Gennem Cajun Country

I 2004 var vi på vej fra St. Louis til New Orleans. Undervejs overnattede vi et par steder, blandt andet i Pine Bluff, Arkansas og i Opelousas i Louisiana. Fra Opelousas til New Orleans er der ca. 250 km ad den hurtigste vej, og 220 km ad den korteste. Vi valgte nu ingen af disse ruter, men tog en noget mindre direkte vej og endte med at køre omkring 480 km i alt. Den dag valgte vi at stå lidt senere op end sædvanligt, og pakke bil mm., inden vi gik ned for at spise morgenmad på hotellet i Opelousas. Det viste sig imidlertid at være en dårlig idé. I modsætning til danske hoteller, bliver der ikke altid fyldt løbende op på morgenbordet på de amerikanske hoteller og moteller, og det var heller ikke tilfældet her, så da vi kom ind, var der ingenting tilbage.

Så da vi nu havde pakket alligevel, blev vi enige om at tage af sted, og så finde et sted undervejs. Så vi trillede ud på motorvejen og kørte mod syd til den noget større by Lafayette, omkring 40 km syd for Opelousas. Her fandt vi så et sted at spise morgenmad. Efter morgenmaden kørte vi ikke tilbage til motorvejen, men kørte over på den gamle U.S. Highway 90, som vi to år tidligere havde kørt på gennem det sydlige Mississippi. På denne side af New Orleans, går vejen i stor bue mod syd, så kører man ad den til New Orleans, ankommer man til byen fra sydvest. Området den fører igennem er en del af det såkaldte Acadiana område.  Acadiana er navnet på det område, hvor "acadiennerne" bor. Dette område er opkaldt efter folket, der bor der, ikke omvendt, som det ellers ofte er tilfældet. Acadia var et fransk område i Canada, i det, der nu er Nova Scotia. I 1755 smed englænderne acadierne, som de kaldte sig, ud af området. Nogle blev deporteret pr. skib (ca. 6.500) mens andre flygtede til de omgivende territorier. Da de ikke kunne forblive her, vandrede de omkring i flere år, indtil ca. 3.000 acadiere nåede frem til Louisiana omkring 1765. Acadier hedder på fransk "acadienne", og det blev efterhånden forkortet til "cadien" og senere igen blev dette ord forvrænget til "cajun". Efterhånden giftede de canadiske indvandrede sig ind i den stedlige befolkning, primært franskmænd og spaniere, men også tyskere og amerikanere.

Fra denne blandingskultur, domineret af fransk kultur og sprog opstod den cajun kultur vi kender i dag, med et sprog, en mad og en musik, der er helt speciel. Musikken består mest af valse og twosteps, og madkulturen består af hvad som helst, der kan spises, og det kan det meste ifølge cajun folket. Den chauffør, der kørte os ud til airboatselskabet to år tidligere (se Sumpen), var gift med en cajun kvinde, og han fortalte at cajuns simpelthen "åd hvad som helst, der ikke nåede at æde dem først", og jeg læste på et tidspunkt i en bog, at cajuns også ville have spist regnorm, hvis der bare havde været mere kød på dem. Den dag i dag bebos området af cajuns, der meget ofte er fransktalende, om end en franskmand fra Frankrig næppe ville være helt enig i den udlægning J.

Vi kørte altså mod syd gennem dette område, der også for så vidt angår naturen er ret spændende. Forbi byerne New Iberia, Jeanerette og Franklin til Morgan City er U.S. 90 en forholdsvis smal vej, der fører gennem marker med bomuld, ris og sukkerrør, afvekslende med sumpe, marsk og bayou’s. En bayou er et område med vand, der er adskilt fra det strømmende vand i en flod af naturlige dæmninger. Det kan fx være en slyngning af floden, der er blevet afskåret fra resten af floden eller andre områder med forholdsvis stillestående vand. Der kan være strøm i en bayou, men det skyldes så normalt tidevand eller vind, eller en kombination af begge, og strømmen skifter som oftest retning i løbet af døgnet. Bayouerne er typisk hjemsted for mange interessante plante- og dyrearter. I Morgan City forlod vi hovedvejen for at køre nord på ad endnu mindre veje, blandt andet Louisiana State Route 70 forbi en række søer, hvor der var en masse mennesker, der sejlede omkring i forskellige både, og igen kørte vi gennem spændende landskaber, op mod Mississippi floden som vi krydsede ved byen Donaldsonville. Herfra fortsatte vi op mod I-10. Ikke fordi vi ville køre ad motorvejen til New Orleans, men vi tog alligevel motorvejen mod øst, indtil vi mødte I-55. Så kørte vi nord på ad denne op mellem søerne Lake Maurepas og Lake Pontchartrain. Det vil sige samme vej, som vi havde kørt ad to år tidligere i den modsatte retning. Da vi nåede I-12, som i øvrigt kaldes Republic of West Florida Highway, drejede vi øst på igen. Hvis nogen undrer sig over, hvordan Florida kommer ind i billedet her i Louisiana, så har det ikke noget med staten Florida at gøre. Men i 74 dage i 1810 tilhørte den sydøstlige del af det nuværende Louisiana en selvstændig republik, som netop hed Republic of West Florida. Den omfattede også dele af staterne Mississippi og Alabama, men intet af det nuværende Florida. I øvrigt er der en anden specialitet ved Louisiana. Alle USA's stater er opdelt i counties (nærmest amter), bortset fra Louisiana, som i stedet er opdelt i parishes (sogne), og de otte sydøstlige parishes kaldes under ét for The Florida Parishes for at minde om den tidligere republik.

Nå, men hvorfor nu hele denne omvej i stedet for bare at tage hovedvejen eller motorvejen hele vejen? Jo, vi ville gerne ankomme til New Orleans fra nord. Ikke fordi vi normalt har nogen præferencer for netop det verdenshjørne, men fordi, at vi her ville komme til New Orleans over en bro. Og ikke en hvilken som helst bro, men Lake Pontchartrain Causeway, verdens længste bro, der kun går over vand. I virkeligheden er der tale om to parallelle broer, en der bærer den nordgående vejbane, og en anden der bærer den sydgående. Broen er godt 38 km lang (mere end dobbelt så lang som de to storebæltsbroer (østbroen og vestbroen) til sammen og uden ø i midten), og det skulle vise sig, at være en enerverende oplevelse at køre over den. Broen er en betalingsbro, men betalingen var beskedne 2 dollars. Broen er en lavbro, og vejbanerne ligger få meter over søens overflade. 13 km syd for den nordlige kyst, er der en vippebro, der kan åbnes for at tillade skibe at passere, og to andre steder er nogle små "pukler", som ikke kan lukkes op, men hvor mindre fartøjer kan sejle igennem. Men ellers er den flad som en pandekage – elle rettere, det er den netop ikke! Broen bæres af over 9.000 bropiller, hvilket betyder at afstanden mellem dem kun er omkring 8 – 9 meter, og mellem disse piller, "buer" vejbanen en smule opad, så når man kører over dem føles det fuldstændigt som at være på et skib i søgang, og den lave højde betyder samtidigt, at der er mange solreflekser i vandet, som nærmest kan hypnotisere den, der kører. Det var i vores tilfælde Dorte, som passede rattet på vej over broen, og hun syntes bestemt ikke, at det var behageligt. De lokale myndigheder anbefaler faktisk også, at man ikke kører over broen mere end en gang hver dag. Men til gengæld er det en oplevelse at se New Orleans skyline dukke op i varmedisen, når man nærmer sig land igen.