Flyttedag

Efter at have spist den sidste morgenmad hos Lori i denne omgang og have afregnet, sagde jeg farvel og drog ud på endnu en flyttedag. Dagens etape var ret kort, nemlig fra Statesville til Ferguson, en tur på mellem 42 og 60 miles (68 og 96 km) afhængig af den rute, jeg valgte. Tiden ville, i henhold til Google Maps, være den samme, nemlig 1 time uanset rute. Men jeg kørte faktisk ingen af dem. Jeg havde nemlig i nattens løb fået en mail fra Expedia, som jeg havde booket det sidste ophold gennem, om at jeg skulle kontakte stedet, Zevely Inn i Winston-Salem. På baggrund af mailen sluttede jeg mig til, at der var noget galt med kreditkortoplysningerne. Faktisk så det ud til, at de havde fået mit gamle kreditkortnummer, og jeg ville ikke give dem det nye over telefonen, så jeg besluttede mig for at besøge kroen i stedet. Fra Statesville er der omkring 45 miles til Winston-Salem og ad motorvej størstedelen af vejen, så det var under en times kørsel. Det viste sig imidlertid, at forespørgslen intet havde med kreditkortet at gøre. Damen, der driver stedet, ville bare gerne vide hvornår på dagen, vi regnede med at ankomme, og det kunne jeg jo godt have oplyst i telefonen. Hun benyttede sig så også af lejligheden, når jeg nu var der alligevel, til at spørge om nogen af os havde problemer med, hvad vi kunne spise (allergier mm) , og jeg kunne så fortælle at bortset fra Tims laktoseintolerance, som han helt selv har styr på (altså hvad han kan spise og ikke spise), så led vi ikke af noget af den slags.

Den tidligere "stationsbygning" i Troutman.

Efter besøget her kørte jeg tilbage til Statesville for at besøge deres Farmer's Market, som er åbent om lørdagen. Jeg kunne ikke gøre det før besøget i Winston-Salem, da jeg skulle være der inden 10, hvor de "lukker" for hoveddøren, så der kan blive gjort rent med mere. Når man først er gæst, har man selv nøgle, men for andre er der åbent mellem 8 og 10 og så igen efter 15, med mindre man har aftalt noget andet, og det, jeg aftalte med damen, var, at Tim og jeg ville være der omkring 16. Men nu kørte jeg altså tilbage til Statesville og besøgte deres glimrende Farmer's Market, men jeg købte ikke noget ved den lejlighed. Derfra kørte jeg så til den lille by Troutman syd for Statesville, som jeg havde kørt igennem et par dage før, da jeg kørte ud til Lake Norman State Park og nu ville lige jeg lige se byen, men det var hurtigt overstået. Det var nogle huse med flere reklamevægmalerier, og en tidligere - jeg vil ikke kalde det stationsbygning, for det var nærmest kun en pavillon uden vægge, men det var, hvad der havde været i byen, da der stadig kørte passagertog. Jeg satte derfor kursen mod Ferguson, i begyndelsen ad små veje, men derefter motor- og hovedvej, da det går noget hurtigere.

Klokken 12.45 var jeg fremme ved det lille frilandsmuseum, Whippoorwill Academy and Village, som har åbent den tredje lørdag i hver måned mellem 13 og 17, og dette var netop den tredje lørdag i juli. Margaret og Dick havde dog fortalt mig, at de nok ville være der ved 12-tiden for at gøre klar. Desuden skulle der efter normal lukketid være et arrangement med kunstudstilling, musik, vinsmagning med mere, så den dag var der åbent til kl. 19. De var der da også allerede, da jeg kom, og som ved mine tidligere besøg, blev jeg modtaget som den fortabte søn, der vendte hjem. Vi fik da også sludret, mens de gjorde det sidste klar til åbningstid. Der kom nu ikke voldsomt mange gæster lige fra begyndelsen. Det skyldtes formodentlig vejret, som ikke var ret godt. Det vil sige, der hvor vi befandt os, var det udmærket med solskin og varmt, dog ikke for varmt, men stort set hele vejen rundt om Ferguson var det regn og torden. Det fik vi bekræftet kort efter, da Margarets kusine, Renee, ankom. Hun kunne fortælle at i Taylorsville, hvor hun kom fra, stod det ned i stænger, så hun ikke ville køre i sin fødselsdagsgave, som hun havde fået af sin mand dagen før, nemlig en Ford Mustang Cabriolet, men havde taget en anden bil. Renee er også en af de, der "hjælper" på museet, hvor hun i øvrigt har et par bistader stående. På typisk amerikansk maner advares der da også på et skilt om, at det er på eget ansvar, hvis et husdyr forårsager skade, og de eneste husdyr, der ikke er indhegnede, er bierne. I de dage, jeg var der, så jeg nu ikke en eneste bi.

Efterhånden begyndte der at komme nogle gæster, som selvfølgelig skulle have en rundvisning på stedet, og den tog Renee sig af, mens Margaret og Dick gjorde klar til det sene arrangement. Kort efter kom så John Hakwins, som jeg nogle dage før havde været i kontakt med og havde aftalt at mødes på museet. Også John kender Margaret og Dick, så også han blev modtaget med glæde af såvel dem som mig. Desværre kunne han ikke blive længe, men nu fik vi da hilst. Så gik dagen ellers bare med at være på museet, gå rundt og ser på bygningerne og sludre med Margaret, Dick og Renee. Da klokken var hen ad 15 kom Charlotte og Bill, som var kørt op fra Matthews, og så fik vi også snakket en masse. Da klokken nærmede sig 17 havde Margaret og Dick stillet forplejning frem, og nu begyndte musikerne, som skulle spille, at ankomme, og det samme gjorde de to kunstnere som udstillede deres værker i stedets lille galleri, Smokehouse Gallery, og til sidst også ejerne af den vingård, som skulle stå for vinsmagningen, og efterhånden kom der også temmelig mange gæster. Det var rigtigt hyggeligt, malerierne var rigtigt gode, men de er lidt svære at transportere i en kuffert, så jeg købte ikke nogen. Til gengæld købte jeg et par flasker vin, og jeg havde tidligere købt et glas af Bedstemor Fergusons Syltede Bambus og i øvrigt fået et glas honning af Renee, som jeg godt kunne finde plads til.

Whippoorwill Academy - Musik på museet

Jeg skulle bo det næste par dage i The Old Ferguson Home, Edith Carter's tidligere hjem (det var Edith, som havde grundlagt museet) som ligger lige bag museet. Edith var Margarets mor og en utrolig dejlig dame, som jeg holdt meget af, selv om jeg kun mødte hende nogle få gange. Som alle andre i området, var hun flink og meget hjælpsom, når jeg kom forbi. Omkring kl. 18 kørte jeg min bil ned til huset og slæbte min bagage ind,. og ved den lejlighed opdagede jeg, at der hverken var telefondækning eller internetforbindelse, hvilket jeg egentlig heller ikke havde regnet med. Ferguson ligger langt ude på landet! Da jeg kom tilbage til museet fortalte Dick, at der burde være internet, men at deres signal extender, nok var gået i stykker, så den ville han tage med og få repareret. Telefonforbindelse var der derimod ikke meget af, kun et bestemt sted på stien mellem museum og hus, og det viste sig at være helt korrekt. Efterhånden blev klokken syv, og tilskuerne begyndte at forlade stedet igen, og jeg fik sagt farvel til Charlotte og Bill, som jeg ikke skulle se mere på denne ferie. Efterhånden kørte også Renee, Margaret og Dick, og så var jeg helt alene. Dick havde fortalt mig, at der sad en wifi router i den lille butik, Matt's Store, og hvis jeg sad på verandaen uden for, kunne jeg få en god wifi forbindelse, så jeg hentede min tablet og slog mig ned der, hvor forbindelsen da også var fin. Her sad jeg så og tjekkede verdenssituationen, spillede lidt med Dorte og Else i Danmark (og i øvrigt med Tim, som nu var nået til Florida) og havde det i øvrigt hyggeligt med stedets to løse hunde, som var utroligt venlige og kærlige. De har oprindeligt været Ediths hunde, og de bor stadig på stedet, hvor de sover uden for, hvor de nu kan finde et sted, typisk i den åbne lade, og så kommer der nogen og giver dem vand og foder hver dag. Af de tre dage, hvor jeg boede i huset så jeg dem kun de to, den ene dag så jeg dem overhovedet ikke, så Margaret mente, at de nok havde været på udflugt.

Mens jeg sad på verandaen, faldt mørket på, og allerede omkring kl. 21 var det helt mørkt, da Ferguson jo ligger på højde med Nordafrika, altså ret langt syd for Danmark. Efterhånden som mørket faldt på, begyndte cikadernes sang at ære den eneste lyd, jeg kunne høre. Fra museet er det omkring 200 m til hovedvejen, som absolut ikke er befærdet om aftenen - i øvrigt heller ikke om dagen, så det var helt fantastisk at opleve noget, der var så stille - altså bortset fra cikaderne, som larmer utroligt meget. Senere kom der også ildfluer og hele stemningen var så god, at jeg faktisk betragtede det som held i uheld at extenderen ikke virkede, og jeg endte da også med at sidde oppe på butikkens veranda hver aften og nyde stilheden, ildfluerne og lidt tidligere på de næste aftener også lyden af brølende køer afbrudt af et skrydende æsel. Det havde jeg ikke hørt i dag på grund af musikken. Da klokken nærmede sig 23 gik jeg ned i huset for at gå i seng, og det må være godt lydisoleret, for i modsætning til de andre steder, jeg havde boet, lød cikadesangen faktisk ikke så høj, når jeg havde lukket døren.

Med min tur frem og tilbage mellem Statesville og Winston-Salem og mit besøg i Troutman endte det faktisk med, at jeg havde fået kørt 293 miles (472) km, på en dag, hvor jeg ellers kun kørte bil om formiddagen.