Kultur, research og begyndende panik!

Fredag. Ingen spøgelser eller mord i dag. I hvert fald kun indirekte. Dagen skulle være kulturdag med besøg på museer, og det blev den også. Men den blev også mere spændende end planlagt og mere spændende, end jeg havde lyst til.

Jeg indtog morgenmaden sammen med et par andre gæster hos Rose. To veninder fra Maryland, som var kommet til Lenoir, fordi den ene skulle forhandle om opførelsen af et hus på en grund, som hun og manden havde købt. Han var desværre optaget af sit job - og så havde hun taget veninden med som støttepædagog. Hun havde boet hos Rose tidligere, da hun og manden var nede for at købe grunden.

Caldwell County Heritage Museum

Efter morgenmaden var mit første mål Caldwell County Heritage Museum, et lokalt museum som selvfølgelig fortalte historien om amt og by. Jeg havde lidt problemer med at finde stedet, men efter et besøg i en bank, som jeg troede var museet indtil jeg så skiltet uden for, blev jeg guidet på rette vej. Bygningen, der fungerede som museum, havde tidligere tilhørt et nu nedlagt college, og ved siden af lå en folkeskole (elementary school). Da jeg kom ind, blev jeg hilst af en del personale (alle frivillige), som så ud til at være meget lettede, og de kunne da også fortælle, at de netop havde sagt farvel til 80 børn fra tredje klasse, som sammen med deres lærere havde fået lov til at komme før normal åbningstid. Museet var ganske spændende med mange fotografier fra både Lenoir og resten af amtet fra perioden omkring 1900 og lidt før. Mest spændende var dog deres "reading room", hvor der var samlet en mængde bøger, ikke mindst biografier, foruden personlige papirer, avisudklip og meget andet. Her ledte jeg efter en bestemt bog, men selv med meget stor hjælp fra personalet, lykkedes det ikke. Den dame, der hjalp mig, mente at de endda havde flere eksemplarer af den, og hun havde den også selv hjemme, men på museet kunne hun altså ikke finde den. Formålet for mig, var at finde et billede af et hus, som jeg gerne ville have stedfæstet, men det lykkedes altså ikke. Gennem min samtale med damen, blev vi dog enige om, nogenlunde, hvor huset kunne have ligget, selv om det var forsvundet i dag. Så det blev mit næste mål. Men damen ledte efter bogen, benyttede jeg lejligheden til at læse de to ringbind med udklip om Tom Dooley sagen, som de havde, men desværre lærte jeg ikke noget nyt.

Inden jeg forlod stedet igen, fik jeg dog løst problemet med de mange æsler. Jeg spurgte simpelthen den venlige dame, og hun fortalte mig, at hun selv (og hendes mand) også havde æsler på deres gård. Årsagen var den enkle, at æslerne hjalp med at beskytte køerne, og ikke mindst nyfødte kalve mod prærieulve. Æsler er stærkt territoriale dyr, og kommer en fremmed, herunder en prærieulv, ind på deres enemærker, skryder de voldsomt, og kan dermed advare farmeren. Kommer prærieulven for tæt på æslet selv, kan de faktisk slå den ihjel med et bid eller et velrettet spark. Så æslerne fungerer altså som levende tyverialarmer. Jeg blev lidt overrasket over, at høre at der var prærieulve så langt mod øst, men damen forklarede, at det faktisk var et stort problem i området. Dagen efter, hjemme hos Rose, fortalte en af de andre gæster, at de faktisk flere gange havde set prærieulve i deres have hjemme i Maryland. Siden har jeg læst en del om det at bruge æsler som "vagthunde" og der ser ud som om, det faktisk virker.

Fra museet satte jeg kursen mod Elkville. Der er to veje fra Lenoir, som jeg tidligere har benyttet. Enten ad US 321 til NC 268 og derefter ad denne til Elkville eller ad NC 18 til Kings Creek og derefter ad Grandin Road til NC 268. Denne gang tog jeg imidlertid en tredje vej, som jeg ikke havde prøvet før, men som jeg hjemmefra havde set på et kort, nemlig en vej ved navn Zack's Ford Road, som starter eller slutter ved Grandin Road, som var mit mål. Jeg havde lidt problemer med at finde vejens begyndelse i Lenoir, da denne lå i et industrikvarter, men det lykkedes dog. Vejen går på den første del af strækningen parallelt med Zacks Ford Creek, en lille bæk som løber gennem en meget grøn dal, fra et sted i Brushy Mountains, til den møder Lower Creek inde i selve Lenoir. Lower Creek er selv en biflod til Catawba River. Og så ikke mere geografiundervisning denne gang. Turen var meget interessant, ikke mindst fordi jeg ikke have været på de kanter før. Et sted langs denne vej boede i sin til den rige plantageejer Welborn German, der har givet navn til German Hill, hvor Laura Foster, offeret i Tom Dooley-sagen,  boede. Vejen munder ud i Grandin Road godt en mile syd for NC 268, og herfra skulle jeg køre mod syd til Grandin Baptist Church, som jeg tidligere har besøgt. Fra kirken, som ligger på en bakketop, er der en fin udsigt over det omgivende landskab, og herfra kunne jeg se det sted, hvor jeg og damen fra museet var blevet enige om, at det pågældende hus må have ligget. Billedet af huset forekommer i en bog af præsten Dr. Robert Lee Isbell, og viser hans barndomshjem. Han var søn af James M. Isbell, Tom Dooleys ihærdige forfølger. Se mere i artiklen om James Isbell på min Tom Dooley side. Jeg lod mig dog ikke nøje med udsigten men kørte helt ned til bebyggelsen, der kaldes Grandin, uden at jeg dog blev klogere af det. Men jeg så byskiltet, hvoraf det fremgik at bebyggelsen kunne prale af hele 5 (fem) indbyggere.

Æsel ved German Hill, nær Elkville

Næste stop på min kulturelle tur var netop German Hill. Her havde jeg fået at vide, at der lå en gammel kirkegård, og den ville jeg gerne besøge. Desværre fandt jeg den ikke, men jeg fik bevis på, at æslerne er territoriale. Da jeg kom op ad den lille grusvej til et åbent område oppe på bakken, hvor kirkegården skulle ligge, stod der et æsel i en indhegning ved siden af vejen, og da jeg standsede bilen og steg ud, kom det galoperende hen mod mig, mens det skrydede voldsomt - og jeg var endda ikke inden for hegnet. Da jeg ikke umiddelbart kunne se kirkegården, forlod jeg stedet igen, også for at få fred for æslet. Jeg satte  i stedet kursen mod Wilkesboro, hvor jeg gerne ville besøge Wilkes Countys lokalhistoriske museum. Det havde jeg to grunde til. Dels ville jeg se om jeg her kunne få det kort og den cd, som jeg havde ledt forgæves efter to dage tidligere, se Flere spøgelser og en forgæves køretur. Dette kunne de nu ikke hjælpe med, så jeg lænede mig op af min anden begrundelse. I 2012, da Tim og jeg besøgte stedet, koncentrerede vi os om fængslet, og så ikke selve museet, og det ville jeg nu gerne rette op på. Så det gjorde jeg. Jeg gik en runde i alle museets rum (det er ikke så stort), og så blandt andet den gamle retssal - museet er indrettet i det gamle domhus - en udstilling om den hjemmebrændervirksomhed, som området var og er kendt for, om de NASCAR væddeløb, som opstod på grund af hjemmebrændervirksomheden - når de, der bragte spritten ud til kunderne, skulle flygte fra politiet - og blandt udstillingsgenstandene var en af den berømte NASCAR kører, Junior Johnsons' første væddeløbsbiler. Johnson havde selv startet sin karriere som spiritussmugler, som hans far før ham. Da faderen døde sim 63-årig, havde han siddet 20 af disse år i fængsel for spritsmugling. Desuden var der udstillinger om indianerne, de første nybyggere, den første industri og så videre, og det var utroligt interessant, når man interesserer sig for historie; ikke mindst områdets historie.

Da jeg var færdig med min rundtur spurgte damen i butikken, hvor man også købte billet, om jeg ville have en tur i fængslet og Robert Cleveland House, og selv om jeg havde set det før, ville jeg da gerne det. Robert Cleveland House er et eksempel på et velhaverhjem fra ca. 1790 med kun tre rum. To i stueetagen og et større rum på 1. sal. Imidlertid er der kun rundvisning hver anden time, kl. 11.00, kl. 13 og kl. 15.00 og på dette tidspunkt var klokken hen ad 13.30. "Det gør ikke noget", sagde damen. Og så fandt hun en til at vise mig rundt. Det var en anden dame, og hun viste sig i øvrigt at være gift med den mand, der viste Tim og jeg rundt tre år tidligere. Jeg fik ikke så meget ny viden ud af turen, men hørte dog tingene fra en anden synsvinkel. Blandt andet lagde hun en del vægt på kvindernes rolle, både arrestforvarerens kone, som fx lavede mad til fangerne, og Robert Clevelands kone, som skulle holde hus og opdrage 15 børn. De to voksne, 15 børn og 12 slaver, boede alle i det ret lille hus. Børnene sov på første sal, forældrene i stuen og slaverne sov under stuens gulv. Så var man sikker på, at de ikke stak af om natten. Damen viste sig at have kendt både Mrs. Carter fra Whippoorwill Academy and Village, som jeg har besøgt flere gange, og Madelyn Hill, som Dorte og jeg boede hos i 2004.

Hovedgaden i Wilkesboro

Da jeg kom ud af museet gik jeg lidt omkring i byen og tog nogle få billeder. På det tidspunkt skinnede solen, selv om der også var skyer på himlen, så jeg besluttede mig for at give Brown Mountain (se de to foregående artikler) endnu en chance. Men det skulle jeg ikke have gjort - godnat og sov godt!

Jeg satte først kursen mod Lenoir, og her indstillede jeg så gps'en til at føre mig til udsigtspunktet på NC 181, hvis koordinater jeg havde gemt ved mit første besøg. Vejen (NC 90), som var ret lille, gik gennem bjergene til landsbyen Colletsville. Jeg havde kørt den to år tidligere uden problemer, og kunne huske at jeg netop i denne by, skulle tage et 90 graders sving til venstre, og det passede også. Her skulle jeg så køre på en mindre vej, der først hed Adako Road og senere Brown Mountain Beach Road ud til NC 181. Det syntes min gps imidlertid ikke; den ville hellere have mig til at blive på NC 90, som drejede nord på, og da jeg ikke var helt sikker på vejen, valgte jeg at følge gps'ens instrukser. Det skulle jeg dog ikke have gjort, for efter et stykke tid på 90'eren, bad den mig om at dreje til venstre på en grusvej 100 meter længere fremme. Det gjorde jeg så, og med forskellige mellemrum skulle jeg så skifte til andre grusveje, enten til højre eller til venstre. Nogle af disse havde navn, andre blev bare omtalt som "grusvej". Det førte mig længere og længere ind i bjergene, hvor jeg kun med meget lange mellemrum passerede noget, der lignede beboelse. Samtidigt var det ved at blive mørkere, og på et tidspunkt meddelte gps'en så at jeg skulle dreje til venstre ad grusvejen om 300 fod. Der var bare ingen grusvej, så jeg fortsatte lige ud, hvorefter så den insisterede på at jeg skulle lave en U-vending, selv om jeg har slået U-vendinger fra. Så en U-vending lavede jeg. "Drej til højre ad grusvejen om 200 fod" var så næste melding, men på stedet var der ikke kommet nogen vej siden jeg var der to minutter tidligere, så igen fortsatte jeg jeg lige ud. "Beregner ny rute. Lav en U-vending" var så de næste meldinger fra damen i kassen, så jeg kunne konstatere, at min gps nu selv var kørt vild!

Mens jeg kørte frem og tilbage var klokken blevet 17 og nu sænkede mørket sig helt - det går hurtigt så langt syd på. Samtidigt fandt min bil det opportunt at meddele at jeg var "Low on fuel". Jeg kunne imidlertid se, ved et tryk på en knap, at der stadig var benzin til 40 miles tilbage i tanken, og det gjorde mig helt rolig, for så langt kunne der under ingen omstændigheder være ud af bjergene. I luftlinje er der kun 25 miles fra Lenoir til udsigtspunktet på NC 181, og jeg var langt over halvvejs. Fra Collettsville ville der være ca. 15 miles ad landevejen, og jeg regnede med, at mine små grusveje havde ført mig mindst halvvejen af denne distance. Da gps'en ikke kunne hjælpe., og jeg ikke selv kunne finde vej, blev jeg enig med mig selv om at holde på i den retning, jeg kørte i, og så håbe det bedste. ½ mile senere blev jeg dog nervøs grænsende til panik, for da meddelte bilen, at der kun var benzin til 35 miles tilbage i tanken! På det tidspunkt var det kulmørke og der var ingen lys at se nogen steder, så der var ikke engang et hus, hvor jeg kunne spørge om vej. Og mobildækning var der selvfølgelig heller ikke noget af, og det havde der ikke været længe. På et tidspunkt så jeg dog lys komme i mod mig, og da vejen her var meget smal, valgte jeg at vente på den modkørende bil. Vejen var så smal at vi måtte passere hinanden i skridtgang, så jeg rullede vinduet ned, og det samme gjorde den modkørende, som viste sig at være en ældre mand med langt hvidt hår og endnu længere hvidt skæg og iført en bredskygget hat. 

En af de små grusveje i bjergene vest for Lenoir. Det var ca. 30 minutter senere at gps'en gav op. Da var halvmørket blevet helt.

Manden, der senere fik mig til at tænke på tegneseriefiguren Klaus Kludder, selv om denne hverken har langt hår eller skæg, var desværre ikke særligt hjælpsom, selv om han forsøgte. Det første jeg spurgte om, var vejen til Morganton, men den kendte han ikke. Han vidste heller ikke, hvordan jeg fandt ud til NC 181, og selv Lenoir kunne han ikke hjælpe med. Til sidst spurgte jeg om, han kendte vejen ud til den nærmeste asfalterede vej, og efter at have tænkt sig om i flere minutter, kunne han oplyse, at hvis jeg fortsatte i den retning, jeg allerede havde, mente han, at vejen ville blive asfalteret længere fremme, men at han ikke var helt sikker, for det var meget længe siden, at han havde været den vej. Han mente dog, at hvis jeg blev på vejen, ville den føre mig ud til US Highway 221 i nærheden af Grandfather Mountain. Det overraskede mig en del, for det var den stik modsatte retning af, hvor jeg troede at jeg var på vej hen. Jeg valgte dog at følge hans råd, mens jeg jævnligt så på benzinmåleren, hvor distancen, jeg kunne køre, faldt konstant, men dog ikke så hurtigt som på den første halve mile. Til sidst kom jeg ud til en asfalteret vej, som faktisk viste sig at være US 221. Problemet var nu, at jeg ikke vidste hvad vej, jeg skulle dreje. Jeg søgte derfor efter benzintanke på gps'en. Der var på dette tidspunkt benzin nok til 20 miles, og der var 4 miles til den nærmeste. Altså i luftlinje, for ret hurtigt kunne jeg se på gps'en, at der var 16 miles til ankomst. Efter et stykke tid kom jeg dog til den lille by Linville, som jeg flere gange har kørt gennem. Her lå der en tank, som gps'en åbenbart ikke kendte, og da jeg kørte ind på denne, havde jeg benzin nok tilbage til 7 miles, hvis måleren ellers var præcis. Benzinen var noget dyrere her, end hvad jeg ellers havde givet, nemlig $ 2,13 per gallon, hvor jeg ellers havde fyldt på for under $ 2 alle steder. På det tidspunkt var jeg dog villig til at betale hvad som helst. Jeg benyttede lejligheden til at købe en kop kaffe, og så satte jeg gps'en til at vise vej tilbage til Lenoir, selv om jeg nok kunne have fundet den selv.

Det betød at jeg skulle fortsætte ad US 221 til Blowing Rock, og selv om det er en hovedvej, er den kun to-spors og meget snoet op gennem bjergene. Samtidigt kørte jeg ind i den tåge, jeg tidligere havde oplevet i området, og de 17 miles (27 km) til Blowing Rock tog over en time. Tågen fortsatte, da jeg skiftede til US 321, der er noget større, og først, da jeg kom ned fra bjergene, kunne jeg sætte farten op. Først kl. 20.45 nåede jeg udkanten af Lenoir, hvor jeg fandt et sted at spise aftensmad, og så kørte jeg tilbage til Irish Rose, hvor jeg var omkring kl. 22.00. En spændende, også lidt for spændende, oplevelse rigere.

Ikke en eneste tælbar lastbil så jeg på denne udflugt, så den stilling ændrede sig ikke.

Benzinprisen på denne tur, var i øvrigt den laveste, jeg havde oplevet siden 2002. Det billigste, jeg tankede til var $ 1,77 (lige efter denne optankning så jeg på en anden tank, at jeg kunne have fået den for 1,71). Selv med den ret høje dollarkurs, jeg oplevede (gennemsnitligt 6,75), svarer det til ca. 3,15 kr. pr, liter. Bortset fra dagens optankning og en tilsvarende lige inden jeg skulle aflevere bilen, hvor det kostede 2,12, var det dyreste på turen 1,98 eller 3,53 pr. liter. Ved mit seneste besøg i 2014, lå gennemsnitsprisen på omkring $ 3,15 eller kr. 5,16 med den lavere dollarkurs det år. Det laveste, jeg har betalt for benzin var omkring $ 0,90 per gallon i 2000, og selv med datidens dollarkurs på over 8 kr., var det under 2 kr. pr. liter.