Bustur mm. i San Francisco

Når man kun har en enkelt dag i en storby, især en man ikke tidligere har besøgt, kan det ofte være svært at finde ud af, hvad man egentlig skal se. Da vi besøgte San Francisco på disse præmisser i 2006 havde vi derfor besluttet at gøre tingene på den nemme måde, nemlig ved at tage med på en guidet bustur. Den tur vi havde bestilt, var en kombineret tur, der dels bestod af et besøg på Alcatraz (beskrevet under Alcatraz), og dels en byrundtur. Billetterne bestilte vi hjemmefra over Internettet.

Vi blev hentet på hotellet (på hjørnet af Van Ness Avenue og Lombard Street) af en bus, som kørte til et opsamlingssted i nærheden af Fishermans Wharf. Her skulle man så købe billet til den tur, man ville med på, men det havde vi jo allerede gjort, så i vores tilfælde skulle det bare registreres, at vi var kommet. Efter lidt ventetid kom der så adskillige busser, som skulle køre de forskellige rundture, og vi fandt også én til os. Chaufføren, der hed Greg, fortalte, at vi først skulle besøge Alcatraz, og derfor ville vi blive kørt ned til Alcatraz billetkontoret. Den historie har jeg allerede fortalt, så ikke mere om den i denne omgang.

Da vi kom tilbage til fastlandet igen, kunne vi lige nå en portion skaldyrssalat på en fortovsrestaurant, inden vi igen skulle finde bussen. På vejen kom vi forbi Boudin Bakery and Cafe. Det er som navnet antyder et bageri og en café, og når man står uden for vinduerne kan man se bagerne lave brød af surdej. Vi så blandt andet en bager lave et lille alligatorbrød, mens et større eksemplar allerede var færdigbagt og lå i vinduet.

Da bussen kom, var chaufføren stadig Greg, som også havde kørt os ned til havnen, og det viste sig, at han også var guide. Og det var der egentlig ikke noget galt med, bortset fra at Dorte blev lidt nervøs, da hun opdagede, at han talte i en ganske almindelig mikrofon, som han holdt i den ene hånd, mens han kørte bussen med den anden. Men det gik nu fint, så han havde nok prøvet det før. Greg startede med at fortælle os om den tur vi skulle ud på. Vi skulle først ud til Golden Gate, hvor der ville blive et kort ophold, og derfra videre ud til kysten. Også her ville der blive ophold, og det samme gjaldt et par steder i Golden Gate Park samt ved en plads inde i byen. Alt i alt ville turen tage ca. 3½ time, og det kom til at holde stik. Og i samtlige tre og en halv time holdt Greg ikke mund et øjeblik, så vi fik store mængder information om byen; så mange at jeg havde glemt de fleste, da jeg kom tilbage til hotellet og fik tid til at skrive dem ned, men lidt hang da fast.

Det første stop var altså ved Golden Gate, som var hyldet i tåge. Til gengæld gik Dorte og jeg et stykke ud på broen og tilbage igen, og vi så på et stykke af kablerne, som bærer broen. Det er faktisk ret imponerende. Hvert af de to kabler er 2.3 km lange og 97 cm i diameter og de består af en masse (over 27.000 pr. stk.) tynde stålkabler med en samlet længde på over 128.000 km eller mere end tre gange rundt om jorden ved ækvator. Under broen ligger et fort fra borgerkrigens tid, og det fik vi lige taget et billede af, inden også det forsvandt i tågen. Fra broen kørte vi videre forbi San Franciscos Presidio (et spansk fort), kendt fra filmen Presidio med Sean Connery, Mark Harmon og Meg Ryan. Her gjorde vi nu ikke holdt, men fortsatte ud til kysten, hvor vi stod og nød synet af Stillehavet, inden vi kørte videre til Golden Gate Park, hvor vi gjorde holdt ved den japanske tehave. Her kunne vi – mod entre – få lov at gå rundt, så det gjorde vi. Det var i øvrigt her, i parkens restaurant, at fænomenet "lykkekager" i sin tid blev opfundet. Parken er meget smuk, hvis man kan lide japanske haver med klippede træer, snoede vandløb, trædesten og så videre. Vi brugte omkring 30 minutter i parken inden vi fortsatte.

Fra parken kørte vi videre gennem mange af San Franciscos bydele.  Blandt andet så vi Downtown, Business District, Nob Hill, Russian Hill, og ikke mindst Haight-Ashbury kvarteret. Det var her hippibevægelsen begyndte i 1965 og kulminerede i 1967. Flower power bevægelsen som den også blev kaldt, med sine psykodeliske farver, sit "Make Love Not War " budskab og sin syremusik var en væsentlig del af 60'er kulturen i San Francisco. Blandt periodens kendte bands var Mama's and Papas, Jefferson Airplane og Grateful Death. 100.000 unge fra hele verden drog til Haight-Ashbury, som er opkaldt efter to gader, der går gennem distriktet i hver sin retning.

Det sidste stop gjorde vi på Alamo Square, hvor der ligger nogle victorianske huse. Et par af disse har været brugt i film og tv, fx i tv-serien "Fuldt Hus" og i filmen "Strømer i Børnehaveklasse" med Californiens nuværende guvernør Arnold Schwartzenegger i hovedrollen. Husene er malet i pastelfarver, og kaldes "The Painted Ladies" – de sminkede damer. Fra parken kørte vi tilbage til opsamlingsstedet, hvor der så ville gå busser tilbage til hotellet, men Dorte og jeg besluttede, at vi hellere ville gå. Så det gjorde vi!

Da vi jo boede på hjørnet af Van Ness Avenue og Lombard Street besluttede vi at finde sidstnævnte nede i byen, og så simpelthen blive på den til vi nåede hotellet. Det ville også give os mulighed for at se det, der kaldes USAs mest snoede gade. Hvad vi ikke havde taget højde for er, at Lombard Street også krydser to af byens 43 høje, nemlig Telegraph Hill og Russsian Hill. Generelt går vejen ganske lige ud som de fleste gader i byen, men på en enkelt blok op ad Russian Hill, er gaden anlagt som en serpentinevej, oprindeligt for at gøre det muligt overhovedet at køre og og ned af den. I dag er vejen ensrettet (i nedadgående retning), den er brolagt med mursten, og der er anlagt blomsterbede mellem hårnålesvingene, og da blomsterne blomstrede, da vi var der, gjorde det gaden utroligt køn. Det var der åbenbart også andre, der syntes for bilerne kørte tæt hele vejen, hvor der i øvrigt er en hastighedsgrænse på 8 km i timen. En gang om året, nærmere bestemt Påskesøndag, afholdes her "BYOBW løbet". BYOBW står for Bring Your Own Big Wheel. En "Big Wheel" er en trehjulet legetøjscykel af plastic, men i løbet er det voksne der kører om kap ned af den snoede gade på disse små cykler. I dag er løbet flyttet væk fra Lombard Street, og det bliver i stedet afhold på Vermont Street, der er endnu mere snoet end Lombard, men ikke nær så idyllisk.  

Selv om det ikke var så varmt i San Francisco, var det ret hårdt og fik en til at svede at gå op ad gaden, men det gik da, og efter yderligere lidt bakke, nåede vi op til hotellet, der ligger nogenlunde på toppen af Russian Hill.