Historiens vingesus

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg har kaldt denne artikel for "Historiens vingesus", for der var masser af historie i dagene både før og efter også, men det har jeg altså. Dagen før havde vi sprunget  kalkminerne over, og det valgte vi at gøre igen. Vi ville så tage dem på den næste forlægningsdag, når vi skulle syd på fra Viborg. Og sådan blev det.

Et vigtigt mål på dagens tur var Silkeborg - eller rettere Himmelbjerget, så ud fra at vi skulle se det, planlagde vi resten af turen. Vi tog ikke den direkte vej fra Viborg til Silkeborg, men valgte at køre nogle omveje, for at få de naturskønne (og historiske) steder med. Det første historiske sted, vi gerne ville se, var Finderup, hvor Erik Klipping blev myrdet med 56 knivstik i 1286. Han var ikke lige populær i alle kredse. Finderup Lade, hvor mordet fandt sted, er for længst forsvundet, selv om Tim fandt en nyere gård, der bar navnet Finderup Lade. Mest sandsynligt er, at laden stod der, hvor landsbyens nuværende kirke står. Et stykke væk, hvor man tidligere mente at laden havde stået, er der rejst et kors, og det blev behørigt fotograferet. Sagnet fortæller, at kongen natten før havde overnattet i en jagthytte, ikke langt derfra, men den fandt vi ikke (ved den lejlighed), selv om vi kørte en del omkring i området.

Efter det historiske skulle vi se natur, så vi kørte til Hald Ege, og gennem Dollerup Bakker. Her gjorde vi først holdt ved Hald Hovedgård, hvor mange adelige har boet gennem tiden. Dog ikke i den nuværende bygning, som først er opført i 1787. Blandt de, der har holdt til på stedet er Niels Bugge, der sluttede sig til Grev Gert under Grevens Fejde, men senere forlod grevens tjeneste. Selv om han havde været Valdemar Atterdags mand på flere krigstogter, blev han anfører for de jyske stormænd under deres oprør mod kongen. Også general Gregers Daa har ejet stedet og altså flere andre. I dag ejes gården af en selvejende institution. Det er der desværre ikke så meget sjov ved - det er sjovere, når det er en historisk person. Gregers Daas far døde i øvrigt helt forarmet fordi han havde brugt hele sin formue i et forsøg på at fremstille guld. Næste stop var ikke langt fra Hald Hovedgård, på en rasteplads med udsigt over Hald Sø og Dollerup bakker. Området er meget smukt, hvis man er til bakker og hede - og træer ned mod søen.

Fra Dollerup Bakker kørte vi syd om søen og fortsatte mod syd til dagens næste historiske stop, Grathe Hede (som egentlig bare betyder Gråhede, trods det fine navn). Her kørte vi først ud for at se på en stensøjle, der er stillet på det sted, hvor Svend Grathe blev begravet. Svend III eller Svend Grathe er den eneste danske konge, der har tilnavn efter det sted han døde! Svend var den ene af de tre konger, som ofte omtales sammen: Svend, Knud og Valdemar. Den 9. august 1157 blev Knud dræbt af Svends folk under det, som kaldes Blodgildet i Roskilde mens Valdemar blev såret. Valdemar flygtede til Jylland og Svend fulgte efter med sin hær. I oktober samme år mødtes de to kongers hære i Slaget på Grathe Hede, og det endte med at Svend måtte flygte. Han skjulte sig i en mose men blev fundet af en bonde, der slog ham ihjel med sin økse. Ifølge historien havde Svend voldtaget bondens hustru aftenen før slaget - men det er måske kun et sagn. Efter Svends død blev Valdemar konge, og han fik siden tilnavnet Den Store. Hvor Svend døde blev der opført et kapel, og her blev Svend begravet. Kapellet er væk, og nu står en mindesten på stedet, som i dag ligger på en mark, ikke i en sump. Der fører en vej helt ud til stedet, og selv om den ser ud til at føre en til en gård (hvilket den gør), kan man trygt tage den. Vejen fører gennem gårdspladsen, og man kan faktisk køre helt ud til stenens placering og vende der.

Selve slaget stod sandsynligvis nær det, der kaldes Kong Knaps Dige ikke langt fra mindestenen, så det blev det næste sted, vi besøgte. I modsætning til mindestenen, som vi kunne køre til omend ad en meget smal vej, skulle vi spadsere knap. 1 km fra en parkeringsplads til diget, så det gjorde vi. Fra parkeringspladsen gik vi ad en lille skovvej ca. 200 m ind i en plantage. Her mødte vi Hærvejen som vi så fulgte mod syd godt 600 m, til vi kom til Haller Å. På den anden side af åen, lå diget, som ikke ser ud af meget (kun ca. 1 m højt), når man ser det fra jorden, men som er meget tydeligt set fra luften, viste det sig, da jeg så luftfotos af det senere. På stedet var der opsat en tavle med et telefonnummer, man kunne ringe til, hvilket Tim gjorde, og i telefonen fik man så mere viden om Hærvejen og Diget, men desværre ikke om slaget og Svend. Hvem Kong Knap er, som har givet navn til dige, vides ikke, men det kan være en henvisning til Svend Grathe, der også blev kaldt Svend Knap. Diget er sandsynligvis betydeligt ældre en 1100-tallet, men alderens kendes ikke med sikkerhed. En voldgrav foran diget tyder på at det har været anlagt til forsvar mod angreb fra syd, som flere andre diger langs hærvejen. Vi tilbragte et kvarters tid på stedet, og så gik vi igen tilbage til parkeringspladsen, hvor vi havde stillet bilen. Herfra kørte vi direkte til Himmelbjerget uden flere stop.

Ved Himmelbjerget parkerede vi igen bilen, og så gik vi op til tårnet. På det tidspunkt var vejret nogenlunde, selv om det havde regnet et par gange, men det blæste en hel del, og det kunne man især mærke, da vi kom op til tårnet. For foden af tårnet er man 147 m over havets overflade og man kan så kravle yderligere op i tårnet, hvilket vi ikke gjorde. Tårnet på toppen er 25 m højt og udsigtsplatformen er lidt lavere, men vi mente at have tilstrækkelig god udsigt, der hvor vi var. I mange år troede man at Himmelbjerget var Danmarks højeste punkt og først i 1847 blev man klogere, og selv om bjerget ikke er særligt imponerende, når man kommer af vejen, er det højt nok, hvis man vil gå op nede fra Julsø. Også Himmelbjerget er historisk. Her er det opsat mindesten for blandt andre Sten Stensen Blicher, Leopold Bugge og flere andre. Især Blicher var med til at gøre "bjerget" kendt som bagmand for de såkaldte Himmelbjergfester, der fandt sted mellem 1839 og 1844, og siden har der ofte været afholdt Grundlovsfester på Himmelbjerget. Da vi havde nydt udsigt og blæst i et stykke tid forlod vi såvel tårn, som senere hele bjerget og satte kursen mod næste mål, Tange Sø og Energimuseet.

På vej nord på kom vi igennem den lille landsby Grønbæk, og her så vi pludselig et skilt, der viste vej til Erik Klippings Jagthytte. Det var den, vi ikke kunne finde i nærheden af Finderup, men her var den altså, så vi kørte ind på parkeringspladsen. Hytten lå ikke som vi i første omgang troede efter at have læst om den på nettet, nær Finderup, men 25 km sydøst for, hvilket også bedre harmonerer med at kongen skulle have brugt en hel dag på at komme fra hytten til Finderup Lade. Fra parkeringspladsen førte en lille vej op til nogle private huse, og herfra førte en endnu mindre sti bagom husenes baghaver til "hytten". Kun stenfundamentet er tilbage, men det blev da fotograferet inden vi fortsatte. Vi tog vejen vest om Tange Sø, hvilket betød at vi kørte langs søen over flere strækninger. Museet ligger i den nordlige ende af søen, hvor også Tangeværket ligger, og dele af museet ligger i en af værkets bygninger.

På museet måtte vi for første gang siden akvariet i Hirtshals betale entre. 100 kr. for hver, men det gjorde vi gerne.  Tange Sø er en kunstig sø, der opstod i 1920 ved en opdæmning af Gudenåen. Ved søens nordlige ende blev anlagt et vandkraftværk, Tangeværket. På museet er der mange udstillinger om lys, elektricitet, med mere, og det var meget interessant at se. Samtidigt kan man også se Tangeværket eller Gudenåcentralen, som det også kaldes. Vi så de fleste udstillinger, og kunne også beundre de tre såkaldte Francisturbiner, der stadig laver elektricitet fra Gudenåens vand. Kun en af turbinerne var dog igang, mens vi var der. Vandet falder ca. 10 m og turbinerne er placeret ca. halvvejs nede ad faldet. De generatorer, som trækkes af turbinerne er de originale fra værkets opførelse. I dag produceres ca. 11 millioner Kwh om året og det indgår i landets almindelige el-produktion. Det var i øvrigt en af de ting, man kunne se på museet. Et stort oversigtskort over den danske elproduktion. Her blev vist, hvilke produktionssteder, der importerede el fra udlandet og hvorfra, og tilsvarende hvilke produktionssteder, der eksporterede el, og hvortil. Under vores besøg blev der eksporteret el fra havvindmølleparken på Horns Rev til Tyskland, og fra Københavnsområdet eksporterede vi el til Sverige. Til gengæld importerede vi el fra Norge til Nordjylland og fra Tyskland til Lolland og Falster.

Nu var det efterhånden hen på eftermiddagen, men vi var endnu ikke klar til at sætte kursen mod Viborg. Tim havde på kortet set, at der ved Hvalpsund ved Lovns Bredning nord for Viborg skulle ligge en ringvold, så den ville vi også se. Det kom vi nu ikke til, for vi kunne simpelthen ikke finde den. Senere kunne vi læse på nettet at den kun er ca. 10 m i diameter og næsten usynlig. Og siden har jeg endda læst at det muligvis ikke er en ringvold overhovedet, men resterne af en fårefold fra meget nyere tid. Her er det værd at huske, at den sidste ulv blev skudt i Danmark i 1813 kun ca. 40 km fra stedet, så måske har volden været bygget for at man kunne beskytte sine får mod ulveangreb. Da vi nu ikke kunne finde nogen vold, kørte vi i stedet ned og så på Hvalpsund havn, hvorfra der sejler en lille færge over til Sundsøre i Salling på den anden side af fjorden.

Vi var stadig ikke mætte af historiske oplevelser, så vi fortsatte nord på til en meget lille landsby, hvis navn er kendt over det meste af verden -  hvert fald blandt arkæologer. Den har nemlig givet navn til en hel kultur, Ertebøllekulturen, fra den yngste del af jægerstenalderen. Også her betalte vi en minimal entre for at besøge Stenaldercenteret. Her så vi på udstillingen i det lille museum, inden vi gik ud i terrænet, hvor vi blandt så to flinthuggere (dog i moderne tøj), som sad og lavede flinteredskaber mecd stenalderens værktøjer af sten, træ, hjortetakker og knogler. Det var ret imponerende, hvad de kunne få ud af det. Ertebøllekulturen er mest kendt for sine køkkenmøddinger og en sådan kan også beses i området, men det krævede en vandretur på ca. 3 km frem og tilbage, og det gad vi faktisk ikke. Så da der ikke var mere at se i området omkring bygningen og på museet vendte vi næsen hjem mod Viborg og motellet.

Tilbage stod kun at få aftensmad, men det skulle vise sig vanskeligere end som så. Dagen før havde Tim set en interessant café, som han så havde slået op på nettet, og deres menu så særdeles godt ud, så der ville vi spise. Dog havde han ikke set åbningstiderne, så da vi kom til cafeen viste det sig, at de lukkede kl. 18 ugens første tre dage, og dette var netop en tirsdag, så da vi ankom, var det for sent. Næste ide var en indisk buffetrestaurant, som vi havde set, da vi gik rundt i byen dagen før. Den opsøgte vi så, kun for at få at vide at netop den dag, havde de ingen buffet, hvilket var, hvad Tim som er den af os, som elsker indisk, havde sat næsen op efter. Så besluttede vi os for at opsøge en Bones, selv om vi havde spist på en sådan i København ikke længe før ferien. Her var der både åbent og de havde mad, men til gengæld var der ingen ledige borde, og nu var vi så sultne, at ingen af os ville vente en time på at få plads. Ikke langt fra Bones lå Jensens Bøfhus, som ingen af os havde meget lyst til. Vi blev så enige om, at vi ville gå lidt rundt i byen, men hvis vi ikke fandt et sted, før vi var tilbage ved Jensen, ville vi spise der. Og sådan kom det til at gå. Maden var da også ok, men heller ikke meget mere, og så spændende er restauranterne altså ikke. Mad fik vi dog og så var det hjem til hotellet og slappe af inden næste dags forlægning til Varde.