|
Nye syn og gensynSidste dag på turen. Vi skulle nu sætte kursen mod Brøndby, men selvfølgelig skulle vi se noget på vejen. Da vi skulle tjekke ud fra Rønhave, foregik det på den måde, at man ringede på en klokke, og så kom der betjening oppe fra øverste etage, som vi betalte til (betjeningen, ikke etagen). Det var første gang, vi mødte nogen af dem, der passede hotellet. Vi havde allerede pakket bilen, så vi kunne forlade stedet for sidste gang, og sætte kursen gennem Sønderborg og tilbage til fastlandet. Her satte vi i første omgang kursen mod Åbenrå, hvor vi ikke dvælede længe, men tog dog et par billeder fra havnen. Fra Åbenrå fortsatte vi mod Haderslev, idet vi holdt os væk fra motorvejen og tog landeveje i stedet - ligesom for at få set noget mere. Undervejs gennem byen passerede vi Møllestrøm, som forbinder Haderslev Fjord og Haderslev Dam. Sidstnævnte var skueplads for det, der i dag kaldes Katastrofen på Haderslev Dam. I 1959 forulykkede en turbåd, der sejlede med turister på søen. Båden var bygget til 35 passagerer, men der var 93 ombord, og 57 af disse omkom.
Fra Christiansfeld fortsatte vi nord på mod Skamlingsbanken, hvor vi ville gøre næste stop. Skamlingsbanken er et bakkedrag, som på det højeste sted rager 113 m op over havets overflade. Her har der i tidens løb været afholdt adskillige sprogfester og andre store folkemøder, hvor blandt andre Grundtvig har holdt taler. Blandt andre møder, blev der holdt et "Genforeningsmøde" i 1919 altså før den egentlig genforening af Nordslesvig og Danmark fandt sted, og det største møde var Befrielsesfesten den 24. juni 1945, hvor mere end 80.000 mennesker deltog. I moderne tid lægger stedet plads til operakoncerter. I dag står der en mindestøtte og en række mindesten på toppen, hvorfra der mod vest er en fin udsigt over landskabet og mod øst en lige så fin udsigt over Lillebælt. Vi gik omkring og nød sted og udsigt en halv times tid inden vi fortsatte. I øvrigt oplevede vi på vej mod Skamlingsbanken turens eneste navigationsfejl, da vi kørte lige ud et sted, hvor vi skulle have drejet til højre. Da vi ikke kom til Skamlingsbanken som forventet, blev vi klar over, at vi havde kørt forkert og vendte om. I andet forsøg fandt vi stedet uden problemer. Fra Skamlingsbanken kørte vi nord på til Kolding, hvor vi ikke gjorde ophold, men dog fik taget et enkelt billede af Koldinghus. Vi skulle nu vest på igen for en stund. Fra Kolding fortsatte vi mod Egtved, hvor "pigen" blev fundet. Den nyeste forskning viser, at hun ofte rejste frem og tilbage mellem Danmark og Schwartzwald i Sydtyskland, hvor hun formodentlig også stammede fra - og hun kom til Danmark for sidste gang få måneder før sin død. Lange rejser i 1370 f.Kr.! Vi besøgte fundstedet i 2014, og sprang det over i år. I stedet fortsatte vi mod nordvest, mod Randbøl Hede. Heden er Danmarks største "indlandshede" med sine 750 hektar. Heden passes at det lokale statskovdistrikt, så den ikke gror til i skov, hvilket den ville gøre, hvis den fik lov at passe sig selv. Tidligere var heden et øde sted, som var frygtet af de rejsende, der skulle passere den, på grund af de røvere som holdt til på heden. I dag ser den ganske fredelig ud, og er det vist også. I den ene ende af heden har siden 1802 ligget Frederikshåb Plantage. Den kørte vi forbi, men besøgte den ikke. Den er ellers hjemsted for et besynderligt naturfænomen, de såkaldte syvårssøer. Det er søer, der af og til er store og vandfyldte, mens man til andre tider kan gå tørskoet på søbunden, som da er dækket af græs. Mellem 2007 og 2010 var søerne vandfyldte, men siden har de været udtørrede. I plantagen findes også mange (op mod 175) 5.000 år gamle stenrøser, men vi så dem altså ikke. Vi fortsatte til Billund, hvor vi sprang Legoland over, og i stedet tog hovedvejen mod Vejle. Ved Bredsten kørte vi syd på mod Vingsted, hvor jeg også har tilbragt nogle somre i min barndom, på det, der dengang hed Vingsted Stadion. Der var nu ikke meget stadion over det dengang, en hal, en fodboldbane og et svømmestadion med sandbund og masser af små frøer. I dag er stedet hjemsted for Danske Gymnastik og Idrætsforeninger og det er blevet til et hotel- og konferencecenter og der var ikke meget, jeg kunne genkende, men Vejle Å løber stadig lige forbi stedet, og den fik jeg taget nogle billeder af. Dengang, i 60'erne kunne man gå af en lille landevej 2 km til Ødsted, som var den nærmeste by, men nu er det blevet til en hovedvej. Den tog vi så, og jeg kunne forevise Tim det hus, hvor der engang lå en lille købmandsbutik, hvor vi kunne købe fiskegrej. Fra Ødsted tog vi Ribevej, men så langt skulle vi nu ikke. Kort uden for byen drejede vi mod Vork. Da vi nåede Ravningvej, tog vi den. Målet for denne del af turen var Ravning Enge og Ravningbroen.
Vi kørte tilbage til hovedvejen og satte igen kursen mod Vejle. Denne gang holdt vi på helt til byen, hvor vi kørte lidt omkring og blandt andet så Vejle Mølle på en bakke over byen. Vi besøgte den ikke, for vi vil ikke betale for at gå op ad trapper. (Faktisk ved jeg ikke om det kostede noget, for vi undersøgte det ikke.) Fra møllen fortsatte vi ud langs sydsiden af Vejle Fjord mod Munkebjerg. Undervejs stoppede vi for at beundre Vejlefjordbroen, inden vi kørte op gennem skoven mod Munkebjergs top ad den serpentinevej, som fører op ad bakken. Vel oppe, 93 m over havet, kørte vi tilbage mod Vejle for at ramme "den nye vej" til Fredericia. Jeg ved ikke hvornår vejen er anlagt, men jeg kalder den stadig "den nye vej", selv om jeg kørte på den første gang i 1980'erne. I Fredericia så vi på statuen af "Landsoldaten" ved byens vold, og vi besøgte Hjortevej, hvor Tims oldeforældre boede før han blev født, og det hus havde han aldrig set. Fra Fredericia satte vi kursen direkte mod Brøndby, og vi gjorde ikke flere stop. Vi satte dog farten lidt ned på vej over Sprogø, så jeg fik taget et billede af fyrtårnet her. Omkring kl. 16.30 landede vi hjemme efter ni dages udflugt i det jyske, og selv om Danmark kun er et lille land, og Jylland kun en del af dette havde vi faktisk nået at køre 2.810 km. |