Endnu en 4. juli uden fejring

Dagens tur var hjemmefra planlagt til at være turens længste – og den blev da også lang, men ikke den længste. Vi skulle nu for alvor syd på, og skulle køre fra Wall til Colorado Springs. Undervejs skulle vi passere Nebraska, den anden stat på denne tur, som jeg aldrig har besøgt før. Den første var South Dakota. Tim havde aldrig været i Washington, så det var hans tredje nye stat på turen.

Fra Wall kørte vi mod vest endnu engang. Den hurtigste vej fra Wall til Colorado Springs var via Rapid City, som vi kørte forbi dagen før. Så vi tog altså motorvejen mod vest til netop Rapid City. Her skiftede vi til South Dakota State Road 79 mod syd, den retning vi faktisk skulle. Da vi havde kørt ca. 20 miles syd for byen, begyndte en lampe i bilen at lyse med teksten "Maintenance Required". Så var gode dyr endnu engang rådne, for var det noget, der betød noget eller ikke? Som i 2010 turde vi ikke tage chancen, så vi tændte for vores GPS, som på det tidspunkt fungerede upåklageligt. Senere på turen blev den mere og mere ustabil, og til sidst holdt den helt op med at virke, men ved denne lejlighed fortalte den os uden tøven, at det nærmeste Hertz-kontor lå 15 miles tilbage ad vejen ved en lokal lufthavn nær Rapid City. Der var så ikke andet at gøre end at vende kareten og køre tilbage og finde lufthavnen, selv om vi syntes at det var irriterende at bruge tid på det. GPS'en hjalp os med at finde lufthavnen, og mens Tim parkerede bilen, gik jeg indenfor for at finde Hertz-skranken. Her forklarede jeg problemet til en nydelig ung mand, som beroligede mig med, at det nok bare var en chip, som havde registreret at bilen nu havde kørt 5.000 miles, og derfor skulle have service. Han ville gerne nulstille chippen for os, så vi ikke ville blive generet af lampen længere. Det gjorde han så, men anbefalede, at vi ringede til Seattle-kontoret, for at høre om et serviceeftersyn faktisk var nødvendigt. Vi forsøgte et par gange at ringe til kontoret, men fik kun henvisningstone, på et nummer, der stod på lejekontrakten, så vi besluttede at prøve næste morgen fra hotellet efter at have tjekket nummeret på internettet. Vi måtte så hele vejen tilbage, og affæren havde kostet os godt en time, inden vi var tilbage ved det sted, hvor vi oprindeligt vendte om.

Lidt senere nåede vi til Hot Springs. Var vi kommet lørdagen efter, kunne vi været kommet til koncert med sangerinden Kassie Jordan, men det opdagede vi først, da vi kom hjem, og vi var nok ikke blevet i byen alligevel. Hot Springs er en lille by, hvor der er nogle varme kilder, som springer med vand på 31 grader året rundt, men dem havde vi ikke tid til at se. Byen er kendt som det varmeste sted i South Dakota med en gennemsnitstemperatur for hele året på 9 grader. Da der er frost om vinteren, betyder det høje varmegrader om sommeren. Da vi passerede byen omkring 11.30, var den da også oppe på 37. I Hot Springs skiftede vi til US Route 385, som vi tog resten af vejen til grænsen til Nebraska, og i øvrigt videre gennem denne stat. Nebraska var – i det område, vi kørte igennem – ikke noget at råbe hurra for. "Kedelig prærie" eller i hvert fald ensformig prærie med nogle små runde græsklædte bakker visse steder. Af og til var der dyrkede marker, men så kom der prærie igen igen. Det eneste "spændingsmoment" var alle de mejetærskere og andre landbrugsmaskiner, som vi måtte køre længere strækninger bagved på hovedvejen, og som sinkede vores i forvejen forsinkede køreplan endnu mere.

Uden for den lille by, Sidney, ikke langt fra grænsen til Colorado passerede vi Interstate Highway 80. Her lå der som sædvanligt ved motorvejsfrakørsler tankstationer, og vi fik fyldt både bilen og os selv op på en tank, der reklamerede med, at vi var ingen steder. "You are nowhere" stod der på skiltet, og det var også sådan, vi havde følt os på vej gennem Nebraska. 

Efter optankningen forsatte vi, ikke ad I-80 men ad Nebraska Road 19, som ved grænsen skiftede navn til Colorado Road 113. Lige før grænsen passerede vi Golgatha, eller i hvert fald en klippeknold, hvor der stod tre kors på toppen. Det så vi faktisk mange steder på dette års ferie, men oftest vest på, altså tre kors på en bakketop. Ved byen Sterling i Colorado skiftede vi så tilbage til en motorvej, denne gang I-76, som vi skulle følge til Denver. Det gik ganske nemt at komme derudad, selv om trafikken blev tættere og tættere, jo nærmere vi kom selve Denver. Colorados hovedstad så vi imidlertid ikke noget til, end ikke dens skyline, for et stykke før byen mødte vi en ringvej rundt om byen, hvor et skilt meddelte, at denne vej kunne man med fordel tage, hvis man var på vej til Colorado Springs. Da det jo var målet for turen, kørte vi ad denne ringmotorvej. Det viste sig at være en betalingsmotorvej, og ved alle frakørsler, var der betalingsanlæg, hvor der på skilte stod "EZ-Pass only, no cash". EZ-Pass er amerikanernes svar på en brobizz. Et sådant var vi ikke lige i besiddelse af, så vi overvejede, hvordan vi skulle komme af motorvejen igen. Da vi skulle forlade ringvejen for at køre over på I-25 mod syd, viste det sig heldigvis, at ved netop denne frakørsel, hvor ringvejen endte, var der ikke noget betalingsanlæg, så vi kunne bare skifte motorvej uden videre.

Herfra gik det meget nemt at komme de ca. 50 miles længere mod syd til Colorado Springs. Også i Colorado Springs havde vi bestilt hotel hjemmefra på grund af 4. juli festlighederne, som vi ventede ville trække mange mennesker. Det viste sig, at hotellet lå lige ved siden af motorvejen og 500 meter fra downtown. Det var måske derfor det hed Quality Suites Downtown! Vi fik vores værelse, og her mente de faktisk det med suite. På mange "suites moteller" består en suite at et langt værelse, delt op i sektioner, men her var der faktisk to rum, en dagligstue og et soveværelse, og for første og eneste gang på turen, var der to badeværelser, så vi kunne gøre os færdige samtidigt næste morgen.

Vi havde endnu ikke spiste på en Applebee's, og det ville vi gerne begge to, så vi bad GPS'en om at vise os vej til den nærmeste. Det gav os en køretur på ca. 5 miles gennem Colorado Springs' centrum og senere villakvarterer og forstæder, men vi fandt det nemt. Maden var som altid god på Applebee's, og da vi havde bestilt opdagede vi, at de havde et tilbud, hvor man kunne få en forret til deling og en hovedret hver for 20 dollars. "2 for 20" kaldte de det sjovt nok. Det var lidt for sent, men senere, da vi kom i sparemode benyttede vi os flere gange af tilbuddet, for det var faktisk ikke muligt at spise billigere andre steder. Ved denne lejlighed fik vi dog både en forret og en hovedret hver. Jeg bestilte min yndlingsforret hos Applebee's, nemlig boneless chicken wings med hot buffalo sauce, og det var ved den lejlighed, at saucen var så hot, at jeg fik sår på indersiden af overlæben, som også svulmede op til dobbelt størrelse. Det tog faktisk flere dage, før den var normal igen. Heldigvis skjulte mit overskæg det meste, så jeg ikke så alt for mærkelig ud.

Efter maden kørte vi tilbage til hotellet. Tim gik på værelset, mens jeg kørte ned ti l centrum for at se på 4. juli festlighederne…

Sådan nogen var der bare ikke. Godnat og sov godt! Det viste sig at hele Colorado havde fyrværkeriforbud på grund af en tørke, der havde varet i næsten seks uger, så ingen festfyrværkeri. Tilsyneladende var der heller ikke andre former for fejring, for selv om jeg gik rundt i byen i næsten en time, så jeg absolut intet, der lignede parader eller andet nationaldagsagtigt. Bevares, klokken var 20.30, da jeg kom, så fejringen kan have været overstået tidligere. Det nærmeste jeg kom, var nogle ud- og delvis afklædte unge mennesker, der stod uden for noget, som lignede et diskotek eller en natklub og åbenbart ventede på at komme ind. I stedet gik jeg rundt og så på nogle af de bygninger, der lå i centrum og mens jeg gjorde det, kom den regn, de havde ventet på i seks uger i form af en kraftig tordenbyge, så jeg måtte stå i læ under en baldakin i 10 minutter. Da jeg gik tilbage til bilen, passerede jeg igen det sted, hvor de unge mennesker havde stået, og nu var de væk, så diskoteket havde nok åbnet, men nu var klokken også over 21.

Da regnen stilnede lidt af, gik jeg tilbage til bilen, og kørte tilbage til hotellet. Inden jeg var tilbage, var det holdt op med at regne, så da jeg kom op på værelset besluttede vi os for at gå en lille aftentur til den anden side af gaden, dels for at nyde udsigten til bjergene, dels for at besøge en 7-11, hvor vi kunne købe noget frugt til aftenbrug og til køleboksen. Amerikanerne har det med at have udskåret frugt på køl i mange butikker, og Tim købte undervejs en del vandmelon, mens jeg som regel købte ananas. Således også ved denne lejlighed. Til sidst gik vi tilbage til hotellet, hvor jeg fik sendt endnu en e-mail til familien hjemme, og Tim fik opdateret Facebook med nye billeder fra turen - noget han jævnligt gjorde.