En tur på Blue Ridge Parkway og så til Statesville

Udsigten fra The Lump, et udsigtspunkt på Blue Ridge Parkway. Varmedisen får det nærmest til at ligne et alfelandskab

I dag skulle jeg så på Blue Ridge Parkway. Man kan efter min mening ikke besøge det vestlige North Carolina uden at køre en tur på denne naturskønne vej - og de få kilometer, jeg havde kørt dagen før, var ikke nok. Efter at have spist morgenmad på The Rose, satte jeg kursen mod syd til i første omgang Morganton, og derfra mod vest til Marion. Fra Marion tog jeg så US 226 mod nord i retning mod Spruce Pine. På vej mod nord gjorde jeg et kort ophold på North Carolina Museum of Minerals, som netop ligger der, hvor de to veje mødes. Det var mit andet besøg på dette lille museum, og selv om det er hurtigt overset, er det ganske interessant Jeg tog så BRP mod nord forbi Boone og op til Northwest Trading Post. Undervejs gjorde jeg nogle stop, dels for at nyde udsigterne, og dels for at få gået nogle kortere ture i naturen. Et af de steder, jeg stoppede var ved Linn Cove Viaduct, hvor jeg for første gang fik gået en tur ad den sti, der fører ind under viadukten. Hidtil har jeg kun set den oppefra, men nu så jeg den altså fra neden, og fik taget nogle billeder af den fra en ny vinkel. Også nogle nydelige sommerblomster, der voksede langs stien blev foreviget. Næste stop var ved Price Lake, hvor det også blev til en kort tur, hvor jeg især kunne nyde de vilde rododendroner, som stadig var i blomst, hvilket mest var den hvide variant; de fleste af de lilla var som blomstrer noget tidligere, var afblomstret, men der var da nogle få tilbage, og der var ogå andre planter, som fandt nåde for mit kamera

I Northwest Trading Post købte jeg nogle gaver til at tage med hjem, og så satte jeg kursen mod syd igen i retning mod Boone. På vejen tilbage gjorde dig endnu et stop, nemlig ved udsigtspunktet The Lump. Her har jeg ofte gjort hold, både når jeg har været her alene og sammen med andre, for her står det "berømte" skilt, der vakte min interesse for Tom Dooley. Denne gang nøjedes jeg dog ikke med at se på skiltet, men valgte faktisk at gå op på bakketoppen, der har givet stedet navn, og nyde udsigten over omgivelserne, selv om de til dels var skjult i varmedis Disen er dog med til at man kan få taget nogle ganske nydelige billeder, der kan se helt "eventyragtige" ud. For mit indre blik kan jeg se alfer og andre overnaturlige væsener flyve omkring i disen over bjergene i det fjerne. Da jeg nåede det sted, hvor BRP møder US Highway 421 tog jeg denne mod øst til Wilkesboro. 421 er på hele denne strækning en bred firespors vej, og det første lange stykke fra Boone går det kraftigt ned ad bakke, da man skal fra High Country området, hvor Boone ligger, til Foothills området, hvor Wilkesboro ligger. På den strækning er der mange såkaldte Runaway Truck Ramps, hvor lastbiler, der ikke kan bremse, kan køre fra. Grusbunker på disse ramper bremser så lastbilen, og ved en af disse Runaway Truck Ramps kunne jeg se, at der lå en lastbil halvt på siden, mens redningsfolk arbejde med at rette den op igen. Jeg havde desværre selv god fart på, på det tidspunkt, så jeg fik ikke ikke noget billede, men tilsyneladende virker de altså. 

Fra Wilkesboro tog jeg så NC 268 "den sædvanlige vej" tilbage til Lenoir, og jeg var tilbage på The Irish Rose allerede 15.30, så der var tid til at få tjekket internettet for at se om verden var væltet, mens jeg havde været fraværende! Det var den ikke, så i stedet skrev jeg et par mails. Desuden slappede jeg af med en bog, som jeg havde haft med hjemmefra, men som jeg indtil da ikke havde fået læst meget i. Nu blev det da til nogle sider inden jeg igen gik ned til centrum for at få noget føde. Planen var, at jeg skulle have spist på et andet nyt spisested, som Rose havde fortalt mig om, The Shake-n-Dog, hvor man som navnet antyder, specialiserede sig i hotdogs. Amerikanske hotdogs minder ikke meget om danske, og jeg bryder mig faktisk ikke meget om dem, men her var der mange varianter at vælge mellem, så jeg var altså blevet enig med mig selv om at give stedet en chance. Altså lige til jeg kom derned og så, at der var lang kø ned ad gaden, så stedet var åbenbart særdeles populært. Jeg passerede køen, og kunne se at der bestemt heller ikke var nogen ledige siddepladser inden for. Til gengæld var der et skilt i vinduet, der fortalte at om tirsdagen (og det var netop tirsdag) tilbød de "A dollar for a dog", eller i hvert fald havde de det ved den lejlighed, og det tiltrak åbenbart særdeles mange lokale. Jeg opgav derfor "doggen", og gik over på det modsatte gadehjørne til pubben, Side Street Pour House, hvor jeg før havde spist, men det viste sig, da jeg kom ind, at her var alle borde optaget, og der var en ventetid på omkring en time, så det opgav jeg også, også fordi musikken den dag var overdrevent høj. Jeg krydsede derfor endnu en gang gaden og gik ind på 1841 Café, hvor jeg også før har spist. Noget dyrere end de to første steder, men til gengæld kunne jeg få bord. Jeg havde netop fået sat mig, da Cindy og Jack Day, de mennesker som havde været så hjælpsomme dagen før, kom forbi bordet. De havde været inde for at hente noget take-away, og så fik vi lige en sludder, hvor de blandt andet kunne fortælle, at før cafeen blev åbnet, havde der ligget en isenkrambutik på stedet, og at det var Richmond Bernhardts farfar, som oprindeligt havde ejet den og senere blev den overtaget af hans far, så vi blev enige om, at det var lidt ærgerligt at han ikke var med, for han kunne sikkert have fortalt nogle historier om stedet. Cindy og Jack skulle dog hjem, mens deres mad var varm, så jeg fik bestilt, og det var ganske godt (nachos til forret og derefter kylling med citron og kapers); faktisk bedre end ved mit første besøg, hvor maden var sådan lidt lala. Efter maden gik jeg tilbage til mit B&B, hvor jeg sludrede lidt med Rose, og vi fik afregnet for opholdet (og jeg fik som ved de seneste besøg rabat), så vi ikke skulle bruge tid på det næste morgen, hvor jeg skulle sætte kursen mod mit næste opholdssted i Statesville.

Til Statesville og det næste opholdssted

Oxford Dam på Catawba River

Næste morgen sagde jeg farvel til Rose. Da hun har sat sit B&B til salg, ved jeg ikke om jeg kommer til at bo der igen, og om det i givet fald er hos Rose. Når stedet er solgt, vil hun nemlig købe en campingvogn, og så køre rundt i USA i et år, inden hun slår sig ned, nok i Savannah, Georgia sammen med sin søster, der så flytter op fra Florida (huset er dog ikke solgt endnu her i begyndelsen af januar 2020, men ingen ved jo, hvornår det sker). Ellers skulle jeg bare til Statesville, men da der kun er omkring 40 miles, er det kun en times kørsel, så jeg besluttede mig for at se noget undervejs på turen. Jeg tog i første omgang US 18 mod øst, og i udkanten af byen skiftede jeg til US 64 mod sydøst. Jeg passerede Taylorsville, som jeg havde besøgt på forårsturen, men denne gang gjorde jeg dog ikke noget stop her; jeg skiftede bare North Carolina Route 16 mod syd. Noget syd for byen passerede jeg Catawba River, og her gjorde et ophold for at gå en tur og tage nogle billeder af den dæmning, der findes her, Oxford Dam, og det tilhørende vandkraftværk. Da jeg ikke kunne bruge mere tid ved dæmningen, fortsatte jeg mod syd til Conover, hvor jeg mødte Interstate Highway 40 (igen, igen), og denne tog jeg så mod øst.

Jeg havde aftalt med Charlotte og Bill Barnes, at vi skulle mødes uden for Statesville Historical Collection kl. 12, og da jeg var i ret god tid, kørte jeg lidt omkring i byens omegn og så på den. Fem minutter i 12 rullede jeg op foran huset, og to minutter senere kom så Charlotte og Bill, der var kørt op fra deres hjem i Matthews nede ved Charlotte. Steve Hill, der driver stedet, var ikke til stede, men det vidste jeg godt, da han havde fortalt mig det tidligere - han var taget til stranden i nogle dage med sine børnebørn. En af hans hjælpere havde dog åbnet stedet, så vi slog os ned ved langbordet og sludrede en times tid inden vi gik over på den anden side af gaden og spiste frokost på Twisted Oak, som jeg også har besøgt ved flere lejligheder. Jeg ville have givet, men det fik jeg ikke lov til. Efter frokost gik vi op til 3rd Street Cemetery, som vi tidligere har besøgt sammen. Her skulle Bill vise mig en grav, som jeg ikke havde kunne finde ved mit seneste besøg i april; Bill vidste da også præcis hvor den var. Efter besøget her kørte Bill og Charlotte tilbage til Matthews, mens jeg gik tilbage til bilen. Så kørte til jeg mit B&B, Clichy Inn og tjekkede ind hos Lori, hvor jeg fik et fint værelse på 1. sal. Derefter slappede jeg af nogle timer, igen med læsning og netbesøg. Aftensmaden blev indtaget på Broad Street Burger, og man kan selv gætte hvad jeg fik - ledsaget af en lokal cider. En dag, hvor der ikke skete så meget, men det er også rart ind i mellem, og der var aktiviteter nok i vente i de kommende dage. 210 miles eller 338 km var dagens samlede distance.