Problemer på vejen!
Selv om det er forholdsvis nemt at finde rundt i USA, er det
sket ind i mellem, at det er gået galt, men dog aldrig værre, end at vi kunne
finde den rigtige vej, ret hurtigt. Af og til er disse vejproblemer ikke kommet
af, at vi har kørt forkert, men at andre ting er gået galt, så her er lidt om
nogle af de tilfælde, hvor vejene har drillet.
Første gang vi havde problemer, var faktisk den første dag, vi kørte i USA overhovedet. Eller rettere, helt sandt er det ikke, for aftenen før havde vi kørt fra lufthavnen i Knoxville, Tennessee til vores hotel lige uden for byen. Næste dag skulle vi køre fra Knoxville til Cherokee i North Carolina, men for ligesom at begynde vores USA tur med at se noget af det østlige hjørne af Tennessee, ville vi ikke bare køre den direkte vej. Vi ville køre mod syd fra Knoxville, via Pigeon Forge og derfra til Sevierville, og så mod syd til Gatlinburg og derfra til Cherokee. Det gik også udmærket det første stykke, men på det tidspunkt, var vi ikke helt nok velbevandrede i nummersystemet, så allerede efter knap 30 km gik det galt, da vi kørte lige ud, et sted, hvor vi burde have drejet af. Vi var sikre på, at lige ud var mod øst, mens det at dreje til venstre ville føre os nord på, og det ønskede vi ikke. Det viste sig imidlertid, at "lige ud" meget hurtigt drejede mod syd, og "pludselig" kørte vi rundt inde i Great Smoky Mountains National Park. Det var i øvrigt et meget smukt sted, og vi kørte længe langs en lille flod, Little River inden vi til sidst kom til et sted, hvor vi kunne komme ud af parken. Det endte så med, at Gatlinburg blev den eneste by, vi kom til at se på den tur. Det var i øvrigt en lidt "underlig" by, men mere om det en anden gang. Resten af vejen til Cherokee, gik i øvrigt også gennem parken, dog på den korte led, og det voldte ingen problemer.
Men allerede to dage senere var den gal igen J. Der skulle vi køre fra Hendersonville i North Carolina til Santee i South Carolina. Men undervejs ville vi besøge Natural Chimney, lidt uden for Hendersonville. Det har jeg fortalt om i artiklen Natural Chimney. Problemerne opstod, da vi skulle køre fra Hickory Nut Gorge og tilbage til motorvejen for at komme syd på. Vi kunne have taget samme vej tilbage, som vi var kommet, men vi ville hellere køre en anden vej, og det gav så anledning til en mindre fejlnavigation, så vi kom længere og længere ud i North Carolinas "ødemark". I en lille by fandt vi et postkontor, men på trods af, at det var hverdag og midt på eftermiddagen var såvel postkontor, som alt andet i denne lille by lukket. Heldigvis kom en mand kørende forbi i bil, og ham fik vi spurgt om vej til motorvejen. Det fortalte han os, og til gengæld ville han gerne vide, hvor i alverden vi kom fra. Det fortalte vi så ham, og dermed blev han den første, af en lang række mennesker på vores USA ture, der stillede os netop dette spørgsmål. Vi fortalte ham at vi kom fra Danmark, og han meddelte at han faktisk havde en kvindelig dansk bekendt, som boede i området. På vej mod motorvejen talte vi om, at han formodentlig har fortalt hende, at han havde hjulpet nogle af hendes gale landsmænd tilbage til civilisationen. På baggrund af den venlige herres hjælp fandt vi motorvejen, og så var det ikke noget problem at finde Santee.
Der skulle nu ikke gå længe før det gik galt igen. Dagen efter oplevelsen ved Chimney Rock skulle vi besøge Charleston i South Carolina, og det kommer der nok også en historie om på et tidspunkt. At komme til Charleston gik ganske nemt, for da tog vi motorvejen, men da vi om aftenen skulle hjem til hotellet i Santee, besluttede vi igen, at køre ad mindre veje. Vi var åbenbart endnu ikke blevet kloge af skade. Meningen var, at vi ville køre langs med søerne Lake Moultrie og Lake Marion tilbage til Santee. Vejen ud af Charleston førte os gennem nogle af byens mindre pæne kvarterer, hvor vi var overbeviste om, at det ville være en god idé at holde dørene låst, også når vi kørte, så det gjorde vi. Efterhånden kom vi ud af byen, og kørte ud på landet. Vi var bevæbnet med vores trofaste Rand McNally kort, og på det kunne vi se, at vi skulle følge en vej, der hed nummer US 52 mod nord, til vi mødte en mindre vej, der hed South Carolina Road 6. Denne skulle vi så følge op langs de to søer. Det gik sådan set også meget godt med at finde og følge US 52, i hvert fald indtil vi kom til et T-kryds, som bestemt ikke var med på vores kort. På kortet så det ud som om, vi skulle fortsætte lige ud, men da det var tværstregen i T'et, vi kom til, VAR der ikke noget "lige ud". Vi holdt så et stykke tid og overvejede, hvad vej vi skulle køre, da den vej, vi var kommet til, slet ikke skiltede med noget nummer. Efter lidt overvejelser besluttede vi at tage vejen til højre, men da vi efter nogle kilometer passerede en kanal, var vi klar over, at vi var på gale veje, da den eneste kanal i området, skulle ligge i den stik modsatte retning af, hvad vi mente at skulle. Vi foretog derfor en U-vending og kørte tilbage i samme retning som vi kom. Da vi kom tilbage til T-krydset overvejede vi, om vi skulle opgive og køre tilbage til motorvejen, men vi valgte at fortsatte, og så endte vi i noget, der lignede et villakvarter, om end en del af villaerne var trailere, men til gengæld var det også mange kirker, så helt galt kunne det ikke gå, mente vi. Vi var dog lidt usikre og besluttede os for at spørge om vej, når vi mødte nogle mennesker, og dette indtraf ganske kort efter. Ved en meget lille sidevej med nogle forholdsvis nydelige huse, var fire kvinder af afro-amerikansk afstamning ved at stige ind i en bil. De fire ældre damer var i deres stiveste puds, og vi blev enige om, at de nok var på vej til aftensgudstjeneste, eller noget i den stil. Det var jo fredag. Dorte steg ud af bilen, og gik hen til de fire damer, som så noget nervøse ud, men de var meget hjælpsomme, og fortalte os, at vi ganske rigtigt skulle fortsætte ud af den vej, som vi var på. Det var faktisk den efterlyste vej 6 (Old Highway 6), men den var bare ikke forsynet med nummerskilte. Vi skulle bare følge vejen, så ville vi komme direkte tilbage til Santee. Vi sagde pænt tak, og futtede derudad, og så var det vores tur til at blive nervøse, for pludselig begyndte reservetankslampen at lyse! På det tidspunkt havde vi kun kørt i bilen i få dage, og vi havde slet ingen erfaring med, hvor meget benzin, der var i tanken, når lampen lyste, så der kunne være alt mellem ingenting og næsten fuld. Vi blev dog enige om, at såfremt vi fandt en tank, måtte vi hellere fylde tanken op.
I mellemtiden var vi kommet i nærheden af den første sø, Lake Moultrie, men nogen havde fundet på at plante træer og anden bevoksning mellem vejen og søen, så vi kunne ikke se det mindste spor af vand. Til gengæld passerede vi fortsat en mængde kirker fra forskellige trossamfund, metodister, presbyterianere, lutheranere, baptister, episkopale osv. så det var helt tydeligt, at vi befandt os i bibelbæltet. Bortset fra kirkerne lå der skiftevis pænt store huse, og opklodsede trailere af en ikke specielt velholdt slags, men i dem alle boede der mennesker, og der hang vasketøj og holdt biler uden for de fleste. Pludseligt kom vi forbi en butik, der havde en enkelt benzinstander udenfor, så der besluttede vi at køre ind. På denne tank, havde man endnu ikke hørt om kreditkort. Her var der kun mulighed for kontant afregning, men heldigvis kunne vi skrabe omkring $20 sammen, og det var nogenlunde det, vi plejede at fylde på for. Uden for butikken holdt en del store 4-hjulstrækkere og pickup trucks, og der stod en del afroamerikanske mænd i overalls og baseball kasketter, og de lignede ikke nogen, der ville låne penge til hvide turister. Nå men mens jeg fyldte benzin på, og prøvede at afpasse mængden, så vi ikke overskred vores 20 dollars, gik Dorte ind i butikken for at betale. Fyren ved kassen viste sig også at være afroamerikaner, 2 meter høj, lige så bred, pilskaldet og med kun en enkelt tand i munden. Det forhindrede ham dog ikke i at smile venligt til Dorte, mens hun ventede, og da jeg havde tanket færdigt og hun havde betalt, kørte vi videre mod Santee i en noget lettet stemning. Nu skulle vi forbi Lake Marion, og så skulle vi se sø. "Men nej, men nej", som Jørgen Ryg siger i en monolog. Det viste sig, at der også her var træer, og samtidigt begyndte vejen at svinge væk fra søen, og da træerne endelig var væk, var vi så langt fra søen, at vi alligevel ikke kunne se noget. Men vand fik vi set, for kort efter kom der en tordenskylle af de værre, men vi fandt dog hjem uden yderligere problemer.
Efter den oplevelse havde vi tilsyneladende lært det, for vi kørte ikke forkert flere gange på den tur, og alle senere fejlnavigationer har været mindre væsentlige. Og faktisk har vi ikke siden kørt forkert for alvor - bortset fra lige den gang i Utah, som jeg har fortalt om under Vejene. Til gengæld har vi haft andre problemer med veje, ikke mindst med de såkaldte Service Roads, som ligger parallelt med motorvejene i nogle byer. Det vidste vi imidlertid ikke, første gang, vi kom i kontakt med en sådan vej.
Service Roads
Første
gang vi besøgte New Orleans skulle vi bo et hotel ved navn Hampton Inn Jazzland
(Jazzland er en forlystelsespark, som hotellet lå i nærheden af). Vi forlod
motorvejen (I-10) ved den frakørsel, som vi mente var den rigtige, og da klokken
kun var 12 da vi kom til byen, blev vi enige om, at spise frokost før vi kørte
til hotellet. Så vi fandt en Shoney's lige ved motorvejen, hvor vi fik noget at
spise. Derefter gav vi os til at lede efter hotellet, som skulle ligge på I-10
Service Road. Det skal siges, at vi hjemmefra havde skrevet en kørselsvejledning
til hotellet ud, men enten var denne ikke helt præcis, eller også læste vi den
ikke rigtigt. Først endte vi i et flot, og tilsyneladende helt nybygget
villakvarter, med mange store huse, men ingen hoteller. Så blev vi enige om, at
vi nok skulle have været den modsatte vej i forhold til motorvejen, så vi vendte
om og kørte tilbage. Ved denne lejlighed stiftede vi i øvrigt for første gang
bekendtskab med et amerikansk trafikfænomen, der kaldes 4-way full stop, altså
et kryds, hvor der er fuld stop fra alle sider på én gang. Alle skal stoppe helt
op, og den bil, der først er kommet til krydset, må så køre. Derefter den næste
og så fremdeles, men kun én bil fra hver side ad gangen. I modsætning til, hvad
man som dansker skulle tro, går afviklingen af trafikken i et sådant kryds
særdeles elegant, hvilket måske skyldes at amerikanerne på trafikområdet,
udviser noget mere hensyn end danskere. Skulle man komme til at holde lidt
længere end én, der kom til krydset lidt senere end en selv, så pyt, man kommer
jo over alligevel.
Nå, men denne gang endte vi så helt nede (eller måske snarere oppe ved) Lake
Pontchartrain. Og det var også forkert. Heller ikke her var der nogen hoteller.
Så blev vi enige om, at nu ville vi køre tilbage til motorvejen og forsøge igen,
men lige inden vi nåede dertil, så vi et skilt med I-10 Service Road, og så tog
vi den vej. Her lå der også masser af hoteller, supermarkeder osv., men desværre
ikke noget Hampton Inn, så vi vendte om igen. Vi kørte tilbage til den større
vej, vi var kommet fra, og fortsatte lige over. På den måde opdagede vi at
service roaden fortsatte på den anden side, men heller ikke her så vi
umiddelbart noget Hampton Inn, og efterhånden tyndede det ud i hotellerne og
området blev mere og mere præget af industri. Så var det tilbage igen.
Service roads går jo hele tiden parallelt med motorvejen, ikke altid lige tæt
på, men af til er der kun et hegn i mellem motorvej og service road, og et
sådant sted, fik vi - hurra hurra- endelig øje på Hampton Inn. På den anden
side af motorvejen! Da vi fandt et sted, hvor vi kunne krydse denne, viste det
sig at der også gik en service road på den anden side. Og for at det ikke skulle
være løgn viste det sig, at være den vej, vi allerede havde været på én gang,
nemlig den, hvor den Shoney's lå, som vi havde spist frokost på, Men så nåede vi
endelig også frem til hotellet – efter at have ledt efter det i næsten en time.
Og det blev ikke sidste gang, vi skulle få problemer med service roads.
To år senere var vi "på den igen". Og igen var det i Louisiana, men denne gang i byen Opelousas. Her havde vi bestilt hotel hjemmefra, så nu gjaldt det bare om at finde det. Det gik nu meget nemt, men at komme hen til det, var en helt anden sag. Denne gang var der ingen problemer med at finde serviceroaden. Det gik faktisk særdeles nemt, men da vi nåede den rigtige frakørsel fra motorvejen var vi begge så optaget af at holde udkig efter hotellet, at jeg ikke fik drejet fra frakørslen og over på serviceroaden i tide. I stedet blev frakørslen en tilkørsel, og så var vi tilbage på motorvejen, hvor vi måtte køre omkring 13 km, før der kom endnu en frakørsel, hvor vi så kunne vende og køre tilbage. Anden gang ramte vi dog rigtigt, og så var det nemt at finde hotellet.
Dagen efter skulle vi så videre til New Orleans. Denne gang skulle vi bo ude i bydelen Metairie, endnu engang lå hotellet på en service road, dog ikke fra en motorvej, men for Causeway Boulevard, som er forlængelsen af Lake Pontchartrain Cayuseway, broen over Lake Pontchartrain. Igen lykkedes det os at køre for langt, så vi ikke kom af på det rigtige sted. I stedet kørte vi op på I-10, som vi så måtte køre mod vest ad, indtil den næste frakørsel. Her kunne vi så vende om, og komme tilbage til hotellet. Efter at have sat kufferterne af på hotellet, ville vi besøge et stort indkøbscenter, Lakeside, som lå lige på den anden side af gaden. Det var nu ikke helt nemt at komme derover. Dels skulle man rundt om hotellet af nogle små gader (det skulle man hver gang, man skulle ud). Dels skulle vi dreje til venstre ad en stor vej, ”Veterans Boulevard”, og da der var midterrabat, var det ikke muligt. Vi måtte derfor dreje til højre, køre til det næste stoplys, hvor U-vending og venstresving var forbudt, fortsætte ligeud et stykke, ad ”Veterans”, lave U-vending, køre tilbage til på den anden side af Causeway Boulevard og dreje til højre, men så kom vi også endelig ind på centrets parkeringsplads. Så endnu engang blev vi drillet af service roads.
Betalingsveje
Betalingsveje er der mange af i USA, og vi har kørt på en hel del af dem, og de
fleste helt uden problemer. Prisen er som regel lav, omkring 7-8 kroner af og
til meget lavere, næsten uanset, hvor langt man skal køre. Vi har kørt på
betalingsveje i blandt andet Virginia, West Virginia, Georgia og Louisiana, og
det er gået ganske smertefrit. Men én betalingsvej har voldt problemer, og oven
i købet hele to gange. Begge gange var i 2004 (jeg skal sige, at vi kørte også på
denne vej i 2002, og der gik det helt glat). Stedet var Washington DC og
Virginia, og vejen var Dulles Toll Road, altså den betalingsvej, der fører fra
Washington ud til Dulles International Airport i nærheden af Leesburg i
Virginia. Vejen er en del af Virginia State Route 267. Ved begge lejligheder
kørte vi på motorvejen hvor denne krydser Virginia Road 7 (Leesburg Pike), men
da man først betaler, når man kører af motorvejen, var det ikke her, det gav
problemer.
Ved
den første lejlighed skulle vi køre fra ved afkørslen til US-28. Da vi kom til
frakørslen, var der store skilte, der fortalte at prisen for at forlade vejen
ville være 35 cent, så Dorte fandt beløbet frem (jeg var chauffør). Vel fremme
er der ikke bomme, men et stoplys, som er rødt, når man kommer, og som så
skifter til grønt, når man har betalt. Dette gør man, ved at smide sine mønter i
en grydelignende beholder, der så registrerer betalingen og sørger for at lyset
skifter. Så jeg kastede pengene i, men lyset skiftede bare ikke. Vi holdt et
stykke tid og ventede, og folk i bilerne bag os begyndte at blive utålmodige og
dytte - efterhånden temmelig hidsigt. Så til sidst valgte jeg bare at køre
igennem, rødt lys eller ej. Det fik en skinger hyletone til at gå i gang, men
det var der ikke noget at gøre ved, så vi fortsatte. Senere kom vi til at tale
om, at Dorte nok havde forvekslet en 25 cent og en 5 cent (som er større), så vi
kun havde kommet 15 cent i automaten. Da frakørsel og betalingsanlæg er
kameraovervåget, blev vi enige om, at ringe til Jens, Dortes bror, som var
registreret som ejer af den bil, vi kørte i, så han var forberedt, hvis der nu
pludselig dumpede en bøde ind ad døren. Han kunne nu fortælle os, at han selv
havde begået samme fejl flere gange, men aldrig havde hørt noget for det.
14 dage senere var vi tilbage i Washington efter en rundtur i de sydøstlige stater, og dagen før vi skulle hjem, ville vi køre til Harpers Ferry i West Virginia. Vi ville køre derop gennem Maryland, ad små veje, men først skulle vi lige ud af Washington, og her var vi enige om, at Dulles Toll Road måtte være det hurtigste og i hvert fald hurtigere end Virginia road 7. Vi kunne så tage betalingsvejen til vi mødte Washington Beltway (I-495), ringmotorvejen rundt om byen, og køre ad denne til I-270, som vi så ville følge mod nordvest. Denne gang var vi i god tid med at finde pengene til betaling af vejafgiften frem, og kontrollere at beløbet var rigtigt, så intet kunne gå galt! Men lige inden vi kom til betalingsstedet, hvor vi mente vi skulle fra, fik Dorte, som kørte, øje på et skilt til Beltway’en, som tilsyneladende betød, at vi skulle køre lige ud, og ikke dreje fra motorvejen. Så hun mente ikke at vi skulle betale ved denne frakørsel. Det så da også ud som om, der ikke var noget betalingsskur ved den bane, vi tog – og det var der heller ikke! Den var nemlig reserveret biler med smart-tag (svarende til en brobizz), og det havde vi ikke just ved hånden. Så endnu engang ringede klokkerne og lyset blinkede, da vi kørte igennem. Da vi så havde kørt et par hundrede meter, og var på vej ind på The Beltway, lød der lige pludselig en sirene bag os, og med den dårlige samvittighed vi havde, blev vi enige om, at vi hellere måtte trække ind og forberede en god undskyldning om at vi var turister og ikke kendte det amerikanske system. Bilen bag os trak også ind, og bag denne igen, en politibil. To betjente steg ud, og den ene gik med målbevidste skridt forbi den bagved holdende bil og hen mod os. Vi var ikke helt færdig med forberedelsen af undskyldningerne, da betjenten sagde at det var bilen bagved, de ville stoppe, og at vi godt kunne køre videre. Efter denne lille forskrækkelse gik det fint resten af vejen. Den vej må på én eller anden måde være forbandet.