Ridetur, kirkebesøg og vandfald

Her er familien på ridetur. Billedet er nok taget af Carsten, men jeg har lånt det fra Tinas Facebookside. Forrest rider guiden, men man kan kun se lidt af hans hjelm.

Så blev det søndag, og den første af de to dage, hvor en del af aktiviteterne var planlagt hjemmefra, og som vi ikke var nødt til at lave om på grund af ødelæggelserne fra orkanen. Den yngste del af familien ville gerne ride en tur i naturen, så Tina havde bestilt en ridetur til Clara, Carsten og hende selv. Turen var bestilt og betalt hos Leatherwood Mountain Resort, og det viste sig, at ridestierne var blevet åbnet så sent som om torsdagen; altså dagen før vi tog hjemmefra. Vi havde ellers set efter andre ridemuligheder, hvis Leatherwood ikke åbnede, men det gjorde de altså. Rideturen var bestilt til klokken 11, og de havde betalt for en tur på en time med guide. Efter morgentoilette og morgenmad slappede alle af, indtil de skulle afsted. Leatherwood ligger på Elk Creek Darby Road ca. 15 km fra huset, og på en sidevej til NC Route 268, så de skulle faktisk kun dreje en enkelt gang, nemlig fra NC 268 til Elk Creek Darby Road.

Omkring 10.30 tog de afsted. Da jeg ikke gad at vente en god time i bilen, mens de red, valgt jeg at blive hjemme i huset og slå tiden ihjel der. Så vidt jeg forstod havde det været en fremragende tur. Carsten, der ikke har redet før, fik en rolig hest, men i følge Tina var der heller ikke meget spræl i dem, hun og Clara red på. Clara, som havde købt cowboystøvler i Walmart dagen før, benyttede sig af lejligheden til at købe en cowboyhat, så hun var helt westernagtig. Mens de var væk, satte jeg mig ud på verandaen med en kop kaffe og den fugleidentifikationsapp, som jeg havde downloadet dagen før, for at se om den kunne identificere nogle af de fugle, som jeg kunne høre, men ikke se. Og det kunne den. Tre fugle fandt den, og det var nogenlunde, hvad jeg hørte. Der var mere fuglelyd i det fjerne, men så svagt, at telefonen ikke kunne høre og appen identificere dem. Den første fugl, jeg hørte var en blåskade, en spurvefugl, som er udbredt i det meste af det østlige USA, og som jeg også har set ved tidligere lejligheder, men ikke denne gang. Her måtte jeg nøjes med lyden. Den næste var en såkaldt Northern Flicker, som på dansk kaldes en Guldspætte. Den sidste fugl var endnu en spætte, en Red-Bellied Woodpeckler eller på dansk en Zebraspætte. Det var den sidste fugl, som blev identificeret den dag, men der skulle komme flere senere. Sjovt at høre og se fugle, som vi ikke har i Danmark.

Da de kom tilbage et par timer senere, slappede vi af en stund, og så besluttede vi, at jeg skulle vise dem noget af lokalområdet. I første omgang kørte vi mod vest ad NC 268, og passerede Elkville, hvor begivenhederne omkring Tom Dooley fandt sted. I dag er et skilt ned navnet og et par huse, det eneste, der er tilbage af bebyggelsen, som engang havde både en general store og et posthus. Vi fortsatte mod vest til Laura Fosters grav, som ligger inde på en lukket mark, men overfor er der en lille plads, hvor der er opsat en mindeplade, der fortæller (lidt af) historien. Her stoppede vi, så pladen kunne beses, og jeg foreslog at de gik ca. 100 m tilbage ad vejen, hvorfra de så kunne se og fotografere graven. Da de havde set nok, kom de tilbage. Vi fortsatte mod vest forbi Fort Defiance, som engang (i 1790'erne)var General William Lenoirs hjem. Lenoir grundlagde Wilkesboro, men ville ikke have byen opkaldt efter sig. Efter hans død, hvor han ikke længere kunne protestere, opkaldt man så amtssædet i Caldwell County efter ham i stedet. I dag er huset museum, men det viste sig dog at være lukket, så vi fortsatte færden mod vest forbi Cloverhill Plantation (privat hjem), Patterson Scool for Boys og Western North Carolina Sculpture Park til næste stop ved Chapel of Rest. Sidstnævne er en tidligere kirke, som ikke ikke bruges til gudstjeneste, men kan blive gift her og af og til høre en koncert med klassisk musik, og ellers kan man besøge såvel kirken (som siges at være hjemsøgt, selv om jeg aldrig har mødt spøgelser). I dag kan man sætte sig ind og meditere eller på anden måde filosofere over tilværelsen i det nydelige kirkerum. Bag kirken ligger kirkegården, som også skulle være hjemsøgt. Blandt de, der er begravet her, er Brigadegeneral Collett Leventhorp, en engelsk læge som blev officer i sydstatshæren under borgerkrigen. Det er ikke ham, der går igen, og man ved faktisk ikke hvem det er og hvorfor. Tina, Carsten og Clara besøgte kirken, man da Tina og Carsten gik på kirkegården kom Clara tilbage til bilen. Det gad hun ikke.

Moravian Falls er et mindre vandfald på Moravian Creek en af Yadkin Rivers mange bifloder. Vandfaldet og bækken har navn fra de Moravians (på dansk kalder vi dem Herrnhuter), som udforskede det vestlige North Carolina i midten af 1700-tallet.

Da Tina og Carsten kom tilbage, fik de en sludder med en repræsentant for den lokal sherif, som holdt i sin bil uden for kirken. Da vi kom var han i gang med sludre med et par kvinder, som lignede resterne af en bryllupsfest - og det var de måske også. Da Carsten havde talt færdig med sheriffen fortsatte vi videre mod vest af NC 268 indtil den ikke gik længere, da den mødte US Route 321 noget nord for Lenoir. Vi tog derfor 321 mod syd, men vi gjorde ikke holdt i byen ved den lejlighed. I stedet kørte vi mod øst af North Carolina Route 18 mod Wilkesboro. Da vi nåede landsbyen Moravian Falls, som er hjemsted for et vandfald af samme navn, gjorde vi holdt så de, der ikke have set det før, kunne se det. Jeg så det nu også, selv om jeg har set det flere gange tidligere :-).

Da vi havde set nok (ikke lang tid for Clara) gik vi tilbage til bilen og fortsatte til Wilkesboro. Her valgte vi at spise aftensmad på Dooley's Grill og Tavern på byens centrale plads. Hvad vi fik, har jeg glemt, men alle nød maden. Efter aftensmad kørte vi tilbage til huset, hvor vi hyggede os resten af aftenen. Jeg havde om lørdagen haft kontakt med nogle af mine venner og bekendte fra Statesville, at vi skulle mødes mandag i de nye og større lokaler, som Steve Hill (én af vennerne) sammen med en række frivillige, er ved at indrette til Steves samling; Statesville Historical Collection.Vi havde aftalt, at vi skulle mødes ved 12-tiden, og nu ringede jeg til Charlotte og Bill, de to, der havde introduceret mig til de fleste af mine andre venner og bekendte i området, for at høre om de også kunne komme - og det kunne de. Også selv om de bor i Matthews, 100 km syd for Statesville. Så nu var endnu et dagsprogram på plads. Mere om det i næste artikel.