Kontakt med nye og gamle bekendte

Jeg startede den første hele dag i Statesville med et besøg ved Fort Dobbs. Det vil sige jeg startede naturligvis med at nyde Loris glimrende morgenmad. Fort Dobbs ligger lidt nord for byen, og første gang jeg besøgte stedet tilbage i 2015, var der bogstaveligt talt bare et hul i jorden og en kopi af en brønd. I april i år havde jeg så besøgt stedet sammen med Charlotte og Bill, og på det tidspunkt, var man næsten færdig med at opføre en kopi af det gamle fort. Jeg have hørt, at man nu skulle være blevet færdig, så nu ville jeg se fortet igen. Det viste sig ganske rigtigt, at bygningen var færdig, og alle de maskiner, der havde været på stedet i april, var væk. Fortet var dog ikke åbent for offentligheden endnu, da der manglede nogle sikkerhedsgodkendelser, og kun de, der arbejdede der, blev lukket ind i bygningen. Den officielle åbningsdag lå først i september, og så længe kunne jeg ikke vente, men jeg fik en god snak med en af de frivillige, der passer og arbejder på stedet.

Margaret the Mummy på Iredell Museums

Fra Fort Dobbs kørte jheg tilbage til centrum, hvor jeg ville besøge Iredell Museums, som kun er ét (lille) museum, trods navnet. Jeg parkerede bilen ved museet, men inden jeg gik ind, prøvede jeg at ringe til John Hawkins, en af mine bekendte i området Jeg havde allerede prøvet nogle gange om morgenen, før jeg kørte fra Clichy Inn, men hver gang havde jeg fået en henvisningstone, og det gjorde jeg igen. Jeg blev dog enig med mig selv om, at han ikke kunne være optaget i så lang tid, så der måtte være noget andet galt. Jeg valgte så at sende ham en mail, da jeg var sikker på, at det var det rigtige nummer, jeg brugte, fordi jeg tidligere havde ringet til ham flere gange uden problemer. John havde foreslået at vi sammen skulle se Tom Dooley stykket i Wilkesboro, og det skulle vi lige have aftalt nærmere om, så jeg forklarede i mailen, at jeg havde prøvet på telefon, men uden held. Inden jeg nåede at forlade bilen, svarede han, at hans telefon var i stykker for tredje gang på få uger, hvilket irriterede ham en del. Han håbede dog, at den ville komme retur fra reparation senere samme dag. Han kunne dog oplyse at han ikke havde haft lidt feber på det seneste (han er omkring 80 og pensioneret underviser og museumsdirektør), så han ville gerne have lov til at springe stykket over, og så mødes med mig på et andet tidspunkt. Jeg foreslog en dag, og så gik jeg ellers ind på museet.

Museets udstilling består stort set kun af et enkelt rum, og det var ved denne lejlighed helliget Ægypten - eller rettere det gamle Ægypten. Museet er i besiddelse af en mumie, så den var "hovednummeret". Margaret The Mummy er den blev døbt efter en publikumskonkurrence. Inden jeg kom så langt, - jeg var kun nået til "receptionen" - mødte jeg min sæl og sandten Laura Foster - i skikkelse af Emily Baker, der havde spillet rollen, da jeg overværede prøverne på The Tom Dooley Project i april. Emily er Programs and Operations Manager på museet, og da hun også kunne huske mig, fik vi en hyggelig sludder, inden jeg gik ind for at se på udstillingen. Også damen, der spillede Pauline Foster i stykket, er ansat på museet, men hun var ikke til stede den dag. Efter mit besøg er jeg blevet venner med Emily på Facebook, og det er jo altid rart at kunne føje nye venner til kredsen. Efter at have sagt farvel, datte jeg kursen mod Lake Norman State Park, en tur på omkring 10 miles. I april havde jeg afbrudt en vandretur her for at køre til North Wilkesboro for at spise frokost med en anden bekendt, Carl White som producerer og er vært for tv-serien Life in the Carolinas Nu ville jeg råde bod på afbrydelsen, og gå den tur på omkring 8 km, jeg dengang havde planlagt, men hvor jeg kun fik gået ca. halvanden, før jeg vendte om iog gik tilbage til bilen.

Jeg parkerede bilen på samme sted (sådan cirka) som sidst, og gjorde klar til vandreturen; det vil sige smurte mig ind i solcreme, iførte mig min vandringshat (jeg havde hverken vandringsstav eller vandringshund, vryf - og denne tilføjelse var mest til glæde for de, der husker radioprogrammet Holdningsløse Tidende) og forsynede mig med vand fra køleboksen. Derefter drog jeg af sted, men det blev om muligt endnu kortere end tre måneder tidligere, for efter at have gået ca. 500 meter, vendte jeg om. Det var simpelthen for varmt og for fugtigt. Temperaturen var på det tidspunkt over 38 grader i skyggen og luftfugtigheden nærmede sig 100 %. Det nåede da også at blive både regn og torden, før jeg nåede hjem til Statesville sent på eftermidagen. I stedet kørte jeg til den lille strand, som ligger ved søen. Her er der livredder og stranden er indrettet til badning. Livredderen havde dog ikke travlt, for der var kun meget få mennesker på stranden. Jeg nøjedes da også med at nyde udsigten fra en bakketop og tage et par billeder. Da jeg var færdig i parken, kørte jeg - som i april - til North Wilkesboro for at se om Carl tilfældigvis skulle være i studiet, men det var han ikke. Der var faktisk ikke et øje, og døren var låst. Så jeg satte kursen tilbage mod Statesville.

Det hurtigste ville nok have været at tage Route 115 direkte mellem de to byer, men det gjorde jeg ikke. Jeg tog i stedet US 421 mod øst til den møder I-77, som jeg så tog syd på, og det var der en speciel grund til. Jeg havde i lang tid fulgt med i en voldsom lokal debat på nettet (altså lokal i Statesville, ikke Brøndby), der handlede om et amerikansk flag hos en forhandler af campingvogne. Dette flag var alt for stort mente nogle, mens andre mente, at det var helt i orden Bystyret i Statesville har åbenbart nogle regler for, hvor store flag må være, og dette var meget større. Indehaveren af biksen var da også blevet pålagt at fjerne flaget, men nægtede dette. De meget patriotiske mente, at han skulle have lov til at opsætte så stort et flag, han lystede, mens de mere lovlydige mente, at han skulle overholde reglerne lige som alle andre. Og nu ville jeg altså også se dette flag, som stod på en flagstang ved netop I-77. Det viste sig da også, at flaget faktisk var meget stort, ikke mindst i forhold til flagstangen. Det ville simpelthen være umuligt at sætte flaget på halv uden at det rørte jorden, og det havde da også været et af argumenterne mod flaget. Som i Danmark, er der ingen lovgivning om, hvor stort et flag må være, men vi har dog en masse uskrevne regler om flagning, som de fleste overholder, fx at højden på et flag ikke må være mere end en femtedel af flagstangens højde. Sådanne "regler" har man ikke i USA, og jeg vil gætte på, at flaget her var omkring to tredjedel af stangens højde.

Den tidligere stationsbygning i Mooresville, nu Mooresville Arts.

Jeg så kun flaget i forbifarten, for jeg fortsatte mod syd ad I-77 til Mooresville, den største by i Iredell County, med mere end 35.000 indbyggere. Statesville, der er amtssæde, har omkring 27.000. Ved tidligere lejligheder havde jeg kun kørt forbi eller gennem Mooresville, men nu ville jeg se lidt på Downtown. Jeg fandt et sted at parkere bilen, og så gik jeg lidt rundt på hovedgaden, hvor jeg opdagede at Tim havde sit eget bord - i hvert fald var der et spisested med navnet Tim's Table. Jeg fik også set på den gamle stationsbygning, som nu fungerer som kunstgalleri. Som tilfældet er med alle andre byer i det vestlige North Carolina, kører der  i dag kun godstog til og gennem Mooresville, og passagertrafikken er opgivet for mange år siden, så de fleste tidligere stationsbygninger anvendes nu til andre formål. Jeg så også et par andre ting, blandt disse en skulptur med en dame på en bænk og et af de mange, gamle reklamevægmalerier, som det i North Carolina er blevet meget moderne at restaurere ; i dette tilfælde en reklame for en sportsvogn af mærket Franklin, som nok har været fra 30'erne eller 40'erne. Der var dog flere ting i byen, jeg ikke fik set, så der er basis for mere sightseeing ved mit næste besøg i området. Da det var ved at blive sent, kørte jeg tilbage til Statesville, men denne gang tog jeg mindre veje. da jeg syntes at jeg havde kørt nok på motorvej for den dag og gerne ville se noget nyt. Da jeg kom tilbage og lukkede mig ind, sad Lori i køkkenet med et par veninder, og så sludrede jeg lidt med dem, inden jeg trak mig tilbage til mit værelse. Dwet var ikke langt jeg havde fået kørt i dag. Kun 78 miles eller 126 km.

Da klokken var hen ad halv syv, ville jeg lige se om temperatur og luftfugtighed "havde fået det bedre", for så ville jeg gå en tur, når jeg alligevel skulle ned til centrum for at få aftensmad. Det var stadig varmt (ca. 33 grader) og fugtigt, men ikke så slemt som ved middagstid, så det endte med, at jeg fik gået 6-7 km. Aftensmaden blev indtaget på Twisted Oak, hvor jeg havde spist frokost med Charlotte og Bill dagen før, og så gik jeg ellers stille og roligt tilbage til mit B&B, mens jeg nød sagen fra cikaderne, som gemte sig i alle træer langs ruten. Der var mange træer og cikaderne var særdeles højlydte. Vel tilbage, gik jeg med det samme op værelset og slappede af resten af aftenen med min tablet og resten af den bog, jeg havde haft med fra Danmark.