Solsikker og malerier

Så var det allerede blevet tirsdag, og jeg havde kun en uge tilbage af min ferie. Til middagen dagen før havde Margaret Martine fortalt om en udstilling, som hun havde bidraget til. Nogle lokale kunstnere havde i anledning af Ruslands invasion af Ukraine, valgt at støtte sidstnævnte ved at male nogle malerier, som alle skulle have et solsikketema; solsikker er Ukraines nationalblomst. Disse billeder var udstillet på Wilkes Art Gallery i North Wilkesboro, og den udstilling ville jeg gerne se, så da jeg havde spist (noget af) den indkøbte morgenmad og drukket en kop kaffe, satte jeg kursen mod North Wilkesboro. Den noget forslugne Dodge Charger trængte også til at få tanken fyldt op, så da jeg kom forbi en tankstation, klarede jeg det fornødne der. Selv om prisen på benzin var steget betragteligt siden mit sidste besøg tre år tidligere, kostede den stadig peanuts sammenlignet med danske priser.

Brændende solsikker, malet af Margaret Carter Martine.

Jeg fandt nemt galleriet, som åbnede klokken 10, og det var netop hvad klokken var, da jeg nåede stedet. Gaden uden for var nærmest menneske- og biltom, og da der var parkering i begge vejsider, havde jeg ingen problemer med finde et sted at komme af med bilen. Ukrainebillederne var nemme at finde, da stedet dels ikke var særligt stort og de dels hang lige inden for døren. Mens jeg gik og studerede billederne, kom damen, der passede stedet, ud fra et kontor for at spørge, om hun kunne hjælpe med noget. Jeg forklarede at Margaret havde fortalt mig om udstillingen, og så talte vi lidt om det. Hun fortalte at Margarets mor, Edith Ferguson Carter, havde spillet en væsentlig rolle i etableringen af galleriet, og så kunne vi også tale lidt om Edith, som jeg jo også kendte. Da vi var færdige med at tale, så jeg flere Ukrainebilleder, og så gik jeg rundt og så på resten af udstillingen. Margarets billede forestillede brændende solsikker - for at illustrere krigen - og desuden var der et billede af hendes yngste barnebarn, Harper, der er en anelse yngre end mit eget barnebarn,  en solsikkemark. Ud over disse billeder havde Margaret flere ting udstillet, blandt flere malerier, men også nogle mosaikker, som hun har lavet en del af.

Efter besøget på udstillingen kørte jeg til Lenoir. Min tanke var, at jeg ville besøge det lokale museum og forære museumsdirektøren, Cindy Day, som havde hjulpet mig meget under mit senerst besøg, et eksemplar af min Tom Dooley bog, men da jeg kom til museet, var dette lukket og flaget på halv. Det fik mig til at tro, at der måske var en af de ansatte eller frivillige, der var død, men da jeg senere kørte rundt i byen, opdagede at flaget var på halv på alle offentlige bygninger, så det var det nok ikke alligevel!. Hvorfor de flagede på halv fandt jeg aldrig ud af, men blev enig med mig selv om, at det måtte være noget lokalt, eftersom der ikke tilsvarende blev sørget i andre byer, jeg besøgte. Mens jeg nu alligevel var i byen, besøgte jeg det lokale Walmart for at genforsyne med nogle af de ting, jeg manglede; mere vand og et sukkerfri vand af mærket America, som vi altid køber, når vi er på de kanter. De findes i mange smagsvarianter, selv om Tims yndlingssmag, Vandmelon, er udgået. Min, som er Key Lime eksisterer endnu, og jeg købte et par stykker af dem - og noget frugt. Og så satte jeg kursen tilbage mod huset.

På vej tilbage tog jeg en lille vej, jeg aldrig havde kørt på før. Den går fra US 321 til NC 268 (som faktisk møder 321 lidt længere mod nord). Denne vej hedder Indian Grave Road, fordi der i sin tid er fundet nogle cherokeegrave i området - grave der formodentlig stammer tilbage fra de kampe som stammen kæmpede mod nogle af de første europæere, som slog sig ned i området - men som også kan stamme fra et af de mange slag, som blev udkæmpet mellem cherokeestammen og en anden stamme, catawbaerne, som boede noget sydligere, men som også gjorde krav på en del af området, hvilket cherokee'erne ikke brød sig om. Mens jeg køre ad denne vej, der flere stedet gik inde i en skov (eller i hvert fald mellem træer), begyndte det at regne, dog kun støvregn, hvilket fik træerne til at se endnu mere grønne ud, end de ellers gjorde. Efterhånden tog regnen mere til, men da jeg nåede hjem til "farmen", var det igen kun støvregn, så jeg kunne gå ind i køkkenet og lave en kop kaffe, som jeg så nød på den lille veranda uden for "hoveddøren" til Airbnb delen af huset.

Jeg slappede af på verandaen et par timer til omkring 17.30, og begav mig så igen af sted; denne gang mod Wilkesboro, hvor jeg ville indtage min aftensmad. Planen var at spise på Ruby Tuesday, som er en af mine yndlingskæderestauranter, men da jeg nåede frem, viste det sig at restauranten var forsvundet og erstattet af en anden, som jeg ikke kendte, så i stedet kørte jeg lidt længere og besøgte i stedet anden yndlings, Applebees Family Restaurant. Her bestilte jeg "boneless chicken wings" som Tim og jeg altid bestiller som forret og så en lille bøf (turens første og sidste). For første gang blev jeg skuffet på denne kæde. Vingerne var fyldt med fedt, hvad de ikke skal og ikke plejer at være, og bøffen havde en tilsvarende mængde sener. Jeg overvejede at klage, men lod mit gode hjerte løbe af med mig, og spiste så meget, jeg kunne. Og betjeningen var som sædvanligt glimrende. Derefter returnerede jeg igen til huset, hvor jeg slappede af til sengetid med en bog og min tablet (ikke samtidigt). Da solen var ved at gå ned over bjergene, gik jeg op til museet, hvor udsigten er bedre, og ville tage nogle billeder af den imponerende solnedgang, men net op som solen skulle til at forsvinde gik en sky for, så billederne blev i bedste fald "så som så".

Midt om natten, omkring klokken tre, vågnede jeg med at brag, da det ene hjørne af min seng faldt sammen - og nej, jeg havde ikke lavet vilde ting i søvne.  Jeg flyttede derfor kufferterne fra den "gode" seng, til den dårlige og gik så til køjs der, og sov så videre uden problemer til næste morgen.