En dansk helt fra Oklahoma

Dette er en kort artikel om en dansker, der trods problemer med at overholde loven i Danmark, blev en anerkendt lovhåndhæver i USA, hvor han i dag bliver regnet som en, ikke mindst i Oklahoma.

Lovens fjende

Christen (eller måske Christian) Madsen Rørmose blev født den 25. februar 1851 i Ørsted på Fyn som søn af Mads Christensen og Maren Jørgensdatter. Selv påstod han senere, at han var født i Slesvig, men det kan ikke dokumenteres, og er sandsynligvis løgn, ligesom hans beretninger om sit liv som soldat og jernbanearbejder i Norge, se nedenfor.

Efter en skolegang, hvor han klarede sig godt og fik rigtigt gode udtalelser fra læreren, kom han på den daværende Kauslunde Landbrugsskole, som han gennemførte med nogen succes. Men så var det også slut med succesen, i hvert fald den lovlige del af den. I stedet for at slå sig på landbrug, flyttede han til København, og her gik det ikke så godt. Han kunne ikke få job og måtte ernære sig ved betleri, der var ulovligt. Efter kort tid i København blev han anholdt og idømt "fem dage på vand og brød" for løsgængeri og betleri.

Da han kom ud skulle han have noget at leve af, og han slog sig derfor på kriminalitet. Blandt de skurkestreger han præsterede, var at "låne" penge, både fra myndigheder og privatpersoner, som han så glemte at betale tilbage. Han udfærdigede et såkaldt "tiggerbrev", der beskrev hvordan han havde mistet alt under et skibforlis. Tanken med tiggerbreve var, at de mennesker, der hjalp indehaveren med en sum, kunne skrive deres navne på brevet, og på den måde "hjælpe med at overbevise andre om også at give et beløb". Det gik imidlertid ikke så stærkt med navnene, så han begyndte selv at skrive navne på, og det førte til hans første fængselsdom. Da både Fyn, København og Sjælland var udtømt for naive sjæle, tog han til Jylland. I Århus købte han et Dannebrogskors hos en marskandiser, og med det på brystet gik det bedre med at låne penge, som han stadig undlod at betale tilbage. I 1871 blev han igen arresteret og dømt til "otte måneder i forbedringshus. Dem skulle han tilbringe i Forbedringshuset på Vridsløselille Mark (senere statsfængsel). Journaler fra fængslet beskriver ham som intelligent, men kold, snu og en slyngel, som tydeligvis ikke havde til sinds at ændre sine vaner.

Og det gjorde han heller ikke. Selv om han ved få lejligheder havde "ærligt arbejde", brugte han stadig mange kræfter på at narre folk. Under navnet Carl Daniel Hoffmann og med falske papirer, opsøgte han lærde mennesker i København, som han kunne narre penge fra, ved at fortælle fantastiske historier om oplevelser og fantastiske opdagelser, som han overtalte dem til at investere penge i at udforske. Måske den tids svar på "nigeriabreve". Da mængden af lærde, der gik på den, slap op, forsøgte han sig i Sverige og Norge med samme og andre svindelnumre. I 1874 blev han så anholdt i Larvik i Norge, og her blev han idømt 2 års tugt- og forbedringshus.

Mellem 1869 og 1874 afsonede han i alt fem længere fængselsdomme - og et par kortere. Da han kom ud efter de to år, var det åbenbart blevet for meget for myndighederne, som besluttede at betalte for en enkeltbillet til USA, hvilket var en ret almindelig praksis for vaneforbrydere, der ikke havde begået vold.

I den amerikanske hær

I USA besluttede den unge Rørmose sig tilsyneladende for at lægge sine kriminelle vaner på hylden, og begynde på en frisk. Han ankom til USA med M/S Dakota den 17. januar i 1876, og fire dage senere meldte han sig til den amerikanske hær. Det var dog ikke helt forbi med snyderiet, for da han meldte sig, påstod han, at han både havde været i den danske hær under 2. Slesvigske Krig i 1864, hvilket må siges at være godt gået, af en dreng, der på det tidspunkt kun lige var fyldt 13 år. Da han senere i et interview blev foreholdt, at hans deltagelse i Slesvigske Krig ikke var dokumenteret, forklarede han, at han sammen med sin far havde tjent som kurer ved Dybbøl og ved Dannevirke, og at han der derfor ikke ikke var registreret som soldat. Da faderen hed Mads Christensen, og der var temmeligt mange af dem, kunne hans påstand heller ikke modbevises. Efter krigen, påstod Rørmose, havde han gjort tjeneste i Den Franske Fremmedlegion, hvor han kæmpet i Algier og i den fransk-tyske krig, hvor han blev såret under Slaget ved Sedan i 1870. Også dette er muligt, men kan heller ikke dokumenteres. Han påstod også, at han havde arbejdet som jernbanearbejder i Norge, da han kom hjem fra Fremmedlegionen, og en kollega her, havde overtalt ham til at tage med til USA.

Måske lød disse historier bedre end at fortælle, at han havde tilbragt en stor del af sin ungdom i fængsel. Rørmose blev optaget i Det 7. Kavaleriregiment den 21. januar 1876, og i den sammenhæng benyttede han sig af muligheden for at skille sig af med sit efternavn, og han blev senere kendt som Christen (på typisk amerikansk maner forkortet til Chris) Madsen. Heldigvis for Madsen blev han hurtigt overført til 5. Kavaleriregiment, så han var ikke med under det famøse slag ved Little Big Horn i juni 1876, hvor det meste af Det 7. Kavaleriregiment, på det tidspunkt under kommando af oberstløjtnant, tidligere generalmajor George Armstrong Custer, blev udslettet. Custer var faktisk ikke regimentets chef, selv om han fungerede som sådan under slaget, men den egentlige chef, Oberst Samuel D. Sturgis, var forsat til midlertidig tjeneste i St. Louis, da man manglede en erfaren officer der. Men det er en anden historie, som måske bliver fortalt en anden gang.

Madsen var altså blevet overført til Det 5. Kavaleriregiment, som allerede i flere år havde gjort tjeneste i kampene mod prærieindianerne. Madsen tjente 15 år i dette regiment, og deltog i kampe i Arizona (mod Apacher), i Colorado (mod Ute) og på The Great Plains (De store Sletter) i de nuværende stater North og South Dakota, Montana, Wyoming og Nebraska. Blandt andet var han med ved Bonnet Creek i i det vestlige Nebraska, da en civil spejder for hæren, den senere så berømte William Cody, nok bedre kendt som Buffalo Bill, tog indianerkrigens første skalp efter at have dræbt en cheyennekriger i en kamp mand mod mand. Da Custers styrke var blev udslettet, var det Det 5. Kavaleri, der forfulgte siouxerne, og til sidst besejrede dem i Slaget ved Slim Buttes i september 1876. Forfølgelsen er senere blevet kendt som "The Horsemeat March" fordi den var så forceret, at adskillige af regimentets heste døde undervejs, og da soldaterne sultede, og ikke kunne skaffe forsyninger, blev de nødt til at leve af hestekød. I løbet af karrieren i hæren blev Madsen udnævnt til Regimental Quartermaster Sergent, en titel, der ikke har nogen dansk pendant, da den stort set kun blev brugt i England og tidligere engelske kolonier, herunder USA. Titlen betød, at Madsen var den næsthøjest rangerende ikke-officer i regimentet, kun efter regimentets First Sergeant. Under kampe var det Quartermaster Sergents opgave at lede de tropper, der var afsat til forsvar af regimentets forsyninger og vogne, altså typisk en ren defensiv opgave.

Helt lykkedes det ikke for ham at holde sig på dydens smalle sti. Han blev stillet for en krigsret for at stjæle korn fra forsyningerne, men blev frikendt. Han blev dog senere dømt for rapseri og afsonede 5 måneder i Wyomings Territoriale Fængsel.

I 1883, efter syv år på prærien, blev Madsen udpeget som personlig guide for Præsident Chester A. Arthur under dennes besøg i Yellowstone, der var blevet nationalpark 11 år tidligere. Madsen blev hjemsendt fra hæren den 10. januar 1891 efter 15 års tjeneste, hvor han flere gange havde udmærket sig. Undervejs var han blevet gift med Margaret Bell Morris, og de fik to børn; datteren Marion i 1889 og sønnen Christian i 1890. Undervejs havde han modtaget en medalje for sin indsat. Nogle kilder har, at det var en såkaldt Silver Star, men da denne først blev indført i 1918, er det næppe den, med mindre han fik den med tilbagevirkende kraft, hvilket faktisk er muligt - men næppe sandsynligt.

Lovens håndhæver

Efter hjemsendelsen blev Madsen optaget i US Marshall's Corps, og han blev udnævnt til Deputy US Marshall i Oklahomaterritoriet (Indianerterritoriet) under US Marshall (senere guvernør) William C. Grimes. Sammen med andre Deputy US Marshalls skulle han patruljere og opretholde lov og orden i Indianerterritoriet, der ikke var underlagt nogen statslig, amtslig eller bymæssig politistyrke, men var direkte under USA's regering. Madsen kom til at arbejde nært sammen med to andre Deputy US Marshalls, William "Bill" Tilghman og Henry Andrew "Heck" Thomas. De tre, Madsen, Tilghman og Thomas, blev kendt som "The Three Guardsmen of Oklahoma", og sammen og hver for sig anholdt eller dræbte de over 300 lovløse, der hærgede i området. De anholdte blev ført til Fort Smith, hvor de kom for retten under Dommer Isaac Parker, som var ansvarlig for hele territoriet, se artiklen "Hængninger i bundter". Senere blev Madsen og THomas, via deres samarbejde med Tilghman, venner med andre af tidens mere berømte ordenshåndhævere, blandt andre Bat Masterson og brødrene Earp, som Tilghman kendte fra sin tid i Dodge City.

Blandt de, som trekløveret fik gjort kål på, var Bill Doolin og hans såkaldte Doolin-Dalton bande. Blandt medlemmerne af banden var William "Bill" Dalton, der var lillebror til grundlæggerne af Dalton banden, Gratton, Bob og Emmett Dalton (det er dem, der parodieres i tegneserierne om Lucky Luke). Madsen selv dræbte personligt tre af bandens medlemmer, "Dynamite Jack" Clifton, George "Red Buck" Waighman og "Richard "Little Dick" West.

I 1893 blev han overført til US Marshall styrken i Western District of Missouri, muligvis fordi han og andre havde været involveret i at aflægge falske rapporter, da chefen, US Marshall Evett D. Nix blev fyret for embedsmisbrug. Deputy Marshalls som Madsen fik ikke løn. Det gjorde kun Territoriets US Marshall, som blev aflønnet med $ 90 om måneden. En deputy blev betalt med 6 cent for hver mile han red, og to dollars for hver stævning han leverede og hver anholdt han indbragte for retten. Døde forbrydere talte ikke, tværtimod. Dommer Parker ville ikke have forbryderne slået ihjel, han ville have dem stillet for retten, så hvis en deputy indbragte en forbryder, der var død, fik han dels ingen betaling, dels lod Parker ham betale forbryderens begravelse af egen lomme. Dette inkluderede ud over selve begravelse også betaling for kiste og gravsten. Dette blev afregnet til en fast pris på $ 60, hvilket betød at der skulle rides 1.000 miles for at finansiere en begravelse. Da mange forbrydere nægtede at lade sig fange levende, døde en del under forsøgene, så det er måske ikke så mærkeligt at de forskellige deputies forsøgte at få det til at se ud som om, flere var blevet fanget, og færre dræbt. Og hvis chefen var med på ideen ...

I marts 1898 kom Madsen tilbage som Special Deputy US Marshall i Indianerterritoriets sydlige distrikt. Samme år Madsen forlod dog korpset for en kort tid, da hans hustru døde, og for at komme sig over tabet, sluttede han sig til Theodor Roosevelts "Rough Riders" under den Spansk-Amerikanske Krig. Her fungerede han igen som Quartermaster Sergeant", og under krigen udviklede han et varmt venskab med Roosevelt, som også fortsatte efter krigen. Da krigen var slut, vendte han tilbage til Indianerterritoriet, hvor han igen fungerede som Deputy US Marshall. I 1906 blev John Abernathy udnævnt til US Marshall for Oklahoma, og Madsen blev hans næstkommanderende. Da Abernathy blev fjernet fra posten i 1911, blev Chris Madsen udnævnt til US Marshall for hele staten Oklahoma, der var blevet optaget som stat i USA i 1907. Han forlod posten i 1913.

Efter tiden som US Marshall fungerede han en tid som leder af et soldaterhjem, vagtmand, retsbetjent og foged. Nogle år senere blev han udnævnt til Politichef i Oklahoma City.

Den sidste tid

Efter tiden som politichef slog han sig ned i byen Guthrie, hvor han blev resten af sit liv. Mens han boede her arbejdede han mellem 1918 og 1922 som "særlig undersøger" for Oklahomas guvernør. Han døde i en alder af næsten 93 den 9. januar 1944på et plejehjem i byen af eftervirkningerne af en brækket hofte

Som med så mange andre af vestens helte og skurke fra den tid, blev hans meritter senere forbedret en del. Både når han selv fortalte om dem, men også i nogle af de bøger, der blev skrevet om Madsen og hans medlovhåndhævere.

I Oklahoma City er Madsen særdeles velanskrevet. Der opsat en mindesten over ham og en gade er opkaldt efter ham. Hans Oklahomatilhængere nægter den dag i dag at tro på, at han var forbryder i Danmark, inden han tog til USA, og at der må være tale om en anden Chris Madsen, der var forbryder i Danmark.