Museumssnak og Dooleymad

Det var blevet lørdag morgen, og selv om jeg først var kommet i seng kl. 2 om natten dagen før, vågnede jeg alligevel kl. 7 og kunne ikke sove mere, men jeg stod alligevel først op klokken 8. Jeg skulle egentlig være vågnet i den gamle tandklinik på Margaret og Dick Martines grund (nu udlejet som Airbnb), men på grund af forsinkelserne undervejs fra København til North Carolina, befandt jeg mig altså i stedet på et Holiday Inn hotel nær ved Charlotte-Douglas International Airport. Dagen før havde jeg været i kontakt med Margaret og fortalt hende, at jeg nok ikke nåede frem fredag, og havde fået at vide, at de ikke var hjemme hele lørdagen, da de skulle til en 100-års fødselsdag. De ville derfor lade døren til "klinikken" stå åben og lægge nøglen på sofabordet, og så kunne jeg bare komme, når jeg ville. NB! Huset ligger langt ude på landet, hvor man ikke bare lige kommer forbi og kan ikke ses fra vejen så risikoen for at nogen skulle opdage det og stjæle noget, er absolut minimal, hvis den overhovedet eksisterer.

Det betød, at jeg ikke havde travlt, så jeg besluttede mig for, at jeg ville køre en omvej, og så se/gense noget undervejs. Jeg vidste at klinikken kun har toilet og håndvask selv om et rigtigt badeværelse er på vej, og jeg derfor først kunne komme i bad mandag, når jeg var flyttet, så jeg tilbragte nogen tid med at barbere mig og stå under bruseren. Da jeg var renvasket og nybarberet, gik jeg ned for at spise morgenmad i hotellets restaurant. På et skilt stod der at prisen for morgenbuffet var $15, men da manden i receptionen, der tjekkede mig ind dagen før, havde sagt at morgenmad var inkluderet, ignorerede jeg skiltet og gik direkte til buffeten, og der var da heller ingen, der gjorde indvendinger. Efter at have spist færdigt vendte jeg tilbage til værelset, hvor jeg hentede min rygsæk og den kuffert, jeg havde taget med op. Efter at have båret det ned i bilen, gik jeg tilbage til receptionen og tjekkede ud, hvilket bestod i at aflevere min nøgle i en krukke, da alt papirarbejdet, inklusive betaling, var ordnet om natten, da jeg ankom.

Min Dodge Charger Daytona Hemi racer parkeret uden for Margaret og Dicks hus, inden jeg flyttede den lidt væk, så den ikke blokerede indkørslen.

Jeg nævnte i min første artikel fra turen, Til North Carolina ad omveje og med besværlighed, at da jeg fik bilen udleveret om natten, var det ikke lige den bil, jeg havde bestilt. Jeg havde hjemmefra bestilt, som jeg/vi altid gør, en såkaldt full size, dvs, typisk noget i størrelse som en Chevrolet Malibu, Mazda 6 eller Toyota Camry, og den bil, jeg havde fået, havde da også næsten (den rette størrelse (den var lidt længere), men derudover var det ikke meget lighed med en normal full size. Den bil, jeg havde fået var en knaldrød (med sorte stafferingen for og bag) Dodge Charger Daytona Hemi (hvad tydeligt fremgik af stafferingerne på bilen). Der er her tale om en såkaldt "muskelbil", ligesom også Ford Mustang og Chevrolet Camaro kaldes. I 2010 kørte Tim og jeg i en sådan Camaro, men ved den lejlighed betalte vi for en opgradering. Det gjorde jeg ikke her. Jeg skal måske lige tilføje at Daytona'en har lidt flere muskler end de to andre nævnte - i hvert fald end de mindre udgaver af disse. "Dyret" var udstyret med en motor på 6,4 liter og 397 heste. Utroligt at der var plads under motorhjelmen til alle disse ridedyr. Det viste sig at være en fremragende bil, selv om jeg slet ikke udnyttede dens kræfter. Dertil har jeg alt for stor respekt for størrelsen på de amerikanske hastighedsbøder, som man skal betale på stedet som udlænding, så jeg kom sjældent over 85 mpt, hvor der var 70 (bortset fra en enkelt overhaling på en motorvej, hvor den vidst rundede 100 - 160 km/t), og i det store hele holdt jeg mig til hastighedsgrænserne, så det var typisk mig, der blev overhalet på motorvejen - selv af store lastvognstog. Faktisk var den eneste skavank ved bilen dens appetit - eller måske snarere tørst. I gennemsnit over hele turen, kørte jeg 23,5 miles per gallon eller 10 km/l. I bjergene langt mindre, og selv om benzinen kun koster omkring 7 kr. literen med påskens høje dollarkurs (amerikanerne synes at det er en horribel pris - og de skal endda ikke omregne), og selv om jeg kun kørte én "rigtig" langtur, blev mit benzinforbrug alligevel til en større udskrivning end jeg har været vant til på denne type ferier, hvor jeg bor fast et sted og ikke er på road trip.

Da jeg var klar til at køre, forlod jeg hotellets parkeringsplads og satte kursen øst på ad I-85  mod I-77, som jeg så fulgte mod nord til dagens første mål, Statesville, en tur på omkring 75 km. I Statesville var mit første mål byens Walmart, hvor jeg dels skulle hæve nogen kontanter i en ATM (pengeautomat), dels ville handle til det første par dage. Normalt ville jeg have købt en køleboks, men det undlod jeg denne gang, da jeg jo ikke skulle på road trip, men bo fast, og dermed have et køleskab i nærheden, men jeg købte vand, så inklusive en afkølet, så jeg havde til køreturen, indtil de andre kunne komme i køleskabet. Jeg fik også købt noget frugt og andre ting, og det eneste, jeg ikke tænkte på, var morgenmad til dagen efter - men det opdagede jeg først næste morgen, da jeg ville lave den. Jeg huskede dog at købe juice - så selv om jeg ikke havde mad, havde jeg dog noget at drikke. Fra Walmart køre jeg lidt rundt i byen og genså de velkendte steder, inden jeg fandt en parkeringsplads ved en gade ved navn S. Meeting Street, bag byens såkaldte Civic Center, et område med offentlige bygninger. På vejen passerede jeg en anden parkeringsplads, hvor der mellem maj og oktober afholdes farmers market onsdag og lørdag. Dette marked har jeg besøgt flere gange, og her kan man få frugt, grønt, honning, marmelade osv., men nu var det desværre kun april, og  markedet var ikke åbent. Der var der nogle få stande, men disse solgte ikke frugt og grønt, men derimod forskelligt kunsthåndværk i form af træskærer, quiltede tæpper mm. Da jeg havde parkeret bilen, fattede jeg en æske med to krus med forsiden på min Who killed Laura Foster bog som motiv. Med papkassen i hånden begav jeg mig til  "byafdelingen" af Iredell Museums, som  ligger på hjørnet af S. Meeting Street og Court Street (som sjovt nok fører op til byens gamle og nu tidligere domhus, som i dag er kulturcenter). På det modsatte hjørne ligger et tidligere fængsel, som nu bruges af Iredell Arts Council til koncerter, udstillinger mm. Her var jeg i 2017 til koncert med Rob McHale og hans band, og her mødte jeg ham for første gang, noget jeg har gjort flere gange siden, og også skulle på denne tur - men det var først et par dage senere. Men nu var det hverken pensionerede domhuse eller fængsler, jeg skulle besøge, men derimod museet.

Her på Iredell Museums huserer museumsdirektør Emily Baker (og en anden ansat), og det var netop Emily, jeg var kommet for at sige "hej" til. Emily er modellen, der optræder som "spøgelses Laura" på forsiden af min bog, og som tak for indsatsen, ville jeg altså forære hende to krus. Egentlig havde jeg fået dem lavet allerede i 2020, lige efter at jeg havde udgivet bogen, som jeg havde sendt hende med ilbud (UPS), men jeg kom ikke af sted med krusene, så de var altså blevet to år forsinkede - formodentlig samme forsinkelse, som hvis jeg havde sendt dem med Post Nord. Da jeg kom ind på museet så jeg først en dame, jeg ikke kendte (assistenten) og som ikke kendte mig, men Emily sad lidt mere tilbagetrukket. Emily er uddannet historiker med speciale i medicinhistorie, og har tidligere været leder af den afdeling af Old Salem Historic District i Winston-Salem, der netop beskæftiger sig med medicin- og lægehistorie. Nu fik jeg givet hende de to krus, og så måtte hun forklare assistenten, hvad det gik ud på. Vi sludrede omkring 45 minutter, inden jeg fortsatte. Inden jeg kørte, fik jeg spurgt om adressen på deres "udendørsdel", Gregory Creek Homestead, da jeg gerne ville besøge dette sted en af dagene.

Efter besøget på museet gik jeg en  tur rundt i downtown og filmede til en video, som blev offentliggjort på min YouTube kanal, Glocal Explorer, lørdag den 7. maj 2022, så er du interesseret i at se, hvordan byen (eller i hvert fald noget af den) ser ud, kan du se videoen her. Der kommer i øvrigt nye videoer fra turen hver lørdag frem til midt i juli 2022, hvor der kommer et andet emne, hvad det så end bliver. Undervejs på turen kom jeg forbi Statesville Historical Colllection, hvor jeg ville se om min ven, Steve Hill, der selv har samlet alt, hvad der er udstillet og meget mere til, og som driver samlingen sammen med frivillige, var til stede. Det er han som regel ikke i weekenden, hvis man ikke har aftalt det på forhånd, og det var han altså heller ikke denne lørdag.

North Carolinas formodentlig ældste tandlægeklinik, som Margaret fik flyttet ud på sin egen grund for 45 år siden, og som siden er blevet sat i stand og nu lejes ud som Airbnb. I sin tid boede tandlægen, Dr. Spainhour på første sal og havde klinik i stueetagen. Vinkelbygningen til højre er ikke oprindelig, men er nybygget. Her er Margaret og Dick i gang med indrette badeværelse oppe og køkken nede. Pt. er der ikke køkken men en mikroovn, en kaffemaskine og et køleskab. Der er heller ikke badeværelse, men kun et toilet og en håndvask. Mere om det i en kommende artikel.

Fra Statesville, der er amtssæde i Iredell County, fortsatte jeg mod vest til Lenoir, amtssædet i Caldwell County. Også her ville jeg besøge det lokalhistoriske museum, for at forære et eksemplar af min bog til museumsdirektøren der, Cindy Day, som var meget hjælpsom under mit seneste besøg i 2019. Den historie har jeg mere om i dagbogen fra sommerturen i 2019. Det viste sig imidlertid at museet var lukket, hvilket det ikke plejer at være om lørdagen, men udenfor var flaget sat på halv, og det var det på alle offentlige bygninger i byen - men ikke i andre byer, jeg besøgte, så der må have været tale om en lokal begivenhed. Næste stop blev så Wilkesboro, amtssæde i Wilkes County (amtssædebesøgsdag denne lørdag). Da jeg nåede frem, var klokken blevet lige godt 16, så jeg besluttede mig for at spise en tidlig aftensmad på Dooley's Tavern and Grill, en pub med glimrende mad, inden jeg satte kursen ud mod huset. Her fik jeg en Tom Dooley Club Sandwich med kallkun og skinke (med mere). Ikke en almindelig club sandwich. Her var der tale om små firkantede stykker sandwichbrød med køde og dressing imellem, og så sat på "spid". Omkring 10 stykker brød med fyld på hvert spid, som der var to af. Og det havde været rigeligt til to mennesker. Jeg kunne simpelthen ikke spise mig igennem det hele. Til maden drak jeg min favorit i området, en hard cider (hard cider er cider med alkohol, i dette tilfælde omkring 6 %)  og senere en Pepsi, og det hele blev under $20, drikkepenge inkluderet. Så havde jeg klaret det, og kunne nu køre ud til huset uden at skulle på gaden igen. Skulle jeg blive mere sulten senere på aftenen, havde jeg min frugt og en pose chips, som jeg havde købt i Walmart, men det blev ikke nødvendigt.

Så kørte jeg tilbage mod Lenoir, denne gang ad NC Route 268 til Ferguson, hvor jeg tog Tom Dula Road ud til Margaret og Dicks hus. Tandlægeklinikken har ikke egen indkørsel, så man parkerer i deres indkørsel, og her havde de stillet en lille trækvogn, som jeg kunne bruge til at transportere mine ting om til klinikken bag deres eget hus. Også her tog jeg kun én kuffert med en, men denne gang den største, da den blandt andet indeholdt gaver med mere. Desuden min rygsæk samt mine indkøb fra Walmart. Da alt var inde kørte jeg trækvognen tilbage, og flyttede bilen, så den ikke spærrede indkørslen, men holdt lidt til siden. Da jeg kom indenfor, var der hamrende koldt, så det første jeg gjorde var at skrue op for varmen, men det tog en rum tid at varme op, så for første og eneste gang, måtte jeg have en sweatshirt på. Soveværelset er på første sal, og trappen viste sig at være dum. Jeg kan ikke forklare hvordan og hvorfor, men trinene er forkerte, så det gav anledning til lidt mas at få slæbt den store, 22,5 kg (grænsen i flyet var 23 kg) tunge kuffert op, men det gik. I løbet af natten blev der i øvrigt så varmt i soveværelset, at jeg måtte skrue ned for varmen igen - selv om der stadig ikke var alt for varmt i stueetagen, men varme har det jo med at stige op. På intet tidspunkt i løbet af dagen, havde udendørstemperaturen i øvrig været over 12 grader celsius, så det var generelt en kølig dag, og næste dag fortalte Margaret, at de havde haft nattefrost den seneste uges tid. Jeg sad nede i stuen og hyggede mig med internettet og en bog indtil det blev sengetid, og så var den dag gået. Lige præcis den nat (og den næste) vågnede jeg adskillige gange, og hver gang måtte jeg kæmpe mig ned ad trappen til stuetagen, hvor toilettet var, mens jeg klamrede mig til gelænderet - jo en dum trappe, men sovet fik jeg, og der skete ingen uheld med trappen.

Og sådan gik så den første rigtige feriedag.