Laura Fosters lig bliver fundet

Efter at være arresteret, blev Pauline Foster ført til Wilkesboro og indsat i fængslet der. Efter nogle dage, blev hun udspurgt, og hun fortalte myndighederne om sit besøg ved Lauras grav med Ann Melton. På grund af dette, blev hun taget ud af fængslet og ført tilbage til Elkville. Her blev der etableret en eftersøgningsstyrke, som hun førte til det sted, hvor hun var stoppet, og hvorfra Ann var fortsat alene til graven. Dette skete omkring 1. eller 2. september 1866. James Isbell, som må have været tilstede, allerede da Pauline blev ført fra fængslet, bekræfter dette i sit vidneudsagn. Han fortsatte sit vidneudsagn med at forklare: "Vi fulgte med hende til højderyggen og kom til den væltede træstamme, og så hvor jorden var blevet rodet op. Det var det sted, hvor hun (Pauline) erklærede, at hun stoppede, og ikke fulgte med Ann Melton længere."

Da Pauline ikke kunne vise vej længere, blev en eftersøgning sat i gang. Hvordan denne foregik, er ikke sikkert, da det ikke er nævnt i nogen af ​​de officielle kilder. Af James Isbell vidneudsagn fremgår dog indirekte, at de tilstedeværende blev delt op i par, og derefter blev området fra træstammen og op ad bakkekammen, afsøgt. James Isbell var sammen med sin 74 år gamle svigerfar, David Horton, som var til hest. Af måden det fortælles på, må man gå ud fra at Isbell selv var til fods.

Billedet til højre viser opdagelsen af Lauras grav som Edith F. Carter forestiller sig at det skete. Der er dog flere mennesker til stede på billedet, end hvad vidneudsagnene giver anledning til at tro, at der var i virkeligheden. Tegningen findes på Tom Dooley museet på Whippoorwill Academy and Village i Ferguson, North Carolina og er gengivet her med tilladelse fra kunstneren.

Efter 30 minutters eftersøgning opdagede Isbell og Horton graven ca. 75 meter fra den træstamme, som Pauline havde ført dem til. Isbell og hans svigerfar var tilsyneladende alene, da David Hortons hest snøftede, som om den havde lugtet lugtet noget. Isbell forklarede, at jorden havde været fjernet og græstørvene lagt tilbage igen. Dette havde de ikke lagt mærke til, før hesten snøftede. Isbell fortsatte sin forklaring i retten: "Vi  søgte derefter tæt omkring omkring stedet og ved at stikke i jorden med en pind, opdagede vi graven. Efter at vi havde fjernet jorden, så jeg aftryk af, hvad der syntes at have været en hakke, i  gravens hårde sider." Isbell fortsatte med at beskrive liget, hvad det var iført og så videre. Hvorvidt eftersøgningen på dette tidspunkt fortsat blev udført af James Isbell og David Horton alene, eller om de havde tilkaldt forstærkning, da hesten snøftede, vides ikke i dag, men på et tidspunkt må de have tilkaldt andre, om ikke andet så, da de havde fjernet jorden og opdaget, at der var tale om en grav. Hvor mange eller hvem der var involveret i eftersøgningen, ved vi ikke. Nogle kilder nævner tallet 70, men det synes at være et stort antal mennesker til at afsøge et ret begrænset område.

På et tidspunkt må den lokale læge, Dr. George Carter, være blevet tilkaldt. Han forklarede i retten, at han havde undersøgt liget "på det sted, hvor det blev fundet." Lægen forklarede videre, at han havde fundet et snit gennem ligets tøj og ind i kroppen mellem tredje og fjerde ribben. Han kunne ikke sige, om såret havde været dødbringende. Hvis kniven var gået lige ind, ville den ikke have ramt hjertet, men hvis den var gået skråt nedad, ville hjertet være blevet gennemboret. Liget var imidlertid i en sådan grad af opløsning, at det var umuligt for ham at fastslå, om kniven havde ramt hjertet eller ej. Lægen  fortsatte med at beskrive graven: "Liget lå på højre side, men med ansigtet opad. Hullet, hvori det lå, var omkring 75 cm dybt, meget smalt, og ikke langt nok til at liget kunne ligge udstrakt. Benene var bøjede op under liget." I modsætning til en populær myte, som går igen i mange af legenderne, var Lauras ben ikke brækkede.

Da lægen havde afsluttet sin undersøgelse, blev liget ført til Cowles' Store i Elkville. Dette sted var det lokale samlingssted. Det var her, at den lokale fredsdommer holdt sine høringer, og det var her, at andre offentlige forsamlinger fandt sted.

Pauline Foster identificerede liget, og hun gjorde det sandsynligvis, før det blev ført til Elkville, da hun jo kun var 75 meter fra graven, da denne blev opdaget. "Jeg så den døde krop. Jeg mente, at det var liget af Laura Foster. Jeg genkendte hendes tænder og kjole. Hendes tænder var store, og der var et stort mellemrum mellem dem. Jeg havde set stoffet før kjolen blev syet. Det var vævet med en enkelt rit."*

* Formodentlig skal dette forstås, som om der har været en enkelt tråd mellem vævens ritter, ikke flere som man har i nogle vævninger. Tak til Kirsten E. og dk.kultur.sprog for væveinformationen.

Wilson Foster, Lauras far, forklarede, at han havde identificeret liget. Tilsyneladende deltog han ikke i eftersøgningen, og så ikke hendes lig ved graven. "Jeg så senere liget af Laura - genkendte hende på tænderne og ​​ansigtsformen, som stadig så naturlig ud. Jeg genkendte også hendes tøj. Hun havde to kjoler på. En købt i en butik og en anden hjemmesyet. Jeg genkendte hendes sko. Der var et hul i dem, som jeg huskede. James Melton havde lavet dem. Jeg genkendte hendes tættekam. Før hun forlod hjemmet, havde hun bylder på skuldrene." Her er i øvrigt endnu en indikation af, at Ann og Laura kendte hinanden før mordet. Hvis James Melton havde lavet Lauras sko, skal hun have besøgt familien Meltons hjem for at få taget mål, og for at hente skoen - og Ann var tilsyneladende altid hjemme.

J. W. Winkler var ikke ved graven i følge hans egen forklaring. Dette er i modstrid med flere nyere legender, der vil vide, at det var ham, der ledte eftersøgningen, og var en af de første, der så liget. Han må have set liget enten på vej til, eller i Cowles' Store, da han senere forklarede, at han var en af dem, der havde identificeret liget: "Jeg kendte Laura Foster. Jeg så liget. Jeg mente på grund af hendes kindben og hendes tænder og på grund af kjolen, at det var hendes lig. Liget var iført en kjole af hjemmevævet stof, som jeg mente at genkende."

Billedet til venstre viser Laura Fosters nuværende grav på en mark nær North Carolina Road 268 mellem Patterson og Wilkesboro. På den modsatte side af vejen er opsat en mindeplade over Laura.

I dag ville identifikationen af liget have været forholdsvis nemt, da man kunne bruge DNA analyse, men med de muligheder, der eksisterede i 1866, var dette sandsynligvis den bedste identifikation, man kunne opnå, med et lig, som havde været begravet i mere end tre måneder. Desværre forvirrede Pauline Foster  tidslinjen lidt, i sit vidneudsagn: "...Jeg havde ikke set Laura Foster, siden den første marts. Der var næsten gået tre måneder mellem dette tidspunkt og fundet af liget." Faktisk var der gået mere end seks måneder fra 1. marts til fundet af liget i begyndelsen af ​​september, men vi er nødt til at antage, at de datoer som alle andre vidner er enige om, er korrekte, og at Pauline enten regnede forkert, eller at hendes vidneudsagn blev fejlagtigt gengivet i de officielle optegnelser.

Senere blev liget af Laura Foster ført til hendes hjemby, German's  Hill og begravet på, hvad der nu er kendt som Laura Foster Hill. Graven ligger på privat grund, nær den nuværende North Carolina Route 268. Graven eksisterer fortsat og en senere opsat gravsten står på denne. På den modsatte side af NC 268 er opstat en mindeplade for Laura. Desværre er årstallet for mordet på gravstenen forkert, eftersom den hævder, at hun blev myrdet i maj 1865. Dengang sad Tom Dooley stadig i krigsfangelejr i Maryland. Mindepladen har til gengæld datoen forkert, da den hævder at Laura blev myrdet den 28. maj, men det var faktisk den 25 maj.

Efter opdagelsen af liget, blev Pauline Foster løsladt fra fængslet og Ann Melton blev arresteret og indsat i en celle i Old Wilkes Jail i Wilkesboro ved siden af ​​Tom Dooley.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen