Billeder fra Arizona

Arizona kaldes også Grand Canyon State, og det kan man godt forstå, når man har besøgt stedet. Vi kørte ind i staten ved Hoover Dam (billeder under Nevada), og kørte via Kingman og Seligman til Williams. Herfra tog vi udgangspunkt for turen til Grand Canyon. Fra Williams fortsatte vi mod Flagstaff, og derfra kørte vi så nord på gennem Navajo Reservatet gennem Painted Desert til Utah. Vi har altså endnu kun været i den nordlige del af staten. Grand Canyon billederne dominerer her, men der er også flot.

I 2010 besøgte vi de samme steder, som Dorte og jeg allerede havde besøgt i 2006, men vi var også en tur i det sydlige Arizona, fx Tombstone ligesom vi besøgte Saguaro og Petrified Forest nationalparkerne, foruden en række andre nye ting. De sidste billeder fra Arizona i denne omgang er hovedsagligt fra Sunset Crater National Monument og Grand Canyon National Park. Desuden få billeder fra Williams og fra det nordøstlige Arizona.

Klik på et billede for at se det i fuld størrelse.

Billeder fra 2010
	Vi kørte ind i Arizona fra Nevada via Hooverdæmningen. Efter en frokost i byen Kingman kørte vi ud på USA's mest berømte vej (tror jeg) Route 66. Her er vi netop uden for Kingman, som stadigt kan anes i det fjerne.
	I den modsatte retning kan man ane bjergene (Grand Wash Cliffs) i det fjerne.
	Da vi kom tættere på bjergene mødte vi mere trafik. I vejkanten ses ud over mileangivelsen nogle brune skilte. Det er reklamer for Burma-Shave, som er "genoptaget" fra Route 66's storhedstid. 4 - 5 skilte fortalte typisk en "historie" på rim. Det kunne være ren reklame, som fx Riot at - Drug store - Calling all cars - 100 customers  - 99 jars - Burma-Shave eller små sikkerhedssentenser som fx Don't stick - Your elbow - Out so far  - It might go home  - In another car
	Det sidste skilt i hver række, var altid firmanavnet. Skiltene stod på veje over det meste af USA mellem 1925 og 1963 og nu er man altså begyndt at retablere nogle af dem på Route 66 i Arizona.
	Jernbanen går tæt ved vejen på denne strækning af Route 66. Vi så, men fik ikke taget et billed af et godtog med over 60 vogne, udelukkende med J.B. Hunt Containere. Se også Billeder fra Tennessee.
	Det er ikke alle de service områder, der lå langs Route 66, der har fået en renæssance.
	Nogle af dem er noget nedslidte og andre helt lukkede.
	Her er vi på vej ind i Hualapai reservatet.
	Og her trak regnskyerne sammen, uden at det dog blev til regn.
	Derfor så vi også ret mange såkaldte "dust devils", selv om jeg indrømmer at den på billedet her, er svært at se. I virkeligheden er der tale om små hvirvelvinde (miniskypumper, men uden skyer), der hvirvler støv op fra overfladen.
	Seligman er nok den by på Route 66 i Arizona (måske sammen med Williams), der bedst har bevaret stilen fra Route 66's storhedstid i 50'erne. Her Angel & Vilma's Gift Shop.
	Og her J & R's Minimart and Deli!
	På vej ud ad byen mod motorvejen passerer man Roadkill Cafe, der tilbyder buffalo burgers. Det fik vi, men det var først senere på turen oppe i Wyoming.
	Her er vi så på vej mod øst ad Interstate Highway 40. Ferien i 2008 er den eneste ferie i USA, hvor jeg ikke har kørt en eller flere strækninger på netop denne Interstate.
	Her er vi så på vej mod syd ad I-17 efter at have kørt et langt stykke ad U.S. Route 89.
	Da vi kom tættere på, kunne vi se, at bjerget med det underlige udseende  på billedet ovenfor i virkeligheden var flere mindre bjerge. Det lå lidt nord for Tucson. Som det fremgår af billedet, er vi på vej ind i "kaktusland".
	For at vi kunne være helt sikre på at få set nogle store kaktusser besøgte vi Saguaro Nationalparken, som vi her er på vej ind i.
	Allerede på vej ind i parken, begyndte vi at møde forskellige arter af kaktus.
	Parken har sit navn fra de store saguarokaktus, som der er mange af i området, og som for øvrigt er totalfredede.
	Kaktusserne starter med bare at være en enkelt "pind" eller stamme, og først når de bliver op mod 50 til 75 år gamle, begynder de at udvikle sidegrene.
	De kan blive over 10 meter højde og leve i op til 150 år. Den største kendte saguarokaktus er næsten 14 meter høj og 3 meter i omkreds.
	Jeg ved ikke hvor høj denne var, men høj var den.
	Selv om saguaroerne er de mest imponerende, er der også mange andre slags kaktus i parken.
	Her er det dog igen saguaroerne, der dominerer.
	Men her er så en anden model. Navn og art er mig ubekendt, men jeg er heller ikke kaktusekspert.
	Denne her ved jeg til gengæld kaldes en "Prickly Pear" eller "prikken pære". Hvad den hedder på dansk, ved jeg ikke, hvis den overhovedet har et dansk navn.
	Saguaroerne blomstrer mellem april og juni, så det var de færdige med, da vi kom derover. Til gengæld havde de fået deres røde frugter, som ses her på billedet.
	Her er frugterne set lidt tættere på. Frugterne er spiselige og lokalbefolkningen sætter stor pris på dem.
	Endnu en kaktus, som jeg ikke kender navnet på.
	Her har Tim taget opstilling ved siden af en saguarokaktus, så man får et indtryk af, hvor stor den er.
	Når kaktusserne bliver ældre, begynder de efterhånden at udtørre indefra. Og det udnytter fugle til at bygge reder i de hule kaktus.
	Der var netop en fugl, der fløj ind i et af hullerne, lige inden jeg tog billedet, men den nægtede at komme ud igen, og da det var ved at være sent på dagen, opgav vi at vente.
	Endnu en "prickly pear" med frugter.
	Og så det sidste billede fra Saguaro National Park. Men bare rolig, der kommer flere billeder af kaktus senere.
	Næste stop i det sydlige Arizona var Tombstone, som vi her er på vej ind i.
	Her ses Schieffelin Hall. Husedt er bygget i 1881 af Al Schieffelin, bror til Tombstones grundlægger, Ed Schieffelin. Det sydlige vestens største adobebygning fungerede som operahus. Operahuset havde plads til 600 tilskuere. Den 18. marts 1882 overværede brødrene Wyatt og Morgan Earp en forestilling her, lige inden Morgan Earp blev skudt som hævn for skudepisoden i O.K. Corral.
	I dag er bygningen hjemsted for King Solomon Masonic Lodge #5, en af de fem oprindelige frimurerloger i Arizona.
	Ikke så langt derfra ligger byens gamle rådhus.
	Og på den anden side af Fremont Street finder man Camillus Fly's fotostudie.
	Nabo til fotostudiet er netop O.K. Corral. Det vil sige i virkeligheden lå O.K. Corral lidt længere nede ad gaden. Nabo til fotostudiet var en tom grund, men det var her vestens mest berømte skudduel fandt sted i oktober 1881.
	I dag er stedet hegnet ind, og man må betale entre for at komme ind, hvilket vi ikke ville. Om eftermiddagen genopføres skudduellen på stedet, men da vi var der om formiddagen, fik vi desværre ikke oplevet det. Hele seancen varede i øvrigt kun ca. 30 sekunder i virkeligheden.
	Hovedgaden i den historiske del af Tombstone.
	På hovedgaden kunne man se lidt af hvert. Fx en fyr, der kørte rundt på sin motorcykel med en papegøje på skulderen. Denne kunne man så - mod betaling - blive fotograferet med.
	Den historiske del af Tombstone er stadig en westernby med falske facader og hævede fortove.
	Byen er meget "turistet" og blandt andet kan man blive kørt rundt i diligence.
	Her det gamle teater.
	Og et bryggeri havde man også.
	Foruden selvfølgelig adskillige saloons.
	Og en mine. Fyren ved indgangen var endog særdeles ivrig efter at sælge billetter til et besøg i minen.
	En blandet landhandel har byen også.
	Og her Big Nose Kate's Saloon. Big Nose Kate var Doc Holidays kæreste og hun havde i virkeligheden ingen saloon, men drev derimod et pensionat.
	Et sidste glimt af et af byens fortove.
	Inden vi kørte ud til byens berømte kirkegård, der ligger lidt uden for centrum.
	Et godt råd.
	Kirkegården er blandt andet kendt for sine "gravstene" af træ, med kortere eller længere indskrifter. Her ligger Dutch Annie, der døde i 1883.
	Og her Ben Olleny, der blev dræbt af Chinoon.
	Tom Waters blev skudt i 1880.
	Og her et minde over de tre, der blev dræbt ved skudduellen i O.K. Corral, Tom og Frank McLaury og Bill Clanton.
	Inden vi fortsatte rundt på kirkegården nød vi udsigten over omegnen.
	Her ligger Newman Haynes Clanton, kaldet "Old Man". Han var far til fire sønner, hvoraf Billy og Ike deltog i duellen i O.K. Corral. Ike blev senere dræbt i en skudduel og farmand selv blev dræbt af mexicanere, formodentlig som hævn efter skudduel i forbindelse med et kvægtyveri.
	Ikke alle kom af dage ved skyderi. Dan Dowd blev hængt! Se også billedet af "mindepladen" over fire lovligt hængte nedenfor.
	Og "Tre-finger Jack" blev dræbt af Jeff Milton.
	Hvordan Christina B. Christiansen kom af dage, forlyder der ikke noget om, men hun lyder dansk.
	Nogle er ukendte i dag, som fs de to kinesere, som skiltet lakonisk melder om.
	Og her ligger en hel flok, der blev hængt sammen  - lovligt. Det var i marts 1884. Måske er mindesmærket relateret til begivenheden lige nedenfor.
	John Heath blev derimod fjernet fra fængslet og lynchet i februar samme år. Måske var denne lynchning årsagen til de lovlige hængninger, omkring 14 dage senere.
	Nogle inskriptioner var hel poetiske. Denne om Lester Moore, der blev dræbt af fire skud, vises ofte som eksempel på Boot Hill indskrifter.
	Jeg er dog mere til denne over George Johnson, der blev hængt ved en fejltagelse: "He was right and we was wrong, but we strung him up, and now he's gone."
	På kirkegården er der også masser af planter, fx agaver.
	Her en agave, der har blomstret. Når den er afblomstret dør planten.
	Her endnu en variant af kaktus.
	Og her en, der faktisk var i blomst.
	Lidt tættere på.
	Og helt tæt. Her kom jeg i karambolage med kaktussen og det tog flere dage, før jeg havde fået fjernet alle tornene!
	Den næste by, vi kom til, var Bisbee. Det er en gammel mineby, og der er stadigt et stort åbent kobberbrud, selv om der ikke længere udvindes noget.
	Her bunden af bruddet.
	Og her kan man se terrasserne, hvor kobberet blev udvundet.
	Fra Bisbee fortsatte vi mod syd gennem spændende landskaber.
	I retning mod Mexico
	Grænseovergangen nåede vi i Douglas. Vi krydsede ikke grænsen, men det blev det sydligste, vi nåede på turen.
	I byen gik fangerne og lavede forskelligt arbejde uden for det lokale fængsel.
	Her er vi i byen Elfrida. Det ses tydeligt at vi er i den fattige del af USA.
	Her i bjergene holdt apachehøvdingen Cochise til, da han blev forfulgt af den amerikanske hær.
	Og her er vi i San Carlos Apache Indian Reservation; det fattigste indianerreservat i USA.
	På vej op i det centrale Arizona passerede vi Roosevelt Lake.
	Søen er opstået ved opdæmning af Salt River og til dels Tonto River.
	I den nordlige ende af søen, var det tydeligt at vandstanden var høj.
	Så en del buske var oversvømmede.
	Næste dag kørte vi mod vest gennem skovklædte bjerge mod byen Camp Verde.
	Bevoksningen var ikke lige tæt alle steder.
	Målet var Montezuma Castle National Monument, hvor noget af det første vi så, var denne Saltbush. Jeg ved ikke om den har et dansk navn, men på latin hedder den Atriplex Cannescens.
	Og en Creosote Bush (Larrera Tridentata). Dette er en meget kraftigt duftende busk, der på spansk kaldes "den lille stinkende".
	Her er så selve "slottet". Det er bygget omkring 1125 af sinagua folket, og stedet blev forladt igen omkring 1425. Man mener, at der har boet omkring 50 mennesker i komplekset, der er på fem etager og har 20 rum.
	De første hvide troede at stedet var bygget af aztekerne, og opkaldte derfor efter aztekerkejseren Montezuma (faktisk Moctezuma).
	Der er også rester af et endnu større byggeri, men dette har ikke overlevet i sin helhed.
	"Slottet" set fra en anden vinkel.
	Området har en del bevoksning, med meget forskellige planter, her korneltræer.
	Og her akacietræer. Hvis nogen tror at jeg er blevet botaniker, tager man fejl. De fleste træer og buske var faktisk markeret med skilte, der fortalte hvad de var, og det er herfra, jeg har min viden.
	Stedet ligger i et område, der har været forholdsvis uvejsomt.
	De mange huler i bjergsiden, har været anvendt som lagerplads for fødevarer mm.
	Vi fortsatte (med et kort ophold i Flagstaff) til Arizonas berømte meteorkrater. Her blev jorden for 50.000 år siden ramt af et meteor på omkring 50 meter i diameter, og med en vægt på omkring 300.000 ton. Man antager at farten var godt 46.000 kjm i timen.
	Meteoret fordampede stort set, og dette stykke på omkring 40 * 30 cm, er det største stykke, der er blevet fundet.
	Her står Tim ved resterne af hullet, som selvfølgelig er eroderet meget i de 50.000 år, der er gået. Hullet er knap 1.200 meter i diameter og 170 meter dybt. Det er omgivet af en rand, som hæver sig omkring 45 meter over det omgivende flade landskab. Midten af hullet er fyldt med et ca. 240 meter tykt lag af grus og småsten, som ligger over kraterets egentlige bund.
	Her kan man se, at omgivelserne faktisk er ganske flade i miles omkreds.
	Oprindeligt troede man, at hele meteoret lå et sted under overfladen, og man gravede ivrigt efter det. Rester af udstyret står stadig på kraterbunden.
	Her ses en del af kraterranden.
	Og vejen, der fører hen over den flade slette.
	På stedet er et lille museum, som primært fortæller om meteorer osv. men som også viser et par fossiler, der er fundet i området.  Her en Placerius Hesternus, en øgle med pattedyragtige træk, som levede af planteføde. Med sine 2 meter og 70 cm i længden og en vægt på 2 ton, var det noget af en basse.
	Dyret bagest er en Postosuchus Kirkpatricki, en slægtning til vore dages krokodiller. Den var omkring 4-5 meter lang, men gik mere oprejst end en moderne krokodille.  Dyret forrest er en Desmatosuchus Haplocerus, også en slægtning til krokodillen. I modsætning til sine nutidige slægtninge, var den planteæder.
	Så er vi kørt længere mod øst, næsten ved grænsen til New Mexico, hvor vi besøgte endnu en nationalpark. Denne gang Petrified Forest National Park.
	I den sydlige del af nationalparken finder man de fleste forstenede træer, næsten hele eller i mindre brudstykker.
	Træerne har ikke vokset på stedet, men blev skyllet til området af floder og oversvømmelser for omkring 200 millioner år siden.
	Senere blev de begravet i vulkansk aske, som indeholdt silikater, der trængte ind i træet, hvor det blev til det kvarts, som udgør de forstenede træer.
	Senere eroderede de lag, som lå over træerne bort, og de blev efterladt stort set som de ligger i dag.
	De forskellige farver skyldes indhold af mineraler som fx jern.
	Her ses kvartsen tydeligt.
	Og som det fremgår her, kan selv træets årringe ses i det krystalliserede træ.
	Som det kan ses af personen i forgrunden, har nogle af træerne været endog særdeles store. De fleste er af arten Araucarioxylon arizonicum, som kunne blive op til 60 meter høje. Der er fundet ni arter af træer i parken, alle nu uddøde.
	Som det fremgår her, ligger træerne spredt ud over et temmelig stort areal.
	Nationalparken indeholder andet end træer, fx klippeformationer.
	Men træerne er i flertal.
	Her ses både "træer" og klippeformationer.
	Dette træ, der ligger over en lille kløft, kaldes "Agatbroen". I 1920'erne understøttede man "broen" med beton, men det ville man ikke gøre i dag. Nu ville man lade naturen gå sin gang, og træet ville efterhånden forvitre og styrte i kløften.
	Endnu en klippeformation.
	Og endnu mere klippe.
	Selv om parken ligger i et ørkenområde på Coloradoplateauet, er der mange planter i området.
	Jo længere man kommer nord på i parken, jo færre og mere spredte bliver de forstenede træer, og de mangefarvede klipper kommer til at dominere.
	Her ses tydeligt de mange udtørrede vandløb, der i regnperioder fører vandet fra bjergene ud over sletten.
	Og her kan man se, hvordan vandet har "skåret sig ind" i klippesiden.
	Her ses både en floddal og de stribede klipper, ikke mindst tydeligt på klippen i baggrunden.
	I forgrunden en klippeformation, som med lidt god vilje kan ligne en skildpadde og i baggrunden et større udtørret flodleje.
	Endnu en eroderet floddal. Den nordlige del af parken ligger i et område, der kaldes Painted Desert på grund af klippernes mangefarvede lag.
	Painted Desert begynder omkring byen Cameron ved Route 89 og strækker sig mod sydvest mod grænsen til New Mexico.
	Endnu et eksempel på de mange farvekombinationer.
	Og mere her.
	Parken rummer også adskillige spor af tidligere menneskelig beboelse. Her den såkaldte "Newspaper Rock" med mange petroglyffer (klippemalerier).
	Og her en ruin efter tidligere bebyggelse.
	Og her en ruinerne af en større bebyggelse.
	Også nær ruinerne, kunne man finde petroglyffer.
	Faktisk findes der mere end 600 arkæologiske områder inden for parkens grænser. De ældste spor af mennesker er omkring 8.000 år gamle, men de fleste  "overlevende ruiner" stammer fra de såkaldte "ancestral pueblos", altså "landsbybyggende forfædre", som beboede området mellem år 900 og 1250.
	Her er vi ved Puerca Pueblo, hvor omkring 100 rum lå omkring en åben plads. Husene havde ikke døre og vinduer. For at komme ind kravlede beboerne ad en stige op til taget, og så gennem et hul ned i selve huset.
	Her er det ved at blive mørkere, og når lyset skifter, skifter farverne i Painted Dersert også.
	Her bare endnu et landskabsbillede fra parken.
	Og en ensom busk midt i ørkensandet.
	Et sidste glimt af den mangefarvede ørken.
	Så begyndte solen at gå ned over ørkenen.
	Her fra vores hotel i Holbrook.
	Næste dag besøgte vi Sunset Crater National Monument nord for Flagstaff. Vulkanen har fået sit navn fra de røde farver øverst på keglen som ser endnu mere røde ud, når solen går ned.
	Omkring krateret, er der masser af natur, som fx det udgåede træ her.
	Eller denne Ponderosafyr.
	Og her gror en række andre, mindre buske i det vulkanske sand.
	Og her en Apache Plume (Fallugia paradoxa), den mest almindelige busk i området. De fjerlignende ting på busken er ikek blomsterne, der er små og hvide, men små "fjer", der sidder på plantens frugter og hjælper med at sprede disse med vinden.
	Men der er også anden natur i området. Fx de mange spro efter den vulkanske aktivitet, som her, hvor man tydeligt kan se, hvordan lavaen er sprækket under nedkølingen.
	Og her er såvel lavasprække som Apache Plumes.
	Af og til kan træerne få de særeste former. Hovedstammen er gået ud, men der er stadig masser af liv i sidegrenen.
	Endnu en sprække i lavaen.
	Og et par væltede træer.
	Udsigt over San Francisco Peaks, resterne af endnu en udslukt vulkan, med Humphrey's Peak i baggrunden. Humphrey's Peak er det højeste bjerg i Arizona.
	Her er vi kommet længere mod vest til Williams, hvor Dorte og jeg overnattede i 2006. Her et glimt af den østlige ende af hovedgaden.
	Her ligger 50'er caféen The Twisters, som stadig er holdt i 50'er farver.
	Udenfor holder dette lyserøde og hvide vindunder. Selv om flere turistguider kalder den en Cadillac, er det faktisk ikke tilfældet.
	Som det fremgår af fronten der der tale om en Ford Fairlane Crown Victoria fra 1955 eller 1956.
	Også indenfor er stedet hold i 50'er stil, men maden er OK.
	Her er vi lige kørt ind i Grand Canyon National Park, og blev modtaget af wapitien (amerikansk kronhjort) her som legede vejspærring.
	De er ikke så store som elge - men noget større end danske kronhjorte.
	Tårnet her står ved det østligste udsigtspunkt (Desert View) over Grand Canyon, inden for nationalparkens grænser. Tårnet er bygget i 1932 som en kopi af de vagttårne, som de lokale indianere byggede.
	Fra Desert View har man faktisk en fin udsigt over såvel kløften, som ørkenen.
	Da vi kom til stedet hen på eftermiddagen, var der en kraftig varmedis. På trods af denne får man dog et ganske godt indtryk af, hvordan Coloradofloden slynger sig gennem kløften.
	Her har vi bevæget os til et andet udsigtspunkt, Lipan Point, hvor man endnu bedre kan se floden, som laver et S-sving på dette sted.
	Her, ved Lipan Point når kløften sin største dybde.
	Ved udsigtspunktet Moran Point kan man nyde nogle af de mange spændende klippeformationer, som flodens erosion har skabt.
	Og flere formationer her.
	Og her er vi ved Grand View Point, hvor der er en helt fanatisk udsigt over kløften.
	Vi er blevet indkvarteret på Katchina Lodge og nyder udsigten fra vores værelse.
	Og når vi så til den anden side kunne vi se det gamle fotostudie: Lookout Studio, hvor der nu er udstilling.
	Det gamle El Tovar Hotel fra 1905 er det første hotel, som blev bygget i Grand Canyon Village.
	Overfor El Tovar ligger Hopi House, også fra 1905 men bygget i gammel hopiindiansk stil. Bygningen rummer en butik, og uden for er der ofte optræden af Hopi og Navajo indianere.
	Og her stationsbygningen, som er endestation fora Grand Canyon Railway.
	Så er vi tilbage på værelset og efterhånden er det ved at være se eftermiddag, hvilket kan ses på lyset.
	Så er det blevet endnu senere, og solen er så småt ved at gå ned.
	Desværre blev solnedgangen skæmmet af en del skyer.
	Men skyerne var til gengæld med til at skabe dette "dystre" indtryk. Jeg forventer næsten at se apokalypsens fire ryttere komme ud af skyen.
	Og så er det næsten slut med den solnedgang.
	Næste dag var vi tidligt oppe, så her var der endnu ikke varmedis, da vi så ud af vinduet. Men klokken er heller ikke mere end 6.
	Her et par af de allestedsnærværende klippeegern, Rock Squirrels; de dyr i parken, der er skyld i flest skader på mennesker. Egernene er ret aggressive og bider gerne hvis man forsøger at klappe eller fodre dem, og udover at bide hårdt kan de være bærere af såvel rabies som hantavirus. Desuden kan de have lus og lopper som er bærere af pest.
	Her har vi taget bussen ud til Hermit's Point i den vestlige del af South Rim. Selv om klokken endnu ikke er 8, er varmedisen allerede begyndt at lægge sig.
	Men man kan da stadig nyde udsigten.
	Læg mærke til den meget markante lagdelingen på klippen på den anden side af kløften.
	Også her er der udsigt til den næsten helt flade slette på den nordlige side af kløften.
	Og et kig ned til floden.
	Ved Hermit's Point mødte vi også denne farverige repræsentant for kløftens dyreliv.
	Her er vi taget ind til det næste udsigtspunkt, hvor der var overblik over et af flodens "vilde steder" (rapids).
	Og mere flod.
	Her nyder Tim udsigten over kløften fra Powell Point.
	Her kunne man se en af sidekløfterne med et udtørret flodleje.
	Fra Powell Point gik vi tilbage til landsbyen og kunne derfor blandt andet nyde disse små kaktusser.
	Og udsigten over til hotellerne i Grand Canyon Village. Katchina Lodge er den grå bygning lige ved siden af El Tovar Hotel.
	Man kommer af og til tæt på kanten, når man går tur ved Grand Canyon, og rækværk findes ikke mange steder, så man må selv passe på at man ikke tager det store trin.
	Her et kig til Bright Angel Trail - en af stierne, der fører ned i kløften.
	Og her campingområdet Indian Garden, ca. halvvejs nede ad stien. Her kan man også genforsyne med vand, hvis vandledningerne ikke er afbrudt.
	Til sidst et billede af en ivrigt forklarende og gestikulerende Ranger Maggie, som underholdt på en kort, guidet tur øst for El Tovar.
	Her har vi forladt nationalparken og er kommet til Cameron handelsstationen i udkanten af Navajo Nation.
	Little Colorado River, som løber lige bag handelsstationen var helt udtørret, da vi var der.
	Så er vi på vej ind i den nordvestlige del af Painted Desert. Den sydøstlige del besøgte vi i Petrified Forest National Park.
	Her er vi på vej mod øst gennem Navajo reservatet. Klipperne forude er en del af Black Mesa. Navnet kommer fra de mange kulårer, som findes i bjergene.
	Og endnu et billede fra det nordøstlige Arizona. Jeg ved ikke om disse to klipperv har et navn, men det ville undre mig hvis de ikke havde.
	Klippen her kaldes Red Mesa og det er tydeligt hvorfra den har sit navn.
	Der var lukket, da vi ville besøge Four Corners Monment. Billedet skulle rettelig have siddet under New Mexico, da indgangen til monumentet ligger i den stat, men da jeg ikke har andre billeder fra New Mexico kommer det med her. Et billede fra vi besøgte stedet i 2006 er placeret under Billeder fra Utah, da det var fra denne stat, at jeg tog dem. Four Corners er det eneste sted i USA, hvor fire stater (Arizona, Colorado, New Mexico og Utah) mødes.
Billeder fra 2006
	Når man kører syd på fra Hoover Dam, befinder man sig i den sydlige del af Mojave ørkenen, der også strækker sig ind i staterne Nevada og Californien.
	Ved byen Kingman kan man skifte til I-40, men man kan også vælge at køre en strækning af Route 66, US Highway 66, The Mother Road, Main Street of America eller hvad vejen ellers kaldes. Strækningen mellem Kingman og Seligman er et af de mest velbevarede stykker af den gamle vej.
	Selve vejen ligner såmænd mange andre veje i USA's vestlige del, men alligevel er det en oplevelse, at køre på en vej, som der både er skrevet en sang om, og som er beskrevet både i fag- og skønlitteratur, fx i Steinbecks "Vredens Druer".
	Vejen går på en strækning gennem Hualapai Reservatet. Da vi nåede hertil begyndte skyerne at trække sammen, og det regnede i det fjerne, men vi fik aldrig mere end et par dråber selv. Faktisk behøvede vi ikke engang at starte vinduesviskerne.
	Vi overnattede i byen Williams, hvor Route 66 stadig er hovedgade, hvilket man ikke et øjeblik får lov til at glemme, selv om den altså ikke er hovedvej mere.
	Selv om byen reklamerer med, at der er 45 km til det nærmeste stoplys, er køretøjet her ikke det foretrukne transportmiddel i byen. Men kan købe sig til en tur, hvis man har lyst.
	Fra Williams skulle vi køre med Grand Canyon Railroad til Grand Canyon Village, men inden toget tog af sted, skulle vi lige overvære et "shoot out" i kulisserne for enden af perronen.
	Det var ved den lejlighed, at der var mulighed for at fotografere denne imponerende sommerfugl, som var omkring 10-12 cm i vingefang. Oculea Silkemøl er navnet og den kan faktisk have et vingefang på op til 15 cm.
	På vej mod Grand Canyon kører toget gennem meget afvekslende landskaber. Her er vi på vej over prærien ikke så langt fra Williams.
	Det er umuligt at øve Grand Canyon retfærdighed på billeder. Det skal simpelthen opleves. Da vi besøgte stedet, var der en del varmedis, som ikke gjorde det nemmere at få hele oplevelsen med på billederne, men nyd alligevel de følgende billeder.
	Det er svært at beskrive billederne, så jeg tror at jeg vel lade dem tale for sig selv.
	Vi gik en del op og ned i de 2.100 meters højde, så af og til var det rart med et hvil. Læg mærke til, at der ikke er rækværk. Det er folks eget ansvar, at de ikke falder de ca.  1.500 meter lodret ned i kløften.
	Af og til gik stien endog meget tæt på kanten, men faktisk er der forbløffende få, der falder ned. De fleste der omkommer i Grand Canyon, og det bliver til nogle stykker hvert år, dør af overanstrengelse fordi de undervurderer, hvor svært det er at komme ned i, og ikke mindst op af kløften igen, og så overvurderer de deres egen form. De fleste, der dør, er unge mænd mellem 20 og 30, som er i god form - bare ikke god nok.
	Selv om selve kløften er meget smuk, fik vi dog alligevel tid til at nyde andre ting, fx den meget afvekslende plantevækst. Her er det nogle små kaktus.
	Langs kløften ligger nogle hoteller.
	På billedet her kan man se El Tovar, som var det første hotel, der blev bygget i Grand Canyon Village helt tilbage i 1905.
	Ved siden af hotel El Tovar ligger Hopi House, og her var der tilfældigvis optræden af navajo og hopi dansere, da vi kom forbi. Her spiller musikeren op til en af dansene, mens en kvindelig danser er på vej væk.
	Nord for byen Flagstaff ligger Arizonas højeste bjerge, San Francisco Peaks, og ikke så langt derfra ligger den formodentlig udslukte vulkan Sunset Crater. Vulkanen syner ikke af meget, men den er faktisk 2.451 meter over havet. Når den alligevel ikke ser større ud, skyldes det at Colorado plateauet her ligger i omkring 2.100 meters højde, så selve vulkankeglen er ikke meget over 300 meter. Vulkanen havde sit seneste udbrud i 1300-tallet.
	Ikke så langt nord for Sunset Crater kører man ind i Navajo reservatet. I byen Cameron ligger der flere butikker, der sælger indiansk kunsthåndværk, og her så vi blandt andet denne smukke krukke. Den kostede desværre $1.300, så vi besluttede at lade den stå og nøjes med billedet.
	Broen her ligger i udkanten af Cameron, og på den anden side af broen kører man ind i Painted Desert.
	Painted Desert har sit navn fra de mange farver som klipper og ørkensand har. Farverne skifter nuance med vejret, og med solen, så man kan se det samme sted flere gange, og hver gang opleve det som nyt.
	Painted Desert er på sin egen måde mindst lige så betagende og lige så smuk som Grand Canyon, selv om her her virker meget "blødere".
	Personligt synes jeg faktisk at oplevelsen i Painted Desert var større end Grand Canyon, men det skyldes nok at Painted Desert var en overraskelse. Grand Canyon har jeg jo set mange gange på film og i fjernsyn, så her vidste jeg, hvad jeg havde i vente.

  - Retur til USA Billeder -