Månederne, der fulgte

Efter ​​Lauras forsvinden, fortsatte eftersøgningen efter hende. Selv om det ikke direkte blev nævnt under retssagen, må det antages at eftersøgningen var mest intensiv i dagene lige efter hendes forsvinden, og derefter langsomt blev reduceret til søndage. Her skal man huske at en normal arbejdsdag startede før solopgang, og sluttede efter solnedgang, så der har ikke været meget tid til at gennemføre eftersøgning på hverdage, og lørdag var dengang en helt almindelig hverdag. Om søndagen skulle dyrene naturligvis passes, men ellers "hold man den hellig". Selv Tom Dooley, "desperadoen", som han blev omtalt som i datidens aviser, gik i kirke om søndagen. Månedlang eftersøgning på fuld tid var derfor udelukkede. Fx fortæller J. W. Winkler, som var ganske aktiv i eftersøgningen, at han havde deltaget 7 eller 8 dage i hele perioden, fra Laura forsvandt til hendes lig blev fundet tre måneder senere. Eftersøgningen var dog ikke helt død, men blev gennemført mere eller mindre aktivt gennem det meste af juni, og mens eftersøgningen fortsatte, skete der andre begivenheder af betydning for sagen.

Fortsat eftersøgning (juni 1866)

Billedet til venstre forestiller korneltræer som det, Lauras hest havde været bundet til.

At eftersøgningen blev intensiveret fra tid til anden over de næste måneder blev bekræftet under retssagen. Søndag den 24. juni, fortalte J. W. Winkler i retten, var naboerne ude for at søge efter Laura. Ved "naboerne" skal formentlig forstås at eftersøgningsholdet primært bestod af beboere fra German's Hill bebyggelsen og fra Elkville, men der var også andre med, fx James Isbell, som boede i King's Creek. De dannede en linje, som vi kender fra moderne eftersøgninger, hvor alle mand går på en lang linje med et par meter mellem hver. Alle mand i linjen bevæger sig så fremad samtidigt. På denne måde er risikoen for at overse noget meget mindre end, hvis hver mand går for sig selv.

Eftersøgningen blev i første omgang gennemført i nærheden af Toms hjem, men uden succes. Senere på dagen blev eftersøgningen flyttet til området omkring Bates Place. Her fandt man resterne af et reb, bundet omkring et korneltræ. Winkler så selv rebet kort efter at det var blevet opdaget. Wilson Foster bekræftede i retten, at han havde identificeret rebet som det hans hest havde været bundet med. Han var sikker på dette, da han selv havde flettet rebet af spundet hør. Winkler fortalte, at grenene på træet var "nippet af". Omkring 100 meter fra korneltræet, hvor rebet blev fundet, fandt eftersøgningsholdet et andet sted, hvor der var tegn på at en hest havde været bundet. Winkler nævnte også at man havde set en farvet plet på størrelse med en hånd på jorden på dette sted. Hvor pletten var, lugtede jorden ubehageligt, ikke som den omgivende jord. Jorden var "fejet med kviste" og grene på de nærliggende buske var blevet knækkede og hang ned.

Winkler erklærede i retten, at han havde tænkt, at det misfarvede område nok var farvet af blod, og at nogen havde forsøgt at skjule det. Stedet var omkring 5 til 8 meter fra træet, hvor hesten havde været bundet i anden omgang. Winklers vidneudsagn blev bekræftet af James Isbell, som også havde været med til eftersøgningen, her en måned efter Lauras forsvinden, selv om han ikke var nabo til hende, men faktisk boede et godt stykke væk. Isbell var i modsætning til Winkler på stedet, da rebet blev fundet, og også da man fandt stedet med blodpletten. Han supplerede Winklers forklaring ved at fortælle, at det sted. hvor man fandt blodpletten, "havde hesten haft afføring to gange". Dette antydede at hesten havde været bundet på dette sted i nogen tid.

I dag ved vi ikke om det overhovedet var Lauras hest, der var bundet det andet sted, hvor man fandt pletten, og heller ikke om denne faktisk skyldtes blod. Man går dog som regel ud fra, at begge dele var tilfældet. I så fald må vi antage, at det sidste sted, der blev fundet, må have været, det sted hvor hesten blev bundet først, og at den så senere var blevet flyttet til stedet, hvor rebet blev fundet. Her bed den rebet over og løb hjem. Den har åbenbart ikke stået længe nok her, til at have haft afføring. I hvert fald blev det ikke nævnt under sagen. Hvorfor hesten blev flyttet ved vi ikke, men man kan gætte på, at da Laura kom til Bates Place, gemte hun sig selv og hesten der, hvor der senere blev fundet hestegødning. Efter at hun blev myrdet, har morderen så flyttet hesten til det sted, hvor rebet blev fundet måske for at finde et bedre skjulested til den. Under alle omstændigheder betragtede man under sagen stedet med den formodede blodplet som gerningsstedet.

Efter Lauras forsvinden, havde Tom besøgt Ann hver dag eller nat ifølge Pauline Fosters vidneudsagn. Den søndag, hvor rebet blev fundet, kom han om aftenen. James Melton var hjemme, og han fortalte Tom, at nogle Hendricks' "fortalte historier om at Tom havde dræbt Laura Foster". Desværre er det ikke præciseret, hvilke Hendricks' det var, og der var en masse af dem i området. Toms søster, Anna E. Dula var fx gift med en Hendricks, men om denne var involveret i rygtespredningen ved vi ikke.

Den næste dag (25. juni 1866) besøgte Tom de omtalte Hendricks "for at give dem bank". Da han vendte tilbage til Meltons hus, var han temmelig deprimeret. Ann Melton havde om eftermiddagen lavet nogle forberedelser (fortalte Pauline Foster i retten) ved at bore et hul i hyttens trævæg med en kniv, trække en snor gennem hullet, binde den til et søm udenfor, og senere til sit eget håndled inden for. Åbenbart så Tom kunne "signalere" til hende, hvis han kom efter sengetid. Tom kom imidlertid før sengetid, men besluttede sig til at gå hjem til sig selv. Han ændrede dog mening og valgte at overnatte hos familien Melton. Pauline forklarede, at hun den nat delte seng med Ann, og at hun hørte Ann græde. Efter nogen tid sluttede Tom sig til dem i sengen, og både han og Ann græd.

Lidt senere gik Ann uden for og Tom og Pauline fulgte efter hende. Tom fortalte Ann og Pauline, at nogen fortalte løgnehistorier om ham. Han benægtede at have noget at gøre med Lauras forsvinden, men sagde at han var bange og ville forlade området. Han ville vende tilbage ved juletid for at hente Ann og sin mor. Tom sagde farvel til Ann og Pauline og gik. Ann gik ind i huset, grædende og da hendes mand spurgte, hvorfor hun græd, fortalte hun ham, at Tom Dooley ville forlade Elkville. Tom forlod faktisk Elkville engang i løbet af natten eller måske tidligt næste morgen.

Arrestordren

Mandag den 28. juni 1866 sendte fredsdommeren i Elkville, Pickens Carter, en besked til sheriffen i Wilkes County, William Hicks. I denne meddelelse, som jeg har vist forholdsvis ordret oversat nedenfor, beordrede han sheriffen til at anholde fire personer. Anholdelserne skulle foretages på baggrund af en mistanke, rejst af Wilson Foster om, at de havde noget med hans datters forsvinden at gøre.

Ordlyden af arrestordren* 

             "Til Sheriffen i Wilkes County

             Hilsener

             Eftersom oplysninger fremsagt under ed, af Wilson Foster fra Caldwell County, om at hans datter, Laura Foster, senest bosat i omtalte amt, er forsvundet fra sit hjem på mystisk vis, under omstændigheder, som har fået ham til at tro at hun er blevet myrdet eller på anden måde har været udsat for overgreb fra visse mistænkte personer (konkret, Thomas Dula, Ann Pauline Melton, Ann Pauline Dula og Granville Dula alle fra Wilkes County). Dette (brev) er derfor en ordre til Dem (sheriffen) om at arrestere nævnte Thomas Dula, Ann Pauline Melton, Ann Pauline Dula og Granville Dula fra Wilkes County og, hvis de kan findes, fremstille dem for mig eller en anden fredsdommer hvor de skal stå til regnskab for ovenstående anklager, og videre blive behandlet i overensstemmelse med lovens forskrifter. Svigt ikke i dette. Givet under min hånd og segl denne 28. dag i juni 1866.

                                                                                                                                            Pickens Carter, Fredsdommer"         

Eftersom Wilson umiddelbart efter Lauras forsvinden havde troet, at hun bare var stukket af hjemmefra, må noget (eller nogen) have fået ham til at skifte mening. Hvad (eller hvem) det kunne være, ved vi ikke i dag. Det er rimeligt at antage, at eftersøgningen efter de fire personer, som Carter ønskede anholdt, blev startet kort efter dette, for allerede næste dag, blev tre af dem fremstillet for ham. Den 29. juni blev der afholdt en fremstilling i det, der var kendt som Cowles' Store i Elkville. Cowle's Store var en blandet landhandel og posthus. Stedet var det almindelige mødested i Elkville. Her holdt fredsdommeren sine forhør og retsmøder og det var også her, at Lauras lig senere blev identificeret endeligt. Forretningen var blevet åbnet af Calvin J. Cowles in 1846, men på mordtidspunktet drev han den ikke længere selv, selv om han muligvis fortsat ejede den. Allerede i 1858 flyttede Cowles fra Elkville til Wilkesboro, og efter borgerkrigen var han aktiv i politik. I 1867 var han således kun en stemme fra at blive valgt ind i North Carolina's senat. I 1868 var han kandidat til USA's kongres, men her blev han slået at Nathaniel Boyden, en af de advokater, der fungerede som anklagere i sagen mod Tom Dooley.

Fredsdommer Carter fandt de anklagede Ann Melton, Granville Dula og Ann Dula ikke-skyldige i de anklager, der var rejst mod dem. Tom havde forladt Elkville og blev derfor ikke anholdt, men eftersøgt som flygtning.

Billedet til venstre forestiller Tom på Oberst Graysons hest i Elkville på vej til fængslet i Wilkesboro, som Edith F. Carter forestiller sig situationen. Billedet findes på Tom Dooley museet på Whippoorwill Academy and Village i Ferguson, North Carolina og er gengivet her med tilladelse fra kunstneren.

Det antages i dag, at da Tom Dooley forlod Elkville, må han have vandret nordvest på fra Elkville gennem Watauga County og ind i Tennessee, en tur på mellem 50 og 70 kilometer afhængig af Toms rute.  Han ankom til oberst James Graysons gård nær byen Trade, Tennessee, den 3. eller 4. juli 1866, og turen har således taget ham otte eller ni dage, hvilket lyder længe, og i retten blev det antyder, at han havde opholdt sig et stykke tid i Watauga County, men hvor fortælles der ikke noget om. Han arbejdede for oberst Grayson i fire eller fem dage, og han forlod gården formodentlig den 8. juli efter at have tjent penge nok til at købe sig et par nye støvler. Et eftersøgningshold bestående af to edsvorne vicesheriffer, John (Jack) Adkins og Ben Ferguson, muligvis med nogle hjælpere** kom til Graysons farm den 9. juli. Grayson kunne fortælle at Tom Dooley var taget videre, og han sluttede sig til eftersøgningsholdet som næste dag fandt Tom Dooley ved en lille bæk, Doe Creek nær byen Pandora i Tennessee. Oberst Grayson havde medbragt en revolver, men fik ikke brug for den, da Tom Dooley overgav sig fredeligt. Styrken overnattede på oberst Graysons farm, hvor Tom blev bevogtet af oberstens søn. Næste dag blev Tom ført tilbage til Wilkes County bundet til James Graysons hest, og onsdag den 11. juli blev han indsat i det, der nu kendes som "Old Wilkes Jail" i Wilkesboro.

** To lyder som få mænd at sende efter en formodet morder, men ud over de to vicesheriffer og Grayson, omtaler de officielle papirer ikke andre involverede i anholdelsen.

Omkring den 16. juli, vendte Pauline Foster og hendes bror hjem til Watauga County. Hun havde fortalt Ann om sin beslutning om at rejse hjem; en samtale som blev overhørt af en vis Taylor Land, som vi ikke ved mere om. Ann var ikke glad for beslutningen, da hun ikke var vant til selv at skulle malke køerne, så hun fulgtes med Pauline et stykke af vejen, for at forsøge at tale hende fra forehavendet, men til ingen nytte. Pauline vendte hjem til Wautaga County, men hvor i dette amt, hun egentlig kom fra, ved vi ikke. Der findes den dag i dag små bebyggelser i Watauga County mellem 10 og 12 km fra Elkville, så måske har hun boet i en af disse, men nogle senere kilder mener, at hun fra området omkring Blowing Rock ca. 40 km fra Elkville ad de nuværende veje.

Mens hun var hjemme Watauga County tog Pauline en tur til Tennessee, hvilket måske alligevel kunne indikere at hun boede længere mod vest i Watauga. Hvorfor hun rejste til Tennessee, ved vi heller ikke, men det var vigtigt nok til at blive omtalt under sagen. Omkring to uger senere tog Ann og en vis Sam Foster til Watauga County. De kunne fortælle Pauline, at myndighederne i Wilkesboro havde planer om at arrestere hende, og de overtalte hende til vende tilbage til Elkville. Dette fortalte Pauline selv i retten, men hvorfor skulle en trussel om at blive arresteret få hende til at vende tilbage til netop det amt, som ønskede at arrestere hende? Den ellers ukendte Sam (Samuel) Foster vidnede under retssagen, men han er desværre ikke et af de vidner, hvis udsagn er bevaret.  Det har endnu ikke været muligt for mig at identificere ham ud fra nogen form for officielle papirer, så det er svært at se, hvorfor han skulle ledsage Ann på turen. Nogen mener, at han kan have været Ann's bror, men ifølge de officielle papirer, så som folketællinger, oversigter over "heads of households" og deslige, havde hun ingen brødre af det navn. I nogle nyere versioner af historien om Tom Dooley, beskrives Sam Foster som Paulines bror, men det lyder mærkeligt, at hun fortalte, at hun var vendt tilbage til Watauga County sammen med sin bror og så undlod at fortælle, at Sam Foster, som kom for at overtale hende til at vende tilbage, var den samme (eller en anden bror). Personligt tvivler jeg på, at Sam Foster var Paulines bror, men jeg indrømmer at jeg ikke ved, hvem han ellers kan være. Hvis Pauline var gift Foster, kan han dog have været hendes senere ægtemand som omtalt i artiklen om familieforhold.

Skænderier og slagsmål

Ifølge Pauline Fosters vidneudsagn, havde Ann henvendt sig til hende omkring 1. august, da Tom havde siddet fængslet i næsten tre uger. Ved den lejlighed havde Ann sagt til hende, at eftersøgningen efter Laura næsten var ophørt, og hun bad derfor Pauline om at ledsage hende til Lauras grav for at se, om stedet så mistænkeligt ud. I givet fald ville hun grave liget op og begrave det i "kålstykket*** som hun så ville bearbejde. Her mente hun formodentlig at hun ville forberede jorden til plantning af kålen. Tidspunktet passer meget godt med, at man plantede såkaldt forårskål i august eller september for så at høste kålen mellem november og februar. Sommer- og vinterkål blev plantet tidligere på året i april, maj eller juni, men man har formodentlig haft alle tre slags, så man kunne høste kål hele af året. Kål var et væsentligt element i datidens kost, ikke mindst fordi det var billigt og strakte langt. Imidlertid ombestemte Ann sig og i stedet ville hun grave liget op, skære det i mindre stykker og komme det i en sæk. Hun ville så bære det i sækken et eller andet sted hen og smide det i ???. Hvor hun ville bære det hen er ikke klart og heller ikke, hvad hun ville smide det i, da det håndskrevne manuskript er helt ulæseligt på dette sted, men måske på møddingen eller i svinestien****, hvor svinene så ville fortære det - eller måske et andet sted, hvor det ligeledes ville forsvinde helt.

 *** Her må vi antage at hun hentydede til et område, hvor der var plantet eller snarere skulle plantes kål, sandsynligvis nærmere hendes eget hjem.

**** Senere rygter vil vide, at hun tidligere havde brugt en svinesti til at skaffe sig af med ligene af de uægte børn, hun havde fået mens hendes mand, James og Tom var i krig. Disse rygter bekræftes dog ikke af samtidige kilder, men de kunne måske forklare, hvorfor Ann ikke fik børn i 10 år mellem Martha Jane og Ida, selv om hun tilsyneladende havde et aktivt seksualliv.

Pauline og Ann passerede Lotty Fosters hus, og nedenfor huset krydsede de Reedy Branch og fortsatte op på højderyggen på den anden side af bækken. Ved en væltet træstamme standsede Ann. Her dækkede hun jorden med blade, som hun samlede sammen i sit forklæde. Derefter fortsatte de, men kort efter blev Pauline bange for at gå videre og vendte tilbage til stammen. Ann blev vred men fortsatte alene. Hun må have ment at graven ikke så mistænkelig ud, for hun vendte tilbage uden liget. (Desværre er den eneste kilde til disse begivenheder Pauline Fosters vidneudsagn, og som jeg senere skal vise, kunne hun have haft grund til at lyve om det.)

Billedet til venstre forestiller Pauline Foster og Ann Melton i skænderi efter "Paulines fordrukne udtalelser", som Edith F. Carter forestiller sig sitationen. Billedet findes på Tom Dooley museet på Whippoorwill Academy and Village i Ferguson, North Carolina og er gengivet her med tilladelse fra kunstneren.

En aften en uges tid senere (omkring den 10. august), tilsyneladende i forbindelse med et heftigt drikkeri, anklagede Ben Ferguson, en af ​​de vicesheriffer, der havde anholdt Tom Dooley, Pauline for mordet på Laura Foster. Hertil svarede hun, at hun og Tom havde dræbt Laura, og derefter var hun stukket af til Tennessee. I retten fortalte hun at hun havde sagt det hele som en morsomhed. Tilsyneladende var den anden vicesherif, der havde hjulpet med at anholde Tom, John "Jack" Adkins, også til stede ved denne lejlighed, men deltog ikke i ordudvekslingen. Pauline må have fortalt den samme historie til James Melton; i hendes redegørelse i retten hævdede hun, at han havde sagt til hende, at hun ikke skulle spøge med sådan noget. Nogen må dog have taget hendes tilståelse seriøst, for i retten benægtede også at hun havde indrømmet overfor James Melton, at hun havde dræbt Laura Foster. Også denne benægtelse står alene uden forudgående anklage, så beskyldningen må være fremsat i et af de vidneudsagn, der er "gået tabt". Efter hendes udtalelse til vicesherifferne havde Pauline et skænderi med Ann Melton. Ann beskyldte hende for at være en fordrukken idiot, der havde sagt nok til at bringe både sig selv og Tom Dula i galgen. Pauline undskyldte sig også ved den lejlighed ved at sige at udtalelsen var ment som en morsomhed.

Den næste morgen havde Ann og Pauline endnu et skænderi, denne gang fordi Ann ønskede at Pauline både skulle malke køerne og også lave morgenmad. Efter skænderiet gik Pauline Foster hen for at besøge naboen, Mrs James Scott (Celia), tilsyneladende uden at fortælle det til Ann. En meget senere historie fortæller at Pauline skulle hjælpe Mrs. Scott med noget husarbejde, og det kan sagtens være korrekt. Det står ikke klart, hvor godt Celia Scott og Pauline kendte hinanden, men de var bekendte i et eller andet omfang og havde været det i et stykke tid. Pauline oplyste i retten, at Mrs. Scott tidligere havde sendt en negerdreng med en besked til hende fra Laura Foster. Kort efter at Pauline var kommet ind ad døren hos Mrs. Scott, kom også Ann til familien Scotts bopæl, medbringende en stok. Hun gav Pauline besked på at gå hjem, og skubbede hende ud af døren. Udenfor tog Ann kvælertag på Pauline og de to kom i slagsmål. Ifølge Paulines vidneudsagn havde Ann sagt til hende: "Du har sagt nok til Jack Adkins og Ben Ferguson til at hænge både dig selv og Tom Dooley, hvis sagen nogensinde blev undersøgt." Til dette havde Pauline svaret: "Du ved, at du stikker lige så dybt i det som jeg gør". Hun indrømmede de ting, hun havde sagt til vicesherifferne, men endnu en gang understregede hun, at de blev sagt som en morsomhed. Undervejs fik Ann beskyldt Pauline for at have et seksuelt forhold til sin (Paulines) egen bror, men det benægtede Pauline dog. Ann og Pauline forlod Mrs. Scott for at gå mod deres eget hjem, men kort efter vendte de tilbage. Ann Melton sagde til Mrs. Scott at hun ikke måtte fortælle nogen, hvad de to piger havde sagt i løbet af deres skænderi. Ann Melton sagde til Pauline, at hun havde villet slå hende ihjel lige siden hun havde "tilstået" til vicesherifferne. Senere gik Ann endnu en gang tilbage til Mrs. Scott, men denne gang alene, og Pauline kunne ikke høre hvad der blev sagt.

Det kunne til gengæld Mrs. Scott, hvis vidneudsagn også fortsat eksisterer, og her får vi en mere detaljeret beskrivelse af begivenhederne. Celia Scott bekræftede Paulines vidneudsagn på de fleste punkter, men med et par mindre forskelle. Ifølge Fru Scott var Pauline ankommet til hendes hjem og Ann Melton havde fulgt efter et par minutter senere. Ann havde beordret Pauline til at gå hjem, skubbet hende ud af stolen, hun sad i, og slået hende med stokken, hun havde medbragt. Hun havde kastet Pauline ned på gulvet og forsøgt at kvæle hende. Hun havde angrebet hende verbalt og var blevet ved med at kræve at hun skulle gå hjem. Ann havde sagt, at hun (Pauline) havde fortalt Ben Ferguson nok til at hænge sig selv og, at hun havde sagt, at hun (stadig Pauline) havde dræbt Laura Foster og gemt liget. Ann anklagede Pauline for at have sagt: "Kom ud, Tom Dula, og lad os myrde nogle flere". Til denne beskyldning havde Pauline svaret (stadig ifølge Celia Scott)  "Dette siger jeg nu, kom ud Tom Dula og lad os myrde Ben Ferguson". Ifølge Fru Scott havde Pauline svaret på Anns beskyldninger: "Det er sandheden, og du er stikker lige så dybt i mudderet som jeg stikker i mosen". På dette tidspunkt havde Ann beskyldt Pauline for at være løgner. Så havde Ann beskyldt Pauline for at have "sygdommen", og hun havde repliceret: "Ja, det har vi alle". Med "alle" tænkte hun nok på Tom, Ann, James Melton og sig selv, men der kan sagtens have været flere med i "alle".

Efter at de forlod Mrs. Scotts hus første gang, vendte de tilbage og Ann havde advaret hende om nogensinde at fortælle nogen, hvad der blev sagt ved den lejlighed. Ifølge Fru Scott havde Ann sagt, at hun Mrs. Scott "skulle tage historien med sig i graven, og at hun (Ann) var gået ud den morgen (hvor Laura forsvandt) for at tage hævn, og hun var begyndt med sin bedste ven". Læsningen af denne passage er meget vanskelig, da håndskriften i retsakterne her er meget svær at tyde. På historikeren Faye Morans hjemmeside er passagen "var begyndt" erstattet med " havde samarbejdet", hvilket giver den sætning en helt anden betydning*****. Hvis "var begyndt" er korrekt, må det betyde, at Ann havde dræbt sin bedste ven (Laura) som første del af hendes hævn. Hvis "samarbejde" er korrekt, må det betyde, at hun havde arbejdet sammen med sin bedste ven (Tom Dula eller Pauline Foster?) om at myrde Laura for at få sin hævn.

***** I det utydelige håndskrevne notat kan sætningen læses som "commenced with" eller coincided with. Det første betyder ordret: " påbegyndt med", mens det andet betyder "sammenfaldende med", men ingen af de direkte oversættelser er helt korrekte, og den sidste er direkte meningsløs.

Senere vendte Ann tilbage endnu engang, denne gang alene, som Pauline også havde forklaret, og her truede hun igen Mrs. Scott med at ville forfølge hende til Helvede, hvis hun nogensinde fortalte, hvad hun havde hørt. Ifølge Celia Scott, havde Ann sagt, at hvis historien nogensinde kom ud, ville hun vide, hvor den kom fra, da kun fire personer havde hørt den. Fru Scott er én, Ann og Pauline er to mere, men hvem var den sidste person? Der nævnes intet om, at en fjerde person var til stede ved denne lejlighed i nogen optegnelser. Det kunne selvfølgelig have været James Scott, men hvorfor så kun true hans kone? Selv om han var vidne under sagen, kendes hans udsagn ikke, og jeg tror faktisk ikke, han var til stede ved denne lejlighed, så det har næppe været ham.

En artikel i "The Record of Wilkes", online-udgaven fra den 4. juli 2001, tyder på, at den fjerde person, måske var James P. Scott, søn af James og Celia Scott. Avisen bragte et interview med den 83-årige Edith Law. Hun fortalte i interviewet, at hun i 1940'erne havde hørt "sandheden om ​​sagen" fra sin nu afdøde nabo, James Pinkney Scott. Ifølge Mrs. Law, havde James P. Scott fortalt hende, at han som 12-årig havde været til stede, da Pauline og Ann havde fortalt hans mor at de var blevet enige om at dræbe Laura Foster, og havde fulgtes med Tom ud for at møde Laura fredag ​​morgen, og at Pauline havde bedt Ann om at gøre, som de havde planlagt. Ann havde derefter stukket Laura med en kniv. Ifølge dette interview havde Tom ikke noget med selve mordet at gøre. Avisartiklen fortæller ikke, hvorvidt han havde hjulpet med at skjule liget, så det har Mrs. Scott åbenbart ikke vidst noget om. Hvis historien er sand, kan det undre at Celia Scott ikke omtalte den i sit vidneudsagn – eller hvis hun gjorde, hvorfor den så ikke blev videresendt til højesteret i forbindelse med appellerne.

Dette rejser også et andet spørgsmål. Hvorfor blev James P. Scott ikke brugt som vidne i retten? Der var andre mindreårige, som var vidner! Hans vidneudsagn kunne i givet fald have reddet Tom fra galgen, og sendt de to piger i den i stedet? Jeg har et sandsynligt svar på det. Hans alder forhindrede det! Han var nemlig ikke 12 år, da mordet fandt sted. Enten har Mrs. Law husket forkert, da hun hævdede, at James P. var 12 på tidspunktet for mordet; der var jo gået omkring 60 år fra hun hørte historien fra Mr. Scott. Det er også muligt at Mr. Scott selv har husket forkert, da han var over 80, da han fortalte historien til Mrs. Law. Alle officielle optegnelser, herunder flere folketællinger (undtagelsesvis) og James P. Scotts egen dødsattest er enige om, at han blev født i 1862. Da mordet fandt sted i 1866 har han kun været kun tre eller fire på det tidspunkt, og hvad han fortalte Mrs. Law (hvis han faktisk fortalte hende noget) var nok ikke hans egne erindringer, men noget, som han havde fået at vide på et senere tidspunkt.

Omkring to uger efter hendes bemærkninger til de to vicesheriffer, d. 28. eller 29. august blev Pauline Foster anholdt og fængslet i Wilkesboro i det, der nu kaldes Old Wilkes Jail, samme sted hvor Tom Dooley allerede havde siddet i mere halvanden måned. Liget havde man stadig ikke fundet, og der var heller ingen andre beviser for, at en forbrydelse overhovedet var blevet begået, og alligevel havde man nu fængslet to personer!

Tilbage til Indholdsfortegnelsen