Bisoner og stank

Dagen efter det overraskende møde og udskejelserne med Jens og Anette om aftenen, ville vi køre tilbage til Yellowstone og se mere nationalpark; vores billet gjaldt jo en hel uge. Efter at vi havde taget afsked kørte Dorte og jeg mod syd og ind i parken ad den nordlige indgang, hvor vi var kørt ud dagen før. Annette og Jens skulle til Oregon, hvor de dagen efter skulle flyve hjem fra Portland.

 

Da vi kom til Mammoth Hot Springs, kørte vi øst på ad det østlige ben i den øverste del af ottetallet, som vi endnu ikke havde prøvet. Jens og Annette havde dog fortalt os dagen før, at dette ikke var særligt spændende, og det viste sig, at det var det som sådan heller ikke. Det vi så mest af var bjerge, træer og et par vandfald, og det var jo smukt nok, men altså ikke specielt spændende. Mest spændende var vejen op over Dunraven Pass i 2.700 meters højde. Fra passet gik det ned ad bakke mod Canyon Village og Yellowstones "Grand Canyon". Den kan selvfølgelig ikke sammenlignes med Grand Canyon i Arizona, men den er nu alligevel ret smuk. Stedet, hvor vi gjorde holdt, hed Artist Point, og herfra kunne vi både se kløften og et af de større vandfald på Yellowstone River, som har skabt kløften. Fra udsigtspunktet kørte vi tilbage til "hovedvejen" gennem parken, og fortsatte mod syd ad det sydøstlige ben i ottetallet.

 

Undervejs kører man gennem Hayden Valley og langs Yellowstone floden, og her så vi store flokke af bisoner, hvoraf nogle var ret tæt på vejen, ja et par gange måtte vi holde stille, fordi bisonerne havde fået lyst til at krydse vejen, og så har de altså "forkørselsret". Vores mål var i første omgang Sulphur Caldron. Her kunne vi ikke bare se, men også lugte jordens indre. Som navnet antyder, er der tale om en svovlpøl, og der lugtede da også ganske friskt af rådne æg, og køn var den heller ikke. Vandet i pølen har en surhedsgrad på omkring 1,8, hvilket svarer til en mellemting mellem mavesyre og batterisyre, altså en temmelig stæk syre. Trods det og trods de højre temperaturer lever der en stor mængde bakterier og andre mikroorganismer i pølen. Fra svovlpølen gik vi over på den anden side af vejen, hvor der også ligger et område med kilder af forskellige slags. Også her gik vi en tur mellem svovldampene, og her mødte vi en bison, der ikke havde læst vejledningen for parken. Af denne fremgår nemlig at dyrene skal holde sig mindst 25 meter fra turisterne (100 meter hvis man er bjørn), men denne bisontyr lå bare ved stien og så ud som om, alle de bestemmelser "ragede den en kommandantskid", som maskinmester Poul Reichardt siger i filmen SS Martha.

 

I øvrigt blev vi enige om, at bisoner må have en anden lugtesans end mennesker, for det så nærmest ud som om, den nød den duft af rådne æg, der dominerede hele området. Kilden som bisontyren lå ved siden af, hed i øvrigt "Den Sorte Drages Gryde" (Black Dragon Caldron), og ikke så langt fra denne lå en anden kilde, Dragon's Mouth, som da også lignede munden på en ildsprudende drage (eller rettere dampsprudende), tror jeg. Jeg har faktisk aldrig set en drage, så jeg kan ikke garantere ligheden med nogen form for sikkerhed. Her, ved svovlpølene, mente Dorte "at jordens indre lå alt for tæt på overfladen". Da vi havde set, hvad der var at se, vendte vi tilbage til bilen, og kørte tilbage mod nord. Igen blev vi en enkelt gang forhindret i videre fremfærd af krydsende bisoner, men ellers gik turen glat, og vi kørte mod parkens vestlige udgang.

 

På vejen måtte vi stoppe et par gange fordi, de andre biler på vejen lavede kø. Begge gange viste det sig, at man havde set wapitihjorte, og så benyttede vi os også lige af lejligheden til at fotografere dyrene, især en stor tyr, der lå og hyggede sig på en skråning over vejen. Den var absolut ikke sky, men så snarere ud som om den lå og nød opmærksomheden. På vej mod udgangen så vi flere wapitier, flere mulhjorte, en tilfældig prærieulv, der krydsede vejen, to styks hvidhovedede havørne og en enkelt fiskeørn, men desværre måtte vi ikke standse bilen i ørneområdet, så dem kunne vi ikke fotografere. Det viste sig, at der var en rugende hvidhovedet havørn, og den måtte tilsyneladende ikke generes, hvilket vel er meget forståeligt.

 

Vi forlod parken af den vestlige udgang, og gjorde holdt i byen West Yellowstone, der ligger lige uden for parken, for at fylde brændstof på såvel bil som på os selv. Herefter kørte vi nord på mod det sydlige Montana, da vi, gerne ville ramme Interstate 90. Vi tog U.S. 287, der går nord på vest for parken. Vejen førte forbi søen Hebgen Lake, og her oplevede vi et af de fænomener, som man også kan opleve i USA. Da vi kørte fra West Yellowstone var det strålende solskin og temperaturen i skyggen var 36°, men ved Hebgen Lake begyndte det at regne og temperaturen faldt til 10°, et fald på 26 grader på kun ca. 10 minutter. Da regnen holdt op steg temperaturen igen, dog kun til omkring 30°, og der blev den så liggende resten af eftermiddagen. Hovedvejen fører gennem en smuk dal mellem bjergkæderne Madison Range og Gravelly Range, og et langt stykke følger den Madison River. Floden her er et paradis for fluefiskere, og der var masser af skilte ved forskellige huse, der fortalte, at man her kunne få lov til (sikkert mod passende betaling) at fiske i floden, og enkelte steder blev der sågar holdt undervisning i fluefiskeri. Floden udspringer nede i Yellowstone og løber derfra mod nord. Ved byen Three Forks, hvor floden krydser I-90, løber den sammen med to andre floder, Gallatin River og Jefferson River og de tre floder tilsammen danner Missouri floden, USA's længste flod, der løber ud i Mississippi floden ved St. Louis, Missouri. Så nu havde vi altså set denne flod både ved dens udspring, og dens udløb.

 

Langs floden lå der også en del kvægrancher, der mindede meget om de, man ser i moderne westerns. Mange af disse er da også optaget i Montana, i hvert fald bjerg- og skovscener til dem. I den nordlige ende af vejen, forlod vejen floden, og nu kunne vi se at kvægrancherne tilsyneladende blev afløst af hesterancher. Vi endte dagen i Missoula på vej mod vest.