En flink dame og en hyggelig middag

Det kombinerede velkomstcenter og museum i Mountain City.

Mandag! Og i dag skulle jeg skifte opholdssted fra den tidligere tandklinik på Margaret Martines grund til hendes forældres "gamle" hus bag Whippoorwill Academy and Village, hvor jeg skulle bo resten af ferien.Her kunne jeg imidlertid først flytte ind efter 15, da der skulle gøres rent og desinficeres (pga covid-19) efter de tidligere lejere. Da jeg købte opholdet i tandlægeklinikken på auktionen i sommeren 2021, vandt jeg også buddet på en fire retters menu for seks personer på et sted, der kaldtes The Thankful Goat. Allerede inden jeg tog af sted, havde jeg forhandlet med indehaveren, Dawn Matthews, som skulle lave maden, om hvad dag, det skulle være, og vi var blevet enige om, at det netop skulle være mandag, for der kunne både hun og alle de fem gæster, jeg havde inviteret, nemlig foruden Margaret og Dick Martine, også forfatterparret Charlotte og Bill Barnes, som jeg har været sammen med ved alle mine besøg siden 2017 og singer/songwriter Rob McHale, som jeg også har mødt ved adskillige lejligheder. Da Dawns hus ligger ret afsides, havde vi aftalt at mødes på en parkeringsplads ved et supermarked, og så skulle Margaret og Dick, som har været der før, vise os vej. Middagen var aftalt til kl. 18 og vi skulle mødes kl. 17. Men allerede inden jeg forlod huset, fik jeg en mail fra Charlotte og Bill, som desværre måtte melde afbud. Mere om det nedenfor.

Imidlertid skulle jeg havde tiden til at gå indtil jeg kunne flytte ind idet "nye" hus. Da det var mandag, vidste jeg, at Caldwell Historic Museum, som jeg havde besluttet at besøge i løbet af turen, havde lukket, Det har det altid om mandagen. I stedet besluttede jeg mig for at køre til Tennessee, nærmere bestemt til Mountain City, ikke langt fra grænsen til North Carolina. Her ville jeg besøge det kombinerede Welcome Centger og museum, for at se om jeg kunne researche noget til en forhåbentlig kommende roman om et mord, som blev begået der i 1903.Da jeg havde indtaget noget af den morgenmad, jeg havde købt dagen før, slæbte jeg min kuffert ned fra første sal - efter at have pakket den. Derefter hentede jeg den lille trækvogn, der var sat frem til det samme, placerede kufferten på denne og gjorde det samme med det, jeg havde i køleskabet i form af vand, frugt og mere morgenmad. Derefter tjekkede jeg at huset var, som da jeg ankom, dog minus de muffins, jag havde spist til morgenmad dagen før, efterlod hængelåsen på sofabordet, som da jeg kom, trak trækvognen op til bilen og pakkede denne

Derefter satte jeg kursen vest på - først ad Tom Dula Road og videre ad Grandin Road og NC 268 til jeg nåede US Route 321, som jeg tog mod Boone. Vejen er firespors på hele denne strækning, men selv om jeg kørte i raceren, var det alligevel mig, der blev overhalet konstant, nok fordi jeg overholdt hastighedsgrænserne ret slavisk. Det går stort set op ad bakke hele vejen fra Lenoir til Boone, og det kunne ses på mit benzinforbrug - ulempen ved motoren på 6,5 liter. I Boone skiftede jeg til US 421, som bliver  tospors, så snart man er gennem byen, og ad denne fortsatte jeg de godt 20 km til statsgrænsen mellem North Carolina og Tennessee og derfra videre yderligere 15 km til Mountain City, hvor jeg uden problemer fandt velkomstcentret, som lå på hovedvejen lige inden man kom ind i byen. Her parkerede jeg bilen, og gik indenfor, hvor jeg blev modtaget af en ældre dame (ældre end mig), som spurgte, hvad hun kunne hjælpe med. Jeg spurgte i første omgang efter Sawmill Creek, en lille bebyggelse nord for byen, hvor begivenhederne fandt sted i sin tid, men som jeg ikke havde kunnet finde på et kort.

Vægmaleri i Mountain City, der forestillet Tom Dooleys anholdelse ved Doe Creek i Pandora, Tennessee. Billedet er ikke helt korrelat. Der var kun tre til at anholde Tom, og kun en var bevæbnet , og det var med en revolver. På den del af billedet, jeg viser her, kan ses tre og anes en ekstra hest, og de er bevæbnet med rifler. James Grayson, manden med revolveren trak den endda ikke, da Tom overgav sig frivilligt.

Hun fortalte mig, at stedet nu var kendt som Furnace Creek og tegnede et fint kort over, hvordan jeg fandt derop. Så ville hun vide, hvorfor jeg gerne ville vide, hvad jeg ville vide, og jeg forklarede om min påtænkte roman om mordet på Lillie Shaw og den formodede morder, Finley Preston. Og straks begyndte hun at finde materiale frem, som jeg skyndte mig at affotografere med min telefon. Damen, som viste sig at hedde Jenny, mente at vi skulle blive venner på Facebook, for så ville hun finde mere materiale frem og sende det til mig. Så det gjorde vi, og det har hun gjort - så meget at jeg endnu ikke har læst det hele. Så spurgte hun mig om jeg jeg havde hørt om Tom Dooley sagen, hvilket jeg kunne bekræfte, og så fortalte hun mig, at en lokal forfatter, havde skrevet en bog om den. Og da jeg jo køber alt Tom Dooley relateret, som jeg kommer i nærheden af, købte jeg også denne lille bog, som viste sig at være en kortroman i lighed med min egen The Doctor's Secret. Denne bog hed Yours Truly, Tom Dooley, og er den bog, jeg endnu har læst, der ligger længst væk fra de virkelige begivenheder. Det fik mig til at fare ud i bilen og hente et eksemplar af min faktuelle bog, Who Killed Laura Foster, og forære hende den, hvilket hun blev meget glad for. Så glad, at jeg allerede senere på dagen fik en besked på Messenger om, at hun var gået i gang med at læse den, og næste dag en ny besked om, at hun nu havde vist den til sin chef, som også var blevet begejstret og ville købe den fra Amazon. Gang i butikken. Efter ca. en time på stedet, sagde jeg farvel og mange tak til Jenny, og så satte jeg kursen mod Furnace Creek området. Der var nu ikke meget at se, hvilket jeg vidste, fordi Jenny havde fortalt mig, at familien Prestons hus var forsvundet flere år tidligere, mens fundamentet til det hus, hvor Lillie Shaw havde boet med mand og børn,  havde eksisteret indtil få år tidligere, men altså også var væk nu.

Efter besøget ved Furnace Creek satte jeg kursen tilbage mod Mountain City, hvor jeg så på vægmalerier, som der var en del af, herunder et, der skulle forestille Tom Dooleys tilfangetagelse i den lille bebyggelse Pandora, 15 km vest for Mountain City. Jeg har tidligere besøgt Pandora et par gange, så denne gang sprang jeg over, og nøjedes med at se på vægmalerierne inden jeg satte kursen tilbage mod North Carolina. Mens jeg var i Mountain City fik jeg en besked fra Margaret om, at selv om klokken kun var 13.30, var huset allerede klar til indflytning, så jeg kørte direkte til Ferguson, hvor jeg så kunne slæbe al min bagage inklusive begge kufferter, rygsæk, kameraer og al min indkøbte proviant ind i huset. Kufferterne anbragte jeg i det af de to soveværelser, hvor jeg havde overnattet tilbage i 2019, og hvor jeg ville bo igen. Her er der to enkeltsenge, og jeg mente ikke, at der var grund til at rode rundt i den dobbeltseng, som er i det andet soveværelse. Jeg skulle dog senere blive klogere, men mere om det i en kommende artikel.

Jeg havde aftalt, at i stedet for at følge efter Margaret og Dick i min egen bil, skulle jeg køre med i deres, og vi havde aftalt, at jeg skulle være ved deres hus kl. 16.30. Kort efter at jeg var kommet tilbage, ringede Margaret og fortalte, at hun også havde fået at vide, at Charlotte og Bill ikke kom, men at hun havde talt med Dawn, som havde købt ind til seks, og som allerede var i gang med at lave maden, så om det gjorde noget, at hun inviterede to andre fra museets bestyrelse, som var rigtigt søde, sagde hun, og da jeg ikke kendte andre, jeg kunne invitere som stedfortrædere, sagde jeg selvfølgelig ja til det, og de viste sig at være lige så rare og venlige, som Margaret havde lovet. Inden jeg tog af sted igen, benyttede jeg lejligheden, nu hvor jeg var kommet til et hus med badeværelse, til såvel at barbere mig som at tage et langt og forfriskende brusebad - og så blev jeg jo også lidt renere - faktisk et helt nyt menneske. Og i dette hus, var der højt nok til loftet, til at jeg kunne stå op og tisse i modsætning til i tandlægeklinikken. Omkring 20 minutter over fire, satte jeg så kursen mod Margaret og Dicks hus, hvor jeg var næsten præcis kl. 16.30. Vi tog Margarets nye bil, en SUV, og så kørte vi op til det supermarked, hvor vi skulle møde Rob McHale på parkeringspladsen, og han var allerede kommet, da vi kom. Da vi kun var fire i alt, kom han også med i bilen - der var ingen grund til at køre i to. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg ikke skulle have fundet der ud selv. Man skulle ad nogle meget små grusveje med stejle bakker og ingen GPS dækning på grund af bjergene, men Dick klarede det fint, men han havde jo også været der før, og kunne fortælle, at vejene var blevet forbedret betydeligt siden hans seneste besøg - så de må virkeligt have været ringe.

Middag hos Dawn Matthews. Fra venstre Margaret Martine, Dick Martine, Rob McHale, Dawn Matthews (stående) og de to fra museet, Marty og Cliff Anderson.

Det viste sig at vi skulle spise i Dawns private hjem, og hun spurgte om vi ville spise ude eller inde, og da vejret var fremragende, og slet ikke koldt, som de to foregående dage, valgte vi at sidde ude, så mens vi ventede på det to mennesker, jeg ikke kendte, dækkede Dawn så bord på terrassen med udsigt over dalen nedenfor huset. Da alle var ankommet (de to lokale kørte selv derud), fik vi en eller anden velkomstdrink, og så kom middagen, som altså havde fire retter. Da Charlotte og Bill hverken spiser svine- eller oksekød, havde jeg aftalt med Dawn (da jeg stadig troede, at de kom), at det skulle hun nok undgå, og det gjorde hun. Vi startede med en forårsgrønsagssuppe (hendes betegnelse, ikke min), derefter en salat af blandet salat med diverse grønsager og en dressing lavet med hindbæreddike. Hovedretten var en caserole med kylling og grønne asparges, og til dessert en ualmindelig lækker, men givetvis meget usund dessert med kage, creme, syltetøj, flødeskum og bær, og til det hele blev der serveret vin og hjemmelavet mjød til kyllingen - det mente Dawn passede godt til netop den ret, og det havde hun helt ret i. Men selv om vi var seks mennesker blev der drukket under en flaske vin, og kun en smule mjød. Vi skulle jo alle køre senere. Mens vi drak kaffe, sad vi og sludrede videre alle otte (Dawn og hendes mand sluttede sig til selskabet, da manden kom hjem og Dawn var færdig med at servere, til vi skulle til at hjem fra job omkring kl. 21.30. Hele tiden opholdt vi os på terrassen uden overtøj, og temperaturen, som havde lagt ud om morgenen på 38 grader fahrenheit (3 grader celsius) var steget i løbet af dagen, og da vi kørte hjem omkring kl. 22, lå den stadig på 75 F (24 C).

Vi satte først kursen mod den parkeringsplads, hvor vi havde samlet Rob op, og så sad vi og sludrede en halv times tid, men da han stadig havde omkring 100 km hjem, og han skulle køre til New England dagen efter for at afvikle et par koncerter der, ville han gerne hjem, hvilket jo er ganske forståeligt. Derefter fortsatte vi hjem til Margaret og Dick, hvor min bil stod. Her sagde vi farvel og så satte jeg kursen tilbage mod huset, en strækning på ca. 8 km, og jeg var hjemme omkring 0:00, så jeg gik i seng med det samme. Det skulle i øvrigt vise sig at blive sidste gang, jeg mødte Margaret og Dick på turen på trods af alle vores planer for den næste weekend, men mere om det i en kommende artikel.