindelig" returbillet. At jeg  så betalte en større andel end i 2016 er så en anden sag, men jeg kunne jo bare have valgt at bo på motel i stedet for at bo på Bed & Breakfast, mens jeg var alene - men jeg vælger nu nok B&B igen næste gang også. Det duer bare ikke. når jeg er sammen med Tim, for de fleste B&B har kun en enkelt kingsize seng på værelserne, og godt nok elsker jeg min søn, men ikke så meget, og det er en gensidig følelse :-). Men at bo på B&B er altså hyggeligere på en eller anden måde, og man lærer mange mennesker at kende. Så den samlede konklusion er, at det endnu engang var en fantastisk tur, der var alle pengene værd.