Cherokee'ernes krige II

Op gennem 1700-tallet kom der flere og flere hvide nybyggere i og omkring cherokee'ernes territorium, og det gav anledning til mange større og mindre stridigheder. Alligevel var det stadigvæk andre indianerstammer, som var cherokee'ernes primære fjender. Det skal påpeges, at når jeg taler om "cherokee'erne", var der sjældent tale om hele stammen, men kun om større eller mindre grupper af denne, eftersom de enkelte byer var autonome, og kun i undtagelsestilfælde samarbejdede, og da kun hvis noget truede hele stammen og det var sjældent. I fx det, der blev kaldt Yamasseekrigen fra 1715 til 1717 kæmpede Lower Cherokees i South Carolina mod de hvide nybyggere og deres indianske allierede, mens Overhill Cherokees i Tennessee støttede kolonisterne fordi disse også kæmpede mod creek'erne - en anden af cherokee'ernes traditionelle fjender.

Tuscaroraerne

I 1711 til 1714 udkæmpede kolonister på USA's sydøstkyst, der, der senere blev kaldt Tuscarorakrigen.  Nybyggere fra England, Holland og Tyskland kæmpede mod Tuscarorastammen i North Carolina. I denne krig kæmpede medlemmer af cherokeestammen på kolonisternes side, hvor de kæmpede sammen med en anden traditionel fjende, catawbaerne, som også støttede kolonisterne.

Tuscarorastammen var selv splittet i to grupper, de sydlige tuscaroraer under høvding Hancock og de nordlige tuscaroraer under høvding Blunt. Undervejs lykkedes det for kolonisterne med god hjælp fra cherokeerne at ovetale høvding Blunt til at vende sig mod sine landsmænd, og de nordlige tuscaroraer fangede høvding Hancock og udleverede ham til de hvide, som skyndte sig at henrette ham. Efter et stort slag ved Fort Neoheroka i det østlige North Carolina, hvor over 1.000 tuscarora'er blev dræbt, blev der længere mellem slagene, men en egentlig fredstraktat blev først underskrevet i 1718.

I perioden fra 1715 til 1717 gav det også de sydlige, Lower Cherokees, tid til at deltage i Yamassee krigen, som omtalt ovenfor - hvor de kæmpede sammen med mange andre indianerstammer mod kolonisterne i South Carolina.

I den periode flyttede hovedparten af tuscarorastammen nord på, og forlod cherokeernes umiddelbare interessesfære. En lille del af stammen blev dog tilbage, og denne lille gruppe erklærede cherokeerne krig igen i 1731, men større kampe blev afværget, da de hvide blandede sig i striden. Cherokee'rne havde sluttet fred med mange andre stammer i området, og da de hvide kolonister opfordrede til også at slutte fred med tuscaroraerne, nægtede cherokee'erne dette. Begrundelsen var, at cherokeestammen ikke kunne leve uden kamp, og i stedet for at skulle søge efter nye fjender, var det bedre at lade situationen forblive som den var - så vidste man altid, hvor man kunne finde en fjende at slås med.

Mens krigen mod tuscaroraerne blev udkæmpet i øst, benyttede en gruppe Overhill Cherokees sig af lejligheden til at overfalde den forholdsvis ukendte Yuchi stamme, som boede i det centrale Tennessee. Yuchi-byen Chestowee blev nedkæmpet og ødelagt, og cherokee'erne var klar til udfordre yuchierne yderligere, men blev bremset af kolonisterne i South Carolina, son hellere ville have at deres overhill-allierede brugte deres kræfter andetsteds.

Creek'erne

Creek'erne var måske cherokee'ernes absolutte arvefjender, hvis man kan tale om noget sådant, selv om dele af de to stammer af og til var allierede med hinanden i kampe mod andre stammer. Kampe mellem de to stammer fandt sted med meget jævne mellemrum i gennem hele den periode, vi kalder "historisk tid" frem til efter den amerikanske frihedskrig. Sandsynligvis er fjendskabet opstået på det tidspunkt, hvor cherokee'ernes forfædre indvandrede i det land, hvor creek'ernes forfædre boede, og hvorfra cherokee'erne fordrev dem mod syd.

I 1715, mens cherokee'erne deltog i såvel Tuscarorakrigen som Yamasseekrigen, inviterede de ledere fra muskogeestammerne (som creek'erne var en del af - de blev endnu ikke betragtet som en selvstændig stamme) til en konference i en Lower Cherokee by ved navn Tugaloo nær Savannahflodens udspring i det nordlige Georgia. Af en eller anden grund, formodentlig almindelig kamplyst. myrdede cherokee'erne alle creek'ernes ledere, og det blev indledning til en ny krig, som kom til at vare i næsten 50 år. Heller ikke i denne krig, blev der kæmpet konstant, men stridighederne var alvorlige nok endda og mange blev dræbt på begge sider.

I 1753 til 1755 blussede krigen op igen, og i følge creek-kilder brændte creek-stammen adskillige cherokeelandsbyer i det nordlige Georgia ned, og bruge cherokee'ernes område til jagt. Cherokee'erne er ikke enige. I følge deres kilder sluttede krigen med et afgørende slag ved Taliwa i Georgia, hvor creek'erne blev tilføjet at så alvorligt nederlag, at de måtte forlade deres eget område og overlade dette til cherokee'erne. Nogle moderne forskere mener, at begge udlægninger er delvist korrekte. Creek'erne afbrændte faktisk adskillige cherokeelandsbyer og hånede ligefrem cherokeestammen for det. Cherokee'erne vandt et afgørende slag ved Taliwa, men det var ikke over creekstammen, men derimod over en anden stamme, Apalachicolastammen, som var allieret med Frankrig, som dominerede i dette område i årene lige før 1860. Under alle omstændigheder var det under Slaget ved Taliwa at en kun 17-årig cherokeepige ved navn Nancy Ward vandt æren at blive en af cherokee'ernes såkaldte "krigerkvinder" og senere "beloved woman" - en ledertitel, som gav hende ret til at deltage i stammerådet. Nancy Ward betragtes i dag som en af stammens vigtige ledere fra denne periode.

I 1812 udbrød der krig mellem creek'erne og USA, og cherokee'erne benyttede sig af lejligheden til at gå ind i krigen på USA's side, for endeligt at få gjort kål på arvefjenderne. Det var ved denne lejlighed at høvdingen Gulkalaski erklærede overfor sin stamme, at han ville sørge for at creek'erne blev udryddet til sidste mand. I Slaget ved Horseshoe Bend var det lige ved at lykkes, men efter at have slået creek'erne med cherokee'ernes hjælp forhindrede oberst Andrew Jackson (senere general og endnu senere præsident i USA), Gulkalaski og hans mænd i at sætte efter og dræbe de overlevende creek'er som var på vild flugt. Gulkalaski måtte vende hjem til sin stamme i Snow Mountains i North Carolina uden at have opnået sit mål.  Han aflagde rapport til stammerådet, med et enkelt ord: "detsinulahunga" - "jeg prøvede, men kunne ikke". Det fik stammen til at give ham navnet Tsunulahunski, "Den der forsøger, men fejler", som han bar til sine dages ende.  Under det navn, som de hvide forvanskede det til, Junaluska, var en han en æret høvding indtil sin død i 1868, omkring 100 år gammel.  Junaluska var blandt lederne på Trail of Tears, men han flygtede fra reservatet og vendte tilbage til sin hjemegn, hvor han fik lov til at blive til sin død.

Chickasawerne

Som nævnt i den første artikel om cherokee'ernes krige, var cherokee'erne i begyndelsen af 1700-tallet allierede med chickasaw'erne i det vestlige Tennessee i kampe mod shawnee'erne, men det to stammer stod ellers ikke på nogen specielt god fod med hinanden. Efter at overhill cherokee'erne havde mistet nogle af deres landsbyer til creek-stammen i begyndelsen af det, som kaldes "Den franske og indianske krig" (1754 - 1763), skiftede cherokee'erne side fra engelsk til fransk i 1757, for at undgå flere tab. Til gengæld kastede stammen sit blik på den del af chickasawstammen, som boede i det nordlige Alabama, som de indledte en krig imod. Denne kom til at vare i 11 år frem til 1769. I 1769 led cherokeerne et afgørende nederlag ved Chickasaw Old Fields, og dermed sluttede denne krig.

Det betød imidlertid ikke at stammen begyndte at holde fred fra kampe mod andre indianere, men disse trådte mere i baggrunden i forhold til kampene mod de hvide, som blandt andet resulterede i de såkaldte chickamaugakrige, som varede fra 1776 til 1794. Om disse og andre krige mod de hvide i næste artikel, som forhåbentlig kommer om ikke så længe.