Florida: Sol, vand og dovenskab

Den sidste artikel i denne ferie omgang fra min hånd, der fortæller om mine sidste 3½ dage i Florida og turen op til North Carolina for at mødes med min fader igen.

Dag 1: Fint besøg.

Lexie forsøger at fange et tøjdyr i en til formålet indrettet maskine

I dag havde vi kun den plan at Lexie’s og min veninde Allie, skulle komme op og besøge os fra Orlando hvor hun bor, så jeg tillod mig at sove længe og kom først ud af sengen ved 9 tiden. Lexie har altid haft en uregelmæssig døgnrytme, så hun sov stadig som jeg havde forventet. I stedet for benyttede jeg mig af hendes forældres stående invitation til at benytte deres pool, og fik mig en forfriskende gang morgensvømning.

Da Allie skulle komme tidligt på eftermiddagen, sludrede jeg med Lexies forældre til jeg følte at det var tid til at hun blev vækket. Det gjorde jeg så med al den pli og diplomati, jeg har tillært mig over årene. Da hun så var blevet færdig med at kalde mig ting, der ikke kan nævnes i høfligt selskab, snakkede jeg så med hende indtil Allie kom.

Sidste gang jeg besøgte Lexie i 2018, havde vi sammen med Allie besøgt SeaWorld i Orlando, men mens Lexie havde set hende nogle gange siden, var det så første gang for mig siden da. Den gang var hun lærer for børn i de små klasser, men siden hen var hun gået i gang med at uddanne sig til bedemand. Det snakkede vi selvfølgeligt om da hun var kommet. Det gik fint, og hun elskede faget (Siden hen har hun bestået, er færdiguddannet og har fået sit første job i branchen).

Derefter besluttede vi os til alle sammen at komme i poolen. Lexie dog med lidt overtalelse. Hun påstod at hun ikke havde mest lyst, men med lidt god solid voksenmobning fik vi også hende i badedragt og i vandet, og så brugte vi ellers næsten to timer på at svømme og sludre om løst og fast.

Efter det var vi blevet sultne af al den aktivitet, så vi tog ned til turist området i Flagler og fik os noget at spise på Whamburger. En meget farverig lokal burgerbiks som vi holder meget af, og som ligger med fin udsigt over stranden. Da vi havde spist, var det så tilbage til huset, hvor vi hyggedes yderligere noget tid til Allie skulle hjem igen. Derefter tog jeg Lexie med ud at handle, så jeg kunne proviantere til de næste par dage, og så hun kunne få ting til sin E-cigaret og jeg kunne hilse på den faste tankpasserven, hun købte den slags fra. Han var flink.

Så gik det tilbage til huset, hvor vi hyggede os med videoer og at lege med de udstoppede dyr (Vi ER voksne, jeg sværger) til det blev sengetid for mig. Med Lexies døgnrytme ville hun nok først kunne falde i søvn senere på natten.

Dag 2+3: Dovenskaben længe leve.

Der er ikke forfærdeligt meget at sige om disse to dage. Om søndagen gik Lexies forældre i kirke mens jeg igen startede dagen i poolen, men ellers kom vi i den grad hviledagen i hu. Lexie og jeg kan sagtens få en dag til at gå alene med at se youtube videoer, snakke og bare slappe af lege med tøjdyrene (vi ER voksne, jeg sværger), og det var faktisk også hvad vi gjorde, kun afbrudt af fælles familiemorgenmad efter forældrenes kirkegang og lidt mere pool senere. Vi havde planlagt nogle ting, vi ellers gerne ville have set, men Lexie har et dårligt ben grundet nogle problemer med hendes nervebaner, og det værkede en del, så det blev ikke til andet end en smuttur om aftenen til en naboby så vi kunne få noget aftensmad. Der faldt valget på ”den restaurant med taget”. Mere specifikt på den sportsbar i Ormond Beach der hedder Houligan's, hvor min far og jeg har spist gentagne gange, når vi har været i området.

Poolen hos Lexies forældre

Sidste år da jeg en dag skulle køre Lexie til lægen, kom vi forbi stedet på motorvejen, og jeg prøvede at udpege restauranten for hende. Desværre kørte jeg jo bilen så jeg kunne ikke rigtigt pege. I stedet for prøvede jeg at lade hende vide hvor det var, baseret på bygningens arkitektur, der adskiller sig lidt fra de andre bygninger omkring den, men min kommentar kom ud som ”Det er der. Den der bygning... den med det der tag.” Den forklaring har hun aldrig ladet mig glemme, men denne gang skulle hun så udsættes mere direkte for taget.

Maden var ganske glimrende, og efter det var det så bare hjem og hvile hendes ben igen.

Årsagen til hendes ben problemer viste sig så tydeligt dagen efter. Det var sidste hele dag jeg havde i Florida, og min morgentur i poolen blev aflyst af et klassisk Florida-skybrud, hvor himmel og jord stod i et. Som så mange andre med nerveproblemer kan Lexies ben tit forudse meteorologiske ændringer og især giver det bøvl, før vejret bliver værre. Det er selvfølgelig skidt i en stat, der kun yderst sjældent ikke har en god regnmængde hver eftermiddag, men det er heldigvis værst, når der sker virkeligt store vejrændringer.

Det betød at dagen mest blev tilbragt indendørs med den samme hygge og afslapning som dagen før, da det først var relativt sent på eftermiddagen, vejret klarede op igen.

Om aftenen havde Lexies forældre inviteret mig med dem og Lexie til at spise aftensmade på The Funky Pelican; byens mest prominente restaurant liggende midt på den strandmole, der er centrum for turist området. Det havde jeg naturligvis sagt ja tak til, men jeg gav aftenen mit personlige spin. Lexies far og jeg har haft en årelang fejde om hvorvidt vikinger havde horn i hjelmen eller ej. Han fastholder stædigt at det havde de da naturligvis, mens jeg som historiker, lige så stædigt fastholder, at det er en fjollet myte. Ok, jeg siger fejde. Det er måske at gå for vidt, men selvom han ved bedre, insisterer han på at genere mine cirkler ved at fremture med sin holdning... så det var tid til HÆVN!

Hjemmefra havde jeg medbragt en vikingehjelm af stof med samt horn, og da vi kom til restauranten iførte jeg mig så den. Som viking skulle jeg vel være standsmæssigt påklædt, og han kunne jo ikke brokke sig nu han selv havde fremturet. Desværre gik hævnen lidt i vasken, da han opfattede hjelmen som en indrømmelse fra min side af at han havde ret. En dag skal jeg dog få ham overbevist, om det så kræver en holmgang! GRRR!

Maden på The Pelican var udmærket, men for prisen, som er skruet noget op efter turistforholdene, kunne man nok godt havde fået noget, der var lige så godt og billigere et andet sted, men jeg betalte jo ikke, og udsigten over havet da solen gik ned var fantastisk, så jeg brokkede mig ikke.

Derefter var det så hjem og hygge til jeg sagde godnat til Lexie og tøjdyrene (Vi er voksne, jeg sværger). Det var to dage hvor jeg sjældent har nået så lidt på en tur til USA, og hvor min bil næsten ikke flyttede sig, men det var gode dage i selskab med min bedste ven og dem skal der vel også være plads til, selv på et roadtrip.

Dag 4+5: Faderen, sønnen og North Carolina.

Det var nu blevet tirsdag, og jeg skulle træffe en beslutning. Jeg skulle mødes med min far onsdag i Winston-Salem i North Carolina men der var omkring 7-8 timers kørsel op fra Flagler, så jeg kunne enten køre meget tidligt fra Flagler onsdag, så jeg kunne nå at aflevere min lejede bil tilbage inden klokken 15, eller køre derfra tirsdag eftermiddag og så tage en overnatning på vejen.

Dramatisk himmel over Hardeeville, South Carolina

Efter overvejelse mht. vejarbejde m.m. besluttede jeg mig til det sidste, og efter en morgensvømmetur lavede jeg så en plan, mens jeg ventede på at Lexie skulle vågne. Jeg vidste, at hvis jeg kunne komme nord på til omkring Savannah ville jeg skære turen over to i lige lange dele, og ikke have nogen tidsmæssige problemer om onsdagen, så jeg besluttede mig for at bestille et værelse på det hotel, jeg havde set et morsomt motorvejsreklameskilt for, ved Hardeeville, lige efter grænsen til South Carolina fra Georgia, da jeg 4 dage tidligere var på vej sydpå fra Florence.

Da det var gjort, vækkede jeg Lexie, så vi kunne få så meget tid sammen som muligt, før jeg skulle køre ved 16 tiden. Vi snakkede og prøvede at lægge planer for endnu et møde, men foreløbigt er det ikke blevet til noget. Forhåbentligt lykkedes det inden yderligere et år er gået.

Omkring klokken 15 pakkede jeg mine ting, og efter en (faktisk, denne gang) tårevædet afsked med Lexie, familien og tøjdyrene, som jo også skulle adskilles, (mine medbragte og hendes fastboende - Ok, måske er vi ikke HELT voksne) forlod jeg Flagler og kørte nord på ad I-95. Jeg havde ikke behøvet at bekymre mig om tiden, for selvom jeg ramte Jacksonville i myldretiden, tog det faktisk kun de tre timer det burde tage at køre de knap 330 kilometer til Hardeeville.

Til gengæld var himlen begyndt at se MEGET dramatisk, ud da jeg kom nordpå, og jeg besluttede mig for ikke at lede for længe efter et sted at spise. Jeg tjekkede ind på hotellet (som viste sig nok at være det billigste hotel i pris og kvalitet på turen, men hey; jeg skulle jo bare overnatte, og det gik da også fint.) og kørte til den nærmeste Subway ,så jeg kunne købe mine normale meatball marinade sandwicher og ræsede nærmest tilbage til hotellet, som jeg nåede i sidste øjeblik. Den værste tordenstorm jeg oplevede i år, og måske den værste nogensinde, brød ud. I næsten 2½ time væltede regnen ned i en grad jeg ikke har set siden oversvømmelserne i Danmark i 2011. Heldigvis var jeg jo indendørs, så jeg spiste min mad, tjekkede verdenssituationen og kommunikerede med min far om, hvorledes vi skulle mødes dagen efter og så gik jeg i seng.

Dagen efter var det sol og klar himmel, så da jeg var kommet i tøjet var det bare at komme videre derudad. Kort før Santee i South Carolina, hvor vi har boet en par gange før, skiftede jeg til I-26 nordgående, som jeg fulgte tilbage til Columbia hvor jeg skiftede til I-77. Efter at have holdt en lille tissepause og fået taget nogen naturbilleder ved en rasteplads, ramte jeg Charlotte i North Carolina og skiftede til I-85 hvor jeg blev resten af turen bortset fra et stop lige uden for Winston-Salem for at fylde bilen op til afleveringen.

Jeg satte min GPS til at finde den ret lille lufthavn i byen, hvor min bil skulle afleveres og ankom dertil lige omkring middag, hvor jeg fandt min far ved hovedbygningen, hvor bilen også skulle afleveres. Efter 11 dage alene var vi nu samlet igen.