Til USA - med forsinkelse

Den 31. oktober var det blevet tid til en efterårstur til USA. Som i 2013 var jeg alene, og også denne gang gik turen til det vestlige North Carolina. Denne gang skulle jeg imidlertid ikke flytte mig ret meget, når først jeg nåede frem. Jeg havde bestilt værelse på to forskellige Bed and Breakfast tæt på hinanden. Det første lå i eller rettere uden for den meget lille bebyggelse, Ferguson, ikke langt fra de steder, hvor Tom Dooley holdt til. Her skulle jeg bo i to nætter. Det andet lå 26,5 miles (43 km) ad landevejen længere mod sydvest i byen Lenoir (udtalers nærmerst så "noir" rimer på "door", altså noget i retning af Lanoer), og her skulle jeg have fem overnatninger. Som i 2013 skulle jeg flyve til Washington DC, og så køre mod syd derfra, og jeg havde planlagt at tage en overnatning undervejs, men ikke hvor.

I lighed med turen i 2014, hvor Tim og jeg opdagede lyksalighederne ved at flyve på Business Class med British Airways, havde jeg bestilt billetter med dette selskab, og også denne gang på business class. I 2014 lykkedes det for første gang for mig at få sovet på en tur over Atlanten, fordi sæderne kunne lægges ned til vandret, og det håbede jeg at kunne gentage, så jeg ville være udhvilet, eller i hvert fald nogenlunde udhvilet, når jeg nåede frem, og skulle til at køre. I 2013 landede jeg sent om aftenen, og kom kun til Front Royal, knap 90 km fra Washington. Denne gang håbede jeg, at jeg kunne nå lidt længere, da der var en enkelt ting, jeg gerne ville se på vej sydover næste dag.

Bilen var, jeg har nær sagt som sædvanligt, lejet gennem FDM og jeg havde igen valgt en Full Size, altså en Chevrolet Impala eller tilsvarende. I min håndbagage havde jeg pakket min Jabra Cruiser (håndfri mobil), som også kan sende på FM båndet, så jeg kunne høre musik fra telefonen via bilens radio, lige fra bilturens start. For god ordens skyld havde jeg lagt ca. 1.00 musiknumre over på telefonen. Ak ja, den teknologi! Også mim nyanskaffede gps, var i håndbagagen. Den gamle brød sammen på sidste USA tur, så på årets Jyllandstur brugte vi Tims. Men nu havde jeg altså selv anskaffet en ny, og igen med både Europa og USA kort installeret.

Da jeg skulle være i lufthavnen allerede kl. 5.00, var Tim ikke så glad for at skulle køre mig, så i stedet havde jeg bestilt en taxi til 4.30 Til gengæld havde Tim ferie, når jeg kom hjem igen, så han havde lovet at hente mig. Alt blev gjort klar aftenen før, så jeg bare skulle gøre mig selv klar næste morgen. Vækkeuret ringede 3.30 og da taxien kom, var jeg helt klar. Det tog kun ca. 15 minutter at komme til lufthavnen, og der var ikke mange ved British Airways skranke. Jeg havde allerede hjemmefra udskrevet mine to boardingpass til henholdsvis London og videre til Washington, så jeg skulle baqre aflevere bagagen. Som business class passager kan man benytte sig af diverse lounger, så efter at være kommet gennem sikkerhedskontrollen, anbragte jeg mig i loungen i Kastrup, hvor jeg fik morgenmad, mens jeg ventede på at skulle gå ombord i flyet. Da tiden var inde, fandt jeg gaten, og det varede ikke længe så var vi ombord i flyet. Forskellen på business class og economy fra København til London er ikke stor. Der er seks sæder i hver række på begge klasser, men på business sidder der ingen på midtersæderne i hver side. Forplejningen er også en smule bedre, men ellers er de to klasser som på mange andre europæiske ruter bare adskilt med et forhæng.

Turen til London gik problemfrit, og vi landede lidt før planlagt, nemlig kl. 9. Flyet til Washington Dulles skulle afgå 11.15, så også i London benyttede jeg mig af British Airways Lounge. Her sad jeg og læste og drak kaffe til klokken var hen ad 10.30, hvorefter jeg begav mig mod gaten. Da jeg var med British Airways og skulle videre med samme selskab, skete det hele i Terminal 5. Den har til gengæld tre grupper af Gates, A, B og C og de ligger en del fra hinanden. Flyet fra Danmark kom til en A-gate, og flyet videre skulle afgå fra en C-gate, så jeg skulle med at lille underjordisk transittog, og det gjorde jeg så. Vel ankommet til C-gatene fandt jeg uden problemer Gate C57, hvor flyet skulle afgå fra, og uden for holdt da også den imponerende Airbus 380-800, som jeg vidste, at jeg skulle med. To etager i hele flyets længde. Hvor vi sidste år sad på "første sal" , skulle jeg denne gang være i stueetagen. Da jeg kom ud til gaten fandt jeg et sted at sidde, hvor jeg kunne se informationsskiltet, hvor der stod Afgang til Washingtun Dulles kl. 11.10, og at boarding ville finde sted efter rækkenumre. Dette gælder dog kun Economy, da First Class og Business Class altid boarder først. Da jeg havde siddet og ventet i ca. 20 minutter kunne jeg se en del aktivitet ved skranken helt oppe ved gaten, og jeg regnede derfor med, at jeg snart skulle gå ombord. Sådan skulle det imidlertid ikke gå, for fem minutter senere ændredes skiltningen på informationstavlen, hvoraf det nu fremgik, at afgangen var forsinket til kl. 12.00. Og derfra gik det så ned ad bakke!

Da klokken var 11.00 blev forsinkelsen rettet til 12.30. Klokken 11.30 ændrede beskeden sig til "Gate closed". Så kom der besked i højttalerne om, at der var tekniske problemer med flyet, og at man ikke vidste, hvor lang tid det ville tage at løse problemet, men vi ville få yderligere besked kl. 12.30. Det gjorde vi da også, men beskeden var desværre, at man stadig ikke vidste, hvor længe det ville vare. På det tidspunkt sad 470 mennesker ved gaten, som skulle have været med flyet, og de fleste var ret irriterede. Vi fik besked om, at vi godt kunne tage toget til B-gates, hvor der var lidt flere butikker end ved C-gates, men at vi skulle komme tilbage hurtigt, da man ikke ved B-gates fik annonceringer om flyet. Det betød, at i praksis, var der ingen, der forlod gaten. Resten af eftermiddagen gik så med at vente, og efterhånden kom man til at tale med sine medventende. Jeg spurgte en dame, der sad ved siden af mig, om hun ville holde øje med mine ting, mens jeg gik et kort ærinde, og senere gjorde jeg det samme for hende - og så var vi i gang med at snakke. Hun var vel omkring 60, hed Susan og var ansat af den amerikanske regering. Senere sluttede også først Brenda og senere Pam sig til samtalen, og så havde vi da nogen at hygge os med. De nedslående meddelelser fortsatte med henvsininger til "Ny besked om 20 minutter", "Vi regner med at være klar om en time", "Vi er alligevel ikke klar" og så videre indtil klokken 17, hvor det blev meddelt, at man nu havde lokaliseret fejlen og sendt bud efter en reservedel på fjernlageret. Klokken 18 blev det så meddelt at boarding ville begynde kl. 18.30 og at afgang ville være klokken 19 - og pludselig var alle glade - eller i hvert fald mindre irriterede. Det kom endda op at stå på informationstavlen. Brenda havde tidligere ringet til sin mand, som skulle hente hende i lufthavnen og fortalte om forsinkelsen, så nu kunne hun ringe og sige, at nu lykkedes det at komme af sted, så han kunne holde øje med internettet for at se, hvornår hun landede. Pam, som var amerikaner med boede i London, gjorde det samme med sin mor. 10 minutter senere var det dog slut med optimismen, for 18.10 blev det meddelt, at flyet nu var helt aflyst, og at vi skulle indkvarteres på hotel!

Det betød, at vi skulle forlade gaten og tilbage til Gate A. Her skulle vi gennem paskontrollen, hente vores bagage på et bagagebånd og gennem tolden. Derefter skulle vi så til check-in - nu for at få udleveret vouchers til hotel, transport og mad. Heldigvis var der åbnet 6 skranker, så det gik trods alt forholdsvis hurtigt at få alle  470 passagerer ordnet. Mine tre "veninder" skulle bo på Rennaissance, hvor de skulle køres til, mens jeg fik værelse på Sofitel, der var forbundet med lufthavnen via en tunnel, så jeg fik ingen transportvoucher. Vi fik også at vide at flyet ville afgå kl. 10 næste formiddag. De tre damer ville så - sammen alle andre, der også boede på Rennaissance - blive afhentet på hotellet kl. 5.30, mens jeg kunne gå fra hotellet kl. 7. Da vi havde sagt  behørigt farvel, hankede jeg op i mit habengut og fulgte de anvisninger, jeg havde fået sammen med voucheren, og 10 minutter senere var jeg på hotellet.  På vej derover mødte jeg en yngre, sort dame, som også havde været med flyet, så vi kunne brokke os lidt til hinanden. Hun skulle have været hjem til sine børn, men nu måtte hun nøjes med et besøg i hotellets spa og en omgang massage.

Badeværelsesspejl med indbygget TV på Sofitel, Heathrow

Da jeg kom til hotellet, var klokken alligevel blevet omkring 19.30 lokal tid - altså 20.30 dansk tid, og det eneste jeg havde spist siden morgenmaden, var en sandwich, som vi også havde fået en voucher til. mens vi ventede ved gaten. Det eneste sted, der var ved C-gates var en Starbucks, som er kendt for deres kaffe, men som ikke just er berømt for det store udvalg af spiselige ting. Åh ja - voucheren kunne også have været indløst i en butik, hvor man kunne købe slik, sodavand mm., men jeg havde altså trods alt valgt Starbucks. Jeg var dog blevet sulten igen, så lige så snart jeg var blevet indkvarteret på mit udmærkede værelse (Sofitel har fem stjerner, så kvaliteten fejlede ikke noget), gik jeg ned i restauranten. Her var der imidlertid 20 minutters ventetid, så jeg gik i baren lige overfor, hvor jeg fik en gin & tonic. Da den var nydt fik jeg så et bord, og det viste sig at voucheren dækkede over en menu, hvor man kunne vælge mellem to forretter og tre hovedretter. I stedet for forret kunne man også vælge at få dessert i stedet. Jeg valgte nu forretten med noget fisk af en art, og en hovedret med kylling. Dertil dækkede voucheren en sodavand, men jeg trængte til et glas rødvin, selv om jeg selv skulle betale det. Jeg købte bare et enkelt glas af husets, og såvel vin som mad var udmærket, selv om jeg ikke er så meget til det franske restaurationskøkken. Det viste sig at der var både fordele og ulemper ved at bo på femstjernet hotel. Ulempen var prisen på det, man selv skulle betale. G&T samt rødvin stod tilsammen i 37 £ eller ca. 400 kr. Jeg fandt i øvrigt ud af, at hotelværelset kostede omkring 3.100 kr for en nat. Det var lidt, men ikke meget billigere på Rennaissance, så alene indkvarteringen har kostet BA over 1 million (plus transport for de, der ikke kunne gå til deres hotel). Dertil kommer at alle EU borgere har krav på € 600, hvis afstanden er stor nok, og forsinkelsen mere end tre timer, og her var begge kriterier opfyldt. Selv om måske kun halvdelen af passagererne var EU-borgere, vil det så være en udgift på yderligere  1,5 millioner. Jeg kan derfor godt forstå at selskabet gerne ville forsøge at få os af sted, selvom British Airways sikkert ikke betaler fuld pris for hotelværelserne. Jeg har selv lagt billet ind på at få kompensationen, da jeg mistede en nat på det første B&B, som ikke kunne refunderes og en dags forudbetalt billeje.

Men jeg fik da en god nats søvn inden næste dags flyvetur.