Liv under jorden - og en hovedskade

Lad mig straks slå fast, at overskriftens hovedskade ikke tilfaldt nogen af os. Så er det ude af verden!

Endnu engang stod vi tidligt op. Dagen før havde vi studeret hjemmesiden for Mammoth Cave National Park for at se, hvornår man kunne komme på huletur. Den første afgik allerede kl. otte OM MORGENEN, men det gad vi trods alt ikke køre efter. Vi forlod hotellet omkring 7.45 og kørte først 55 km nord på ad motorvejen til Park City, og derfra ca 10 mod vest til parkens visitor center, hvor man køber billet, og hvorfra alle huleture udgår. Da vi kom ind, kunne vi se, at stort set alle huleture frem til kl. 15.00 var udsolgt, selv om der var flere turforløb at vælge mellem, så vi skulle nok have reserveret plads på en tur hjemmefra. Der var dog en ledig tur kl. 9.15, nemlig den såkaldte Frozen Niagara tur, som er den korteste af turene. Den er kun ca. 400 m lang, men var alligevel programsat til at vare en time og et kvarter, hvilket forekom os som lang tid, men den kom til at vare halvanden. Til gengæld skulle man kun gå seks trin ned og det samme op, med mindre man valgte at gå ned ad en trappe med yderligere 49 trin hver vej, men det var valgfrit. Vi ville egentlig have været på den noget længere (3 km) Historic Tour med 440 trappetrin, men den var altså udsolgt hele dagen. Da vi købte vores billet, spurgte den unge billetdame, som så mange andre, hvor vi kom fra, så det fortalte vi hende. Hun spurgte også om, hvor vi boede, og det fik hun også at vide. Da hun hørte, at vi boede i Bowling Green, anbefalede hun straks en restaurant i byen, Judy's Castle, som skulle være rigtig god. Endnu bedre var dog en restaurant ved navn Watermill i Cave City ikke langt fra hulerne. Her serverede de byens, statens eller USA's (jeg husker ikke hvilket), bedste catfish. Således udstyret med billetter og gode råd om madsteder, fordrev vi tiden med at se på det museum, der er på stedet, og som fortæller om hulen og dens historie. Mammoth Cave er verdens længste hule med pt. 647 km kendte gange, hvoraf temmelig mange kun er tilgængelige for huleforskere. Hulen vokser stadig, forstået på den måde, at man opdager hele tiden, at mange af de andre hulesystemer i området i virkeligheden er forbundet med Mammoth Cave.

Omkring et kvarter før afgang, begav vi os til "shelter 2" (i dette tilfælde et halvtag på søjler), hvorfra vores tur skulle afgå. I modsætningen til dagen før, skinnede solen fra en stort set skyfri himmel, og temperaturen var allerede her kl. 9 oppe på 30 grader celsius, så vi anbragte os i skyggen!

Fra Frozen Niagara-turen i Mammoth Cave

5 minutter før afgang kom vores guide, som var frivillig ranger, og en bus (hun var ikke en bus - sammen med hende kom en bus). Vi afleverede vores billet til chaufføren og entrede bussen. Da alle var ombord, kørte bussen så af sted med os, og da det tog ca. 10 minutter (og det samme tilbage), blev det mere indlysende, hvorfor den korte tur tog over en time. Da vi kom til indgangen til hulerne (der er i alt 27 indgange i parken), forklarede guiden os, at betonindgangen med jerndøren ikke var en del af det naturlige hulesystem, hvis nogen skulle svæve i den vildfarelse. Hun åbnede døren og vi gik ind i hulen. Undervejs fortalte hun os om stalaktitter og stalagmitter. Hun lærte os også en huskeregel om, hvad der var hvad, på engelsk, hvor det hedder stalactites og stalagmites. C'et i stalactites indikerer, at det gror ned fra loftet (ceiling) og g'et i stalagmites indikerer at de vokser op fra bunden (ground). Sådan! Også "t" og "m" kan bruges, men det var mere kryptisk. Alt imens hun fortalte, blev hulen smallere og smallere, og til sidst gik vi i gåsegang, og da vi var ret langt tilbage, kunne vi ikke se, hvad der skete længere fremme. Heller ikke, da rækken gik i stå, og ikke bevægede sig i lang tid. Efterhånden fik vi klumpet os sammen i nærheden af guiden, og så kunne vi se, at en kvinde tørrede blod af en mands hoved, mens guiden spurgte ham, hvordan han havde det. Det viste sig, at han ikke havde hørt efter, da guiden bad os om at passe på hovederne, så han havde knaldet hovedet ind i en nedhængende stalaktit, med stor kraft. Heldigvis var der en huletelefon, eller i hvert fald en telefon til overfladen, og den brugte guiden til tilkalde assistance, og så bad hun os blive stående, mens hun hjalp manden og hans familie tilbage til overfladen. På tilbagevejen fik Tim gode billeder af blodet på stenene.

Noget efter kom hun tilbage, og så fortsatte vi turen til det, der var målet, en større drypsten der blev kaldt Frozen Niagara, fordi den mindede om et vandfald. Dog var den en hel del mindre end Niagaravandfaldet, men den var da nydelig. Det var her, at man kunne gå 49 trin ned ad en trappe og se den nedefra, og så 49 trin op igen, og det gjorde alle de, der fortsat var med i gruppen. Længere ind i hulen kom vi ikke, og vi skulle samme vej tilbage, så det gjorde vi. På tilbageturen fortalte guiden om nogle af de ting, hun ikke havde fortalt om på udturen (egentlig indturen, men det er der vist ikke noget, der hedder). Blandt andet foreviste hun et loft fyldt med små kriblekrabledyr, som flere så på med væmmelse og en enkelt blev forskrækket, fordi hun troede, at det var edderkopper. Men det var det ikke, det var helt uskyldige fårekyllinger, hulefårekyllinger kaldes de. Da vi kom ud af hulen sad manden med hovedskaden på en bænk og blev behandlet af en park ranger, og der blev han siddende med familien, mens vi steg ombord i bussen igen og kørte tilbage til visitorcenteret.

Der var temmelig vådt i Diamond Caverns

Tim syntes ikke, at den korte tur havde givet ham hule nok, men da mulighederne i Mammoth Cave var udtømt, måtte vi prøve noget andet. På vej fra motorvejen til visitor centeret var vi kørt forbi en anden hule, Diamond Caverns. Den havde Dorte og jeg forsøgt os med i 2002, men havde opgivet fordi vi syntes at der var for mange trapper. Den historie kan læses i artiklen Ingen huler i Kentucky under Rejser 2002. Nå, men Tim og jeg besluttede os for i hvert fald at stoppe for at se, om der skulle være en tur, som passede med tiden. Og det viste sig, at der faktisk skulle afgå en tur 11.15 og klokken var på det tidspunkt 11.00 så vi købte billet og ventede på en guide. Mens vi ventede, beundrede vi omgivelserne, blandt andet springvand og de smukke liljer, der voksede uden for bygningen. Kl. 11.15 var vi klar til afgang. Vi var ca. 15-20 mennesker, som vi også havde været i Mammoth Cave. Her var guiden en ung mand, og nedgangen til hulerne var lige uden for billetkontoret, så der blev ikke spildt tid med transport. Turen her var 3 km lang men tog kun en time på trods af de i alt 350 trappetrin, der skulle forceres i enten op- eller nedadstigende retning. Den længste enkelttrappe var dog på omkring 50 trin, og det var den, der førte fra indgangen ned til hulesystemet og op igen den anden vej. På denne tur fik vi nogenlunde de samme informationer som på den første tur, men der var flere slags drypsten af nyde, og dem fik vi også forklaret, men de forklaringer har jeg lykkeligt glemt. Denne hule var meget våd. Det vil sige, at der konstant dryppede ret meget vand ned fra loftet, så vi blev godt våde, men til gengæld gav det faldende vand nogle meget flotte effekter i lyset fra kameraernes blitz. Turen var faktisk ganske interessant, men vi blev en del forsinkede undervejs af en familie med tre børn, hvoraf den yngste var omkring to år. Han skulle selv gå rundt, og det gik ikke specielt stærkt, ikke mindst fordi han også selv skulle gå op og ned af de mange trapper. Til sidst så guiden noget irriteret ud, da han jo skulle tilbage og guide en ny tur, men han sagde ikke noget. Efter noget over en time var vi tilbage ved billetkontoret igen, og kunne gå ud i sommervarmen og lade vores tøj tørre af solen. Temperaturen var nu omkring 35, så det holdt ikke længe. Ind i bilen og aircondition til. Nej, det passer faktisk ikke, da vi for første gang i alle de biler, vi har lejet i tidens løb, havde et to-zoners klimaanlæg i stedet for bare aircondition. Det gør temperaturen noget nemmere at regulere end et airconditionsystem, som enten er til eller fra.

Snydt igen

Fra Diamond Caverns kørte vi til Cave City. Vi vidste, at vi aldrig ville gide køre herud igen for at spise aftensmad, så i stedet valgte vi at afprøve frokosten på Watermill, den restaurant, som billetdamen havde anbefalet. Her var der ingen "påpladssætter", så vi fandt et bord, og ret hurtigt kom en servitrice, og lige så hurtigt kom hun tilbage med drikkevarer, og tog imod vores bestilling, hvor vi begge valgte en catfish sandwich. Vi blev enige om, at vi ikke ville indtage et større måltid her midt på dagen, men det var jo også en måde at smage den berømmede catfish på. Desværre havde vi måske sat os i den forkerte del af lokalet, for der gik meget lang tid før vi fik vores mad. I mellemtiden kunne vi se, at gæster, der sad i den anden del af restauranten, som var kommet efter os, fik deres mad før. Til sidst kom sandwichen dog, og den viste sig at være glimrende. Da måltidet var spist, og vi skulle forlade stedet, så det meget mørkt ud uden for, og da vi kom ud var den skyfri himmel forsvundet og det regnede en del. Til gengæld var temperaturen kommet ned på 23. Ikke langt fra restauranten lå en anden hule, som Dorte og jeg heller ikke besøgte i 2002 - fordi Dorte fandt billetkontoret for lurvet! Vi satte kursen tilbage mod vores hotel, alt mens regnen tog til. På et tidspunkt regnede det så kraftigt, at trafikken på motorvejen nærmest gik i stå. Alle biler kørte med deres advarselsblink tændt, så vi tændte også vores. På det  tidspunkt var hastigheden på motorvejen nede på omkring 15 km i timen, og der var ingen der forsøgte at overhale. Tværtimod holdt stor set alle biler sig midt på de to vognbaner, så der var plads til at undvige i begge retninger, hvis der skulle ske noget uforudset. Det varede omkring 20 minutter, og så holdt det op, som om der blev lukket for en hane. Da vi nærmede os byen så vi skilte til en af dens store attraktioner, Det Nationale Corvette Museum. Vi havde ingen trang til at besøge museet, men vi valgte at køre forbi det, så Tim kunne få taget nogle billeder. Tilbage i Bowling Green kørte vi lidt rundt i Historic Downtown og blev enige om, at når vi havde slappet lidt af, ville vi vende tilbage inden vi skulle have aftensmad.

Den lukkede Victory Baptist Chuch, som snart åbner igen.... Som græsk restaurant!

Efter en times tid på hotellet, drog vi af igen. På byens centrale torv, var der parkeringspladser, så her stillede vi bilen, og gik lidt omkring og beundrede såvel pladsen som bygningerne omkring den. På trods af, at det var 4. juli, og altså nationaldag, var vi faktisk de eneste mennesker på pladsen. Da vi havde gået lidt rundt i gaderne omkring pladsen og var på vej tilbage til denne og bilen, så vi en gruppe på omkring 100 unge mennesker, der bevægede sig i samlet flok mod et for os ukendt mål. De krydsede pladsen og drejede ned ad en sidegade, og så så vi ikke mere til dem. Vi fandt senere ud af, at 4. juli paraden og underholdningen havde fundet sted allerede lørdag den 2., og ikke, som vi havde forventet, på selve dagen. Så igen blev vi snydt for 4. juli festligheder. Tilbage på hotellet om aftenen kunne vi høre, men ikke se fyrværkeri. Så endnu en gang en på det område kedelig nationaldag. Inden vi kørte ud mod hotellet, beså vi byens universitet, Western Kentucky University - i hvert fald nogle af bygningerne, vi så byens sherifkontor med en nydelig statue af fire soldater uden for, og vi så en nedlagt kirke. Den havde helt sikkert været flot engang med søjler foran indgangen og en flot lyseblå kuppel, mosaikvinduer mm, men nu var den ved at falde sammen. Et skilt på døren bekendtgjorde at bygningen, som havde været en baptistkirke, nu var blevet solgt, og at der skulle indrettes en græsk restaurant som forventede at åbne i efteråret 2016. Det vil dog kræve en ret stor indsats at få bygningen sat i forsvarlig stand, men køberen, som allerede har en græsk restaurant i byens udkant, må jo tro på ideen.

Efter besøget i byen lokaliserede vi den lokale Applebee's, hvor vi som sædvanligt, når vi spiser på den kæde, spiste "2 for 20", altså to personer spiser for 20 dollars. For det får man en forret til deling og hver sin hovedret. Forretten er altid boneless wings med hot buffalo sauce, eller rettere sagt, det er den, vi altid vælger, for der er faktisk flere retter at vælge mellem. For at holde os til fjerkræet, valgte vi også begge kylling til hovedret. Tim nogle chicken tenders og jeg et citronmarineret kyllingebryst grillet over cedertræ. Det bliver serveret med en salat af ris, granny smith æblerelish, honningglaserede pecannødder, tranebær og quinoa-frø i en citronolivenolievinaigrette. Lyder det ikke fantastisk. Sådan smagte det også, og jeg gentog faktisk succesen en enkelt gang senere på turen. Bortset fra nogle få måltider på lokale restauranter er dette det måltid, jeg husker bedst. Og så for under $ 35 for to inklusive drikkevarer (sodavand) og drikkepenge.