To gange middag og museumstur

Så var det blevet fredag, og der var ikke noget planlagt hjemmefra. Undervejs havde jeg dog lavet en aftale med min gode ven, singer/songwriter Rob McHale, om at vi skulle psise middag sammen på en restaurant, Brushy Mountains Smokehouse and Creamey, i North Wilkesboro, men tiden skulle jo gå indtil da. Så efter morgenmad og -toilette blev vi enige om at køre til Stone Mountain State Park nord for North Wilkesboro. Her kan man se en granitklippe, der rager 183 meter op over omgivelserne, og man kan bestige klippen ad en ret stejl sti. Det havde vi nu ikke tænkt os, men man kan også nøjes med at se "bjerget" nede fra dalen. Parken ligger omkring 25 miles (40 km) nordøst fra North Wilkesboro, så stadig uden for det område, som orkanen havde hærget, så det skulle være ok. Det skulle dog vise sig, at vi tog fejl.

En forgæves udflugt

Tina og Clara ved Tom Dooleys grav. De ser begge meget triste ud.

Det gik også fint med at komme til North Wilkesboro, men på vej videre mod nordøst kørte vi ind i et vejarbejde, og så fik den unge generation også prøvet, dels at møde flagmænd, og dels at køre efter en pilot car som lodsede os sikkert gennem vejarbejdet. På et tidspunkt fik jeg ikke sagt til Tina, som var chauffør, at hun skulle fortsætte lige ud, hvor vejen delte sig, så hun fortsatte ad hovedvejen, men kort efter kunne vi se, at vi var på afveje, så vi vendte tilbage til forgreningen og tog den mindre, men rigtige vej, som havde været lige ud, da vi kørte den anden vej. Efter et stykke tid kom vi da også til indkørslen til parken, hvor bommen desværre var lukket, og der var ikke andre muligheder end at vende om og køre tilbage. Lige før vi nåede tilbage til forgreningen passerede vi Stone Mountain General Store, som vi også havde passeret, da vi kørte den anden vej, men denne gang gjorde vi et ophold - dels for at se, hvad de havde at byde på, og dels for at benytte deres toiletter. Her kunne manden, der passede biksen, fortælle at Helene trods alt havde lavet ravage i området. Mere end 1.500 træer var væltede i stormen og flere af dem blokerede veje og stier, så der ville gå et stykke tid, inden de kunne genåbne. Som i de fleste general stores, var der en del at se på og vi fik også købt nogle småting inden vi satte kursen tilbage mod Ferguson. Undervejs fik vi lidt frokost på en McDonalds; faktisk spiste jeg mere på McD på denne tur end på de 24 foregåede ture tilsammen, men der var det også kun blevet til to gange i henholdsvis 2000 og 2002.

Da vi kom tilbage til Ferguson, fortsatte vi ud ad Tom Dula Road, så Tina, Carsten og Clara også kunne se Tom Dooleys grav. Selv blev jeg i bilen, mens de gik op til graven, fordi jeg allerede havde besøgt graven adskillige gange. Da de kom tilbage, kørte vi hjem til huset. Her slappede vi af et stykke tid, indtil resten familien besluttede sig for at gå ned til Yadkin River bag huset. Da det er ned ad bakke hele vejen og det modsatte op, og jeg har gjort det et par gange tidligere, blev jeg hjemme. Her drak jeg kaffe på verandaen, mens jeg igen lyttede til fuglesang. Det var imidlertid ikke den store succes - fuglesangen altså, kaffen var udmærket. Kun en enkelt fugl kunne appen identificere, og det var "bare" en carolina gærdesmutte, som jeg allerede havde hørt flere gange. Da de kom tilbage fra floden, kunne de berette, at der var tydelige spor efter de oversvømmelser, som orkanen havde forårsaget, idet der var mudder på træerne i op til 5 meters højde - godt at huset ligger meget højere. Vi havde i øvrigt også observeret det på Beaver Creek Road, hvor Beaver Creek havde oversvømmet markerne omkring floden. De havde også kigget efter dyrespor, og havde fundet spor efter en vaskebjørn i mudderet langs flodbredden.

På et tidspunkt skulle vi selvfølgelig afsted til North Wilkesboro for at møde Rob McHale, som havde en køretur på omkring 60 km hver vej fra sit hjem nær Lake Norman State Park sydvest for Statesville. Inden vi tog afsted, skulle Clara stå på hænder op ad sin mor, og sige farvel til geder og får. Desværre havde Carsten det ikke så godt, så han valgte at blive hjemme.

Da vi nåede frem, fik vi et bord, og så satte jeg mig ud i forlokalet for at vente på Rob, som ankom kort tid efter. Han hilste på Tina og Clara og da vi havde bestilt, sludrede vi (Clara deltog lidt, men ikke meget og mest, når vi henvendte os til hende) til maden kom. Og det fortsatte både under og efter spisningen. På amerikanske restauranter gælder det om at få gæsterne ind og ud så hurtigt som muligt, men heldigvis ville Clara gerne have is til dessert, så vi fik lidt ekstra tid. Men til sidst kunne vi godt se, at serveringsdamen så lidt utålmodig ud, så vi besluttede os for at stoppe. Da jeg ville betale, fik jeg ikke lov, for det ville Rob. Han betalte også sidste gang, vi spiste sammen, så jeg insisterede på, at næste gang skulle det altså være mig. Vi sagde farvel ude på parkeringspladsen foran restauranten og så gik vi hver til sit. Vi havde kun godt 30 km hjem til huset, så det var overstået på 20 minutter, og da vi kom tilbage, havde Carsten det heldigvis bedre. Og sådan gik endnu en dag. Nu var der kun lørdag og søndag tilbage, inden vi skulle hjem.

Museumsbesøg og middag

Margaret fortæller om Daniel Boone, mens Clara arbejder med sit hår.

Whippoorwill Academy and Village har åbent den tredje lørdag i hver måned, og det var netop den 19. oktober, så selvfølgelig skulle museet besøges. De åbner imidlertid først klokken 13, så formiddagen skulle jo gå med noget. Tina lavede morgenmad med bacon og røræg, så vi brugte lidt mere tid end sædvanligt for at konsumere den.

Én af de få "skavanker" ved huset er, at der ikke rigtigt er noget sted at komme af med affald i større mængder. Vi brugte indkøbsposer fra Walmart og andre steder som affaldsposer. Den, huset er udstyret med blev hurtigt fuld, selv om den er stor, men vi producerede temmelig meget affald. Vi gjorde derfor det, at når vi forlod huset, tog vi affaldet med, og så kom vi det i større affaldsspande på rastepladser, som vi alligevel kom forbi. En sådan rasteplads ligger der ved W. Kerr Scott Reservoir et stykke uden for Wilkesboro og ca. 8 km fra museet. Stedet, hvor der faktisk er en ret stor parkeringsplads med toiletter, som vi dog aldrig har brugt, kaldes Blood Creek Overlook, og her har man et god udsigt over søen. Navnet har stedet fordi en bæk, Blood Creek løber ud i søen på dette sted. Den starter et sted oppe nord for NC 18, som vi kørte på hver gang vi skulle til Lenoir, dog ikke så langt mod øst. Hvorfor bækken har sit navn, skal jeg ikke kunne sige. Nu benyttede Tina, Clara og Carsten ventetiden til at køre til rastepladsen med mere affald, og da de var der alligevel, gik de en tur og så på såvel reservoir som omgivelser. Da de kom tilbage gik de en tur omkring huset, mens jeg stadig lyttede efter fugle. Ud over de, som jeg allerede havde hørt, blev det til en hvidhalset spurv (White-throated sparrow). Da klokken nærmede sig 12.30, kørte vi op til museet. Vi kunne have gået, men det gjorde vi altså ikke.

Margaret og Dick var der allerede og havde lukket bygningerne op. Også Margarets kusine, Renée, som er frivillig på museet, og som jeg har mødt flere gange, var kommet og så fik vi også hilst. Da museet åbnede, var der kun os, men efterhånden kom der flere og flere, indtil Margaret mente, at der var nok til, at rundvisningen kunne begynde. Vi startede (som altid - i hvert fald de gange, jeg har været ned), med Chapel of Peace, det lille kapel, som er et populært sted at blive gift. Dog ikke Margarets datter, Maggie, som var blevet gift den fredag, hvor vi ankom. Hun havde dårlige erfaringer fra sit første ægteskab, og havde valgt at blive gift i en kirke i Taylorsville en del syd for Ferguson i stedet. I kapellet demonstrerede Margaret, hvordan hun kunne spille på Pump Organ (harmonium på dansk - også kendt som "salmecykel" fordi musikeren træder på pedaler for at "producere luft"). Efter besøget her fortsatte vi til en kopi af Daniel Boones jagthytte, som oprindeligt havde stået noget længere mod vest i Yadkin River Valley. Her overnattede han, når han var ude på sine mange jagtture, som kunne vare i flere år. Efter en sådan jagttur til det nuværende Kentucky, der havde varet et par år, kom han hjem og fandt sine kone med en nyfødt. Da hun forklarede, at han havde været væk så længe, at hun troede at han var død, spurgte han om, hvem faderen var, og da hun svarede, at det var hans bror, var hans svar, at det var OK så længe det var en Boone - og så levede de lykkeligt sammen i 30 år mere og fik i alt 11 børn. Den historie, samt flere andre om Boone underholdt Margaret med. Herfra gik vi videre til andre bygninger. Jeg havde kørt til hytten med Margaret og et par andre ældre mennesker i en lille elektrisk vogn, men herfra gik jeg resten af vejen og i stedet fik Clara lov til at køre med, og senere lod Margaret hende også køre vognen.

Margaret, Dick (bag skranken) og sheriffen, hvis navn, jeg har glemt i Matt's Store, mens vi venter på, at de øvrige skal blive færdige med besøget i skolebygningen.

Næste stop skulle have været Tom Dooley udstillingen, men den bygning var lukket på grund af renovering. Den skullle blandt andet have nyt tag. I stedet gik vi videre til "fængslet", som vi dog ikke kunne komme ind i, fordi det blev brugt til at opbevare inventaret fra Tom Dooley hytten. Her ventede sheriffen (i skikkelse af endnu en af de frivillige på museet) på os, og så fik vi alle stukket en arrestordre i hænderne og blev anholdt. Normalt bliver man sat ind i fængslets eneste celle, men da denne var fyldt med inventaret fra Dooley-udstillingen, måtte vi nøjes med at sætte os på verandaen uden for. Da vi blev løsladt, fortsatte vi til kopien af den hytte, Daniel Boone oprindeligt havde boet i, da han kom til det, der senere blev til Ferguson. Hytten havde ligget ved Beaver Creek, ikke langt fra den kirke som Margaret og Dick frekventerer. Stenene fra skorstenen blev reddet og de indgår i dag i kopiens skorsten, så der er lidt ægte Daniel Boone over stedet. Her var det Renée, som underholdt med historier, mens Margaret talte med et af parrene uden for. Da vi var færdige her, fortsatte gruppen til Whippoorwill Academy, bygningen som startede det hele. Den havde jeg dg set mange gange, så sammen med Margaret, Dick og "sheriffen" (jeg har glemt hans navn), slog jeg mig ned i den lille butik, Matt's Store, som oprindelig var en købmandsbutik i Ferguson, men da Matt lukkede den, blev den flyttet til museet. Her kan man købe ting som syltetøj, hjemmelavet vineddike,  Renées hjemmeavlede honning, souvenir og meget andet, inklusive kolde drikke og is. Tidligere kunne man også købe en lokal specialitet, opfundet af Margarets farmor, eddikesyltede bambus, men i foråret 2024 døde alle bambus. Ikke af sygdom, men som en normal del af bambus' livscyklus. Den bambusart, der gror i dette område af North Carolina, stammer alle fra den samme moderplante, og når den har levet i ca. 60, dør alle de planter, som stammer fra moderplanten, på samme tid. Det samme oplevede vi selv med de bambus, vi havde i haven på Kirkeskellet. Så nu vil der gå nogle år, før der igen kan syltes bambus i Ferguson.

Undervejs på rundturen havde Margaret spurgt om vi ville med ud at spise på en italiensk restaurant i Wilkesboro, og det havde vi sagt ja tak til, så på et tidspunkt, gik jeg ned til huset for lige at vaske mig lidt og tage et par andre bukser på, inden vi tog afsted. Kort efter kom også resten af familien. og gjorde sig klar. Vi havde aftalt, at vi skulle mødes uden for restauranten omkring kl. 18.30, og det kom til at passe ret præcis. Vi fik et bord og fik bestilt maden,  som viste sig at være fremragende. Igen gik snakken, og undervejs blev Margaret genkendt en af dame ved nabobordet, som viste sig at være enten en af hendes gamle elever eller en datter af en gammel elev - jeg blev ikke helt klar over, hvordan det hang sammen, men de fik i hvert fald sludret om gamle dage. Efterhånden var vi de eneste, der var tilbage i restauranten, så vi mente at de nok var ved at lukke, så vi sagde farvel til familien ved nabobordet og ude på parkeringspladsen sagde vi også farvel til Margaret og Dick med knus og omfavnelser, da vi ikke skulle se dem mere inden vi rejste hjem. På vej hjem til huset gjorde vi et stop på en tankstation for at proviantere lidt guf til resten af aftenen.