Vennebesøg i to stater

De næste dage skulle vi besøge venner. Først i Oklahoma, hvor vi allerede befandt os, og derefter i Texas, hvor vi skulle blive weekenden over og havde en del på "hyggeprogrammet".

Skjorteløs i Oklahoma

I dag, skulle vi så besøge Tims ven, Victoria og hendes store familie (en mand og otte børn, hvoraf et er flyttet hjemmefra, og et var 3 dage gammel, da vi kom). De havde ikke været hjemme dagen før, da de var til møde med nogle advokater i forbindelse med forlig med et hospital i Arizona, som havde fejlbehandlet deres yngste datter, da de boede der. I får ikke hele historien, men konsekvensen var, at hun fik en mindre hjerneskade, som gør at hun i en alder af 3 år, ikke kan gå selv uden støtte, og at hun ikke kan tale, hvilket bestemt ikke er det samme som, at hun ikke kan udtrykke sig, for det kan hun - med kropsprog og ikke mindst mimik. Mere om det nedenfor.

Der var absolut ikke noget, der lignede morgenmad på det hotel, vi boede på, men heldigvis havde vi selv noget brød og lidt pålæg, så det gik endda, selv om jeg måtte undvære kaffe, da værelset heller ikke var udstyret med en kaffemaskine. Som jeg skrev i den foregående artikel, var det faktisk det dårligst udstyrede hotelværelse på  hele turen. Da jeg skulle iklædes noget tøj, opdagede jeg, at jeg ikke havde flere rene T-shirts, hvilket undrede mig en del, men det havde jeg altså ikke. Jeg fandt senere ud af, at jeg havde lagt to til vask, selv om jeg ikke havde haft dem på. I stedet iførte jeg mig den sidste rene skjorte, som jeg havde tilbage. Jeg havde kun to med, som jeg typisk tog på, når vi skulle spise lidt pænt, hvilket ikke var tit. Tim havde aftalt med Victoria, at han kunne få vasket sit tøj, mens vi besøgte hende, men der var ikke tid til, at hun også kunne vaske mit, så jeg havde bestemt mig for at vaske på det hotel, vi skulle bo på i Bonham, Texas de kommende dage. Imidlertid ville jeg gerne have noget at have på på vores køretur dertil og måske en reserve, så vi indledte dagen med at køre til det lokale Walmart. Her købte en jeg en polo og en T-shirt og absolut ikke andet. Jeg tror at det er første gang i de 22 år, jeg har rejst i USA, at et Walmartbesøg har været så fokuseret og så hurtigt overstået.

Opstilling på National Route 66 Museum i Elk City, Oklahoma viser en scene fra optagelsen af filmen Vredens Druer i 1940.

Næste stop var The National Route 66 Museum, som netop ligger i Elk City, Oklahoma, hvor vi altså befandt os. Museet har fokus på de mennesker, der rejste ad Route 66, ikke mindst i vejens "storhedstid" i 30'erne (under den såkaldte Dust Bowl, hvor støvstorme ødelagde landbrugsjorden og mange farmere fra netop Oklahoma (de såkaldte Oakies) flygtede til Californien for at finde arbejde (beskrevet fremragende af John Steinbeck i romanen Vredens Druer). Det var Steinbeck, som i romanen "opfandt" navnet The Mother Road. "The Route 66 Society" døbte vejen Mainstreet America, og begge navne hænger stadig ved. I 50'erne blev vejen ofte brugt af de turister, som nu efter krigen havde fået økonomisk mulighed for at rejse rundt i USA, og også mange af disse turister ville til vestkysten Den sidste del af vejen (ved Williams, Arizona) blev nedlagt som hovedvej i 1985, men mange strækninger har nu fået betegnelsen "Historic Route 66", og flere stater har gjort strækninger af den til statshovedveje og kalder dem State Route 66.  Museet viser også udstillinger om de mennesker, som boede og arbejdede omkring vejen, som strakte sig gennem otte stater fra Chicago i Illinois til til Los Angeles i Californien. Museet udstiller genstande, der er knyttet til vejen, og der er opstillet forskellige temaudstillinger og så videre. Museet har en airconditioneret hovedbygning og et udendørs område med flere bygninger. Vi så alt indenfor i hovedbygningen, og så gik vi udenfor. Vi kunne (eller i hvert fald kunne jeg) godt have brugt mere tid på museet, men det tillod varmen ikke. Allerede her omkring kl. 9.30 (vi havde været i Walmart før 8), var temperaturen over 40, så efter knapt en time udendørs, omkring 10.30, opgav vi derfor ævred og forlod museet.

Vi kørte ud til Victoria og hendes mand, Nathaniel, som bor 2-3 miles uden for byen. Både Vicotira og Nathaniel viste sig at være hjemme og det samme var fem af de otte børn. Den ældste, en datter, er som sagt flyttet hjemmefra, og to af sønnerne var på en eller anden form for lejr.  Victoria var meget i tvivl om, hvorvidt hun skulle fortælle dem om besøget, når de kom hjem. De holder begge meget af Tim (som også de andre børn gør), så de ville blive meget skuffede over ikke at have mødt ham. Det havde de til gengæld gjort tidligere på året, da Tim havde fejret nytår hos dem. Helt skjule det, kunne hun dog ikke, for Tim havde taget gaver med til alle børn i form af Kinderæg, som er forbudt i USA, men som han havde smuglet ind i sin håndbagage uden at skrive det på toldsedlen. Så godt at vi ikke blev undersøgt i tolden. Der var et æg til hver, så de ville jo opdage det, når de fik deres æg efter lejropholdet. Nathaniel sagde hej og sludrede lidt, men så gik han udenfor for at arbejde - farmen skal jo passes, mens Victoria, som lige havde fået Charlie ved kejsersnit nogle dage tidligere blev indenfor. Tim blev i det åbne køkken, hvor han  hyggesnakkede med Victoria, mens hun bagte kager, efter at han havde overbragt en pakke til den næstældste datter, som vi havde haft med fra Mae i Wyoming (pakken, ikke datteren). Mae havde også været med til den talefrihedskonference, som Tim var med til at arrangere sammen med Victoria tilbage i 2017. Selv satte jeg mig hen i en sofa, hvor jeg blev  "overfaldet" af den næstyngste søn, William. Den yngste overfaldt ingen, da han som sagt var 3 dage gammel og sov det meste af den tid, vi var der. Det var ganske hyggeligt og på et tidspunkt var Lilli (egentlig Lillian), den hjerneskadede pige, åbenbart også blevet tryg ved mig, at hun også kom hen til mig, og så hyggede jeg mig også med hende. Jeg omtalte ovenfor, at selv om Lilli ikke taler, kan hun bestemt udtrykke sig alligevel. Og det erfarede jeg flere gange, mens vi hyggede os i sofaen. Når hun fx pegede på et eller andet legetøj, hun gerne ville have, og jeg misforstod og gav hende noget forkert, blev  det besvaret med et negativt grynt og et dræberblik, mens jeg fik et stort smil, når jeg ramte rigtigt. Jeg fik også brugt mine højtlæsningsevner, og hun "bestemte" selv, hvilke bøger (velegnede for børn), som jeg skulle læse, ved at pege på dem, til jeg fandt den rigtige (valgte jeg forkert, var dræberblikket der igen), og det virkede som om, hun nød højtlæsningen. Af og til kedede hun sig og så forsvandt hun i sin "gåvogn", og blev afløst af storebror, men kun for et øjeblik, så kom hun tilbage.

Jeg talte naturligvis også med såvel Victoria som de andre børn, men Tim, der har besøgt dem mange gange, kender dem selvfølgelig meget bedre en jeg. Jeg har kun mødt Victoria og Nathaniel en enkelt gang før, i 2018, mens de boede i Arizona, hvor vi spiste middag sammen. Ved den lejlighed mødte jeg også de børn, som var der på det tidspunkt. Der er kommer 2 til siden, Lilli og Charlie. Mens alt dette stod på, blev Tims tøj vasket og tørret. Det var tydeligt at Victoria ikke var helt på dupperne, men hun havde trods alt også fået kejsersnit et par dage tidligere, så allerede omkring klokken 16.30 sagde vi farvel og tak for denne gang til familien, og kørte tilbage til vores "ikke-luksus hotel". Et par timer senere kørte vi ud for at få aftensmad, og det endte med, at vi spiste på samme restaurant, Fred's, som vi havde spist på dagen før. Det blev dog en anelse dyrere denne gang, fordi vi fik forret til deling, tortilla chips med tomatsalsa. Ikke de bedste chips, jeg har prøvet. De var ret tynde og smagsløse, men salsaen var hjemmelavet og fremragende. Tilbage på hotellet slappede vi af til sengetid, så vi kunne være udhvilede til  næste dags køretur.

Middag med damer

Det var blevet fredag og så skulle vi videre til Bonham, Texas, hvor vi skulle blive til mandag. Så efter ikke at have spist den ikke-eksisterende morgenmad på hotellet, rullede vi derudad. På Google Maps kune vi se, at det hurtigste ville være at fortsætte mod øst ad I-40 til Oklahoma City og så tage I-35 mod syd; så det gjorde vi selvfølgelig ikke. I stedet kørte vi direkte syd på fra Elk City ad US Route 283 gennem byer som Granite, Blair og Altus til Vernon, hvor vi mødte US Route 287, som vi tog mod sydøst til Wichital Falls. Her overvejede vi at stoppe for at se faldene, men opgav tanken, og valgte at fortsætte uden stop. Fra Wichita Falls kørte vi de sidste 230 km mod øst til Bonham ad US Route 82. Undervejs gjorde vi de sædvanlige stop for at tanke bil og os selv, og faktisk fik vi den billigste benzin på hele ferien i en af byerne, vi passerede på vej mod syd; jeg husker ikke længere hvilken, men prisen var kun $3.07 for en gallon! Det svarede til ca. Kr. 5,55 pr. liter med den gældende kurs, hvor det dyreste, vi havde betalt, var over 10,50 pr. liter (men stadig rørende billigt i forhold til herhjemme, hvor benzinen på det tidspunkt kostede over 17). Ellers var turen forholdsvis kedelig og bød ikke på de store landskabsmæssige pragtpræstationer; landbrugsland, primært med korn og græs (af og til med en græssende ko), men ellers ikke de store ting, bortset fra et par af de store kors, som det jeg omtalte i artiklen Forgæves udflugt. Efter at have passeret Sherman, opkaldt efter General Sidney Sherman (ikke William Tecumseh Sherman, kendt fra borgerkrigen; denne Sherman var en helt fra Den Texanske Revolution), var vi på velkendt vej igen. Turen fra Sherman til Bonham havde vi kørt mange gange i begge retninger under vores tidligere besøg.

Fort Inglish. Kopi af et historisk fort i Bonham, Texas.

Da vi kom til Bonham var klokken kun omkring 13, så vores hjemmefra bestilte hotelværelse var ikke klart endnu. Vi kørte derfor direkte til Shaggis hus. Siden mine besøg i 2018 og 2019 var hun og familien flyttet, men Tim, som havde fejret jul hos dem i 2021, vidste hvor det lå. Her fik vi hilst på Shaggi og hendes tre børn. Hendes mand, Jason, var ikke hjemme, men hun havde taget en fridag for vores skyld. Da vi havde sludret en halv times tid, kørte vi til den Coffee Shop, hvor Shaggi er manager. Den ville jeg gerne se, da også den havde holdt flyttedag siden besøget i 2019. Her fik vi kaffe (dog ikke Tim, som ikke drikker den slags), og sludrede videre halvanden times tid, hvor vi aftalte det videre forløb. Vi havde hjemmefra aftalt, at Tim og jeg ville give mad til Shaggi og Addie og så kunne deres mænd passe børn så længe, og Tim havde udtrykt ønske om bøf, når vi nu var i Texas. "Pigerne" var blevet enige om, at vi skulle spise i Sherman på et Texas Road House (som i øvrigt er grundlagt i Clarksville, Indiana af en mand der boede på den anden side af Ohio River i Louisville, Kentucky - så meget for Texas). Da vi havde sludret nok, kørte Shaggi hjem og Tim og jeg kørte til hotellet og fik vores værelse. Det var det samme hotel, hvor Tim blev dårlig i 2018, og det kan man læse mere om i artiklen Drama og hygge i Texas fra det år. Vi havde aftalt, at vi skulle mødes kl. 18 uden for restauranten, så jeg mente at jeg kunne nå at få vasket mit tøj i gæstevaskeriet (sjovt navn - jeg har aldrig set en eneste gæst blive vasket), hvilket jeg også kunne. Det kneb mere med at få det tørret. Vi skulle forlade hotellet 17.15, og da var tøjet ikke helt tørt, men jeg tog det ud af tumbleren og spredte det ud på sengen. Noget var allerede tørt og kunne pakkes væk, og resten ville jeg så putte i tumbleren igen, når vi kom tilbage.

Fra Bonham til Sherman er der omkring 45 minutters kørsel (45 km), hvis man skal overholde hastighedsgrænsen - og det skal man jo. Det var på denne strækning at vi i 2019, for første gang så rigtige langhornskøer, som lå og hyggede sig på en mark. Det kan du læse om i artiklen Lange horn og Tim som kok fra sommerturen 2019. Da vi nåede restauranten var damerne ikke at se, så vi slog os ned på en bænk uden for, hvor der sad en del andre mennesker. Fem minutter senere kom Shaggi og Addie så gående - de havde været på shoppetur i en nærliggende butik. De havde været ved restauranten tidligere og havde bestilt bord, men der var ca. en times ventid, så de mente godt, at de kunne nå butikken. Fra de kom tilbage, sad vi da også og ventede yderligere 45 minutter, før vi blev hentet ind. Men den tid brugte vi på velkomstknus og så videre - ikke mindst til Addie, som vi jo ikke havde mødt tidligere på dagen. Vi havde også gaver med til dem. Hvad Tim havde med, har jeg desværre glemt, men jeg havde medbragt Anthon Berg Likørflasker. Det var en opfølgning på et drilleri, jeg havde haft med dem på Twitter nogle uger før vi skulle afsted. Da vi kom indenfor, bestilte vi selvfølgelig mad og alle ville have bøf som hovedret. Damerne delte en og skulle ikke have forret, mens Tim endnu engang bestilte boneless chicken wings. Jeg kastede mig derimod ud i noget nyt, nemlig dybstegte, syltede agurker. Jeg kan nu sige, at det har jeg så prøvet, men det er næppe noget, jeg vil gentage en anden gang. Der var så meget af agurkerne, at jeg måtte opgive halvvejs  - de var simpelthen for fedtede af frituren, de var stegt i. Til gengæld var bøffen og tilbehøret fremragende. Udover dagens grøntsag fik Tim ris til sin bøf og jeg fil en fremragende kartoffelmos til min. Vi hyggesnakkede et par timer, og til en afveksling blev vi ikke præsenteret for regningen, før vi bad om den, så vi fik lov til at blive hængende og sludre, selv om maden var spist. Efter et par timer måtte vi dog sige farvel. Shaggi og Addie skulle hjem til børn og mænd, og Addie, som var gravid med sit fjerde barn, var ret træt. Vi skulle også hjem til hotellet; vi havde trods alt været oppe klokken seks og kørt over 600 km.

Da vi kom tilbage til hotellet, kom jeg det tøj, der endnu ikke var tørt, i tørretumbleren, og efter en halv time var det sidste så også tørt, så det kunne pakkes i kufferten. Næste og sidste vasketur bliver så i det Airbnb, hvor vi skal bo i Ferguson i North Carolina. Vi har endnu ikke helt fastlagt, hvad vi skal lave i morgen, men vi skal i hvert fald mødes med de to familier på et tidspunkt, da de vil præsentere os for ægte hjemmelavet texansk barbecue.